Kystpraksis Strandbeskyttelse Aarhus Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til etablering af ridebane

Afgjort 14. juni 2022  · Journalnummer 21-12033-6  · Fra det tidligere kyst.dk, ikke længere online hos Miljøstyrelsen

Sagen kort

Ansøger søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at anlægge en træningsspringbane på ca. 5.000 m² (50 x 100 m) med et hegn på op til 1,25 m på en privat hesteejendom ved Norsminde Fjord i Aarhus Kommune. Kystdirektoratet gav afslag. Ejendommen drives ikke erhvervsmæssigt, og ridebanen er alene til privat brug, så den er ikke omfattet af undtagelsen for erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri. Direktoratet vurderede, at ridebanen ville virke meget dominerende i det åbne kystlandskab og være meget synlig fra vejen, og at der ikke var særlige forhold, der kunne begrunde så store indgreb. At ridebaner er almindelige i landzone, kunne ikke føre til et andet resultat.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Privat
Zone
Synlighed
Synlig
Areal før / efter
? m² → 5.000 m²
Højde før / efter
? m → 1,3 m
Lovgrundlag
, ,

Hvad blev der søgt om

AndetHegn

Praksisflag

  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Afgørelse

Afslag til etablering af ridebane inden for strandbeskyttelseslinjen

Ansøgning

Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af en træningsspringbane inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Aarhus Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Du kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ejendommen er på 12,7 ha og noteret som landbrugsejendom. Der er ansøgt om at anlægge en træningsspringbane i forbindelse med en privat hesteejendom, der ikke drives som erhvervsmæssigt virksomhed. Hele den ansøgte springbane på ca. 5.000 m2 ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.

Fra ansøgningen:

Vi vil gerne etablere en springridebane på 50 x 100 m på vores mark. Der vil ikke være terrænregulering og da ejendommen i forvejen er en hesteejendom, vil der efter vores opfattelse heller ikke være en ændring af terrænet. Området hvor ridespringbanen skal placeres er jævnt og der vil alene ske afgravning af det øverste lag med genetablering af underlag til ridebane. Anlæg af ridebanen vil ske af professionelle. På samme måde som på vores folde er det tanken at

1 Lovbekendtgørelse nr. 1986 af 27. oktober 2021 af lov om naturbeskyttelse.

2 ridebanen skal indhegnes, men hvis det skulle vise sig at være et stort problem, kan dette måske undlades.

Og en uddybende supplerende beskrivelse:

Ridebanen vil være til privat brug for ejeren samt eventuelle opstaldere.

Ridebanen vil blive etableret af erfaren entreprenør og vil blive bygget således:

 Afskrabning af vækstlag.  Drænlag  Mellemlag  Toplag

Der vil ikke ske terrænregulering, idet området, hvor træningsspringbanen skal placeres, er plan. Selve træningsspringsbanen vil blive omkranset af et fast hegning, som maksimalt er i 1,25 meters højde og som vil blive udført som trådhegn eller som et åbent træhegn i natur eller malet i jordfarver

Vedlagt er et matrikelkort, hvor træningsspringbanen er afmærket, ligesom vi også har vedlagt fotomateriale. Arealet fra stuehuset og ned mod Norsminde Fjord anvendes som hestefolde.

Overordnet mener vi – hvis det overhovedet er nødvendigt – at der bør meddeles dispensation for strandbeskyttelseslinjen. Således er træningsspringbaner naturligt hjemmehørende i landzone og på vores hesteejendom. Dernæst er træningsspringbane fornuftigt placeret med den ene langside mod eksisterende beplantning, hvorfor placeringen ikke påvirker områdets landskabskarakter væsentligt. Endelig bemærkes, at der heller ikke etableres belysning på træningsspringbanen.

3

Fig. 1. Ortofoto 2021. Det orange område markerer det strandbeskyttede areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.

4

Fig. 2. Fra ansøgningen. Rids af træningsspringbane

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. N59, Kysing Fjord) ligger ca. 210 m mod sydvest. Natura 2000-området omfatter fuglebeskyttelsesområde nr. F30. Nærmeste habitatområde (nr. H234, Giber Å, Enemærket og Skåde Havbakker), ligger 3,3 km mod nord.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Natur og vildtreservat

Norsminde Fjord er trækfuglereservat. Naturstyrelsen er myndighed.

5

Begrundelse for afgørelsen

Efter naturbeskyttelseslovens §15a, stk. 1, nr. 6 er byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af en landbrugsejendom undtaget forbuddet mod tilstandsændringer, og kan således opføres uden dispensation. Kystdirektoratet skal dog give tilladelse til den nærmere placering og udformning af byggeriet.

Etablering af en ridebane kan anses for erhvervsmæssig nødvendig for stutterier, der drives erhvervsmæssigt. I forhold til planloven antages stutterier med minimum 5-7 avlshopper, som værende at betragte som erhvervsmæssig drift.

Ansøger driver ikke hesteejendommen erhvervsmæssigt og ridebanen er udelukkende til privat brug. Det er derfor Kystdirektoratets vurdering, at anlæg af en ridebane som ansøgt ikke er byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt, og det skal således ikke vurderes i forhold til 15a, stk. 1, nr. 6. Anlæg af den ansøgte ridebane kræver derfor dispensation efter § 65b, stk. 1

Ridebanen vil, med en udstrækning på ca. 5.000 m2 og med et hegn i op til 1,25 m i højden, virke meget dominerende i det åbne kystlandskab og være meget synlig fra vejen.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er særlige forhold, som kan begrunde en dispensation til de store indgreb i kystlandskabet, som anlæg af den ansøgte ridebane vil medføre. Der meddeles derfor afslag på dispensation til etablering af ridebanen som ansøgt.

Det af ansøger anførte om at ridebaner er almindeligt forekommende i landzone kan ikke lede til et andet resultat, idet strandbeskyttelseslinjen indebærer et forbud mod ændringer af den nuværende tilstand. Forbuddet mod ændringer gælder alle nyanlæg, herunder almindeligt forekommende bygninger, som fx huse.

Med venlig hilsen

[navn]

[telefon]

[email]

6

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgivning

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  Danmarks Naturfredningsforening, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, Århus, [email]  Friluftsrådet centralt: [email]  Friluftsrådet, Århus Bugt, [email]   Dansk Ornitologisk Forening, Århus, [email]  Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]  Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]  Danmarks Jægerforbund, [email]  Naturstyrelsen, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

7

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 1986 af 27. oktober 2021 af lov om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 2091 af 12. november 2021 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

8

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

 adressaten for afgørelsen  ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører  offentlige myndigheder  en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker  lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen  landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø  landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

9

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. N59, Kysing Fjord, Natura 2000-område nr. N234, habitatområde H234, Giber Å, Enemærket og Skåde Havbakker og fuglebeskyttelsesområde F30, Kysing Fjord.

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Kilde

Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere. En arkiveret kopi findes hos Internet Archive: Se arkivkopien.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 21-12033-6 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 3939.