Kystpraksis Strandbeskyttelse Kolding Kommune
Afslag til at etablere en affaldsstation med hegning
Sagen kort
En grundejerforening søgte om dispensation fra strandbeskyttelsen til at etablere en fælles affaldsstation med et fliseareal på 2 x 5 meter og et hegn på ca. 5 x 1 meter på et fællesareal i Kolding Kommune, fordi skraldebiler ikke kan køre helt frem til de berørte grunde, og den kommunale affaldsordning kræver, at beholderne står på fliser og højst 100 meter fra grundene. Kystdirektoratet gav afslag. Direktoratet anerkendte, at en affaldsstation kan være et anerkendelsesværdigt formål, men lagde vægt på, at der kan findes en alternativ placering uden for strandbeskyttelseslinjen, at stationen ville ligge meget kystnært på vandsiden af sommerhusområdet uden tilknytning til andre større anlæg og have en væsentlig påvirkning på landskabet, samt at en dispensation ville have en uønsket præcedensvirkning. Der var derfor ikke tale om et særligt tilfælde, og affaldsordningens afstandskrav kunne ikke føre til en anden vurdering.
Afslag, fordi affaldsstationen kan placeres et andet sted uden for strandbeskyttelseslinjen.
Fakta
- Ejendom
- Forening
- Ansøger
- Forening
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
AndetHegn
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
[..] har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at etablere en affaldsstation med hegning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Kolding Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
[..] har ansøgt om dispensation til opsætning af en affaldsstation til affaldsbeholdere med flisebelægning og et hegn på fællesarealet ud for [matrikel], [adresse] inden for strandbeskyttelseslinjen.
På figur 1 ses et kort over den ansøgte matrikel.
På figur 2 ses et kort over den ansøgte placering og det omkringliggende område.
På figur 3 ses et billede af den nuværende placering af affaldsbeholderne.
På figur 4 ses en visualisering af den ønskede hegning til affaldsstationen.
Som en del af det fremsendte materiale fremgår det at den ønskede affaldsstationen vil bestå af et fliseareal på 2x5 meter, og man ønsker at opfører et hegn til affaldsbeholderne i en bredde af 5 meter og en dybde på ca. 1 meter. Visualiseringen af hegningen fremgår af figur 4.
Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel] Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den grønne streg markerer, hvortil Redux skraldebiler kan kører til. Den lilla markering viser den nuværende placering af affaldsbeholderne og den af grundejerforeningen anvist placering til etablering af affaldsstationen. Den blå markering viser en alternativ placering af projektet.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Billede af affaldsbeholder på den ansøgte placering.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. Visualisering af det ønskede projekt.
Ansøger oplyser følgende:
” Baggrunden for affaldsstationen er at [matrikel] ikke kan få hentet affald fra de enkelte matrikler (…), fordi skraldebilerne ikke kan køre helt ned for enden af [adresse]. Skraldebilerne kan ikke komme længere end den lysegrønne linje markeret ved vedhæftede kort. Det har således siden 2017 været et krav fra den kommunale affaldsmyndighed (Redux) at affaldsbeholderne for nævnte matrikler stilles et sted med passende tilkørselsforhold. De berørte matrikler har derfor ikke andre muligheder end at lave en fælles affaldsstation på et af grundejerforeningen anvist fællesareal.
Grundejerne har derfor igennem en årrække haft nogle fælles affaldsbeholdere stående på et fællesareal ud for [matrikel] (…). Imidlertid kræver Kolding Kommune (Redux) at affaldsbeholderne placeres på fliser (…), og for det andet ønsker Redux at affaldsbeholdere ikke placeres længere end 100 meter fra de berørte matrikler.”
Det er derudover blevet oplyst til Kystdirektoratet at Redux har mulighed for at dispensere for deres regler om 100 meter i et mindre omfang, og dette vil kunne lade sig gøre i denne sag.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 112, Lillebælt) ligger ca. 45 meter mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 96 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 15.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Kystdirektoratet bemærker, at strandbeskyttelseslinjen jf. naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, angiver en forbudszone, hvor der som udgangspunkt ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af de arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretag es udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Kystdirektoratet bemærker, at der findes nogle lempelser til naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, men at ingen af disse gør sig gældende i sagen. Det ansøgte skal derfor behandles jf. den restriktive dispensationsadgang i § 65b, stk. 1, der træder i kraft ved særlige tilfælde.
Kystdirektoratet bemærker, at offentlige institutioner eller lignende, der tjener en ubestemt eller større kreds af brugere, principielt ikke kan forvente at få særbehandling alene på grund af de hensyn, som de varetager. Der er dog tale om en konkret vurdering, og det offentliges særlige forhold kan af og til begrunde en dispensation.
Kystdirektoratet vurderer, at etableringen af en affaldsstation kan være et anerkendelsesværdigt formål. Det er dog en forudsætning for en dispensation, at affaldsstationen placeres og udføres under hensyntagen til det omgivende kystlandskab. I det nærværende tilfælde er det muligt at finde en alternativ placering uden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet vurderer i den gældende sag, at affaldsstationen med den ansøgte udformning og placering vil have en væsentlig påvirkning på landskabet. Der er i vurderingen lagt vægt på, at affaldsstationen ønskes placeret meget kystnært, på vandsiden af sommerhusområdet, og at den står uden tilknytning til andre større anlæg.
Kystdirektoratet vurderer derudover, at en dispensation i dette tilfælde vil medføre en uønsket præcedenseffekt, hvor andre grundejere kan få en forventning om at kunne modtage dispensation i lignende tilfælde.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at der ikke er tale om et så særligt tilfælde, at der kan opnås dispensation jf. § 65b, stk. 1. Det i ansøgningen anførte om hensyn til afstandskravet fra Redux, kan ikke medføre en anden vurdering.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til etablering af affaldsstation indenfor strandbeskyttelseslinjen.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse (F2 postkasse)
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Kolding Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Kolding, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Trekantsområdet, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Kolding, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Miljøstyrelsens hjemmeside, www.mst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 112, Lillebælt
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-52353 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2091.