Om databasen

Om Kystpraksis

Kystpraksis samler Kystdirektoratets offentliggjorte afgørelser om strandbeskyttelseslinjen, klitfredning og søterritoriet ét sted, så man kan se, hvad der i praksis gives dispensation og afslag til, og hvorfor.

Hvorfor

Reglerne om strandbeskyttelse er restriktive, og det er svært at få et konkret svar på, hvad der kan lade sig gøre. Den bedste rettesnor er de afgørelser, der allerede er truffet. Dem offentliggør Miljøstyrelsen, men kun for de seneste år, uden mulighed for at filtrere på det, der betyder noget, og blandet med tusindvis af andre offentliggørelser. Kystpraksis gør afgørelserne søgbare på begrundelser og kategorier og bevarer de ældre sager, som ikke længere er online.

Datagrundlag

Kategorisering

Hver gennemgået sag er læst og kategoriseret med hjælp fra en sprogmodel efter et fast skema: sagstype og udfald, ejendomstype, zone, afstand til kysten, hvad der blev søgt om, hvilke hensyn direktoratet lagde vægt på, og en række praksisflag, for eksempel om bygningshøjden øges, om der er vinduer mod kysten, eller om harmoni og helhed indgår i begrundelsen. Kategoriseringen er en hjælp til at finde relevante sager, ikke en juridisk vurdering. Læs altid selve afgørelsen, og vær opmærksom på, at praksis ændrer sig over tid.

Persondata og anonymisering

Afgørelserne indeholder oplysninger om ansøgere og ejendomme. Kystpraksis viser ikke navne, adresser, matrikelnumre eller fotos. Resuméer skrives uden identificerende oplysninger, og i den fulde afgørelsestekst erstattes personoplysninger automatisk med markører i klammer. Kommune, sagstype, journalnummer og årstal vises, så sagen kan findes hos myndigheden.

Anonymiseringen er automatisk og kan fejle. Vi fjerner straks oplysninger, der bliver indberettet.

Kortet og "her omkring"

For at man kan se, hvor en afgørelse hører til, slår vi adressen i afgørelsen op og forskyder placeringen op til 150 meter i en tilfældig, men fast retning. På kortet tegnes en cirkel på 300 meter om det forskudte punkt. Ejendommen ligger altid inden for cirklen, men cirklens midte er ikke adressen, så kortet kan ikke bruges til at udpege en bestemt ejendom. Hvor adressen ikke kan findes, vises postnummerets egn eller kommunen i stedet med en større, stiplet cirkel.

Indberet en personoplysning eller fejl

Skriv til kontakt@kystpraksis.dk med link til siden eller sagens nummer. Fortæl kort, hvad der skal fjernes eller rettes.

Uafhængighed

Kystpraksis er et privat initiativ og er ikke tilknyttet Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet eller andre myndigheder. Afgørelserne er offentlige aktstykker. Den fulde sag kan altid søges hos Miljøstyrelsen ved aktindsigt med journalnummeret.