Kystpraksis Klitfredning Varde Kommune
Dispensation til udvidelse af parkeringsplads, fodhegn, ny toiletbygning, cykelparkering, Vestkystmarkør, affaldsbeholdere, og gravitationsanlæg
Sagen kort
Varde Kommune søgte om dispensation fra klitfredningen til at udvide en grusbelagt parkeringsplads ved Blåvandshuk Fyr fra ca. 100 til ca. 200 pladser og til at etablere fodhegn, en ny toiletbygning på 31 m² med en maksimal højde på 4,2 m, cykelparkering, en Vestkystmarkør, affaldsbeholdere og et gravitationsanlæg til nedsivning af spildevand. Baggrunden var manglende kapacitet i højsæsonen, som fører til parkering langs vejen. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om bl.a. ingen udendørs belysning, neutrale farver og en markør uden lys. Direktoratet lagde vægt på forarbejdernes lempeligere praksis for mindre anlæg til støtte for friluftslivet og et offentligt formål, på at anlæggene er indpasset og ikke skæmmende, og på at området i forvejen er præget af vej og parkering. Direktoratet vurderede desuden, at projektet ikke påvirker Natura 2000-området Vadehavet væsentligt eller skader yngle- og rasteområder for bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | – | 31 m² | – |
| Højde | – | 4,2 m | – |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Der må ikke opsættes udendørs belysning ved toiletbygningen
- Toiletbygningen skal holdes i neutrale farver
- Vestkystmarkøren gives uden overbygning og stang og uden lys på eller i konstruktionen
- Pæle og pullerter til cykelparkering skal være i naturfarve
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til, til udvidelse af parkeringsplads, fodhegn, ny toiletbygning, cykelparkering, Vestkystmarkør, affaldsbeholdere, og gravitationsanlæg inden for klitfredningslinjen på ejendommen matr. nr. [matrikel], [adresse]. Varde Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8 samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til udvidelse af parkeringsplads, fodhegn, ny toiletbygning, cykelparkering, Vestkystmarkør, affaldsbeholdere, og gravitationsanlæg.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Tilladelsen er givet på følgende vilkår:
Toiletbygning
At der ikke må opsættes udendørs belysning At der skal benyttes neutrale farver
Wayfinding
Der gives dispensation til en Vestkystmarkør (altså uden overbygning og stang). Der må ikke være lys på/i konstruktionen
Cykelparkering
Pæle/pullerter skal være i naturfarve.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Varde Kommune har den 2. november 2022 ansøgt om dispensation fra klitfredningslinjen til at udvide parkeringsplads, opstille en toiletbygning og nedgrave en sivebrønd på [matrikel], [adresse].
Projektet er løbende blevet tilrettet, og der fremsendes den 9. marts 2023 en tilpasset ansøgning med ændret parkeringsplads og billeder af de tre elementer: affaldsbeholdere, cykelparkering og fodhegn.
Der er derudover fremsendt tegninger af den ansøgte wayfinder til Kystdirektoratet.
Den 6. januar 2025 fremsendes forslag B, hvor parkeringspladsens udformning er ændret og toiletbygningens areal reduceret og bygningens placering er ændret.
Den 7. april 2025 fremsendes et kort over planlagte fodhegn.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Kort over parkeringsplads. Det orange prikkede område markerer det klitfredet areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Gul pil viser det eksisterende toilet.
Eksisterende forhold
Af ansøgningen fremgår:
”Baggrunden for ansøgningen er at kapaciteten på parkeringspladsen ikke er tilstrækkelig i højsæsonen. Dette resulterer i at biler holder langs med [adresse] til gene for trafikafviklingen og trafiksikkerheden. En udvidelse af parkeringspladsen vil forbedre trafikafviklingen og trafiksikkerheden og samtidig højne serviceniveauet for trafikanterne.
Den eksisterende parkeringsplads er en hesteskoformet grusparkeringsplads med vinkelret parkering til begge sider. Grusarealet afgrænses af et fodhegn og i midten er der et større grønt areal. Da pladsen er belagt i grus uden afmærkede båse, varierer udnyttelsen af pladsen. Langs den østlige side af pladsen er parkering forbeholdt turistbusser. Det vurderes at der ved optimal udnyttelse af arealet på nuværende tidspunkt er plads til ca. 100 biler og 2-3 turistbusser.
Blåvandshuk Fyr har op mod 800 dagsgæster i højsæsonen, og de der kommer i bil, benytter parkeringspladsen. I det tidsrum hvor der er flest besøgende, vil gæster til Blåvandshuk Fyr gøre brug af ca. 30 p-pladser. Dertil kommer de mange strandgæster, som udgør størstedelen af brugerne af parkeringspladsen. I højsæsonen benytter strandgæsterne ikke blot p-pladsen i et par timer, da de ligger på stranden det meste af dagen. Det begrænser udskiftningen af parkerede biler og dermed muligheden for at få en parkeringsplads i eftermiddagstimerne.
Det er særligt efter kl. 12, at besøgstallet til Blåvandshuk Fyr er højt, og det giver udfordringer i forhold til kapaciteten på parkeringspladsen. Badegæster kan finde en anden strand, men gæster til Blåvandshuk Fyr og den nærliggende natur, ønsker at kunne parkere i umiddelbar nærhed af attraktionen.”
Varde Kommune har fremsendt foto af parkeringspladsen i sommerperioden, se fig. 2 og 3.
Fig. 2. Parkeringspladsen i sommerperioden.
Fig. 3. Parkering langs [adresse] i sommerperioden.
Forslag B
Den 6. januar 2025 fremsendes forslag B, hvor parkeringspladsens udformning er ændret og toiletbygningens areal reduceret og placeringen af bygningen er ændret. Nedenstående figur 3 viser kort over Varde Kommunes forslag B.
Figur 4. Forslag B
Parkeringsplads
Af ansøgningen fremgår:
”Området ved Blåvandshuk Fyr er som kystby et opholdssted for mange feriehusejere, besøgende, gæster og borgere. Det betyder, at besøgstallet og personbelastningen for området er højt, og dette skal de sanitære og infrastrukturelle faciliteter kunne bestå.
Parkeringspladsen påtænkes udvidet inden for den eksisterende vejmatrikel, således at arealet formes og udnyttes til parkering bedst muligt. En sådan udvidelse forventes at kunne skabe ca. 200 parkeringspladser i alt. Det er vores opfattelse, at en sådan udvidelse ikke kan skabes andre steder i området end ved den eksisterende p-plads, ligesom det vil være uforsvarligt at anvende den omkringliggende klit og strand til formålet på grund af den store belastning.”
P-pladsen udføres med grusbelægning som eksisterende, og p-pladser for køretøjer skal markeres med naturmaterialer.
Området hvor parkeringspladsen skal udvides er registreret som hede (§3 i naturbeskyttelsesloven). Det er Varde Kommune, der administrerer bestemmelsen.
Fodhegn
Fodhegn udføres som eksisterende fodhegn, med samme type afslutning af pæle. Fodhegn placeres i kanten af parkeringspladsen, som vist på nedenstående fig. 6. Formålet med fodhegnet er at guide bilisterne til en korrekt parkering samt at guide den gående færdsel fra parkeringspladsen, så unødig slid på vegetationen uden for pladsen undgås.
Fig. 5. Fodhegn
Fig. 6. placering af fodhegn – vist som prikket signatur
Ny toiletbygning
Placeringen af den nye toiletbygning ses på fig. 4. Der ansøges om toiletbygning magen til bygningen på fig. 7. Bygningen vil blive på 31 m² og med en bygningens maks. højde på 4,2 m.
Fig 7. Toiletbygning
Den nye toiletbygning vil indeholde 4 toiletter inklusiv et handicaptoilet. Fig. 8 viser grundplanen over toiletbygningen
Fig 8. Grundplan, toiletbygning
Cykelparkering
Cykelparkeringens placering ses på fig. 4
Cykelpullert tænkes udført som ved Vejers Strand. Viste pullert er udført i hårdttræ som azobétræ og dekoreret med et metalbånd. Monteres som nedstøbning.
Fig. 9 Cykelparkering
Wayfinding
Varde Kommune og Kystdirektoratet er blevet enige om, at der kan opstilles en Vestkystmarkør, dog uden lys. Placeringen ses på fig. 4.
Fig. 7. Wayfinding. Vestkystmarkør
Affaldsbeholdere
Affaldsbeholdere udføres som eksisterende – 1 stk. 5m3 og 1 stk. 3m3 beholder.
Spildevand
Spildevand fra toiletbygningen skal nedsive i det grønne areal på p-pladsen. Dette udføres med et gravitationsanlæg med 3-kammertank og sivestrenge, der passer til spildevandsmængder dimensioneret til toiletbygningens brug.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 89, Vadehavet) ligger ca. 80 meter mod sydvest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 78, Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde og fuglebeskyttelsesområde nr. 57, Vadehavet. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 27.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at de påtænkte ændringer og anlæg ikke i sig selv vil medføre flere turister og dermed mere slid og forstyrrelse. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
Der er i områder inden for 10 km fundet 4 bilag IV-arter: Spidssnudet frø, Strandtudse, marsvin og mark-firben. Kystdirektoratet vurderer, som Varde
Kommune, at lokaliteten er et potentielt levested for markfirben og strandtudse. Varde Kommune har undersøgt området.
Undersøgelsen konkluderer:
- Der er intet som tyder på, at undersøgelsesarealet i centrum af p-arealet skulle være levested for markfirben. Der er ikke set nogen firben i området, skønt der samtidigt blev set aktive dyr i referenceområdet i klitzonen vest for p-pladsen. Det vurderes, at området næppe heller er egnet som levested, da det er for overskygget, har for tæt en vegetation, og mangler de åbne sandpletter, som findes de andre steder hvor markfirbenet rent faktisk lever.
- Der er ikke set strandtudse på eller ved p-pladsen. Men der er set et enkelt eksemplar i klitzonen ca. 60 m mod SØ. Eftersom at arten yngler i området nord for fyret, må man gå ud fra, at dyr jævnligt færdes i området ved fyret og i klitzonen omkring. Men de er overvejende nataktive dyr, som lever skjult. Det kan således ikke udelukkes, at tudser af og til krydser området, men det er ikke sandsynligt at arealet ved p-pladsen er fast levested for arten, da det dels er lidt for tilgroet, dels at der konstant er biler i området i sommerperioden.
- Undersøgelsen viser, at parkeringsområdet ikke er levested for markfirben. Der er også fundet Spidssnudet frø og Strandtudse inden for 100 meter fra parkeringsarealet. Kystdirektoratet vurderer dog at arealet ikke er et yngle – eller rastested for paddearterne.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Lovens forarbejder giver adgang til en lempeligere dispensationspraksis, når der er tale om at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Det er således nævnt i bemærkningerne, at der som hidtil bør dispenseres til begrænsede udvidelser og nyanlæg af foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen.
Der er tale om anlæg af mindre parkeringsarealer og stier til eller langs med kysten, anbringelse af toiletbygninger, naturformidlings- og miljøinformation, oplysningstavler (f.eks. blå flag, skilte og informationstavler) samt andre beskedne opholdsfaciliteter for friluftslivet og turismen. Det forudsættes, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur. Videre forudsættes det, at faciliteterne skal benyttes til et alment eller offentligt formål.
Efter det oplyste, er der tale om en udvidelse af parkeringsplads, fodhegn, ny toiletbygning, cykelparkering, Vestkystmarkør, affaldsbeholdere, og gravitationsanlæg. som tjener et offentligt formål til støtte for friluftslivet og som er frit tilgængeligt for områdets besøgende. Kystdirektoratet vurderer således, at en dispensation til det ansøgte er i overensstemmelse med ovennævnte praksis.
Kystdirektoratet finder endvidere efter en konkret vurdering, at de omhandlede anlæg med de tilladte placeringer og udformning er indpasset i området og ikke er skæmmende for kystlandskabet. Direktoratet har endvidere henset til, at anlægget ønskes placeret i et område, hvor der i forvejen er en vis påvirkning af kystanlægget i form af infrastruktur (vej og parkeringsplads).
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til udvidelse af parkeringsplads, fodhegn, ny toiletbygning, cykelparkering, Vestkystmarkør, affaldsbeholdere, og gravitationsanlæg. Det er indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en dispensation ikke vil få utilsigtet præcedensvirkning.
Med venlig hilsen
[navn]
Fuldmægtig l Kystzoneforvaltning
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Varde Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Varde, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Sydvestjylland, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Varde, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 89, Vadehavet
(fra Natura 2000-planen 2022-27
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse (F2 postkasse)
[telefon]
[email]
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-5098 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 97.