Kystpraksis Strandbeskyttelse Horsens Kommune
Dispensation til tilbygning
Sagen kort
En campingplads med over 75 enheder i Horsens Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en tilbygning på 4 x 12 m i form af en overdækket caféterrasse med skydetag og oprullelige vinduer foran receptions- og kioskbygningen, inden for den oprindelige 100 m-zone. Kystdirektoratet gav dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 7, om mindre anlæg til eksisterende turismevirksomheder i tilknytning til hovedbebyggelsen, på vilkår om maksimale mål, højde og placering. Selvom tilbygningen placeres søværts hovedbebyggelsen, vurderede direktoratet, at den ikke påvirker oplevelsen af kystlandskabet væsentligt, fordi der står containere til surfudstyr nærmere kysten, og fordi området i forvejen er præget af aktivitet. Direktoratet lagde desuden vægt på, at ansøger havde redegjort for, at andre placeringer var uhensigtsmæssige i forhold til bygningens øvrige funktioner, og at det ikke ville være proportionalt at kræve en væsentlig ændring af bygningens indretning.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Virksomhed
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
5 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Tilbygningen må ikke være større end 4 x 12 m
- Tilbygningen må ikke blive højere end den eksisterende bebyggelse
- Tilbygningen placeres som ansøgt
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af en tilbygning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Horsens Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 3, nr. 7, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Vilkår for dispensation
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- Tilbygning må ikke være større end 4 x 12 m.
- Tilbygningen må ikke blive højere end den eksisterende bebyggelse.
- Tilbygningen placeres som ansøgt.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Horsens City Camping har ansøgt om dispensation til at opføre en tilbygning, på [matrikel]
På den ansøgte matrikel ligger en større campingplads (over 75 enheder), og hele matriklen er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen. Den ansøgte placering er inden for den gamle strandbeskyttelseslinje.
Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område ses på figur 1.
Et kort over campingpladsen og den gamle 100m strandbeskyttelseslinje kan ses på figur 2.
Et kort over den ansøgte placeringer af tilbygningen ses på figur 3.
En illustration af udseendet af den ansøgte tilbygning kan ses på figur 4. En illustration af udseendet og mål på den ansøgte tilbygning ses på figur 5.
Et billede af de nuværende forhold ses på figur 6.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel]
Fig. 2. Ortofoto 2024. Den gule linje markerer den gamle 100m strandbeskyttelseslinje.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. På figuren er den ansøgte placering af tilbygningen markeret med en rød firkant. Tilbygningen ønskes opført med målene 4 x 12 m.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af, hvordan tilbygningen kommer til at se ud.
Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af den ansøgte tilbygning med mål.
Fig. 6. Tilsendt fra ansøger. Et billede af de nuværende forhold foran reception/kiosk.
Ansøger oplyste følgende i ansøgningen;
”Ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen
Vedrørende: Etablering af overdækket terrasse til café ved kiosken på Horsens City Camping
Vi ansøger hermed om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen for at etablere en overdækket terrasse, der skal bruges som café ved kiosken på Horsens City Camping.
Formål og baggrund:
Projektet er en vigtig del af vores langsigtede strategi om at udvikle Horsens City Camping til et fuldt moderne campingresort. Den nye café vil tilbyde gæsterne mulighed for at nyde lette måltider som morgenmad, frokost og aftensmad i komfortable omgivelser, uanset vejret. Den overdækkede terrasse designes med et skydetag og vinduer, der kan åbnes og lukkes fleksibelt afhængigt af vejret, så terrassen også kan bruges i lavsæsonen, om aftenen m.m.
(…)
Begrundelse for ansøgningen:
1. Gæstetilfredshed og efterspørgsel: Gennem feedback fra vores gæster har vi fået klare ønsker om muligheden for at købe og nyde måltider på pladsen. Det er også et vigtigt skridt for at kunne opnå flere stjerner og hæve pladsens status som overnatningsdestination. Med denne café kan vi imødekomme moderne feriegæsters krav og ønsker om at en mere komplet ferieoplevelse.
2. Styrkelse af rekreativ og kommerciel turisme: Projektet støtter visionerne i rapporten Længe Leve Horsens Fjord (udgivet af Dansk Kyst- og Naturturisme). Rapporten fremhæver vigtigheden af at forbedre den rekreative infrastruktur for at understøtte kommerciel turisme og private investeringer. Horsens City Camping spiller en central rolle som gateway tæt på Horsens by, hvor grønne og blå rekreative aktiviteter mødes. En café vil understøtte oplevelsen for både lokale gæster og både danske og især udenlandske turister som vi har utrolig mange af og samtidig fremme fjordområdets samlede potentiale.
3. Opgradering til moderne campingresort: Etableringen af en café med fleksible faciliteter er et vigtigt skridt i retning af at skabe et campingresort, der lever op til moderne standarder. Dette er også afgørende for at opnå en højere klassificering med flere stjerner, hvilket vil øge vores tiltrækningskraft som overnatningssted.
4. Design og funktionalitet: Terrassen vil blive bygget med et skydetag og vinduer, der kan rulles op eller ned afhængigt af vejret. Denne fleksibilitet sikrer, at området kan benyttes en større del af året, hvilket understøtter vores mål om at tilbyde alle gæster en høj service i hele sæsonen.
5. Udvikling af lokalområdet: Terrassen og caféen vil bidrage til at gøre Horsens City Camping endnu mere attraktiv for besøgende og give lokalområdet et løft. Den vil fungere som en vigtig støttefacilitet for gæster, der benytter vandreruten omkring Horsens Fjord og kombinerer outdoor- aktiviteter som cykling og sejlads.
Miljømæssige hensyn:
Vi har nøje overvejet det omkringliggende miljø og vil sikre, at terrassen opføres med bæredygtige materialer og minimal påvirkning på naturen. Terrassens design vil harmonere med de naturlige omgivelser og samtidig levere de ønskede funktioner.
(…) Bevoksningen ned mod vandet gør at den stort set ikke vil være synlig fra stranden/vandet, men kun fra vejen, på samme måde som receptionen er det i dag. Vi håber, at vores ansøgning bliver taget i betragtning, da projektet ikke alene vil styrke vores forretning, men også bidrage til væksten i turismen i Horsens og økonomis gøre det muligt for os at fastholde og om muligt i fremtiden at øge antallet af medarbejdere.
(…) ”
Ansøger oplyste i en senere mail;
”Jeg har været ude og tage 6 billeder nede fra stranden og vedlagt en pdf der viser hvor de er taget og resultatet. der er et sted hvor det kan ses neden fra strandområdet og det via indkørslen. Meget naturligt, da det er den direkte vej ind til campingpladsen.
De andre et udsigten stort set spærret pga. bevoksningen. Du nævnte at bevoksning ikke altid var nok. Men lige foran campingpladsen er det 2 containere som har ligget der i alle de år vi har haft pladsen til surfklubben og der er i år lavet en lille omklædning til vinterbaderne.
Der er desuden lavet en lokalplan for området foran receptionsbygningen (…), Kystdirektoratet har været med og jeg har fået oplyst af Horsens Kommune, at der er en ansøgnings proces igang omkring at få tilladelse til at bygge dette multihus som beskrevet i lokalplanen.
Der er desuden i 2020 lavet en helhedsplan for kystbeskyttelse for husoddeområdet, den har jeg også vedlagt. Der er i 2023 udarbejdet en rapport af dansk kyst og naturturisme som er blevet til en del af kommuneplan for de 3 kommuner rundt om Horsens Fjord, hvor netop Husodde skal være en "Gateway", (…).
Så dette store ønske(krav) fra gæster der IKKE bor på campingpladsen om en bedre service samtidig med vores egnes gæster krav gør at vi gerne vil lave en "cafe-lignende " overdækkede terrasse, som kan bruges i hele tiden det omskiftelige danske vejr.
(…)
Åbningstiden for denne cafe/overdækning vil være den samme som butikken er. Dvs. for nuværende fra Påske til og med uge 42.”
De omtalte billeder ses på nedenstående figur 7-9.
Fig. 7. Tilsendt fra ansøger. En oversigt over, hvor ansøger har taget billeder fra ind mod campingpladsen.
Fig. 8. Tilsendt fra ansøger. Billede 1-3 som ansøger har taget ind mod campingpladsen.
Fig. 9. Tilsendt fra ansøger. Billede 4-6 som ansøger har taget ind mod campingpladsen.
Kystdirektoratet spurgte ind til, om ikke det var muligt at placere en café et andet sted på campingpladsen, i den udvidede strandbeskyttelseslinje, eller om ikke receptionsbygningen kunne udvides mod nord eller øst i stedet for.
Ansøger svarede følgende;
”Jeg har vedlagt nogle arkitekttegninger af nogle ombygninger, de er desværre ikke særlig retvisende og gode, men sat sammen er de ok.
Jeg har lavet et billede, som jeg håber forklarer det hele, så det er lidt nemmere at forstå tegningerne
Som du kan se så er bygningen opdelt mod syd i en butik (vest) og privat del med stue og soveværelse (øst) Det er adskilt med et plankeværk, da hele campingpladsen er indhegnet da der ikke er offentlig adgang.
(…)
Da jeg ikke ligefrem er interesseret i at have en cafe lige uden for soveværelsesvindue og der ikke længere vil være offentlig adgang Så vil det gøre at der ikke er grundlag for at etablere og drive en lille cafe.
Mod nord ?
Så skal det enten være inde i vores gård uden for vores køkken, børnenes værelser og badeværelse. Der udover skal der bygges nyt lager og carport m.v. Det gør det ikke rentabelt, sådan som jeg ser det. og længere bagud har vi alt logistik fra omkring service af hele pladsen, græsslåmaskine, traktor, flaskepant, udlejning af kajak, mooncars osv. osv.
(…) der er allerede idag 2 skibscontainere lige ude foran, som ligger nærmere på kysten og der er bygget et en omklædning til vinterbaderne, nærmere på kysten Det er ikke noget der blot forsvinder hen over natten og de ligger langt foran den gamle linje, specielt surfcontainerne har ligget der i mere en 20 år. surfcontainere:
Omklædning vinterbadere:
”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 56, Horsens Fjord, havet øst for og Endelave) ligger ca. 3 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 52 og fuglebeskyttelsesområde nr. 36. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 13.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om en tilbygning, der etableres i forbindelse med hovedbebyggelsen på campingpladsen, på et befæstet areal. Der er endvidere lagt vægt på, at der er tale om en større campingplads, hvor der i forvejen er en del aktivitet fra besøgende. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.
Efter naturbeskyttelseslovens §65b, stk. 3., nr. 7, kan der – uden at der foreligger et særligt tilfælde – meddeles dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer inden for det strandbeskyttede arealer til placering af mindre anlæg til eksisterende turismevirksomheder i tilknytning til hovedbebyggelsen på virksomhedens ejendom, f.eks. en pavillon, en tennisbane, en swimmingpool, en petanquebane, eller borde og stole. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at det forudsættes at sådanne anlæg i videst muligt omfang søges placeret bag ved den eksisterende bebyggelse og væk fra kysten. Det fremgår ligeledes af bemærkningerne til loven, at turismevirksomheder, der ligger meget åbent på eller lige ved strandbredden, ikke kan forvente at få dispensation efter bestemmelsen.
Turismevirksomheder er ifølge bemærkningerne til bestemmelsen fx campingpladser, feriecentre, golfbaner, hoteller, dyreparker, restauranter, strandcaféer, konferencecentre og kursusejendomme, bed and breakfast og andre overnatningsfaciliteter, pizzeriaer, grillbarer, isbarer og lignende.
Kystdirektoratet vurderer, at den ansøgte tilbygning falder ind under sådanne anlæg, der kan opnå dispensation jf. § 65 b, stk. 3, nr. 7.
Til trods for, at tilbygningen opføres søværts campingpladsens eksisterende hovedbebyggelse, vurderes det ikke at have en væsentlig negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet. Der er i vurderingen lagt vægt på, at der står containere til opbevaring af surf-udstyr nærmere kysten, samt at området er præget af aktiviteter. Der er yderligere lagt vægt på, at ansøger har redegjort for, at andre placeringer er uhensigtsmæssige set i forhold til de øvrige funktioner i bygningen. Det vil ikke være proportionelt med den ansøgte ændring, at kræve, at der ændres væsentligt på indretningen af bygningen, således at tilbygningen kunne placeres landværts bebyggelsen.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til tilbygning.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Horsens Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Horsens, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Søhøjlandet, [email];
[email]
•
- Dansk Ornitologisk Forening, Horsens, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, [email]
- Direktør OCFF, [navn] [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 56 Horsens Fjord, havet øst for og Endelave
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-14639 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1375.