Kystpraksis Strandbeskyttelse Holbæk Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til læhytte/bålhytte

Afgjort 20. august 2025  · Journalnummer 2025-62648  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et interessentskab søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre en ottekantet læhytte/bålhytte på 16,5 m² med grønt tag på en bakke ved bunden af Isefjorden i Holbæk Kommune. Hytten skulle være åben for offentligheden og give ly for naturbrugere langs en vandrerute, og arealet er omfattet af en fredning, hvor fredningsnævnet havde givet tilladelse. Kystdirektoratet gav afslag, da hytten efter direktoratets vurdering ikke falder ind under praksis for mindre friluftsfaciliteter, fordi den placeres på et åbent areal uden tilknytning til øvrige anlæg og derfor vil virke skæmmende i kystlandskabet. Direktoratet lagde desuden vægt på, at en dispensation vil kunne skabe en uønsket præcedensvirkning.

Fakta

Ejendom
Ubebygget
Ansøger
Virksomhed
Zone
Synlighed
Synlig
Lovgrundlag
Projektet før og efter
FørEfterÆndring
Areal – 16,5 m² –

Hvad blev der søgt om

NybyggeriShelter og friluftsliv

Praksisflag

  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Du har på vegne af [..] søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af en læhytte/bålhytte inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] beliggende [adresse] i Holbæk Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte. kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Der er ansøgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af en læhytte/bålhytte på [matrikel] beliggende ved Tempelkrog Nord i bunden af Isefjorden. Matriklen er delvis omfattet af strandbeskyttelseslinjen (se figur 1).

Figur 1. Ortofoto 2024. Den røde prik markerer matriklen og placeringen af den ansøgte læhytte. Det orange prikkede område markerer de strandbeskyttede arealer (umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

Følgende fremgår bl.a. af ansøgningen:

”Jeg vil på vegne af [..] ansøge om landzone tilladelse til opførsel af en læhytte, til brug for offentligheden, når de besøger området, samt færdes langs istidsruten. Ligeledes vil jeg søge kystdirektoratet om dispensation fra strandbeskyttelses linien.

Læhytten, skal sikre offentlighedens adgang i området, og giver ly for vejret, arealet asserholm er en bakke fra istiden hvor på der næsten altid er læ, og hvor udsigten over tempelkrogen i Isefjord, istidsruten, samt tempelkrogen nord er fantastisk. Området besøges dagligt af naturbrugere, hvad enten det er løbeture, cykelture, naturfotografer osv.

Turen omkring søen tager på gåben ca en time, og turen herned til området fra nærmeste offentlige parkeringsplads er på ca 900m væk, hvorfor det vil være super med muligheden for at gå i ly for vejret.

Læhytten er på 16,5m2 og er 8 kantet med spids tag, taget er grønt for at falde bedre ind i omgivelserne, træet er lyst og bliver malet med klar træolie, hytten har læ fra 5 af 8 sidder, og indvendig er der bænke rundt langs væggene, her er siddeplads til 10-15 personer. Fra hytten er der udsigt mod syd til tempel-krogs søens nordlige del, samt motorvejen. Mod nord og nordøst, er der udsigt til tempelkrogen i bunden af Isefjorden og istidsrute som løber 20m fra hytten. Mod øst ses toppen af asserholm bakke, som skær-mer naturen i søen, mod forstyrrelser ved hytten. Arealet omkring hytten er hegnet fra, og er åbent for offentligheden hele året, resten af tempelkrogssøen er hegnet og afgræsses af kvæg. Grundet bakkenssvage stigning er det også muligt at komme der op med kørestol. Arealet bliver plejet med slåning en gang årligt.”

Figur 2 og 3 viser den ansøgte læhytte/bålhytte.

Figur 2. Billede fra ansøgningen af den ansøgte læhyte/bålhytte.

Figur 3. Billede fra ansøgningen af den ansøgte læhyte/bålhytte.

Følgende fremgår desuden af ansøgningen:

”Læhytten placeres på asserholm bakke, afstand fra vestside til skel 6m, afstand fra nordside til skel 16m Arealet er forholdsvis jævnt, på nordsiden af læhytten skråner bakken nedad. Hytten vendes så åbningen er mød øst, hyttens areal er på 16,5m2. Hytten er 8 kantet. Taget er grønt, og træets farve er lyst, og bliver behandlet med træolie. Der er læhegn placeret nord/syd samt vest/øst, det vil sige på hyttens vest og nord side. Hyttens stolper står ovenpå jorden og skal ikke graves ned, der lægges en flise under hver stolpe i jord højde.”

Arealet er omfattet af fredningen Tempelkrog Nord. Fredningsnævnets tilladelse til læhytten/bålhytten er medsendt ansøgningen.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 239, Ryegård Dyrehave, Bramsnæs og Garveriskov og Egernæs med holme og Fuglsø) ligger umiddelbart øst for området. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 247.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål.

Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994

  • "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.

Kystdirektoratet finder ikke, at den ansøgte læhytte/bålhytte falder ind under ovennævnte praksis. I vurderingen er der lagt vægt på, at læhytten/bålhytten placeres uden tilknytning til øvrige anlæg på et åbent areal, hvorfor den vil fremtræde skæmmende i landskabet og medføre en negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet. Der er i vurderingen lagt vægt på, at en dispensation til det ansøgte vil indebære en væsentlig påvirkning af kyststrækningen, hvilket er i strid med bestemmelsens formål om at sikre kystlandskabet mod indgreb i den eksisterende tilstand og anvendelse.

Det er endvidere indgået i vurderingen, at en dispensation til vil kunne få en uønsket præcedensvirkning i andre lignende sager, dvs. at andre grundejere vil kunne få en forventning om at kunne opnå dispensation til lignende.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til den ansøgte læhytte/bålhytte.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Holbæk Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Holbæk, [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Holbæk, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Fredningsnævnet for Vestsjælland, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 239, Ryegård Dyrehave, Bramsnæs og Garveriskov og Egernæs med holme og Fuglsø)

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-62648 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1620.