Kystpraksis Strandbeskyttelse Skive Kommune
Dispensation til infoskilt
Sagen kort
Skive Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opstille et infoskilt ved startstedet for en ny vandrerute ved Sundsøre i Skive Kommune. Skiltet skal stå i kanten af en eksisterende parkeringsplads tæt ved eksisterende træer og udføres med stander i ubehandlet træ og skilteflade i jordnære farver. Kystdirektoratet gav dispensation, da der er tale om en mindre foranstaltning til støtte for friluftslivet, som er frit tilgængelig for offentligheden, og som efter praksis kan tillades, når den placeres i tilknytning til andre anlæg. Direktoratet lagde vægt på, at skiltet er beskedent, står ved en parkeringsplads og en vej, og at der ligger en lystbådehavn, et færgeleje og bygninger nærmere kysten, så oplevelsen af kystlandskabet ikke påvirkes nævneværdigt. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opstille 1 infoskilt inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Skive Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Skive kommune har ansøgt om dispensation til at opstille et infoskilt på [matrikel], [adresse], der ligger fuldt inden for strandbeskyttelseslinjen. Matriklen er ca. 12,6 ha, hvoraf størstedelen er et naturområde registreret med de § 3-beskyttede naturtyper hede, mose og overdrev. På matriklen er der også en parkeringsplads, nogle skure, der benyttes til fiskegrej og som opbevaring/omklædning for vinterbadere, samt en del af Sundsøre Lystbådehavn. Matriklen grænser op til resten af Sundsøre Lystbådehavn og Sundsøre Færgeleje.
Er kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1. Et kort med den ansøgte placering kan ses på figur 2. En illustration af størrelsen på det ansøgte infoskilt kan ses på figur 3. En illustration af de informationer der kommer til at være på skiltet kan ses på figur 4.
Ansøger har oplyst, at skiltet ønskes opstillet i forbindelse med en ny vandrerute, og har oplyst følgende; ”Ruten løber fra Sundsøre Lystbådehavn, videre til Thise, til Broholm Sø, og herefter kan man gå nordøst og følge kysten tilbage til Sundsøre Lystbådehavn.
Skiltet ønskes placeret på [matrikel] i kanten af en eksisterende parkeringsplads.
Skiltet placeres i tæt relation til de eksisterende træer på matriklen.
Selve skiltestanderen laves i ubehandlet træ og selve skiltefladen med information opføres i jordnær farver.”
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel]
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. På figuren er den ansøgte placering af skiltet markeret med et blåt kryds.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af størrelsen på skiltet.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af de informationer der vil fremgå på skiltet.
Kystdirektoratet spurgte ind til den ansøgte størrelse af skiltet, om der skulle opsættes yderligere skilte og piktogrampæle på ruten, og hvorvidt der ville blive formidlet om natur og dyreliv på skiltet.
Ansøger svarede følgende;
” (…)
Det er tanken at have samme skilt på alle startsteder for at skabe genkendelighed på ruten. Størrelsen er valgt for at have plads til formidling af de lokale faciliteter og seværdigheder.
(…)
Ja – ruten afmærkes med piktogrampæle. Der er sendt en ansøgning med sagsnr. 2025 – 33923 om afmærkning med piktogrampæle langs stranden. Der er desuden 3 andre startsteder med parkering hvor samme skilt skal placeres. Ved et særligt naturområde sættes et A3 skilt med formidling om bl.a. sjældne orkideer.
(…)
Billedet er et udkast med de lokale faciliteter der skal markeres på kortet. Herudover vil der være en generel beskrivelse af ruten og naturen undervejs.”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 30, Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals Ådal) ligger ca. 2 km mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 30 og fuglebeskyttelsesområde nr. 14.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektets begrænsede karakter. Der er tale om etablering af et infoskilt i tilknytning til en parkeringsplads og en vej. Der er yderligere lagt vægt på, at der ligger en Lystbådehavn og et Færgeleje i nærheden. Det ansøgte skilt opstilles således i et område, der i forvejen er præget af gående og kørende trafik. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter. Der er i vurderingen lagt vægt på det ansøgtes begrænsede karakter (et infoskilt), samt at det placeres ved en eksisterende parkeringsplads, der er i tilknytning til en af de veje, der leder ned til Sundsøre Færgeleje og Lystbådehavn.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur. Dette hensyn forvaltes i praksis normalt sådan, at det er en forudsætning for at opnå dispensation, at foranstaltningerne etableres i nærheden af andre anlæg, fx en parkeringsplads, en vejnedkørsel, en toiletbygning eller andet.
Der er søgt om lovliggørende dispensation til opstilling af 1 infoskilt, der er frit tilgængelige for områdets besøgende.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om anlæg, som tjener et offentligt formål til støtte for friluftslivet og som er frit tilgængeligt for områdets besøgende. Kystdirektoratet vurderer således, at en dispensation til det ansøgte er i overensstemmelse med ovennævnte praksis.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et beskedent anlæg, som ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt. Der er i vurderingen lagt vægt på, at skiltet opstilles i tilknytning til en parkeringsplads og en vej. Der er yderligere lagt vægt på, at der ligger en lystbådehavn, et færgeleje og bygninger nærmere kysten.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering af et infoskilt.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
•
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Skive, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Skive, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 30 Lovns
Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals Ådal,
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-50707 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1556.