Kystpraksis Klitfredning Hjørring Kommune
Dispensation til genopførsel af to byggerier
Sagen kort
Hjørring Kommune søgte om dispensation fra klitfredningen til at genopføre to bygninger ved molelejet i Løkken: et fiskerhus, der vokser fra 342 m² til 381 m² og sænkes fra 6,83 m til 4,15 m, og en kiosk, der bliver til et café- og friluftshus på 130 m² mod tidligere 35 m² med uændret højde. Bygningerne får flade, ubenyttede tage og støttevægge, så klitten kan lægge sig ind over dem. Containere, saunaer og en foodtruck, der i dag står frit på pladsen, samles i bygningerne. Kommunen vil desuden plante marehalm og hjelme. Kystdirektoratet gav dispensation med vilkår om gravearbejde af hensyn til markfirben. Direktoratet lagde vægt på, at byggerierne tjener et offentligt formål til støtte for friluftslivet og er frit tilgængelige, at de falder bedre ind i klitlandskabet end de nuværende bygninger, og at de mindsker færdsel og slid i klitterne. Dispensationen blev desuden anset for at være i overensstemmelse med praksis for friluftsfaciliteter uden utilsigtet præcedensvirkning.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 342 m² | 381 m² | +39 m² (+11 %) |
| |||
| Højde | 6,8 m | 4,2 m | −2,7 m (−39 %) |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
5 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, særligt tilfælde anerkendt, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Gravearbejde i klitten skal af hensyn til markfirben så vidt muligt foregå i perioden medio november til 1. april
- Gravearbejde uden for denne periode skal foregå kontinuerligt, så markfirben ikke indvandrer i det berørte område
- Det er en forudsætning for udnyttelsen, at kommunen ændrer eller dispenserer fra lokalplanens krav om sadeltag
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Hjørring kommune har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til genopførsel af to byggerier inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Hjørring Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Lokalplanens krav til tagkonstruktionen på de to byggerier foreskriver sadeltag. Det er en forudsætning for udnyttelse af denne dispensation, at kommunen enten ændrer eller dispenserer fra dette krav i lokalplanen, hvilket kommunen har tilkendegivet over for Kystdirektoratet, at de vil gøre.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
2 færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Vilkår
Af hensyn til markfirben skal evt. gravearbejder i klitten så vidt muligt foregå i perioden medio november – 1. april. Uden for denne periode skal gravearbejde foregå kontinuerligt, så markfirben ikke indvandrer i det berørte område.
Redegørelse for sagen
Sagen vedrører genopførsel af de nuværende byggerier ”Fiskernes hus” og ”kiosken” på Løkken Ladeplads i Løkken. Området er i sin helhed klitfredet, men den befæstede del af stedet er ikke omfattet af klitdannelse.
Fiskernes hus ses ved pilen til venstre. Kiosken ses ved pilen til højre. Øverst ses Hummerhuset, Spilhuset og befæstet adgang til læmolen.
3
Kystdirektoratet dispenserede den 26. september 2019 (18/03269-5) og den 5. februar 2020 (18/03269-18) til øget tilgængelighed og renovering af Hummerhuset og den befæstede vej bagom Spilhuset til læmolen. Dispensationerne blev givet af hensyn til både fiskeriet og den omfattende turisme på stedet. Denne nye ansøgning vedr. genopførsel af Fiskernes hus og kiosken er også baseret på det lokale fiskeri på stedet og den omfattende turisme, hvor kommunen ønsker det allerede berørte område og tilstedeværende bygninger optimeret, så det støtter fiskeriet og turismen bedre.
I Lokalplan 600.3150-L11 - Løkken Moleleje står bl.a.:
Kommunens endelige ansøgning om genopførsel drejer sig om væsentlig færre m2 og lavere byggeri, end det lokalplanen beskriver. Ansøgningen gennemgås nedenfor.
4
§3 område på stedet. Selve stederne for genopførslen er ikke omfattet af §3 natur. Pladsen ved fiskernes hus er heller ikke omfattet af klitdannelse – og reelt er dette heller ikke tilfældet omkring kiosken, da så mange mennesker færdes der.
Medsendt skitse fra ansøgningen
5
Det er kommunens plan at genopføre Fiskernes hus helt ud mod af klitterne, og herefter lade den nye bygning blive integreret naturligt med de eksisterende klitter, ved at klitfygningen og dynamikken i klitlandskabet delvist vil ”begrave” bygningen i klitterne. Det er tilsvarende kommunens plan at genopføre den nye bygning ved kiosken på det område, hvor der reelt ikke er klitdannelse i dag, og herefter lade den nye bygning blive integreret naturligt med de eksisterende klitter, ved at klitfygningen og dynamikken i klitlandskabet delvist vil ”begrave” bygningen i klitterne. Håbet er, at man ved at give naturen fred vil få begge bygninger helt integreret med klitterne, og have mindre færdsel i selve klitterne om nybyggerierne. Begge byggerier opføres med fladt tag, i en solid konstruktion, så taget kan tåle at klitten lægger sig ind bygningerne.
Kommunens plan er, at tagene på bygningerne skal være ubenyttede, så klitterne kan etablere og udvikle sig uhindret. Dette understøttes af de konkrete byggeplaner fra kommunen. På de fremsendte tegninger er der dog indtegnet afskærmende balustre på bygningernes tage og skråvægge, hvilket der skal ses bort fra, da dette element er taget ud af ansøgningen. Kommunen vil i forlængelse af byggeriet plante marehalm og hjelme i det berørte område, i samarbejde med den lokale naturstyrelsesenhed, så klitdannelsen hjælpes på vej, og så det bliver besværligt at komme op på bygningernes tage.
Skråfoto 2023, hvor man kan se de besøgendes påvirkning af klitten ved den nuværende kiosk
6
De to nye bygninger får et større bebygget fodaftryk på stedet – højden på Fiskernes hus sænkes væsentligt – og de funktioner som står udenfor på pladsen flyttes ind i de nye byggerier. De nye byggerier forventes med tiden falde ind med klitlandskabet og mindske nedslidningen af klitten omkring bygningerne.
Kommunen beskriver bl.a. det nye Fiskernes hus således:
Fiskernes hus er i dag på 342 m2, der fordeler sig med 269 m2 til fiskere og 28 m2 offentlige toiletter i stueplan og 45 m2 på førstesal med ismaskine og mødelokale/kontor. Uden for bygningen er placeret 3 stk. 20 fods containere. 2 stk. til surferne, som er placeret over hinanden øst for bygningen og en container til vinterbaderne for omklædning, placeret syd for bygningen. Desuden 2 stk. fritstående saunaer på det befæstede areal ved fiskerne.
Alt dette samles i den nye bygning, hvor der også er en optimering af omklædningsforholdene for alle strandens brugere. Den samlede bygning bliver på 381 m2.
Medsendt skitse af Fiskernes hus
Det ses, at Fiskernes hus forøges fra 342 m2 til 381 m2.
Kommunen beskriver bl.a. det nye cafe/friluftshus således:
Af helhedsplanen for Løkken moleleje fremgår fase 3, med nyt byggeri til fiskerne, samt et nye friluftshus, som kan bruges året rundt af både besøgende og fastboende, foreninger og private.
I juni 2020 har Hjørring kommune fået udført en foranalyse for friluftshuset ved løkken moleleje, kaldet Nøjsom rummelighed, som beskriver behovet for renovering/nybygning af cafeen, samt hallen, til offentlig værested året rundt. Hallen vil kunne danne læ for børnehave og skoleudflugter, madpakketure, kystrelaterede foreninger og den almene borger og turist, når vejret er hårdt.
7
I dag består området mod nord af café bygningen på 35 m2, med tilhørende udeareal. På modstående side, ved fiskenes hus er løst placeret foodtruck på 15 m2. Cafe og foodtruck samles i den nye cafe på 58 m2. De noget tykkere vægge, grundet de gældende isoleringskrav, gør det er ca. samme gulvareal, som tidligere. I tilknytning hertil bygges det nye rum, Hallen, med tilhørende aflåseligt rum, kaldet værkstedet. Den samlede bygning er på 130 m2. På nedenstående er eksisterende bygning stiplet ind med rødt.
Medsendt skitse af det nye cafe/friluftshus
Det ses at den nye bygning forøges fra 35 m2 til 130 m2.
Det nuværende Fiskerens hus har en højde på tagryggen på 6,83 m, hvor den nye bygning er på 4,15 m. Cafe/fritidshus vil uændret være på 3,47 m højde.
Uden for cafe/friluftshus befæstes et areal, hvor der også i dag er opholdsareal i forbindelse med kiosken.
Medsendt foto af det nuværende areal om kiosken. Det ses at området omkring kiosken er meget påvirket af den omfattende færdsel i klitterne
8
De nuværende bygningers fremtræden
Medsendt foto af de nuværende byggerier set mod vandet
Medsendt foto af nuværende plads med to saunaer, som fjernes og integreres i det nye Fiskernes hus
Medsendt foto af det nuværende Fiskernes hus, set fra kiosken. Man kan se foodtrucken
9
Medsendt foto af det nuværende Fiskernes hus, set fra vandsiden
Medsendt foto af den nuværende kiosk
10
De nye byggerier
Medsendte skitser af cafe/friluftshus. De påsatte balustre opføres ikke.
På begge sider af bygningen føres en støttevæg ned til terræn – og på den nordlige side helt rundt om terrassen. Kommunens plan, med at bygningen efterhånden integreres i klitten, understøttes med at støttevæggene skal give klitten bag ved ro til at udvikle sig helt ind til støttevæggene, og undgå færdsel op i klitten direkte fra terræn. Af samme årsag opføres det heller ikke balustre, som ville ”invitere” til, at man går op på taget af bygningen. Dette står i modsætningen til den nuværende situation, hvor den uhindrede adgang til klitterne væsentligt påvirker klitlandskabet omkring kiosken.
11
Medsendt illustration af Fiskernes hus, set fra vandet. De påsatte balustre opføres ikke.
På begge sider af bygningen føres en støttevæg ned til terræn. Årsagen hertil er de samme som ved cafe/friluftshuset.
Kommunens plan med, at bygningen efterhånden integreres i klitten, understøttes med at støttevæggene skal give klitten bag ved ro til at udvikle sig helt ud til støttevæggene, og undgå færdsel op i klitten direkte fra terræn. Af samme årsag opføres det heller ikke balustre, som ville ”invitere” til, at man går op på taget af bygningen.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
12
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 202 Lønstrup Rødgrund) ligger ca. 3,7 km mod nord.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på karakteren af tiltaget. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet bemærker, at der i de to nærmeste 10x10 km kvadrater på arter.dk er registreret følgende arter; marsvin, odder, hvidnæse, løgfrø, spidssnudet frø, og stor vandsalamander.
Kystdirektoratet bemærker, at det ansøgte projekt hverken påvirker søer, vandløb, eller havet. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil påvirke de vandlevende pattedyr eller de paddearter der måtte være i området.
Kystdirektoratet bemærker, at der ikke er foretaget observationer af markfirben i området. Kystdirektoratet vurderer dog, at området kan være et potentielt yngle- eller rasteområde for markfirben, der foretrækker klitter og lignende, hvor der er løs sandjord at grave æg ned i, vegetationsfrie pletter man kan sole sig på, samt strukturer hvor man kan opsøge skygge, når det ellers bliver for varmt.
Kystdirektoratet vurderer dog ikke, at de to ansøgte placeringer er potentielle yngle- eller rasteområder. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om områder med meget fodtrafik fra besøgende.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det i overensstemmelse med hidtidig praksis vil være muligt at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Der vil således som hidtil kunne tillades opstilling af toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre, til opfyldelse af friluftsfunktionen
13 nødvendige, beskedne opholdsfaciliteter. Ifølge Miljø- og Energiministeriets vejledning fra august 2000 om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone sigtes der endvidere til bl.a. stier og mindre parkeringsarealer. Der forudsættes, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Efter det oplyste, er der med udvidelserne tale om anlæg som tjener et offentligt formål til støtte for friluftslivet og som er frit tilgængeligt for områdets besøgende. Det giver mulighed for ly i dårligt vejr. Det nye byggeri falder desuden bedre visuelt ind i klitlandskabet, end de nuværende. Arealmæssigt er der taget hensyn til, at funktioner der i dag står frit i mellem de to hovedbygninger og på pladsen nu rykkes under tag, så udearealet ikke mere præges af mange mindre byggerier, som fremstår markant i klitlandskabet.
Kystdirektoratet vurderer således, at en dispensation til det ansøgte er i overensstemmelse med ovennævnte praksis. Kystdirektoratet finder endvidere efter en konkret vurdering, at de omhandlede byggerier med de tilladte placeringer og udformning er indpasset i området og ikke er skæmmende for kystlandskabet. Her er der både vurderet på byggeriets nuværende og kommende højde og udformning i f.t. det omhandlede klitlandskab, herunder at klitlandskabet kan brede sig ind over de nye bygninger.
Det nye byggeri med de tilstødende mure undgår i højere grad færdsel og heraf følgende erosion i det tilstødende klitlandskab. I dag er dette klitlandskab synligt påvirket af, at brugere af området går og sidder i klitlandskabet, så det ikke får ro til en naturlig udvikling. Dette tiltag skal ses i sammenhæng med planen vedr. plantning af marehalm og hjelme, som gennemføres i samråd med den lokale enhed fra naturstyrelsen.
Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering, at der i forhold til klitfredningen ikke er afgørende landskabelige indvendinger mod det ansøgte.
Det er indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en dispensation ikke vil få utilsigtet præcedensvirkning i strid med bestemmelsens formål.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til det ansøgte.
Med venlig hilsen
[navn]
[telefon]
[email]
14
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
Hjørring Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Hjørring, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Vendsyssel v/ [navn], [email] Dansk Ornitologisk Forening, Hjørring, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
Hvis der behandles spørgsmål om sandflugtsdæmpning:
Naturstyrelsen, Vendsyssel, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
15
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
16
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
17
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
18
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 202, Lønstrup rødgrund
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-02513 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 29.