Kystpraksis Strandbeskyttelse Haderslev Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til at flytte sommerhus og dertil knyttede anlæg

Afgjort 24. september 2024  · Journalnummer 24-07191-9  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af et sommerhus inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje i Haderslev Kommune søgte om at flytte huset 18 meter tilbage på grunden, fordi gentagne skræntskred, senest ved stormfloden i oktober 2023, havde bragt huset helt tæt på skræntens overkant. Samtidig blev der søgt om at genetablere have, skur, legehus, parkeringsplads, terrasse og strandtrappe samt at omlægge en adgangsvej til tre sommerhuse og en skovsti, alt i samme materialer og mål. Kystdirektoratet gav dispensation og anerkendte et særligt tilfælde, da der er tale om flytning af lovligt eksisterende forhold uden ændring af størrelse, anvendelse og karakter, at placeringen i fredskov ikke påvirker det bagvedliggende kystlandskab nævneværdigt, og at stien fortsat tjener almenheden. Dispensationen blev givet på vilkår om, at den gamle have sløjfes.

Fakta

Ejendom
Sommerhus
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Bygningen er fra
1996
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

AndetGenopførelseLedning eller kabelTerrasseTrappe, rampe eller slæbestedUdhus, garage eller carport

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Den gamle have skal sløjfes, så den ikke længere fremstår som et kultiveret areal
  • Vilkåret kan tinglyses på ejendommen for ejers regning
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Du har den 4. september 2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at flytte sommerhus pga. skræntskred inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Haderslev Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk.1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Vilkår for dispensationen

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • At den gamle have sløjfes og dermed ikke længere vil fremstå som et kultiveret areal.

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

2

Kystdirektoratet kan tinglyse ovennævnte vilkår på ejendommen efter klagefristens udløb. Tinglysningen sker for ejers regning jf. naturbeskyttelseslovens § 66. Hvis der klages over dispensationen, sker tinglysningen kun, såfremt Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster dispensationen.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Du kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ejeren af [matrikel], [adresse], Sdr. Vilstrup, Haderslev har gennem 2023 haft kontakt med Kystdirektoratet flere gange på grund af små skred af skrænten ud for sommerhuset på grunden. I oktober 2023 forårsagede en stormflod et stort skred på skrænten.

Der har med Haderslev Kommune været kommunikation og kommet forslag til kystbeskyttelse ud for ejendommen, da naboejendommen etablerer kystbeskyttelse. Men den løsning er ikke en mulighed for ejeren af denne ejendom bla. fordi huset er så tæt på skrænten, at der er fare for nedstyrtning. Derfor søges i stedet om at flytte huset og genopføre de dertil knyttede anlæg længere inde på grunden, væk fra stranden og væk fra de skræntskred, der ifølge ejer jævnligt finder sted.

Næsten hele matriklen er beliggende indenfor strandbeskyttelseslinjen. Huset ligger ligeledes inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje.

Ejendommen har været i familiens eje i ca. 100 år.

3

Fig. 1. Ortofoto 2023. Den røde prik markerer sommerhusets placering. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.

Der søges om at flytte hus, genetablere have, og genopføre skur, legehus, parkeringsplads, terrasse, trappe ned til havet, vej og sti. Alle anlæg genetableres/genopføres i samme materialer og mål, således at kun placeringen ændres. I forbindelse med sagsbehandlingen er de enkelte anlæg vurderet lovligt etableret ud fra gennemgang af ortofotos for ejendommen, samt indkommet materiale i forbindelse med ansøgningen.

Fig. 2. Nuværende placering og mål på anlæggene. Fra ansøgningsmaterialet.

4

Af ansøgningsmaterialet fremgår:

”Vej:

Den nye ønskede placering af hus er direkte oven på den nuværende vej og parkeringsplads. Derfor søger vi om at må omlægge 35 meter af vejen, således af vores to naboer ([adresse] og 65) stadigvæk vil have uhindret adgang til deres sommerhuse.

Sti:

Der går en vandresti gennem skoven mod øst til Tormaj. Den genetableres lidt længere oppe i skoven, så den kommer til at flugte med den nye vej.

Skur:

Vi har et skur til redskaber. Vi har ligeledes et lille legehus.

Parkering:

Vores parkeringssted ligger lige bag huset. Den nye ønsket beliggenhed af hus, vil også være ovenpå dette, så vi søger om at flytte parkeringsområde. Det nye parkeringsområde ligger i forlængelse af huset oppe på den nuværende vej og sti mod Tormaj.

Terrasse:

Det meste af træterrassen er blevet fjernet lige før stormfloden og resterne efterfølgende. Den lå 30 cm over jorden på fliser. Vi søger om genetablering af terrassen foran den nye beliggenhed ligeledes 30 cm over jorden.

Trappe til stranden:

Vi søger ligeledes om at genetablere trappen til stranden. Vi vil dog vente med at etablere den, idet skrænten stadig er i bevægelse og fordi vores nabo laver kystsikring, som går ind over skråningen på vores matrikel, og vi derfor ikke kan gennemskue, hvor den kunne placeres. Som min oldefar gjorde, så vil vi naturligvis sørge for at lave trappen i naturmateriale efter hvad skrænten tillader os, dog mere sikker at gå på ift fotos fra 1930 erne.”

Det eksisterende hus ønskes flyttet 18 meter lige tilbage på grunden (mod nord) længere væk fra skrænten.

Under sagsbehandlingen er spørgsmålet om at flytte huset endnu længere væk fra skrænten og evt. helt bag ved forløbet af den oprindelige strandbeskyttelseslinje blevet undersøgt, men flyttes huset så langt tilbage på ejendommen forudsætter det et relativt stort indgreb i skoven, der er fredsskov. Ligeledes kan man ved ”bakse-metode” kun skubbe huset lige tilbage ad skinner (dvs. vejen kan ikke benyttes). Metoden kræver to meter på hver side af husets bredde.

Flyttes sommerhuset bagud til den ansøgte placering, vil sommerhuset være placeret midt i den nuværende grusvej, som går til Havvejen nr. 61 samt de to huse nr. 63 og 65. Der ansøges derfor også om at omlægge den eksisterende vej. Endvidere går der en skovsti på matriklen og denne søges ligeledes omlagt på et stykke længere væk fra stranden, oppe i skoven, således at den flugter med den nye vej.

5

Fig. 3. Situationsplan fra ansøgningsmaterialet. Nuværende placering af de omtalte forhold.

Fig. 4. Situationsplan fra ansøgningsmaterialet. Ønsket placering af de omtalte forhold.

6

Fig. 5. Angiver fremtidig bygningsnære areal der vurderes som lovligt etableret have. Bestående af de helt bygningsnære arealer hele vejen rundt om huset, ca. 3 – 4 meter fra huset.

Ansøger oplyser:

”Det stykke nye vej, som vi har tegnet på kortet, er gennem det samme stykke ahorn/bøge skov (som hvis huset skulle flyttes langt tilbage). Det er muligt at lave en vej med en vejbredde på 4 meter uden at skulle fælde store træer (som de har spurgt os om fra Fredskovsloven), og den vil kunne få en drejning, der er passende til også store køretøjer.”

Ansøger oplyser endvidere, at det er Haderslev Kommune der har nævnt at både bredden af vejen og selve vejens forløb/kurver skal kunne fungere for større køretøjer. Der, hvor vi planlægger at lægge vejen, er en strækning i skoven, hvor vi har mulighed for at lave vejen, sådan at svinget bliver blødere, end det er nu, hvor det er næsten 90 grader - uden, at vi skal fælde store træer.

Dokumentation for hvor længe huset har eksisteret er yderligere støttet af ansøgningsmaterialet, hvori ejer af ejendommen skriver at: I ‘Meddelelseshæfte’ af 1936 fra mine oldeforældres børnehjem beskriver min oldefar, at han i 1923 erhvervede matriklen (granplantagen) på de knap fem hektar. I 1926 byggede han et sommerhus på 91 m2 hvor der var plads til alle børnene. Vi har desværre ikke noget billede af det – kun hans beretning i hæftet. Det sommerhus vi har billeder af, er det, som mine forældre kan huske (fra 1950 og frem til 1995). Huset havde stengulv i stuen. Min far har fortalt at sommerhuset kun var en del af det oprindelige hus, som min oldefar byggede. Pga. skræntskred også dengang, måtte mine oldeforældre fjerne en stor del af huset, fordi det ellers ville være skredet ned. Senere i 1960’erne flyttede man huset igen, da det var kommet tæt på skrænten Mine forældre har fortalt, hvordan huset blev rullet nogle meter på runde telefonpæle. Det nuværende hus er bygget i 1996 i træ med en fast ramme/bund, forhøjet ca. en halv meter fra jorden. Over en periode på ca. 10 år er stranden blevet mindre og mindre og ofte var havet helt oppe ved skrænten. Efter hver storm er store dele af bevoksningen på skrænten skredet ned og taget med havet ud. Et meget

7 stort skred skete ved stormfloden oktober 2023. Her forsvandt ca. 3 meter af skrænten fra top til bund, sommerhuset ligger lige nu meget tæt på skræntens top.

Fig. 6. Foto efter skrænt skred i [postnr by]. 7. Arkivfoto af trappe til stranden, fra ansøgningsmaterialet

8

Der er redegjort for, at strandtrappen har ligget på stedet siden i hvert fald 1978. Kystdirektoratet vurderer, at den kan have ligget i endnu længere tid, og lægger til grund, at trappen henligger lovligt i sin nuværende udformning.

Der er tinglyst servitutter på matriklen i forhold til færdselsret (gennemkørselsret til husene på nabomatriklen mod vest, [matrikel]) og om vandforsyning, hvor ejendommene [adresse], [adresse] og [adresse] alle kan aftage vand fra en boring på [matrikel]61.

Fra ansøgningsmaterialet fremgår vedr. installationerne på ejendommen:

Vi har egen vandbrønd (markeret på kort med en blå prik). Den blev etableret i 2006, og går ca. 120 meter ned i grunden. Der skal laves en ny tilførsel af vandledning til huset ved ny placering samt samling. Vores vandafløb fra toilet og køkken løber ned i samletank på 6000L som er placeret lige bag og ved siden af huset mod øst. Ved ny planlagt placering kommer huset til at ligge nogenlunde på linje med tanken, så der skal kun lægges en lille del af rørlægningen om. På samme tegning er ligeledes markeret kabelskabet. Det står lige nu tæt på skrænten, så vores elektriker har kontrolleret med N1, om de evt. havde planer om at flytte det. Det har de ikke – svar fra N1: ”Som det er nu har vi ingen planer om at flytte kabelskabet.

På nedenstående kort vises nuværende placering af brønd for vandforsyning, som også skal flyttes med huset, som beskrevet i ovenstående.

Fig. 8. Nuværende placering af hus, brønd (grøn prik), tank (tegning) og kabelskab til nr. 61 og 63 (rød prik)

Der er fredskov på hele matriklen. Hele området er fredskov.

9

Huset er beliggende i området mellem Vilstrup Strand og Tormaj Strand.

Hele området er bevaringsvarigt landskab.

Ifølge Haderslev Kommunes landskabsanalyse er området ved Vilstrup Strand et kystorienteret småbakket landskab med stejle skrænter mod kysten. Hele området er et rekreativt område med mange udsigter til havet indrammet af skovbevoksning. Området ved Tormaj strand er en helt speciel oplevelse med kombinationen af bebyggelser oven for den stejle kystskrænt i skovbrynet ved badestrand

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 112, Lillebælt) ligger ca. 6,5 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 96 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 15.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis

10 særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål.

Flytning/genopførelse af sommerhuset, terrasse, skur, legehus, og parkeringspladsen Efter administrativ praksis meddeles der normalt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til at genopføre et tilsvarende nyt hus efter nedrivning, forudsat det eksisterende hus ikke er så forfaldent, at det ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det er endvidere en forudsætning, at det nye hus opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som det gamle hus, ligesom det er en betingelse, at den nye bygning anvendes til samme formål som den hidtidige.

Det bemærkes, at det af 300 m-vejledningen fremgår, at der ved dispensation til genopførelse – efter omstændighederne – bør stilles krav om bygningens placering længere tilbage på grunden, hvis dette er muligt. Det anførte ses imidlertid ikke afspejlet i nyere praksis, der tværtimod lægger vægt på, at strandbeskyttelseslinjen også tilsigter at beskytte de bagvedliggende kystlandskaber.

Kystdirektoratet vurderer på baggrund af en konkret og samlet vurdering, at der er tale om et særligt tilfælde, hvorfor der kan meddeles dispensation til at flytte de ansøgte forhold.

I vurderingen er der lagt vægt på, at sommerhuset (skuret, legehuset og parkeringspladsen) flyttes, hvorfor sommerhusets størrelse, anvendelse, udseende og karakter ikke ændres. Efter en konkret vurdering, er det Kystdirektoratets vurdering, at forholdene kan flyttes længere tilbage på ejendommen, da der med den ansøgte placering er taget størst muligt hensyn til kystlandskabet, og der ligeledes ikke sker en nævneværdig påvirkning af det bagvedliggende kystlandskab, da placeringen bl.a. er beliggende i fredskov. Det er desuden indgået i vurderingen, at der er tale om en ejendom, hvor der jævnligt sker naturlige skred i skrænten, hvorfor det eksisterende sommerhus nu er beliggende helt tæt på skræntens overkant.

Genetablering af have

Efter naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 4, forstås ”haver” som bygningsnære arealer i forbindelse med boliger og tilsvarende bebyggelse til beboelse, der er undergivet en vis kultivering eller vedligeholdelse og ikke længere dyrkes eller anvendes landbrugsmæssigt. Lovligt etablerede haver omfatter dels haver etableret i den tidligere strandbeskyttelseszone før 1. oktober 1968 eller haver etableret efter dette tidspunkt med dispensation (der ikke er tidsbegrænset). Endvidere omfatter det haver i den udvidede strandbeskyttelseszone (mellem 100 m- og 300 m-linjen), hvis disse eksisterede, før den udvidede strandbeskyttelseslinje trådte i kraft på den pågældende ejendom, jf. de amtsvise bekendtgørelser.

11

Nyetablering og udvidelser af lovligt etablerede haver kræver dispensation, og der gælder en meget restriktiv praksis, således at der normalt skal gives afslag på dispensation.

Kystdirektoratet finder, at det ansøgte udgør et særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation til en genetablering af en have ved sommerhusets nye placering. Kystdirektoratet lægger vægt på, at det nuværende sommerhus har en lovligt etableret have, og at den nye have vil have en placering omtrent, hvor det nuværende sommerhus er placeret, hvorved der ikke vil ske inddragelse af et uberørt areal. Det er desuden indgået, at genetableringen af haven på den nye placering ikke vil medføre en ændring af påvirkning på kystlandskabet.

Trappen til stranden

Anlæg af nye trapper på kystskrænter bør normalt kun finde sted, hvis der er en væsentlig offentlig interesse i at skabe forbedrede adgangsforhold til stranden. Dette er som hovedregel kun tilfældet, hvis der er tale om trapper, som tjener almenheden (alle kan bruge), og kun hvis der ikke i området findes andre muligheder for at komme ned til stranden.

Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et særligt tilfælde, således at der kan dispenseres til at anlægge en ny trappe efter at den gamle trappe er gået til grunde i stormen i 2023.

Kystdirektoratet har særligt lagt til grund at eksistensen af den gamle trappe er veldokumenteret, og at der derfor er tale om genopførsel af en lovligt eksisterende trappe. Det er endvidere indgået i vurderingen, at trappen udføres i naturmaterialer og etableres i samme stil som den tidligere lovlige trappe.

Adgangsvej til de 3 sommerhuse

Den aktuelle sag omhandler endvidere omlægning af en adgangsvej, der etableres for fortsat at sikre adgang til alle 3 sommerhuse på Havvejen.

Kystdirektoratet finder, at der er tale om et særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation til omlægning af vejen. Der er i vurderingen særligt lagt vægt på, at vejen erstatter den hidtidige adgangsvej til sommerhusene. Det er desuden indgået, at ændringen af vejens forløb ikke vil have en nævneværdig påvirkning af kystlandskabet.

Endvidere er der lagt vægt på, at det er muligt at anlægge den nye vej uden at skulle fælde store træer (hvilket også falder i tråd med det efterspurgte efter Fredskovsloven), og vejen vil kunne få en drejning, der er passende til også store køretøjer, så den dermed også kan anvendes til et bredere formål.

Sti

Anlæggelse af stisystem inden for strandbeskyttelseslinjen kræver dispensation. Da stien har ligget på nuværende placering igennem mange år, og da det medvirker til almenhedens mulighed for at opleve og opholde sig i den natur, der er knyttet til stiforløbet, vurderer Kystdirektoratet at der kan meddeles dispensation til at flytte stien længere bagud på matriklen. Det er indgået i

12 vurderingen, at ændringen af stiens placering ikke vil have en nævneværdig påvirkning af kystlandskabet.

Samlet afgørelse

Set i lyset af sagens konkrete omstændigheder er det Kystdirektoratets vurdering, at afgørelsen samlet set ikke medfører præcedens i strid med hovedformålet med strandbeskyttelseslinjen.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at sommerhuset flyttes 18 meter tilbage på matriklen, og at de på ejendommen hørende, lovligt etablerede anlæg og installationer flyttes med som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

 Haderslev Kommune, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, Haderslev, [email] / [email]  Friluftsrådet centralt: [email]  Friluftsrådet, Kreds Sønderjylland Øst, [email]   Dansk Ornitologisk Forening, Haderslev, [email]  Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]  Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]  Danmarks Jægerforbund, [email]  Miljøstyrelsen, [email];

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

13

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

14

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

 adressaten for afgørelsen  ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører  offentlige myndigheder  en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker  lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen  landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø  landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

15

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 112, Lillebælt

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-07191-9 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1108.