Kystpraksis Strandbeskyttelse Holstebro Kommune
Dispensation til genopførelse af sommerhus
Sagen kort
Ansøger søgte om dispensation fra klitfredningen til at nedrive et sommerhus på 36 m² og genopføre det med samme placering i Holstebro Kommune. Det bebyggede areal øges til 40 m² på grund af udvendig isolering, og højden øges fra ca. 2,7 m til 3,5 m på grund af isolering i taget og en mere tidssvarende tagkonstruktion. Kystdirektoratet havde tidligere givet afslag på en tilbygning på 16 m². Direktoratet gav dispensation efter praksis for genopførelse af sommerhuse med omtrent samme placering, størrelse og karakter. Direktoratet lagde vægt på, at arealforøgelsen og højdeforøgelsen alene skyldes nutidig isolering og konstruktion, og at praksis for mindre udvidelser af sanitære forhold allerede var udnyttet.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 36 m² | 40 m² | +4 m² (+11 %) |
| |||
| Højde | 2,7 m | 3,5 m | +0,8 m (+30 %) |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
5 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til genopførelse af sommerhus inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Holstebro Kommune.
Kystdirektoratet meddelte den 19. juni 2023 afslag på dispensation til udvidelse af sommerhuset med en tilbygning på 16 m².
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til det ansøgte, herunder nødvendigt gravearbejde ved nedrivning af eksisterende bebyggelse.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger. I kan se en klagevejledning i bilag 2.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
1 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
2
Redegørelse for sagen
Ejendommen er et sommerhus på 36 m² beliggende inden for klitfredningslinjen. Ansøger ønsker nedrive den eksisterende bygning og opføre et nyt sommerhus med tidssvarende isolering og en forbedret rumudnyttelse.
Sommerhuset genopføres med samme placering og det bebyggede areal øges fra 36 m² til 40 m² som følge af den udvendige isolering og højden øges fra ca. 2,7 m til 3,5 m som følge af isolering i tag samt en mere nutidig udformning af tagkonstruk- tionen. Materialevalget er, som øvrige huse i området, med lodret udvendig træbeklædning, hvide vinduer og listetækket tag og hvid stern.
Udformningen af den ny bebyggelses facader
Nyt gavlparti Gavl eksisterende bebyggelse
3
Grundplan – nyt sommerhus
Ejendommen ved blå pil – klitfredning glpplettet
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Det nærmeste Natura 2000-område Nissum Fjord ligger ca.100 m mod nordøst. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke vil påvirke andet end det umiddelbare nærområde (byggepladsen) og projektet kan derfor ikke påvirke Natura 2000-områder, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering. Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af
4 habitatdirektivets bilag IV, idet Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Begrundelse for afgørelsen
Efter administrativ praksis meddeles normalt dispensation fra klitfredningen til – efter nedrivning - at genopføre et nyt sommerhus, forudsat den eksisterende bygning ikke er så forfalden, at den ikke repræsenterer nogen værdi af betydning, dvs. er en egentlig ruin. Det er som udgangspunkt en forudsætning, at bygningen opføres med omtrent samme placering, størrelse og karakter som den gamle, ligesom det er en betingelse, at den nye bygning anvendes til samme formål som hidtil.
Efter praksis dispenseres ikke til udvidelse af boligarealet i sommerhuse inden for det klitfredede område. Mindre sommerhuse under 40 m² kan dog forvente dispensation på op til 6-8 m² til udvidelse af de sanitære forhold, således disse kan bringes op til nutidig standart. En udvidelse af sommerhuset efter denne praksis er dog allerede udnyttet.
På baggrund af de oplysninger Kystdirektoratet har modtaget i sagen om bygningens udformning og placering mv., vurderes det, at det ansøgte er omfattet af ovennævnte praksis, og at der derfor kan dispenseres fra klitfredningen. Det indgår i denne vurdering, at udvidelsen på 4 m² grunder sig i, at der efter praksis kan dispenseres til udvidelsen af sommerhusets bebyggede areal som følge af nutidig udvendig isolering. Forøgelsen af højden kan ligeledes accepteres, idet dette sker som følge af isolering i taget samt en mere tidssvarende konstruktion.
Kystdirektoratet finder således efter en samlet vurdering af det ansøgte, at der kan dispenseres til opførelsen af sommerhuset.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
5
Afgørelsen er også sendt til:
Holstebro Kommune, [email] / [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Holstebro, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] Dansk Ornitologisk Forening, Holstebro, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
[email];
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
6
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
3 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
7
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
8
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-01303 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 904.