Kystpraksis Strandbeskyttelse Horsens Kommune
Dispensation til udskiftning og udvidelse af toilet- og badebygning ved poolområde på Horsens City Camping
Sagen kort
En større campingplads med over 75 enheder i Horsens Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at udskifte en vandskadet toilet- og badebygning ved pladsens poolområde med en ny og større bygning med toilet- og badefaciliteter samt en mindre sauna, hvorved arealet øges fra ca. 20 m² til 42 m². Bygningen placeres på samme sted i den udvidede strandbeskyttelseszone. Kystdirektoratet gav dispensation og vurderede, at der var tale om et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på, at udvidelsen på 20 m² er arealmæssigt begrænset og nødvendig for, at en eksisterende virksomhed kan tilpasse sig udviklingen, samt på, at bygningen genopføres på den hidtidige placering, og at der ligger anden bebyggelse nærmere kysten. Projektet vurderedes ikke at påvirke kystlandskabet negativt, Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Virksomhed
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 20 m² | 42 m² | +22 m² (+110 %) |
| |||
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til udskiftning og udvidelse af toilet- og badebygning ved poolområde på Horsens City Camping inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Horsens Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Horsens City Camping har ansøgt om dispensation til udskiftning og udvidelse af toilet- og badebygningen ved poolområdet, på [matrikel].
På den ansøgte matrikel ligger en større campingplads (over 75 enheder), og hele matriklen er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Den ansøgte placering ligger i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen.
Fig. 1. Ortofoto 2026. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyt- tede areal. Den orange streg markerer den udvidede strandbeskyttelseslinje på 300 meter og den blå/gule streg markerer den oprindelige strandbeskyttelses- linje på 100 meter. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Placeringen af den nuværende toilet- og badebygning. Den nye bygning anbringes på samme placering.
Fig. 3. Indsendt af ansøger. Situationsplan som viser den ønskede toilet- og badebygning i forhold til poolen.
Fig. 4. Indsendt af ansøger. Plantegning over den ønskede toilet- og badebygning.
Fig. 5. Indsendt af ansøger. Facadetegninger af den ønskede toilet- og badebygning.
Det fremgår af ansøgningen:
” Vi ansøger hermed om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at udskifte og opgradere den eksisterende toiletbygning, som er placeret inden for vores poolområde.
Den nuværende bygning blev i vinteren 2025/2026 udsat for en omfattende vandskade og er desværre i en sådan stand, at det ikke vurderes muligt eller hensigtsmæssigt at renovere den.
Siden poolområdet blev etableret i 2021, har Horsens City Camping udviklet sig markant. Campingpladsen er i dag klassificeret med 4½ stjerne, og både antallet af gæster og forventningerne til kvaliteten af vores faciliteter er steget.
Vi er derfor allerede i gang med en mindre opgradering af poolområdet, herunder belægninger, overflader og den generelle finish, så området fortsat fremstår tidssvarende og lever op til den standard, som vores gæster forventer af en moderne 4-5-stjernet campingplads.
I forbindelse med nødvendigheden af at udskifte den eksisterende toiletbygning ønsker vi samtidig at etablere en mere moderne og funktionel bygning med toilet- og badefaciliteter samt en mindre sauna.
Den nye bygning bliver større end den eksisterende. Udvidelsen sker for at kunne indrette tidssvarende toilet- og badefaciliteter samt skabe plads til saunaen og de nødvendige teknik- og adgangsforhold. Der er således tale om en funktionelt begrundet udvidelse af en eksisterende facilitet og ikke etablering af en ny aktivitet eller bygning et nyt sted på campingpladsen. Bygningen placeres på samme sted som den nuværende toiletbygning og integreres dermed fortsat i det eksisterende poolområde. Den udføres i et moderne og afdæmpet arkitektonisk udtryk, som tilpasses de eksisterende omgivelser.
Selvom bygningen bliver større end den nuværende, er det hensigten, at den gennem placering, udformning og materialevalg ikke vil fremstå mere dominerende i kystlandskabet eller være væsentligt mere synlig fra kysten end den eksisterende bygning. Bygningen isoleres, så den på sigt kan anvendes hele året. Den er placeret i den del af campingpladsen, hvor der allerede er tilladelse til vintercamping.
Toilet- og badefaciliteter i direkte tilknytning til poolområdet er desuden nødvendige for, at vi fortsat kan opfylde de krav, der er knyttet til vores svømmebadstilladelse fra Horsens Kommune….”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Natura 2000 Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 56, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave) ligger ca. 3 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 52 og fuglebeskyttelsesområde nr. 36. I fuglebeskyttelses- området indgår Ramsarområde nr. 13.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om udskiftning af en allerede eksisterende toilet- og badebygning. Der er yderligere lagt vægt på, at der er tale om en større campingplads, hvor der i forvejen er en del aktivitet fra besøgende.
Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.
Det er anført i bemærkningerne til forslaget til en ændring af naturbeskyttelses- loven - kystloven - fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.
For campingpladser på over 75 enheder betyder tilkendegivelsen i lovbemærkningerne, at der normalt vil være grundlag for dispensation til udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig produktudvikling. Der vil også kunne dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod.
Der er ansøgt om dispensation til udskiftning og udvidelse af en toilet- og badebygning ved poolområde fra ca. 20 m2 til 42 m2, inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje.
Kystdirektoratet vurderer, at der ud fra ansøgningsmaterialet og oplysningerne i øvrigt er tale om et særligt tilfælde, der kan opnå dispensation. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der er tale om en begrænset arealmæssig udvidelse på 20 m2.
Det har endvidere indgået i Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte kan betegnes som nødvendig for, at en eksisterende virksomhed kan tilpasse sig udviklingen.
Toilet- og badebygningen opsættes på hidtidige placering i tilknytning til den overdækkede pool. Der er endvidere lagt vægt på, at der er anden bebyggelse nærmere kysten.
Kystdirektoratet vurderer på baggrund af ovenstående, at det ansøgte ikke vil have en negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til udskiftning og udvidelse af toilet- og badebygning ved poolområde.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Horsens Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Horsens, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Søhøjlandet, [email];
[email]
•
- Dansk Ornitologisk Forening, Horsens, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]
- Direktør OCFF, [navn] [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.mst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 56 Horsens
Fjord, havet øst for og Endelave (fra Natura 2000-planen 2022-27)
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-111372 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1908.