Kystpraksis Strandbeskyttelse Nordfyn Kommune
Afslag til beplantning
Sagen kort
Ejerne af en landbrugsejendom på ca. 2,2 ha ved Odense Fjord i Nordfyns Kommune, der ligger helt inden for strandbeskyttelseslinjen, søgte om dispensation til at tilplante et areal på ca. 3.000-3.500 m² med buske og lave træer efter ordningen 'Plant for vildtet' eller alternativt at etablere en frugt- og bærplantage. Kystdirektoratet gav afslag. Den lempeligere adgang til dispensation til erhvervsmæssig tilplantning med frugttræer og bærbuske i den udvidede strandbeskyttelseszone fandt ikke anvendelse, fordi ansøgerne selv oplyste, at der ikke var tale om egentlig erhvervsmæssig drift, og fordi en del af arealet ligger inden for den oprindelige 100 m-linje. Efter den restriktive bestemmelse om særlige tilfælde vurderede direktoratet, at der ikke forelå et særligt tilfælde, og lagde særlig vægt på den uønskede præcedensvirkning. Hensynet til dyrelivet og den naturlige tilgroning kunne ikke tillægges afgørende vægt, da projektet ikke er en del af et større naturprojekt til gavn for arter i Natura 2000-udpegningsgrundlaget eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Privat
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, vilkår stillet.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at tilplante et område med buske eller etablere en frugtplantage inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Nordfyns Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til den ansøgte beplantning.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ejerne af [matrikel], [adresse] har søgt om dispensation til beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der er søgt om henholdsvis beplantning med buske jf. ordningen ’plant for vildtet’ eller om at foretage erhvervsmæssig tilplantning med frugttræer. Ejendommen er en ca. 2,2 hektar landbrugsejendom, og er helt omfattet af strandbeskyttelseslinjen.
På figur 1 ses et kort over matriklen og det omkringliggende område.
På figur 2 ses et kort over matrikel med den gamle strandbeskyttelseslinje.
På figur 3 ses et tilsendt kort over området for den ansøgte beplantning.
På figur 4 ses et skråfoto af matriklen og området.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde markerede matrikel er den ansøgte.
Fig. 2. Ortofoto 2024. Det orange skraverede område markere det strandbeskyttede areal. Den gule linje markerer den gamle strandbeskyttelseslinje (100 meter).
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Den røde firkant markerer det ønskede areal for beplantning.
Fig. 4. Skråfoto fra 2023 af matriklen.
Ansøgere har oplyst følgende i ansøgningsmaterialet:
”Hermed ansøges om tilladelse til etablering af frugtplantage med frugttræer og -buske samt beplantning med buske og mindre træer på dele af den tilhørende jord til [adresse] ([matrikel]). Ved at kombinere en frugtplantage med (bær)buske, som specielt fuglevildtet lever af, er der er ikke tale om ændring i den naturlige bevoksning, men derimod tale om at fremrykke den naturlige udvikling i beplantningen efter en periode med traditionel drift af jorden.
Vi har overtaget landstedet oktober 2024, og vi har siden kontaktet Nordfyns Kommune mhp at få godkendt beplantning efter ansøgning fra Naturstyrelsens program ”Plant for vildtet” (https://naturstyrelsen.dk/aktiviteter-i- naturen/vildtforvaltning/tilskud/plant-for-vildtet), og de (ved [navn]) har ingen problemer med beplantningen af ca halvdelen af jorden vest for grusvejen til fjorden; begrundelsen er at der kun er triviel bevoksning (græs, mælkebøtter, brændenælder ol).
(…) vi ønsker fortsat at omlægge landbrugsdriften, således den ikke kun omhandler dyrkning af korn og afgræsningsarealer, men suppleres med etablering af 3000m2 plantage bestående af træer og buske (frugttræer, bær mv.).
Placeringen af plantagen ønskes som vist på vedhæftet kort samt vedhæftede billeder – placeringen er længst væk fra vandet/Odense Fjord, og dermed kommer der to huse med høje træer i skel ud til marken mellem vand og mark. Endvidere placeres den ud mod vejen således at den kommer tæt på ejendommens driftsbygninger, samtidig med at den kun adskilt af asfaltvejen ligger op mod naboens eksisterende skov.”
I en efterfølgende mail til Kystdirektoratet har ansøger tilføjet følgende: ”(…) vi på den ene side har et landbrug, men på den anden side kun har 2.2 ha, så derfor vil vi naturligvis have drift for øje uden det rigtig giver mening at anlægge en decideret specialiseret frugt/bær-plantage.
Derfor denne ansøgning, hvor vi vil dyrke frugt med salg for øje, men også gøre det på en måde, så det passer ind i omgivelserne:
- De ca 3.500 m2 placeres bag eksisterende huse væk fra kysten og længst væk fra fjorden, så der ikke er visuelle gener ved tilpantningen. Formålet er som skrevet både kommercielt men også til en bæredygtig naturlig udvikling af marken – derfor denne kombination med lave buske som alligevel vil komme på marken, hvis den står uberørt hen.
- Vi nedtoner gerne andelen af deciderede træer i puljen af buske (pt under 35% og de er ment som beskyttelse/hegn for den ret stride vind fra vest), der skal være en del af bærplantagen, hvis det kan fremme tilladelsen. (…)
- Vi justerer gerne andelen af frugttræer og buske, men vil gerne undgå at lave en deciderede forretningsplan, der alligevel ikke kan holde (pga arealets størrelse). (…)”
Kystdirektoratet har efterfølgende været i dialog med ansøger og beskrevet den administrative praksis for de ansøgte forhold. Kystdirektoratet oplyste at, En ansøgning om beplantning med frugttræer vil blive behandlet efter naturlovens §65b stk. 4 hvoraf det fremgår, at der kan meddeles dispensation til erhvervsmæssig tilplantning med bærbuske og frugttræer inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, mellem 100 og 300 m fra kysten, medmindre tilplantningen strider mod kystlandskabelige hensyn. Derudover oplyste Kystdirektoratet at, der jf. §15a, stk. 1, nr. 8, kan der uden dispensation plantes få enkelt stående træer uden for haven, dog ville dette være omkring maksimalt 5 træer. Kystdirektoratet oplyste også, omkring skovrejsning i den udvidede linje med hjemmehørende løvfældende træer og buske, i det omfang det ikke strider i mod kystlandskabelige hensyn. Hertil har ansøger oplyst følgende:
”(…) Det er korrekt, at vi har følt os nødsaget til at søge både erhvervsmæssigt og tilplantning med fokus på forbedring af plante og dyrelivet på grunden.(…).
Om den erhvervsmæssige del af ansøgningen: Gården er på samlet 2.2 HA delt op i 3 ca lige store arealer: (i) jordloddet vest for grusvej til sommerhuse (den del, hvor vi ønsker at tilplante i den nordlige halvdel af stykket), (ii) jordlod mod syd ift stuehus og (iii) stuehus og havearealer. Derfor er egentlig landbrugsdrift (herunder bær-/frugt-produktion) ikke muligt i en traditionel forstand, og derfor vil produktion af bær/æbler aldrig blive rentabelt. Det forhindrer os dog ikke i at kunne sælge produktionen lokalt.
Om "plant for vildtet"-delen af ansøgningen. Vi har prioriteret denne tilplantning meget højt (…).
For det første er der ikke tale om skovrejsning, men tilplantning med buske/lave træer som fuglelivet har særligt gavn af (…).
For det andet kan vi ikke forstå din konklusion om "en tilplantning vil medføre at landskabet lukkes, og udsigten fra vejen mod nord lukkes.". Vi har taget 4 billeder fra vejen (vedhæftet) og her vil det fremgå at udsigten mod nord fra vejen allerede er ikke-eksisterende at huse/hegn mod syd (altså de 100 m mod kysten/fjorden) allerede har lukket landskabet den vej. Derfor mener vi, at der med tilplantningen udelukkende sker en fremskyndelse af den naturlige proces, hvor buske/træer breder sig naturligt og at vi får en langt mere hensigtmæssig sammensætningen af bevoksningen.
Vi er som allerede skrevet indstillet på at ændre vilkårene (sammensætning af buske) hvis det kan medføre et positivt udfald, og vi håber også at billederne kan afklare den misforståelse, at den del af grunden er et åbent landskab. (…)”
De ovennævnte billeder kan finde i bilag 4. Kystdirektoratet gav herefter en umiddelbar vurdering på baggrund af sagen, både som tilplantning med buske som frugtplantage og evt. som skovrejsning. Hvortil Kystdirektoratet oplyste at, I naturbeskyttelseslovens §15, stk. 1, er et forbud mod at foretage tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen. Naturbeskyttelseslovens §15, stk. 1, foreskriver: ” Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af de arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen, jf. stk. 2. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.” En småplantning/ mindre tilplantning inden for strandbeskyttelseslinjen til vildtet, har ikke en undtagelsesbestemmelse i loven som giver anledning til dispensation. Derfor ville dette skulle behandles jf. den restriktive dispensations adgang i §65b, stk. 1, der træder i kraft ved særlige tilfælde. Kystdirektoratets umiddelbare vurdering er, et ønske om hurtig tilgroning og til gavn for vildtet ikke er et særligt tilfælde, der kan give anledning til dispensation. En tilplantning vil falde ind under forbuddet mod tilstandsændringer inden for strandbeskyttelseslinjen. I forhold til ansøgning som frugtplantage oplyste kystdirektoratet at, det ansøgte skal fremstå som erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af ejendommen. Ved samtale med ansøger nævner ansøger at, et areal på denne størrelse ikke ville blive en rentabel virksomhed, men umiddelbart foregå ved gårdbutik. Frugtplantage er ikke ansøgers primære ønske med arealet. Kystdirektoratet har vurderet, at selvom der er læhegn og bagvedliggende skov, at på jeres ejendom fremstår det stadig som et større åbent areal. Det er umiddelbart vurderet at, en tilplantning med frugttræer vil have en kystlandskabelig påvirkning. Kystdirektoratet oplyste derudover, at skovrejsning kun kan finde sted i den udvidede linje med hjemmehørende løvtræarter, hvis det ikke strider imod det kystlandskabelige hensyn. Kystdirektoratets umiddelbare vurdering er, at en skovrejsning vil have en kystlandskabelig påvirkning. Dertil svarede ansøger at de ønskede en skriftlig afgørelse for tilplantning med buske og som frugtplantage, de bemærkede følgende:
”(…) Vi har købet stedet 1/10-2024, og der var også dengang samlet 2.2 ha - det er ikke grundlaget for en rentabel drift. Derimod kan de to jordstykker på samlet ca 1.5 ha stadig skabe en lille indtægt og samtidig være hjemsted for en lav bevoksning, der både er "sundt for sjælen" og sundt for dyrelivet. Gør vi ikke noget vil der inden for en årrække (10 år?) være en bevoksning, der er ca 1.5 m højt. Det er det vi ønsker - krat med buske og lave træer skal ikke være højere (det er det vi ansøger om); men vi vil gerne undgå den sammensætning, som kommer uden vores hjælp (for mange hurtigt-voksende træer som birk, mirabelle, fuglekirsebær mm), så derfor vil vi gerne styre tilplantningen med buske og lave træer.
(…)
- vi søger ikke om skovrejsning - vi søger om at få lov til at lave en tæt lav beplantning til glæde for naturen... og naturligvis os, der bor i området.
Lige nu er alternativet en noget træt og trist mark, der ikke skal dyrkes længere.
- at vi simpelthen ikke kan forstå, hvordan der kan argumenteres for, at landskabet lukkes: Stiller man sig på tæer på vejen i det nord-vestlige hjørne kan man ganske rigtigt se fjorden (ved at kigge på skrå mod syd- øst over mod den anden mark); men der ingen mennesker, der befinder sig der og ydermere vil man stadig kunne se det samme efter vores beplantning med buske og lave træer.
- at vi er fleksible mht til betingelser for tilladelsen - her tænker vi også på, at en del af beplantningen (bærbuske og frugttræer) naturligvis vil skabe en vis indtægt (gårdsalg af bær, frugt og saft); men det vil aldrig blive rentabelt med det areal, der er til rådighed (ca 3.500 m2) og derfor søger vi om primært at lave et lavt krat/buskads, men alternativt om at kombinere det med bærbuske og frugttræer.
Det principielle ved en dispensation er vel, at der afviges fra praksis i tilfælde, der er uden betydning for formålet med lovgivningen (bevarelse af de kystnære områder)? Vi ønsker at skabe et kratområde, som alligevel vil komme om ca 10 år, men vores sammensætning af planter er lavere og vil desuden at fremme den grønne omstilling ved at skabe et bedre rum for plante og dyreliv... uden der er tale om at "landskabet lukkes": Vi synes nok også, at netop den begrundelse bør være lidt svær at fastholde, når de fire billeder af det faktiske landskab bruges som grundlaget (og ikke street-view'et, som er et kunstigt produkt sammensat af billeder, der ikke er aktuelle). Det skal endelig nævnes, at hverken kommune eller naboer har indsigelser og at vi kun søger om beplantning i den nordlige del af stykket (væk fra naboer/fjorden og mere end 100 m væk fra vandet).
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 110, Odense Fjord) ligger ca. 120 meter mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 94 og fuglebeskyttelsesområde nr. 75.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen.
Naturbeskyttelseslovens §15, stk. 1, skriver:
”Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af de arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen, jf. stk. 2. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.”
Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.
Der er ansøgt om dispensation til frugtplantage og/eller beplantning med små buske og træer.
Det er jf. naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 4, muligt, at opnå dispensation til erhvervsmæssig tilplantning med bærbuske eller frugttræer inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, mellem 100 og 300 m fra kysten, selv om der ikke er tale om et særligt tilfælde. Det er dog en forudsætning, at tilplantningen ikke strider mod tungtvejende kystlandskabelige hensyn, samt at der er tale om en landbrugsejendom, da der ellers vil være tale om etablering af en ny virksomhed inden for strandbeskyttelseslinjen, hvilket der som udgangspunkt ikke meddeles dispensation til.
Kystdirektoratet bemærker, at der er tale om en landbrugsejendom, og at størstedelen af den ansøgte tilplantning er beliggende i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet vurderer dog, at den ansøgte frugtplantage ikke falder ind under den ovennævnte lempeligere dispensationsadgang. Der er i vurderingen lagt vægt på, at ansøger har oplyst, at der ikke er tale om egentlig erhvervsmæssig tilplantning. Der er yderligere lagt vægt på, at den del af tilplantningen der ligger inden for den gamle 100 m strandbeskyttelseslinje ikke vil kunne opnå dispensation.
Den ansøgte tilplantning skal på denne baggrund behandles jf. den restriktive dispensationsadgang i § 65 b, stk. 1.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at der ud fra ansøgningsmaterialet og oplysningerne i øvrigt er tale om et særligt tilfælde der kan opnå dispensation. Der er i vurderingen lagt særligt vægt på, at en dispensation i dette tilfælde vil medføre en uønsket præcedenseffekt. Det af ansøger oplyste om, at beplantningen skal være til glæde for naturen og dyrelivet kan ikke tillægges afgørende vægt, eftersom der ansøgt ikke er (del af) et egentligt større naturprojekt, der kommer arter på
Natura 2000-udpegnignsgrundlaget eller bilag IV-arter til gode. Det af ansøger oplyste om, at der med tiden naturligt vil indfinde sig beplantning på området, kan ikke medføre en anden vurdering.
Kystdirektoratet gør opmærksom på, at der jf. § 15 a, stk. 1, nr. 8, uden dispensation kan plantes få enkeltstående træer uden for haver. Efter administrativ praksis, kan der således plantes op til maksimalt 5 træer på ejendommen uden for havearealet, uden at det skal søges dispensation.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til beplantning.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Bilag 4: Tilsendte billeder fra ansøger Afgørelsen er også sendt til:
- Nordfyns Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Nordfyn, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Fyn-nord, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Fyn, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Naturstyrelsen, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 110, Odense Fjord
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Bilag 4: Tilsendte billeder af området fra ansøger Mod nord Mod syd
Mod vest
Mod øst
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-34972 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1445.