Kystpraksis Strandbeskyttelse Skive Kommune
Afslag til fornyet ansøgning om statusændring af sommerhus til helårsbeboelse
Sagen kort
Ejerne af et sommerhus i landzone ca. 80 m fra kysten i Skive Kommune søgte via advokat på ny om dispensation fra strandbeskyttelsen til at ændre ejendommens status fra sommerhus til helårsbeboelse. Der var tidligere givet afslag i 2012, stadfæstet af klagenævnet i 2013, og Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i 2022 afslået genoptagelse. Ansøgerne henviste bl.a. til nye vandreruter i området, som efter deres opfattelse gør den ekstra belastning ved helårsbeboelse umålbar. Kystdirektoratet gav afslag, da ruterne ikke kan begrunde en statusændring, og da klagenævnenes praksis er, at helårsbeboelse medfører en mere intensiv belastning af naturen og landskabet, også gennem forventninger om fysiske ændringer. Direktoratet lagde desuden vægt på, at ejendommen er meget kystnær, at praksis er restriktiv, og at en dispensation kunne skabe uønsket præcedens.
Afslag, fordi helårsbeboelse efter praksis belaster natur og landskab mere end sommerhusbrug, og vandreruterne ændrer ikke det.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Zone
- Strandbeskyttelseszone
- Afstand til kysten
- 80 m
- Bygningen er fra
- 2017
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har den 27. februar 2024 på vegne af ejerne søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til ændret anvendelse af boligen inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Skive Kommune.
Kystdirektoratet oversendte den 23. januar 2025 sagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet som en anmodning om genoptagelse af tidligere trufne afgørelser, da de senest havde truffet afgørelse i sagen. Ved brev af 9. maj 2025 oplyser Miljø- og Fødevareklagenævnet, at de betragter det som en ny ansøgning på et nyt grundlag, og at de på den baggrund afventer Kystdirektoratets videre behandling i sagen.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ejendommen [matrikel] er beliggende på [adresse], i Skive Kommune. Ejendommen er i BBR noteret som sommerhus, beliggende i landzone og indenfor den udvidede strandbeskyttelseslinje ca. 80 m fra kysten. Sommerhuset på ejendommen ligger i anden række til kysten. Området er præget af grønne arealer, bestående af både bevoksning og flere steder er der registreret overdrev omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Området er i øvrigt præget af landbrug og spredt bebyggelse.
Ifølge LIFA OIS er ejendommens samlede areal ca. 2,7 ha. Det fremgår videre, at bebyggelsen på ejendommen er noteret som værende et sommerhus med et samlet boligareal på 131 m2, hvor grundarealet udgør 77 m2 og tagetagen udgør 54 m2. Videre fremgår det, at der er foretaget bygningsændringer i 2017, hvor der er opført et nyt sommerhus på soklen af den oprindelige bebyggelse fra 1965. Endelig fremgår af BBR en garage på 50 m2 og et udhus på 38 m2.
Ejendommen er beliggende ca. 2 km nordvest for Natura 2000-område nr. 30 Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, samt Skravad Bæk (habitatområde H30 og fuglebeskyttelsesområde F14 og F24).
Fig. 1. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.
Ejendommen er, som det fremgår af figur 1, i sin helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen.
Tidligere sager om ændret anvendelse på matriklen
Der er vedrørende sammen ejendom tidligere behandlede anmodninger om at få ændret boligens status til helårsbeboelse.
Naturstyrelsen Vestjylland traf den 24. februar 2012 afgørelse om afslag på dispensation til ændring af status fra sommerhus til helårsbeboelse inden for strandbeskyttelseslinjen på ovenstående ejendom.
Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede denne afgørelse den 21. januar 2013.
Ejendommens ejer har den 18. august 2022 anmodet Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage behandlingen af klagesagen vedrørende Naturstyrelsen, Vestjyllands afgørelse af 24. februar 2012, om afslag på statusændring af sommerhus til helårshus inden for strandbeskyttelseslinjen i Skive Kommune. I forbindelse hermed har ejendommens ejer særligt gjort gældende at:
- naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 2, finder anvendelse selvom huset er nyopført, jf. § 15 a, stk. 2,
- klager har et væsentligt og varigt handicap,
- boligen i 2017 er renoveret, og
- Kystdirektoratets sagsbehandler er inhabil og har optrådt usagligt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog den 10. november 2022 at genoptage Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse af 21. januar 2013 om afslag på dispensation til ændring af status fra sommerhus til helårsbeboelse inden for strandbeskyttelseslinjen.2 Ved afgørelsen fandt nævnet, at det ikke var påvist, at der ved sagens behandling var begået fejl, eller at der var fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, der kunne begrunde, at behandlingen af klagesagen blev genoptaget.
Ansøgningen
Miljø- og Fødevareklagenævnet besluttede i december 2023 i en sag på samme ejendom, at ændre en afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til to kviste inden for strandbeskyttelseslinjen.3 Af afgørelsen fremgår det, at nævnet i den aktuelle sag ikke har taget stilling til, hvorvidt boligens status kan ændres fra et sommerhus til et helårshus, og henviser til Nævnets egen afvisning af 10. november 2022.
Kystdirektoratet modtog den 27. februar 2024 en ny ansøgning om statusændring af sommerhus til helårshus for ejendommen. Det blev i den nye ansøgning om ændret anvendelse til helårsbeboelse gjort gældende, at der foreligger væsentligt nye faktiske oplysninger af betydning for sagen.
Til støtte herfor anføres særligt
- At der er tilladt 3 naturstier i området kaldet ”blue walk”4, og at den øgede færdsel omkring ejendommen medfører en øget belastning, hvorfor den øgede belastning en helårsbeboelse til sammenligning udgør, ikke vil være målbar.
- Gentaget, at huset oprindeligt er opført som helårsbolig, og henviser til en sag fra Planklagenævnet af 13. august 2021.5
- At der er 2 km. til nærmeste Natura 2000 område, hvorfor der ikke er grund til at antage, at ejendommen vil kunne medføre beskadigelse eller ødelæggelse af plantearter eller yngle- og rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
2 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. november 2022, sagsnr. 22/08976 [link]. 3 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22 december 2023, sagsnr. 23/06113 [link]. 4 Skive Kommunes informerer herom på deres hjemmeside, hvor også ruterne er markeret. https://skive.dk/kultur-natur-og-fritid/natur-og-friluftsliv/stier/blue-walk/
Kystdirektoratet har ved behandling af sagen bl.a. fundet anledning til en visualisering, jf. fig. 2, i form af et kortudsnit over ruternes forløb omkring den omhandlende ejendom.
Fig. 2. Cirklen i midten markere sommerhuset beliggende [adresse] i Skive Kommune. Den orange, blå og sorte streg markerer hver en lille del af de etablere vandreruter på strækningen mellem Skive og Sundsøre.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 30 Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, samt Skravad Bæk) ligger ca. 2 km mod sydøst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. H30 og fuglebeskyttelsesområde nr. F14 og F24.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Idet spørgsmålet tidligere har været behandlet, er Kystdirektoratet alene pligtige til at genoptage en sag, hvis afgørelsen lider af væsentlige mangler, eller hvis der er fremkommet nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med den oprindelige stillingtagen til sagen.
Kystdirektoratet har vurderet sagen på ny og finder ikke, at der ved ansøgningen, der kan betragtes som en anmodning om genoptagelse, er fremkommet væsentlige, nye oplysninger om sagens omstændigheder, der kan begrunde en genoptagelse af sagen.
Henset til Miljø- og Fødevareklagenævnets tilkendegivelse i brev af 9. maj 2025, har Kystdirektoratet valgt at behandle den som en fornyet ansøgning med afsæt i oplysningerne om vandreruterne.
Ansøger har gjort gældende at Blue Walk ruterne i området i sig selv medfører en øget belastning, som gør en øgede belastning ved en ændret anvendelse fra sommerhus til helårsbolig underordnet. Hertil skal Kystdirektoratet bemærke, at det forhold, at der i overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens formål er oprettet ruter i området, der kan give befolkningen adgang til at færdes og opholde sig i naturen samt forbedre mulighederne for friluftslivet, ikke i sig selv for et givent områdes bebyggelse kan begrunde en ændret status fra sommerhus til helårsbeboelse.
Ansøger har henvist til Planklagenævnet afgørelse af 13. august 2021, og nogle af de momenter som der efter planlovens regler tillægges vægt i vurderingen af overgangen fra sommerhus til helårsbolig. Planklagenævnet ændrer i sin afgørelse en tilladelse til et afslag, og det anføres generelt, at Planklagenævnet er særligt tilbageholdende med at tillade ændret anvendelse af et sommerhus til helårsbolig i særligt beskyttede områder, f.eks. fredede områder, kystnære områder eller områder, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Endvidere lægger Planklagenævnet vægt på hensynet til at undgå præcedens. Kystdirektoratet bemærker at der i den konkrete ansøgningssag om genoptagelse er tale om en meget kystnær ejendom der trods sine 2,7 ha i sin helhed er omfattet af strandbeskyttelseslinjen, med sommerhuset placeret ca. 80 meter fra vandet.
Ved vurderingen af, om dispensation konkret er påkrævet, skal det overvejes, om ændringen – på kortere eller længere sigt, evt. i forbindelse med udlejning eller ejerskifte – må antages at ville medføre en for naturen og/eller kystlandskabet mere belastende anvendelse.
Kystdirektoratet har lagt til grund for afgørelsen, at såvel tidligere klagenævn, som det nuværende Miljø- og Fødevareklagenævn i en række afgørelser har vurderet, at en ændring af status fra sommerhus til helårsbolig på en ejendom inden for strandbeskyttelseslinjen vil medføre en mere intensiv belastning af ejendommen og dermed af naturen og landskabet i området.6 Sommerhuset er beliggende i landzone. Det vurderes at være af underordnet betydning for direktoratets vurdering, at pensionister efter planloven måtte kunne anvende sommerhuset til helårsbeboelse.7
Derudover bemærker Kystdirektoratet, at intensiteten af belastningen ikke alene kan bedømmes ud fra antallet af personer, der benytter ejendommen og mængden af trafik til og fra ejendommen. Belastningen skal således også bedømmes ud fra, at en ændring til helårsbolig vil kunne skabe forventninger på kortere eller længere sigt om fysiske ændringer på ejendommen. Direktoratet henleder opmærksomheden på, at der i flere tilfælde gælder en lempeligere dispensationspraksis for helårsboliger end for sommerhuse.
Direktoratet bemærker at der ved kystnære ejendomme generelt må forventes en vis aktivitet i forhold til offentlig færdsel, henset til de naturværdier som de danske kyster indbyder til. Naturstierne vurderes at medvirke til en mere kontrolleret trafik i det kystnære område, ligesom stierne i høj grad tilgodeser naturbeskyttelseslovens formål.
Det er endvidere indgået med særlig vægt at praksis inden for strandbeskyttelseslinjen i forvejen er restriktiv, og at en dispensation vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til ændring af status fra sommerhus til helårsbeboelse.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystzoneforvaltningen
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
6 Se eksempelvis Miljø- og Fødevareklagenævnets sags.nr. 18/05115 og 20/06026 [hhv. link og link].
Afgørelsen er også sendt til:
•
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Skive, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Skive, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens8 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen9 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
8 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 9 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er
- beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 30
Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, samt Skravad Bæk.
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
5 Planklagenævnets afgørelse af 13. august 2021, sagsnr. 20/06733 [link].
7 Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 24. januar 2018 (NMK-500-00675) [link].
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-38219 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1466.