Kystpraksis Strandbeskyttelse Aarhus Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til genopførelse af toiletbygning samt ny saunabygning

Afgjort 22. april 2026  · Journalnummer 2026-42443  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En vinterbadeklub søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre en toiletbygning med omklædningsrum på 33 m² og en saunabygning på 35 m² på en velbesøgt badestrand i Aarhus Kommune som erstatning for en eksisterende kommunal toiletbygning på ca. 25 m². Kystdirektoratet fandt, at projektet hverken var en mindre friluftsfacilitet efter den lempelige praksis eller omfattet af § 65 b, stk. 5, men gav dispensation efter § 65 b, stk. 1, da der efter en samlet vurdering var tale om et særligt tilfælde. Direktoratet lagde vægt på, at bygningerne erstatter en eksisterende bygning nær en parkeringsplads, holdes under skræntens overkant, er delvist indbygget i skrænten og har sedumtag, at saunaen er begrænset til sin primære funktion uden terrasser, og at begge bygninger bliver tilgængelige for offentligheden. Dispensationen blev givet på vilkår om offentlig adgang til toiletter og sauna.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Forening
Synlighed
Delvist synlig
Lovgrundlag
Projektet før og efter
FørEfterÆndring
Areal 25 m² 68 m² +43 m² (+172 %)
  • Før, 25 m²
  • Efter, 68 m²
  • Tegnet som kvadrater i samme målestok, ikke som husets form. Hvert felt er 1 × 1 m.

Hvad blev der søgt om

GenopførelseNybyggeriSauna

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ja)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Toiletbygningen med omklædningsrum skal stå åben hele året og være frit tilgængelig for områdets besøgende i dagtimerne
  • Saunaen skal være tilgængelig for offentligheden efter den beskrevne ordning med reserverede pladser og åbningstider
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til genopførelse af toiletbygning samt ny saunabygning på Ajstrup Strand inden for strandbeskyt- telseslinjen på [matrikel] i Aarhus Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til at opføre en toiletbygning med omklædningsrum samt en saunabygning som ansøgt.

Dispensationen er meddelt på vilkår,

  • at toiletbygningen med omklædningsrum skal stå åben hele året og være frit tilgængelig for områdets besøgende i dagtimerne,
  • at sauna skal være tilgængelig for offentligheden på nærmere vilkår jf. beskrivelsen i redegørelsen for sagen.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger. Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen

Redegørelse for sagen

Ajstrup Strand er en populær og meget velbesøgt børnevenlig strand, der anvendes af turister og beboere fra et stort opland samt beboerne i det bagvedliggende sommerhusområde, der rummer flere hundrede huse. [adresse] og en 6 m høj skrænt adskiller stranden og sommerhusområdet

Beder- Malling Vinterbadeklub ansøger om at opføre en toiletbygning på 33 m² og en saunabygning på 35 m², der placeres overfor hinanden med gavlene indlejret i skrænten. Byggeriet opføres samme sted som og skal erstatte Aarhus Kommunes nuværende toiletbygning på ca. 25 m² placeret på strandarealet op mod skrænten ud for området mellem [adresse] og [adresse]. Placeringen er nær/i tilknytning til den nordlige parkeringsplads ved Ajstrup Strand.

Det er aftalt mellem Århus Kommune, Grønne Områder og Beder Malling Vinterbadeklub (BMV), at BMV er bygherre på begge bygninger og at kommunen, som drifter de nuværende offentlige toiletbygninger langs stranden, også vil stå for driften af de nye offentlige toiletter, når byggeriet står færdigt.

Området er omfattet af strandbeskyttelseslinjen samt naturbeskyttelseslovens § 3

(strandeng). Endvidere er området udlagt til offentlige formål efter Byplanvedtægt nr. 6 af august 1968 - Område til sommerhusbebyggelse feriekolonier samt offentlige formål ved Ajstrup Strand.

Naturstyrelsen, som er lodsejer har givet fuldmagt til indeværende ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Placering af den ansøgte bebyggelse ved rød pil Under: Eksisterende bygning der erstattes

Ansøger anfører, at Aarhus Kommune, Teknik og Miljø, bakker op om anlæg af nye permanente faciliteter med toilet, omklædning, sauna og en helårs badebro, og Aarhus Kommune, Sport og Fritid, og har pr. 20.11.2025 afgivet forhåndstilsagn om etableringstilskud fra Aarhus Kommunens anlægspulje på 50% af anlægsudgiften, max 3 millioner. Lokale og Anlægsfonden har pr. 15. januar 2025 afgivet forhåndstilsagn om et etableringstilskud på op til ⅓ af projektets samlede omkostninger, herunder en projekteringsbevilling på 200.000 kr. til arbejdet med at projektere/kvalificere projektet frem mod myndighedsbehandling.

Tidligere projekt om opførelse af ”Havhuset”

Kystdirektoratet har i 2022/25 i forbindelse med tidligere projekt tilkendegivet, at et skitseret byggeri på omkring 230 m² med næsten tilsvarende terrassearealer i forskudte plan, ikke kunne forventes at opnå dispensation hertil på grund af projektets omfang/størrelse. Denne bygning skulle ud over saunaer og toiletter tillige indeholde grejskure, køkken og opholds- og samlingsrum til erstatning for Aarhus Kommunes anden toiletbygning midt på Ajstrup Strand.

Projektet og et efterfølgende noget reduceret udkast resulterede ikke i en egentlig ansøgning om dispensation, idet Naturstyrelsen som lodsejer stod fast på ikke at ville udstede en lodsejerfuldmagt til et projekt som styrelsens egen myndigheds- afdeling på forhånd ville afslå.

Naturstyrelsen tilkendegav, at styrelsen ville stå ved sit tidligere løfte om lodsejer- tilladelse til et projekt på Ajstrup Strand, hvor renovering af toiletbygningen blev samtænket med en sauna placeret hvor det gamle sydlige toilet ligger. Styrelsen forudsatte at ansøgningen skulle udarbejdes på baggrund af en tæt dialog imellem projektejerne og Kystdirektoratet om de realistiske fysiske rammer for projektet inden det videreudvikles.

I de efterfølgende drøftelser i løbet af 2024/25 har Kystdirektoratet tilkendegivet overfor ansøger at et projekt bør placeres ved en nordlige toiletbygning frem for den sydlige, samt at direktoratet fandt at to mindre bygninger frem for en stor burde overvejes.

I nærværende ansøgning til saunabygning og toiletbygning anføres:

Placering og beskrivelse af byggeriet

Badehusene ved Ajstrup Strand kommer til at bestå af to mindre bygninger placeret overfor hinanden med gavlene indlejret i skrænten og forkant ud til den eksisterende grusvej, der ligger omkring kote 2,0. Byggeriet erstatter den nuværende nordlige toiletbygning mellem [adresse] og [adresse] på [matrikel].

Bygningerne skal sikres mod stormflod og i forhold til gældende kommuneplan- ramme, betyder det, at nybyggeri skal opføres med en sokkelkote på min. 2,50 over middelvandspejlet (niveau 2021), hvilket er ca. 50 cm over grusvejens niveau. Bygningerne forbindes derfor med en trappe fra grusvejen op til et gangareal mellem bygningerne i kote 2,7 omkring et grønt område. I trappen ved den nordlige bygning er indlejret en løfteplatform(elevator) som sikre handikapadgang.

Ansøgt placering- to bygningskroppe

Eksisterende toiletbygning

Underkanten af bygningerne er i kote 2,5, og højden på bygningerne holder sig under kote 6,0, som er højden på skrænten. Byggeriet bygges i en let konstruktion og beklædes udvendigt med træ og integreres i det nuværende landskab. Hertil benyttes beplantning dels på tagene med sedum, og dels grønt i området mellem de to bygninger.

Byggeriet kommer til at have samme placering, som den nuværende gamle nordlige toiletbygning med samme indgreb i naturen. Bygningerne strækker sig fra skrænten og frem til den eksisterende grusvej. De to bygninger er modulbyg- geri og nedsættes færdigbygget på et fundament. Der ansøges senere om tilladel- se ved Århus Kommune til opførelse af en helårsbadebro ud for bygningerne.

Der opføres en helårsbadebro ud for bygningerne. Den nordlige bygning på 33 m² indeholder to toiletter, det ene et handikaptoilet, to omklædningsrum, samt teknikrum. Den sydlige bygning på 35 m² indeholder forrum, bruser og sauna til 20- 25 personer. Der vil være fuld tilgængelighed for gangbesværede og kørestolsbrugere til begge bygninger, idet der placeres en elevator ved den nordlige bygning i forlængelse af trapperne mellem de to bygninger.

Offentlig tilgængelighed og åbningstider

Åbenhed for almenheden ligger Beder-Malling Vinterbadeklub og projektgruppen bag de kommende ”Badehuse” tæt på sinde. Vi forestiller os at “Badehusene ved Ajstrup Strand” bliver et naturligt blåt mødested alle, der holder af at færdes på stranden.

Den nordlige bygning med offentlige toiletter og omklædningsrum vil være åbent året rundt i dagtimerne for alle der færdes langs stranden. Saunaen i den sydlige bygning vil være åben alle ugens dage i vinterhalvåret dels for medlemmer af Beder-Malling Vinterbadeklub og medlemmer fra flere af BMI’s afdelinger og dels for ikke-medlemmer. Åbningstiderne vil typisk være fra 6 – 10 i hverdagene og fra 6- 14 eller 16 i weekenden. Der vil også efter behov være åbent i vinterhalvåret i eftermiddags- og aftentimerne to – tre gange om ugen. Efter behov vil der også være åbent i et mindre omfang i april, maj og september.

Der vil der være offentlig adgang til saunaen mod betaling via en digital løsning, hvor der scannes en QR kode ved saunaens indgang. Konkret vil der i timeslots på to timer være reserveret 5 pladser til offentlig adgang i saunaens åbningstider. Det betyder, at der i løbet af en åbningstid på 8 timer vil være adgang for op til 20 offentlige gæster. Herudover kan medlemmer medtage en gæst, mod betaling, når de selv benytter saunaen.

Projektillustrationer og planer:

Opstalt og tværsnit

Grundplan

Oversigt

Strandbeskyttet areal afgrænset af stiplet blå markering. Højdeprofil vist ved blå linje gennem nordlige toiletbygning der erstattes af den ansøgte bebyggelse.

Baggrunden for ansøgningen

Midlertidige løsninger med mobilsauna

Vi har siden vinteren 2019- 20 haft tilladelse fra Naturstyrelsen til at opsætte en mobilsauna med brændeovn først en weekend om måneden i vinterhalvåret og siden to til tre gange om måneden ved den sydlige parkeringsplads ved Ajstrup Strand. Tilladelsen fra Naturstyrelsen til at opsætte mobilsaunaen har været begrænset til dagtimerne, hvilket har givet os store udfordringer med at finde frivillige blandt vores medlemmer, som har haft mulighed for at kunne køre mobilsaunaen frem og tilbage til standen. Til trods for den sporadiske og begrænsede kapacitet har der fra start været en meget stor interesse for vores saunaweekender med 20 – 30 besøg i saunaen pr. dag mellem kl. 8-16.

Efteråret 2025 fik vi en midlertidig dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til stationær opsætning af en tøndesauna med brændeovn til 8- 10 personer over for den nuværende nordlige toiletbygning ved Ajstrup Strand fra den 01.10.2025- 31.30.2026. Myndighedsbehandlingen ved Århus Kommune trak desværre ud, og vi nåede kun at opstille vores nye tøndesauna i 30 dage i marts måned. Det var dog en ubetinget succes, med mange i besøg i saunaen af nye og gamle medlemmer, medlemmers gæster og offentlige gæster. Som noget nyt kunne vi i denne periode også tilbyde sauna i hverdagene 3 dage om ugen mellem kl. 8 – 10, hvilket fik nye grupper af såvel medlemmer som gæster til at benytte saunaen.

En stationær opsætning af vores tøndesauna i vinterhalvåret giver en væsentlig større kapacitet end en mobilsauna til 2- 4 personer hver anden weekend. Men løsningen er fortsat ”håndholdt” og uden toilet og omklædningsfaciliteter og kan på ingen måde modsvare den efterspørgsel, der er fra såvel medlemmer som ikke medlemmer på at benytte sauna. Da vi i slutningen af februar meldte ud, at vi havde fået de sidste tilladelser i hus til at opstille tøndesaunaen i marts måned, steg vores medlemstal på 3 dage fra 152 til 200, som er loftet på vores medlemstal denne vinter. I løbet af marts måned skrev over 40 personer sig på den åbne venteliste, mange i håb om at en permanent løsning bliver en realitet inden for en overskuelig fremtid.

Der er året rundt et voksende og aktivt badeliv langs Ajstrup Strand. Sommergæster, helårs og vinterbadere bader langs hele Ajstrup strand. De senere år i stigende grad dels fra Århus Kommunes badebro i den nordlige ende af stranden og dels ved den sydlige del af stranden ved parkeringspladsen i svinget mod Norsminde, ved [adresse]. Der er ingen permanente faciliteter ved Ajstrup Strand, idet kommunens to gamle toiletbygninger kun har åbent i sommerhalvåret, og behovet for fysiske rammer til at understøtte det voksende badeliv og havnerelaterede friluftsliv langs kysten er stort. Beder-Malling Vinterbadeklub blev stiftet i april 2018 og er godkendt af Aarhus Kommune som en folkeoplysende forening. Vi er medlem af DGI Østjylland, Fællesrådet for Beder-Malling Ajstrup og Norsminde Krydsfelt. Foreningen dækker et område med to større oplandsbyer, Beder og Malling, samt en kystlinje med tre meget brugte strande, Fløjstrup, Mariendal og Ajstrup Strand. Formålet med Beder Malling Vinterbadeklub er at fremme vinterbadning og det socialt samvær i vores forening og kystområdet. Der har fra foreningens start været et stærkt ønske om permanente faciliteter med toilet og omklædningsfaciliteter samt sauna og helårsbadebro ved Ajstrup strand. Fra foreningens start har medlemstallet været støt stigende fra 30- 40 betalende medlemmer sæsonen 2018-19 frem til indeværende sæson 2025-26, hvor der er 200 medlemmer plus en åben venteliste. Der har især de seneste år, hvor vi har arbejdet målrettet hen imod etablering af permanente faciliteter med toilet, omklædning, sauna og vinterbadebro, været en stigende interesse for Beder- Mallings Vinterbadeklub og vores aktiviteter. Dette udmøntes dels i det stigende antal betalende medlemmer og i over 1100 medlemmer i en åben Facebookgruppe, hvor alle interesserede privatpersoner kan følge med i vores aktiviteter og arbejde hen imod permanente faciliteter.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.

Det nærmeste Natura 2000-område ligger ca. 1.500 m mod sydvest. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke Natura 2000-området, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering. Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, idet 3 Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Begrundelse for afgørelsen

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

For visse anlæg der tjener turisme og friluftsliv kan der efter praksis og nærmere bestemmelse i naturbeskyttelsesloven gøres undtagelse hertil, uden at der foreligger en særlig begrundelse.

Det fremgår således af lovbemærkningerne til ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994 – ”kystloven” – at det i overensstemmelse med hidtidig praksis vil være muligt at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Der vil således som hidtil kunne tillades opstilling af toiletbygninger mv., til opfyldelse af friluftsfunktionen nødvendige, beskedne opholdsfaciliteter. Det forudsættes, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur, og at faciliteterne skal benyttes til et alment eller offentligt formål.

Kystdirektoratet finder, at det ansøgte med en samlet størrelse på 68 m² ikke er en ”mindre foranstaltning”, hvorfor det ikke er omfatte af denne lempeligere praksis.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 5, kan Kystdirektoratet gøre undtagelse fra § 15, stk. 1, til placering af mindre faciliteter langs stranden for klubber, foreninger og institutioner som f.eks. omklædningsfaciliteter, bålhytter, sheltere og lignende på betingelse af, at de nævnte faciliteter opføres i tilknytning til eksisterende anlæg som for eksempel en parkeringsplads eller vejnedkørsel, og at arealet er omfattet af en lokalplan, der giver mulighed for opførelse af et nærmere bestemt antal bygninger og anlæg.

Direktoratet finder, at det ansøgte ikke er omfattet af dispensationsadgang efter § 65 b, stk. 5, idet den gældende byplanvedtægt ikke ses at være tilstrækkelig detaljeret omkring mulighed for opførelse af et nærmere bestemt antal bygninger og anlæg, men alene udlægger området til offentlige formål.

Det ansøgte kræver således dispensation efter § 65b, stk. 1, hvilket forudsætter, at det ansøgte udgør et særligt tilfælde, samt at der ikke er kystlandskabelige eller anvendelsesmæssige forhold, der taler imod en dispensation.

Kystdirektoratet finder, at den ansøgte bebyggelse er placeret og udformet under hensyntagen til den omgivende natur og er søgt integreret i kystlandskabet.

Bygningerne placeres således som erstatning for den nordlige toiletbygning, der ligger i relativ kort afstand fra den nordlige parkeringsplads. Det ansøgte vil herved ikke udgøre et nyt anlæg i det ellers (stort set) uberørt kystområde. Bygningerne er endvidere udformet med en højde, så de holder sig under skræntoverkanten og deres synlighed mindskes ved at de delvist er indbygget i skrænten, samt at facaderne yderligere kan dæmpes med skodder for vinduespartierne når saunaen ikke anvendes. Taget beplantes med sedum, og har udhæng ud over dele af arealet mellem bygningerne, som i kombination med sedumtaget vil dæmper bebyggelsens synlighed fra strandvejen.

Udformningen af bebyggelsen har tillige sigte mod at nærområdet ikke får karakter af et ”privatiseret” opholdsareal for vinterbadeklubben. Saunabygningens størrelse er således begrænset til sin primære funktion som sauna, idet der ikke indgår arealer til sekundære klubaktiviteter så som opholdsrum, køkken m.v. Endvidere etableres der ikke udendørs opholdsarealer/terrasser omkring bygningerne. Det hævede areal mellem bygningerne er gangareal langs facaderne og den midterste del bryder fladen med en beplantning, som skaber reference til de omgivende bevoksede arealer.

Kystdirektorat vurderer endvidere, at anlægget ikke vil medføre en øget belastning af kystlandskabet, idet badestranden i sig selv tiltrækker mange besøgende, herunder fra det bagvedliggende store sommerhusområde. Brugen af saunaen vil endvidere primært ske i den del af sæsonen (vinterhalvåret) hvor områdets brug i øvrigt er begrænset. I forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse har Kystdirektoratet vurderet det ansøgte og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod.

Kystdirektoratet lægger endvidere vægt på, at både toiletbygning og saunabygning vil være tilgængelig for offentligheden. Toiletbygningen er således frit til gængelige i dagtimerne hele året. Adgangen til sauna-bygningen vil for såvel offentligheden som for medlemmerne af badeklubben være tids- og antalsmæssigt begrænset på grund af saunaens begrænset kapacitet og en begrænset åbningstid jf. den beskrevne ordning i redegørelsens om Offentlig tilgængelighed og åbningstider. Direktoratet finder således, at offentligheden herved er sikret tilgang til saunaen i et sådant omfang, at den har et offentligt formål.

Kystdirektoratet finder endvidere, at det kan tale for en dispensation, at den ansøgte bebyggelse opføres i et strandområde med mange besøgende badegæster og andre friluftsaktiviteter knyttet til havet, og hvor det umiddelbare bagland er et stort sommerhusområde. En bebyggelse som den ansøgte vil på denne baggrund efter direktoratets vurdering falde indenfor rammerne af, hvad der vil være forventeligt i et område præget af et intensivt friluftsliv, og ikke fremtræde som et fremmedelement i området. Hertil kommer, at vinterbadeklubben de sidste 6-7 år har haft tilknytning til stedet, idet klubben siden 2019 har haft tilladelse til - under forskellige vilkår - at opstille en sauna i området.

Kystdirektoratet finder således, efter en samlet vurdering af de konkrete forhold og omstændigheder, der ligger til grund for det ansøgt, at der er tale om et særligt tilfælde som kan føre til en dispensation. Der ses endvidere ikke at være forhold der taler imod en dispensation.

Det indgår med afgørende vægt i denne vurdering, at der ikke ved en dispensation skabes en præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne, grundet de konkrete forhold, der ligger til grund for dispensationen.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering af bebyggelsen som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Specialkonsulent

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Afgørelsen er også sendt til:

•

  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Århus, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Århus Bugt, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Århus, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

[email];

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelseslov.

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-42443 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2059.