Kystpraksis Strandbeskyttelse Kolding Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til retablering af vej samt terrænregulering efter stormflod samt etablering af trappe

Afgjort 5. april 2024  · Journalnummer 24-01822-7  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En grundejerforening søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at genetablere ca. 75 meter fællesvej i et sommerhusområde ved Lillebælt i Kolding Kommune, der delvist skyllede bort ved stormfloden i oktober 2023, samt til at retablere terrænet og genopsætte en beskadiget ståltrappe til stranden. Kystdirektoratet gav dispensation. Vejen genetableres med samme placering, størrelse og udformning, og direktoratet lagde vægt på, at den er eneste adgangsvej til ejendommene og rummer forsyningsledninger og kloak. Terrænreguleringen blev anerkendt som et særligt tilfælde, fordi den er nødvendig for vejen, ikke ændrer terrænet fra før stormfloden, og fordi kyststrækningen i forvejen er præget af kystsikring og tæt sommerhusbebyggelse. Trappen blev betragtet som en mindre, frit tilgængelig foranstaltning til støtte for friluftslivet.

Fakta

Ejendom
Forening
Ansøger
Forening
Zone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

GenopførelseTerrænreguleringTrappe, rampe eller slæbested

Praksisflag

  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har den 19. februar 2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til retablering af vej inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Kolding Kommune. Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det retablering af vej, terrænregulering samt etablering af trappe.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

1 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse.

2

Redegørelse for sagen

Der er ansøgt om at genetablere en vejstrækning på i alt ca. 75 meter, der delvist skyllede bort ved stormfloden i oktober 2023. Ejendommen ligger i et sommerhusområde og er ejet og drevet af grundejerforeningen. Den sydligste del berører et areal, der er ejet af Kolding Kommune.

Ansøger oplyser:

”Vi ønsker at reetablere eksisterende fællesvej langs [adresse], idet vejen blev stærkt beskadiget under stormfloden 21. oktober 2023. Det betyder, at nedgravede forsyningskabler er blotlagte og til fare for de personer, der færdes langs stranden. Endvidere er kloakkerne blotlagt, og beredskab for brand og redning har dermed heller ikke adgang til beboelserne i området. Derfor er det af yderst vigtigt hurtigst muligt at få genopbygget den kritiske infrastruktur. Vejen er den eneste adgangsmulighed til strand, sommerhuse og fælles arealer. Der ligger tinglyste servitutter tilbage fra 1889, 1920erne og 1930erne, hvilket betyder, at grundejerne har færdselsret, og vejen er i øvrigt beboernes eneste mulighed for at komme ind til deres sommerhuse, hvilket selvfølgelig også gælder brand og redning.”

I forbindelse med stormfloden blev en trappenedgang til stranden også beskadiget. Der foreligger tilsyneladende ikke en dispensation til trappen, som at dømme efter ortofotos, med sikkerhed har været der siden 2008 og sandsynligvis længere tilbage. Den bestående galvaniserede ståltrappe er blevet bjærget og ønskes etableret med samme placering som før stormfloden.

De pågældende forsyningsselskaber har i forbindelse med ansøgningen udtrykt behov for at blotlagte elkabler og spildevandsledninger hurtigst muligt atter beskyttes ved indbygning i vejarealet. Forsyningsselskabernes interesser bør indarbejdes i retableringen af terræn og vej.

Genetablering af kystbeskyttelsen på strækningen kræver desuden en tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, hvor kommunen er myndighed. Opbygningen af kystbeskyttelsen bør koordineres med retablering af terræn og vej.

3

Fig. 1. Ortofoto 2023. Det orangeprikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De gule streger markerer de vejledende matrikelskel.

4

Skråfoto forår 2023. Forholdene før stormfloden.

Oversigtsfoto fra ansøgningen, der viser hovedparten af den bortskyllede strækning med store skader på vejen.

5

Fra ansøgningsmaterialet. Den sydlige del af den bortskyllede vej.

Fra ansøgningsmaterialet. Den nordlige del af den bortskyllede vej.

6

Skråfoto forår 2023. Trappen før stormfloden.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 112 Lillebælt) ligger helt op ad det ansøgte areal langs med kysten. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr.

96 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47. I fuglebeskyttelsesområdet indgår

Ramsarområde nr. 15.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om genetablering af et areal med karakter af kultiveret fællesareal, vej og kystsikring. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

7

Begrundelse for afgørelsen

Kystdirektoratet har konkret vurderet, at der kan gives dispensation til retablering af vej, terrænregulering samt etablering af trappe.

Retablering af vej

Genopførelse af et anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen, som er brændt, bortskyllet eller på anden måde forsvundet kræver almindeligvis dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 om strandbeskyttelse. Efter administrativ praksis meddeles almindeligvis dispensation hertil såfremt man genopfører med samme dimensioner og med samme udseende som det ødelagte.

På baggrund af de oplysninger Kystdirektoratet har modtaget i sagen om anlæggets omfang, placering og udformning, vurderes det, at det ansøgte er omfattet af ovennævnte praksis, og at der derfor kan dispenseres fra strandbeskyttelseslinjen.

Der er i Kystdirektoratets vurdering af retablering af vejen lagt særlig vægt på:

  • at vejanlægget genetableres svarende til før stormfloden med samme placering, størrelse og udformning.
  • at vejen skal anvendes til samme formål og var anvendelig og i god stand før stormfloden.
  • at den bortskyllede vej udgør eneste adgangsvej til de pågældende ejendomme i sommerhusområdet.
  • at vejen indeholder forsyningsledninger, kloak og anden kritisk infrastruktur.
  • at der ikke er en alternativ placering af adgangsvejen uden større indgreb i kystlandskabet.
  • at der ikke er tale om en i øvrigt uberørt og ubebygget kyststrækning.
  • at vejen var søgt beskyttet via kystbeskyttelsesanlæg, der hidtil har kunnet friholde vejen for skader.

Det har indgået i vurderingen, at genetablering af vejen er ansøgt inden for rimelig tid.

Terrænregulering

Stormflod kan forårsage ændringer af terrænet som følge af erosion eller opskyllet materiale i form af sand eller sten. Det forudsætter dispensation fra bestemmelserne om strandbeskyttelse at retablere arealerne. Den nye tilstand betragtes som en naturlig ændring af kysten på samme måde, som hvis den var sket over længere tid eller som følge af flere, mindre hændelser. At kysten har ændret sig som en konsekvens af stormfloden, kan derfor ikke i sig selv udgøre et særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation til at retablere terræn, der har ændret sig. Det udelukker dog ikke, at man i konkrete tilfælde kan vurdere, at der er tale om et særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation.

Kystdirektoratet finder, at det ansøgte udgør et sådant særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation. Der er i vurdering af terrænreguleringen lagt særlig vægt på:

8

  • at terrænreguleringen er nødvendig for retablering af den ødelagte del af vejanlægget og for bevaring af den bestående del af vejstrækningen.
  • at terrænreguleringen ikke ændrer på terrænforholdene fra før stormfloden.
  • at kyststrækningen i forvejen er påvirket af menneskelige indgreb i form af kystsikring på land samt stenhøfder vinkelret på kysten. Der er således ikke tale om en uberørt kyststrækning af stor landskabelig værdi.
  • at arealet er udlagt som sommerhusområde og fremstår kultiveret og tæt bebygget.
  • at afgrænsningen af det tidligere terræn og kystbeskyttelsesanlæg er klart defineret af de bestående pæle.

Etablering af trappe

Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994

  • "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.

Der er i Kystdirektoratets vurdering af etablering af trappen lagt særlig vægt på:

  • at trappen er en mindre foranstaltning til støtte for friluftslivet.
  • at trappen er frit tilgængelig for områdets besøgende.
  • at trappen skaber forbedrede adgangsforhold til stranden.
  • at trappen placeres ved en eksisterende adgangsvej.
  • at trappen med sin størrelse, placering og udformning ikke har en væsentlig negativ påvirkning af kystlandskabet.

Set i lyset af sagens konkrete omstændigheder er det endvidere Kystdirektoratets vurdering, at afgørelsen samlet set ikke medfører præcedens i strid med hovedformålet med strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til retablering af vej og terrænregulering.

Med venlig hilsen

[navn]

[email]

9

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

 Kolding Kommune, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, Kolding, [email]  Friluftsrådet centralt: [email]  Friluftsrådet, Kreds Trekantsområdet, [email]   Dansk Ornitologisk Forening, Kolding, [email]  Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]  Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]  Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

10

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

11

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

 adressaten for afgørelsen  ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører  offentlige myndigheder  en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker  lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen  landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø  landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

12

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 112, Lillebælt

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-01822-7 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 923.