Kystpraksis Strandbeskyttelse Svendborg Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til ombygning af helårsbolig og inddragelse af tagetage til bolig.

Afgjort 9. december 2025  · Journalnummer 2025-14197  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ansøger søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at ombygge en helårsbolig ca. 20 m fra havet i Svendborg Kommune. Projektet omfattede en karnap på ca. 3,5 m², inddragelse af ca. 16 m² udhus til bolig samt inddragelse af hele tagetagen til boligformål. Det krævede, at den eksisterende kvist mod vandet blev udvidet fra 3 til 7 vinduesfag, og at der kom to nye kviste mod land og seks tagvinduer. Boligarealet ville dermed stige fra ca. 205 m² til 278 m². Kystdirektoratet gav afslag. Direktoratet fandt, at familiens behov for mere plads ikke er en særlig begrundelse, og at ansøgers argument om en uændret hovedgeometri ikke kunne føre til et andet resultat. Direktoratet lagde vægt på, at en dispensation ville påvirke kyststrækningen væsentligt og skabe en uønsket præcedens. Direktoratet bemærkede også, at udvidelsen ville overskride grænsen på 250 m², som gælder efter den lempeligere praksis i den udvidede zone.

Afslag, fordi boligen ville vokse fra ca. 205 til 278 m² og dermed overskride grænsen på 250 m².

Fakta

Ejendom
Helårsbolig
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Afstand til kysten
20 m
Lovgrundlag
Projektet før og efter
FørEfterÆndring
Areal 205 m² 278 m² +73 m² (+36 %)
  • Før, 205 m²
  • Efter, 278 m²
  • Tegnet som kvadrater i samme målestok, ikke som husets form. Hvert felt er 5 × 5 m.

Hvad blev der søgt om

AnvendelsesændringKvisteOmbygningOvenlysTilbygningUdnyttelse af tagetage

Praksisflag

  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til ombygning af helårsbolig og inddragelse af tagetage til boligformål på ejendom inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel], [adresse], Svendborg Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ejendommen er en helårsbolig, der ifgl. BBR er bebygget med en bolig på 158 m² med en delvist udnyttet overetage på 46 m² - i alt et boligareal på 208 m². Boligen er sammenbygget med udhuse på 46 m² og 24 m² og en carport på 28 m².

Boligen ligger i en afstand af ca. 20 m fra havet inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje.

I ansøgningen opgives boligarealet i stueplan til 151 m² og i tagetagen 54 m² - i alt et boligareal på 205 m².

Der ansøges om en udvidelse af boligarealet ved en mindre udvidelse af stueplanet med en karnap på ca. 3,5 m² samt ved at inddrage ca. 16 m² af udhusarealet, der ligger i tilknytning til boligdelen.

Endvidere ønskes hele tagetagen over boligen inddraget til boligformål, hvilket forudsætter etablering af yderligere lysindfald/vinduesarealer ud over det nuværende, der alene består af en enkelt kvist på husets vandside samt et tagvindue mod land.

Der ansøges således om at udvide den eksisterende kvist på husets facade mod vandet fra 3 vinduesfag til 7, samt etablere 2 ny kviste på boligens landside samt til isætnings af 3 tagvinduer på hver af boligens tagflader, hvorved tagetagens boligareal kan udvides fra 54 m² til 107 m².

Boligarealet udvides således med ca. 73 m² (20 i stueplan og 53 i overetagen) fra ca. 205 m² til 278 m².

I ansøgningen anføres:

Jeg skal hermed - på vegne af min bygherre, [navn] - ansøge om dispensation fra reglerne om strandbeskyttelse til facadeændringer, udvidelse af areal i eksisterede tagetage samt en mindre udvidelse i stueetage (mod haveside).

Baggrunden er, at huset benyttes som samlingssted for en større familie, bosiddende dels i DK og dels i CH, hvorfor behovet for såvel et vist antal værelser som for velfungerende fællesrum mv. er relativt stort.

I udgangspunktet fastholdes husets hovedgeometri og i og med, at der - bortset fra en mindre udvidelse af køkken mod haveside - kun udvides indenfor den eksisterende bygningskrop har projektet ingen indflydelse på landskab eller beplantning.

Ansøgt facade mod kysten – under: eksisterende

Ansøgt facade mod land – under: eksisterende

Tagetage ansøgt

Eksisterende udnyttelse

Grundplan ansøgt – under: eksisterende udnyttelse

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentlig, eller foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæg- gelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Efter § 65 b, stk. 1, kan der i særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelsen i § 15, stk. 1.

Udvidelse af helårsboliger inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje er som udgangspunkt omfattet af det generelle forbud mod tilstandsændringer efter § 15. stk. 1, og en dispensation forudsætter, at der foreligger et særligt tilfælde jf. § 65b, stk. 1.

Tilsvarende forudsætter en udvidelse af boligarealet ved konvertering af udhus- arealer til boligformål samt ved ibrugtagning af uudnyttede loftsarealer til boligformål ligeledes dispensation efter §65b, stk. 1, hvorfor der også her skal foreligge en særlig begrundelse for dispensation.

Kystdirektoratet finder ikke, at det i ansøgningen anførte om behov for større boligareal som følge af boligens benyttelse til samling af familien, er en særlig begrundelse, som kan føre til dispensation efter § 65, b, stk. 1.

Det i ansøgningen anførte om at” I udgangspunktet fastholdes husets hovedgeo- metri og i og med, at der - bortset fra en mindre udvidelse af køkken mod haveside - kun udvides indenfor den eksisterende bygningskrop har projektet ingen indflydelse på landskab eller beplantning”, kan ikke føre til andet resultat.

Kystdirektoratet finder således efter en konkret vurdering, at der ikke er særlige forhold, der kan begrunde, at der i strid med praksis kan meddeles dispensation til ombygningen som ansøgt.

Der er i vurderingen lagt vægt på, at en dispensation til det ansøgte byggeri vil indebære en væsentlig påvirkning af kyststrækningen, og at en dispensation vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager, dvs. at andre grundejere vil kunne få en forventning om at kunne opnå dispensation til lignende byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen i strid med lovens formål.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til det ansøgte.

Kystdirektoratet skal afslutningsvist bemærke, at den restriktive praksis for udvidelse af en helårsbolig understreges af, at der for boliger i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen (beliggende fra 100-300 m fra kysten) er en lempeligere praksis for udvidelse af boligarealet, men dog kun op til 250 m². Den ansøgte udvidelse af boligarealet til ca. 278 m² ville således også have ført til et afslag såfremt boligen havde ligget tilbagetrukket fra kysten i den udvidede del af linjen.

Direktoratet kan endvidere anføre at i Naturklagenævnet Orienterer NKO 404 af januar 2007 er spørgsmålet om indretning af en overetage til boligformål. Det fremgår heraf, at dette kan ske under visse forudsætninger (ingen ydre ændringer/øget belastning af naturen/ikke øget anvendelse), der dog ikke gør sig gældende for ansøgers ejendom. I NKO´en anføres således:

Sagen rejser spørgsmål om, hvorvidt inddragelse af bebygget areal (etageareal) til beboelse, uden at der sker udvendige bygningsmæssige ændringer, er omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer.

Naturklagenævnet lægger til grund, at det normalt må være en forudsætning for, at ændret anvendelse i sig selv vil have karakter af en tilstandsændring, at der er tale om et skift til en anden og for naturen mere belastende anvendelse.

I det foreliggende tilfælde sker der ingen ydre bygningsmæssige ændringer (bortset fra en ny skorsten). Loftsetagen er i forvejen forsynet med vinduer. Husets anvendelse som sommerhus for én familie ændres ikke. Den ansøgte ændring drejer sig alene om en begrænset udvidelse af boligarealet fra 55 til 84 m².

Med venlig hilsen

[navn]

Specialkonsulent

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Afgørelsen er også sendt til:

  • Svendborg Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg, [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening Svendborg, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
  • Svendborg Museum, [email]
  • Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn, [email];
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-14197 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1344.