Kystpraksis Strandbeskyttelse Struer Kommune
Afslag til etablering af stellplads med ca. fem el-ladestandere
Sagen kort
En landboforening søgte på vegne af ejerne om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en ny stellplads for autocampere med ca. fem el-ladestandere på op til 130 cm på et ubebygget strandengsareal ved Oddesundtårnet i Struer Kommune. Formålet var at samle den spredte og uautoriserede parkering af autocampere, der slider på den omkringliggende § 3-natur. Pladsen skulle afgrænses af et nyt kreaturhegn og eksisterende buske, og standerne kunne beklædes med cortenstål. Kystdirektoratet gav afslag, fordi der ikke forelå særlige omstændigheder, og fordi projektet ikke tog fornødent hensyn til den omgivende natur. Direktoratet lagde vægt på den meget kystnære placering, den permanente ændring af strandengens anvendelse, at ladestanderne er varige tekniske installationer i det åbne kystlandskab, at der allerede findes en stellplads uden for strandbeskyttelseslinjen ca. 500 m væk, samt hensynet til at undgå uønsket præcedens.
Afslag, fordi en ny stellplads med ladestandere ville permanent ændre strandengens anvendelse, og der findes allerede en plads uden for linjen.
Fakta
- Ejendom
- Ubebygget
- Ansøger
- Privat
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af en ny stellplads med ca. 5 el-ladestandere inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], i Struer Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der ansøges om etablering af en ny stellplads med ca. 5 tilhørende el-ladestandere på nabomatriklen til Oddesund Tårnet, se fig 1.
Ansøger har oplyst følgende:
”Oddesund Tårnet er blevet en kæmpe turistattraktion, hvilket har gjort at slitagen af naturen omkring tårnet bare vokser og vokser. Dette skyldes, at der bl.a. ankommer flere og flere autocampere til området som parkerer på må og få på området, idet der ikke er tilstrækkelig parkeringsmuligheder i dag. Struer kommune har vurderet, at der er et besøgstal på over 100.000 gæster om året til Oddesund tårnet.
På luftfotogennemgang siden Oddesund Tårnet blev etableret kan man tydelig se hvordan §3-naturen bliver mere og mere slidt som følge af det stigende besøgstal og den uhensigtsmæssige parkering af autocampere på området. Det er konstateret, at der i dag sker parkering af autocampere rundt i hele området endda helt ned til vandkanten.
[navn] ejer nabomatriklen til Oddesund Tårnet. Hovedparten af matriklen bliver i dag afgræsset og det areal der ligger udenfor den nuværende indhegning bliver benyttet til en uautoriseret parkeringsplads for besøgende i dag. På medsendte bilag ses hvordan autocampere i dag er parkeret rundt på området en tilfældig augustdag i 2024.
For at kunne reducere den spredte slitage af området søges der nu om at etablere en stellplads til de tungere autocampere, således at parkeringen samles på et begrænset område fremfor over hele området som der sker i dag”.
Se figur 2 for de omtalte billeder af autocampere, der er parkeret rundt omkring på området en tilfældig augustdag i 2024.
Stellpladsen vil blive udformet som en naturplads, hvor afgrænsningen vil være et nyt kreaturhegn og de nuværende buske på området. Ansøger oplyser, at der vil kunne lægges natursten eller træ ud, hvis det er nødvendigt som ekstra afgrænsning. Stellpladsen placeres vest for tårnet, se fig 3. Grunden består af gammel havbund (sten), og blev brugt som opmagasineringsplads i 2016, se fig 4.
Området omkring Oddesundtårnet er § 3-beskyttet strandeng, og størstedelen af stellpladsens areal vil derfor også være på § 3-beskyttet natur. Der er til ansøgningen vedlagt en hensigtserklæring fra Struer Kommune, som meddeler, at de har i sindet at give en dispensation til naturbeskyttelseslovens § 3 til etableringen af stellpladsen ved Oddesundtårnet.
Det vil på arealet blive etableret ca. 5 el-ladestandere. De forventes at blive af mærket tallyKey. Standerne vil maks blive 130 cm høje. Ansøger oplyser, at de kan blive beklædt med cortenstål, så de falder i med naturen og vil matche Oddesundtårnet.
Der er allerede etableret toilet- og vandfaciliteter ved Oddesundtårnet.
Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde polygon markerer den ansøgte [matrikel]
Fig. 2. Fotos af arealerne omkring Oddesundtårnet en dag i august 2024, der viser 13 autocampere.
Fig. 3. Afgrænsningen af den nye stellplads.
Fig. 4. Luftfoto fra 2016, der viser arealets brug som opmagasinering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger ca. 1 m mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28, og fuglebeskyttelsesområde nr. 23, 27, 28 og 39. I fuglebeskyttelsesområdet F39 indgår Ramsarområde nr. 5.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Stellpladsen grænser op til et areal med habitatnaturtypen strandvold med flerårige planter (1220), som er vurderet til at være i god tilstand. Hvis stellpladsen ikke afgrænses med natursten eller træ, er der risiko for øget mekanisk slid på naturtypen, hvis autocampere parkerer uden for det tiltænkte areal. Strandvold med flerårige planter (1220) er en dynamisk naturtype, der naturligt påvirkes af havet, men yderligere mekanisk slid fra autocampere kan medføre en negativ påvirkning af naturtypen.
Hvis stellpladsen afgrænses med natursten eller træ, som ansøger har lagt op til, er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektets begrænsede karakter. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Fig. 5. Den nye stellplads’ placering i forhold til det nærmeste Natura 2000- område.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Kystdirektoratet vurderer, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde en dispensation til etablering af den ansøgte stellplads med tilhørende el-ladestandere.
Lovens forarbejder giver tillige adgang til en lempeligere dispensationspraksis, når der er tale om etablering af mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen.
Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Mindre parkeringsarealer og stier til eller langs med kysten kan desuden være omfattet. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Det vurderes, at der med det ansøgte projekt ikke tages fornødent hensyn til den omgivende natur. Der er lagt vægt på pladsens meget kystnære placering og på, at etableringen af stellpladsen vil medføre en permanent ændring af arealets anvendelse, som i dag er ubebygget naturareal klassificeret som strandeng. Der er desuden lagt vægt på, at de ca. fem el-ladestandere vil udgøre permanente tekniske installationer i det åbne kystlandskab og dermed medføre en varig ændring af områdets landskabelige udtryk. Dette gælder, selv om ladestanderne beklædes med cortenstål med henblik på at tilpasse dem til omgivelserne.
Kystdirektoratet har inddraget, at formålet med stellpladsen er at samle den eksisterende parkering af autocampere omkring Oddesundtårnet og derved begrænse den spredte parkering og slitage på de omkringliggende naturarealer. Det vurderes imidlertid, at dette hensyn ikke kan tillægges en sådan vægt, at det kan begrunde den ansøgte permanente ændring af det strandbeskyttede areal.
Kystdirektoratet har endvidere lagt vægt på, at der allerede findes en stellplads ved Oddesund Havn med plads til 12 autocampere ca. 500 m fra det ansøgte areal. Den eksisterende stellplads ligger uden for strandbeskyttelseslinjen. Der er således allerede mulighed for ophold med autocamper i nærheden af Oddesundtårnet uden at inddrage yderligere strandbeskyttede kystnære arealer til formålet.
Kystdirektoratet har desuden lagt vægt på hensynet til at undgå uønsket præcedens. En dispensation til etablering af en ny, permanent stellplads med tilhørende tekniske installationer inden for strandbeskyttelseslinjen vil kunne få betydning for behandlingen af andre lignende ansøgninger. Hensynet til uønsket præcedens indgår derfor med vægt i vurderingen af, om der kan meddeles dispensation.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag på dispensation til etablering af en ny stellplads med tilhørende el-ladestandere.
Med venlig hilsen
[navn]
Miljøministeriet
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Struer, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] Dansk Ornitologisk Forening, Struer, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-39545 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2037.