Kystpraksis Strandbeskyttelse Kalundborg Kommune
Afslag til skovrejsning
Sagen kort
En rådgiver søgte på vegne af ejeren af en landbrugsejendom på Sejerø i Kalundborg Kommune om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til skovrejsning på ca. 3,3 ha med bøg, douglasgran, eg, fuglekirsebær, rødel og skovbryn som led i en samlet skovrejsning på ca. 4,4 ha. Kystdirektoratet gav afslag, fordi skovtilplantningen vil påvirke oplevelsen af det åbne, forholdsvis flade kystlandskab med dyrkede marker og mindre bevoksninger negativt. Direktoratet lagde vægt på, at den ansøgte skov ikke ligger i tilknytning til den nyligt rejste fredskov på ejendommen, men søværts i et åbent område, og at der kan rejses skov uden for strandbeskyttelseslinjen. Direktoratet vurderede, at der ikke er tale om et særligt tilfælde, og at en dispensation vil kunne skabe uønsket præcedens, i overensstemmelse med praksis fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Privat
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at foretage skovrejsning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Kalundborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Naturplant ApS ansøger på vegne af ejer om dispensation til at foretage skovrejsning på [matrikel], [adresse] inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen er i BBR noteret som landbrug. Den samlede ejendom er ca. 13,8 ha, hvor af ca. 10 ha er omfattet af strandbeskyttelseslinjen.
På figur 1 ses et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område.
Fig. 1. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde matrikel markerer den ansøgte matrikel.
Af ansøgningen fremgår det, at der ansøges om ca. 3,3 ha skovrejsningen inden for strandbeskyttelseslinjen, hvor den samlede skovrejsning projekteres til ca. 4,4 ha. Der ansøges om beplantning bestående af bøg, douglasgran, eg, fuglekirsebær, rødel og generelt skovbryn. Ansøgningen begrundes med et ønske om at omlægge landbrugsjord til skov.
Det ansøgte område og det omkringliggende område er præget af åbent forholdsvis fladt landskab med landbrug og mindre bevoksninger.
På figur 2 ses et kort over den ansøgte skovrejsning og tilplantningsplan.
På figur 3 ses et skråfoto fra 2023 af matriklen og området.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Det ansøgte område for skovrejsning og tilplantningsplan
Fig. 3. Skråfoto af den ansøgte matrikel fra 2023.
Ved gennemgang af de oplysninger Kystdirektoratet har adgang til, kan direktoratet konstatere at der er etableret skov på den nordligste del af matriklen i perioden mellem 2023 og 2025, dette areal er blev registeret som fredskov i 2025. I forbindelse med etableringen af fredskoven er der etableret en kile mellem arealet med fredskov og det strandbeskyttede areal. Se figur 4.
Fig. 4. Ortofoto 2025. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. Arealet med fredskov er markeret med grøn signatur. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke) ligger ca. 400 meter mod sydøst. Natura 2000- området omfatter habitatområde nr. 135 og fuglebeskyttelsesområde nr. 94. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 18.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen.
Naturbeskyttelseslovens §15, stk. 1, skriver: ”Der må ikke foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af de arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen, jf. stk. 2. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.”
Formålet med bestemmelsen er at sikre friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne.
Det fremgår af forarbejderne til ”Kystloven” fra 1994 (191/1993), at bestemmelsens forbud mod tilplantning forventes administreret således, at der kan forventes dispensation til skovtilplantning med naturligt hjemmehørende løvtræarter i det omfang, det ikke er i strid med konkrete, kystlandskabelige hensyn.
Kystdirektoratet finder, at den ansøgte skovtilplantning vil medføre en uheldig påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet som fremstår åbent. Området er karakteriseret med dyrkede marker og mindre bevoksninger i forholdsvis fladt terræn, hvilket giver et godt udkig over landskabet. Der er rejst skov på den nordligste del af matriklen uden for strandbeskyttelseslinjen inden for perioden 2023-2025, den ansøgte skovrejsning inden for strandbeskyttelseslinjen tager udgangspunkt i de aktuelle forhold på matriklen. Den ansøgte skovrejsning inden for strandbeskyttelseslinjen er ikke i tilknytning til den nuværende skovrejsning og etableres søværts eksisterende skov i et område der fremstår åbent og uden yderligere bevoksning. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at der kan rejses skov uden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at det ansøgte er et særligt tilfælde. Kystdirektoratet vurderer, at den ansøgte skovrejsning vil ændre karakteren af landskabet i en betydelig negativ retning. En dispensation i dette tilfælde vil kunne medføre en uønsket præcedenseffekt. Hvilket er i overensstemmelse med afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet af 15. februar 2022, sagsnr. 21/12909.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til at foretage skovrejsning.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Kalundborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Kalundborg, dnkalundborg- [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Kalundborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 154, Sejerø Bugt, Saltbæk Vig, Bjergene, Diesebjerg og Bollinge Bakke
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-15730 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1948.