Kystpraksis Strandbeskyttelse Horsens Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til at erstatte 4 eksisterende hytter med 3 dobbelthytter, samt opstilling af spabade i forbindelse med disse

Afgjort 18. juni 2025  · Journalnummer 2025-40597  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En campingplads med over 75 enheder i Horsens Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at erstatte fire eksisterende campinghytter med tre nye dobbelthytter med terrasser og til at opstille udendørs spabade ved hytterne som led i en udvikling mod et helårs campingresort. Kystdirektoratet gav dispensation efter den lempeligere dispensationsadgang for eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone. Direktoratet lagde vægt på, at hytterne erstatter eksisterende hytter og fremstår som en helhed med overdækningen, at der er tale om en begrænset arealmæssig udvidelse, at hytterne rykkes lidt længere væk fra kysten, at de indgår i en i forvejen udbygget campingplads med bebyggelse tættere på kysten, og at udvidelsen er nødvendig for virksomhedens tilpasning til udviklingen. Natura 2000-området ved Horsens Fjord ca. 3 km væk vurderedes ikke at blive påvirket væsentligt.

Fakta

Ejendom
Erhverv
Ansøger
Virksomhed
Strandbeskyttelseszone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

AndetGenopførelseTerrasse

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at erstatte 4 eksisterende campinghytter med 3 nye dobbelthytter, samt at opstille spabade i forbindelse med disse, inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Horsens Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Horsens City Camping har ansøgt om dispensation til at erstatte 4 eksisterende campinghytter med 3 dobbelthytter, samt opstilling af udendørs spabade i tilknytning til disse, på [matrikel].

På den ansøgte matrikel ligger en større campingplads (over 75 enheder), og hele matriklen er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. De ansøgte placeringer af dobbelthytterne er beliggende i den udvidede strandbeskyttelseslinje.

Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1.

Et kort over den ansøget placering af hytterne ses på figur 2 og 3.

Et billede af de nuværende hytter kan ses på figur 4.

En plantegning over de ansøgte dobbelthytter kan ses på figur 5.

Facadetegninger af de ansøgte hytter kan ses på figur 6 og 7.

Et illustration af de ansøgte spabade kan ses på figur 8.

Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel]

Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. De ansøgte placeringer af de 3 dobbelthytter er markeret med grå firkanter.

Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Med sort streg ses en illustration af de ansøgte placeringer af de 3 dobbelthytter. De røde firkanter markerer placeringerne af de 4 eksisterende hytter.

Fig. 4. Udklip fra skråfoto d. 08-04-2023. På figuren ses et billede af de 4 eksisterende campinghytter, der ønskes udskiftet.

Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en plantegning over de ansøgte dobbelthytter.

Fig. 6. Tilsendt fra ansøger. Facadetegning mod øst og vest af de ansøgte dobbelthytter.

Fig. 7. Tilsendt fra ansøger. Facadetegning mod syd og nord af de ansøgte dobbelthytter.

Fig. 8. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af de ansøgte spabade.

Ansøger har oplyst følgende;

”Horsens City Camping ansøger om dispensation til at erstatte 4 eksisterende hytter med 3 nye dobbelthytter inkl. terrasser, samt evt. mulighed for at etablere udendørs spabade ved disse enheder i fremtiden. Projektet er led i en strategisk udvikling mod et moderne campingresort, som skal imødekomme gæsternes efterspørgsel efter helårsluksus og øge pladsens konkurrencedygtighed i regionen. Projektet gennemføres med hensyntagen til miljøet og i overensstemmelse med campingpladsens Green Camping- certificering.

Vedrørende: Opførelse af 3 dobbelthytter i stedet for 4 eksisterende hytter på Horsens City Camping Vi ønsker hermed at ansøge om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen for at erstatte 4 eksistende hytter med 3 nye dobbelthytter på Horsens City Camping.

(…)

Hytterne er af samme type, størrelse og indretning som dem vi allerede har bygget på campingpladsen og fik dispensation til i J.nr. 22/24428-3 af 09-12- 2022.

(…)

Vi ansøger samtidig om mulighed for at etablere udendørsspa på disse nye dobbelthytter.

(…)

Begrundelse for ansøgningen:

1. Udvikling fra traditionel campingplads til moderne campingresort:

Horsens City Camping er i gang med en strategisk udvikling, hvor vi transformerer fra en klassisk campingplads til et moderne campingresort. Som en del af denne udvikling er det nødvendigt at udskifte noget af de ældre hytter, så vi kan imødekomme den stigende efterspørgsel efter de luksuriøse ferieoplevelser, med moderne hytter og komfort.

2. Øget efterspørgsel efter helårsluksus: Der er en markant efterspørgsel fra vores gæster på luksushytter tæt på pool og børnefaciliteter, både i og uden for højsæsonen.

Tilføjelsen med muligheden for etablering af udendørs spabad vil styrke vores mulighed for at bidrage til en øget tiltrækningskraft uden for højsæsonen, hvor vi kan tilbyde eksklusive ferieoplevelser for hele familien.

3. Konkurrencedygtighed og regional turisme: Kun 20 km fra os tilbyder Hygge Strand Camping (HAV-Suites) allerede udendørs spabade som en del af deres faciliteter året rundt. Denne service er blevet modtaget med stor succes og tiltrækker gæster fra både Danmark og udlandet. For at kunne fastholde og udvikle vores position som en attraktiv campingdestination i regionen, er det afgørende, at vi kan tilbyde lignende faciliteter.

Miljømæssige hensyn:

Da vi er certificerede som Green Camping er naturligvis bevidste om den omgivende natur og den miljømæssige påvirkning. Installationen af spabade vil ske med respekt for naturen og i tæt samarbejde med relevante fagfolk for at sikre minimal indvirkning på miljøet. Vi vil anvende løsninger der lever op til vores krav for at opretholde vores certificeringer og så det passer ind i området bedst muligt og attraktivt for alle.

Vi håber, at vores ansøgning bliver taget i betragtning, da projektet ikke alene vil styrke vores forretning, men også bidrage til væksten i turismen i Horsens og økonomien vil gøre det muligt for os at fastholde og om muligt i fremtiden at øge antallet af medarbejdere.

(…) ”

Kystdirektoratet spurgte på baggrund af ovenstående ind til størrelse og ønsket placering af spabadene.

Ansøger svarede følgende;

”Omkring mulighed for i fremtiden at opsætte spabade er det vores ønske at få mulighed for at opsætte denne type af udendørs spa:

Størrelsen er som beskrevet 210 x 210 cm og med en terrasse på ca 1 meter på de tre sider så hele anlægget vil have en størrelse på 410 x 310.

Placering:

Jeg har vedlagt en tegning, der er udarbejdet af min arkitekt der viser hvordan vi gerne vil placere spabadet, men terrasse rundt omkring. Størrelsen på terrassen vil blive tilrettet, efter placering af hytterne og bevoksningen rundt omkring hytter/terrasser. Dette er idealet.

(…) ”

Den tegning ansøger oplyser er vedlagt, ses på denne afgørelses figur 5.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 56, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave) ligger ca. 3 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 52 og fuglebeskyttelsesområde nr. 36. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 13.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om udskiftning af 4 eksisterende campinghytter til 3 dobbelthytter. Der er yderligere lagt vægt på, at hytterne etableres omtrent midt på campingpladsen. Der er endvidere lagt vægt på, at der er tale om en større campingplads, hvor der i forvejen er en del aktivitet fra besøgende. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Det er anført i bemærkningerne til forslaget til en ændring af naturbeskyttelsesloven - kystloven - fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.

For campingpladser på over 75 enheder betyder tilkendegivelsen i lovbemærkningerne, at der normalt vil være grundlag for dispensation til udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig produktudvikling. Der vil også kunne dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod.

Der er ansøgt om dispensation til at udskifte 4 eksisterende hytter med 3 nye dobbelthytter, samt etablering af overdækket terrasse og opstilling af udendørs spabade.

Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte falder ind under den nævnte lempeligere dispensationsadgang. Der er i vurderingen lagt vægt på, at det ansøgte etableres i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen, samt at campingpladsen er på over 75 enheder. Der er yderligere lagt vægt på, at campinghytterne og overdækningen fremstår som en helhed og erstatter eksisterende hytter, samt at der er tale om en begrænset arealmæssig udvidelse. Der er endvidere lagt vægt på, at de tre ansøgte dobbelthytter rykkes lidt længere væk fra kysten end de eksisterende hytter, at hytterne fremstår i kystlandskabet som en del af en i forvejen udbygget campingplads, samt at der er bebyggelse tættere på kysten. Det har endvidere indgået i Kystdirektoratets vurdering, at udvidelsen ydermere kan betegnes som nødvendig for, at en eksisterende virksomhed kan tilpasse sig udviklingen.

Kystdirektoratet vurderer på baggrund af ovenstående, at det ansøgte ikke vil have nogen negativ påvirkning på kystlandskabet.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at erstatte 4 eksisterende hytter med 3 dobbelthytter, samt opstilling af spabade.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse (F2 postkasse)

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Horsens Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Horsens, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Søhøjlandet, [email];

[email]

•

  • Dansk Ornitologisk Forening, Horsens, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]
  • Direktør OCFF, [navn] [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 56 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-40597 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1483.