Kystpraksis Strandbeskyttelse Thisted Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til at plante levende hegn.

Afgjort 15. november 2025  · Journalnummer 2025-103602  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af en landbrugsejendom på knap 40 ha i Thisted Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at plante et 180 meter langt levende hegn i 6 rækker med løvfældende træer og buske langs et eksisterende læhegn og en ladebygning. Formålet var primært at skabe læ omkring ejendommen og sekundært at skabe levesteder for dyr og insekter. Kystdirektoratet gav afslag, fordi ønsket om læ ved ejendommens bygninger ikke udgør et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på, at et læhegn af denne længde og bredde vil fremstå som et markant element i kystlandskabet, selv om det plantes langs eksisterende bygninger og bevoksning. Påvirkning af Natura 2000-områder og bilag IV-arter blev vurderet ikke at være relevant for afslaget.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Privat
Synlighed
Synlig
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

BeplantningHegn

Praksisflag

  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at plante levende hegn inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [adresse], [matrikel], Thisted Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ovennævnte ejendom er et landbrug bestående af den ene matrikel, med et jordtilliggende på knap 40 ha.

Ejendommens bygninger omfatter udover et stuehus også driftsbygninger på til sammen 560 kvm, en tiloversbleven landbrugsbygning på 200 kvm, udhuse på tilsammen 719 kvm og et drivhus på 20 kvm.

Der søges om at plante et levende hegn.

Hegnet er 180 meter og plantes i 6 rækker og består af løvfældende træer og buske. Det etableres ifølge ansøgningen langs et eksisterende læhegn og ladebygning.

Ansøger begrunder ansøgningen således:

Begrundelsen for læhegnet er primært at skabe læ omkring landsbrugsejendommen, men også for at skabe levesteder for dyr og insekter.

Luftfoto af ejendommen. Ejendommens bygninger er placeret ved den røde prik. Orange signatur markerer strandbeskyttelseslinjen. Sorte streger er matrikelskel.

Skråfoto viser ejendommens bygninger

Plan indsendt af ansøger viser med sort streg den strækning på ca. 180 meter, hvor der søges om at plante hegn

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (N28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø) ligger i fjorden ud for ejendommen, ca. 250 meter væk.

Kystdirektoratet vurderer ikke, at det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-områder væsentligt. Der lægges vægt på, at de er tale om beplantning på et markareal uden for Natura 2000-områder.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte ikke medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Kystdirektoratet bemærker, at afslaget er givet af andre årsager.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Det ansøgte vurderes efter den almindelige dispensationsbestemmelse i naturbeskyttelseslovens §65b, stk. 1, hvorefter der skal være tale om et særligt tilfælde for at der kan meddeles dispensation.

Kystdirektoratet vurderer ikke, at ønsket om læ ved ejendommens bygninger udgør et sådan særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation.

Kystdirektoratet lægger vægt på, at et læhegn, 180 meter i længden og 6 rækker i bredden vil fremstå som et markant element i kystlandskabet, uanset at det som her plantes langs eksisterende bygninger og bevoksning.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til at plante læhegn.

Med venlig hilsen

[navn]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Afgørelsen er også sendt til:

  • Thisted Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-103602 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1215.