Kystpraksis Strandbeskyttelse Bornholms Regionskommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til opførelse af 10 campinghytter

Afgjort 9. november 2026  · Journalnummer 2026-52524  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En større campingplads med over 75 enheder i landzone i Bornholms Regionskommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre 10 nye campinghytter i den udvidede strandbeskyttelseszone. Hytterne skulle færdiggøre et projekt med 30 hytter, som fik dispensation i 2010, men hvor kun 20 blev opført. De nye hytter får samme størrelse og udformning som de eksisterende, og 4 ældre små hytter uden bad og toilet skal fjernes. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om nedrivning af de 4 gamle hytter. Direktoratet lagde vægt på, at projektet ligger i den udvidede zone, at campingpladsen har over 75 enheder og efter lovbemærkningerne er omfattet af en lempeligere dispensationsadgang, at udvidelsen er nødvendig for virksomhedens tilpasning til udviklingen, og at der tidligere var givet dispensation til projektet. Desuden vurderede direktoratet, at hytterne vil indgå i en i forvejen udbygget campingplads uden negativ påvirkning af kystlandskabet eller af det tilgrænsende Natura 2000-område.

Fakta

Ejendom
Erhverv
Ansøger
Virksomhed
Zone
Strandbeskyttelseszone
Synlighed
Delvist synlig
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

Nybyggeri

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (ja)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • De 4 små hytter uden toilet og bad skal nedrives
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opførelse af 10 campinghytter på Sannes Familiecamping inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Bornholms Regionskommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Vilkår for dispensation

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • At de 4 små hytter uden toilet og bad nedrives.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Sannes Familiecamping ApS har ansøgt om dispensation til at opføre 10 campinghytter på [matrikel].

Sannes Familiecamping ApS er en større campingplads (over 75 enheder) beliggende i landzone, og hele campingpladsen er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen.

Den ansøgte placering af de 10 campinghytter er beliggende indenfor den udvidede strandbeskyttelseslinje.

Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den gule streg markerer den oprindelige strandbeskyttelseslinje på 100 meter og den orange streg den udvidede strandbeskyttelseslinje på 300 meter. Den røde prik markerer den ansøgte matrikel, hvor hytterne skal opføres.

Fig. 2. Ortofoto 2026. Afgrænsningen op til § 3 natur (overdrev) og Natura2000/habitatområdet.

Daværende myndighed for strandbeskyttelseslinjen, Miljøcenter Roskilde har ved afgørelse af 1. november 2010 givet dispensation til 30 campinghytter på [matrikel].

Det fremgår blandt andet af ansøgningen, der danner baggrund for nærværende afgørelse: ”Der blev i 2010 udformet og godkendt et Hytteprojekt til Sannes Familie- camping på 30 nye hytter. Grundet finanskrisen var det kun muligt at opføre 20 stk. Da finansieringen nu er på plads ønsker vi at færdiggøre dette projekt med de 10 sidste hytter der oprindeligt var projektet, samt den godkendelse der var givet af Roskilde Miljø. Dette er modtaget i den endelige lokalplangodkendelse: "Ejendommene er omfattet af naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinje, jfr. naturbeskyttelseslovens § 15, og det ansøgte kræver derfor dispensation fra Miljøcenter Roskilde. Miljøcenter Roskilde har den 1. november 2010 som nævnt meddelt dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.” …

”Pladsen har de sidste år været i gang med en omfattende transformation og ønkser nu at udvide med 10 stk nye luksus hytter. 4 stk gamle små hytter uden bad/toilet ønskes fjernet.” …. ”De 10 nye hytter ligger i området ”eksklusivt” og ”roligt” …

Ansøger har efterfølgende telefonisk oplyst, at de 10 nye hytter har samme størrelse og udformning, som de 20 tidligere opførte hytter. Forskellen er blot, at de nye hytter opføres i varme, mørke farver, for at give dem et mere moderne præg modsat de gamle hytter, der er grå og hvide. Ansøger bekræfter endvidere, at de 4 gamle hytter rives ned.

Fig. 3. Indsendt af ansøger. Placeringsplan over de nye hytter.

Fig. 4. Indsendt af ansøger. Illustration og fotos af den type hytte, der blev opført med dispensationen i 2010.

Fig. 5. Indsendt af ansøger. Illustration af de nye hytter

Fig. 6. Indsendt af ansøger. Plantegning af de nye hytter.

Fig. 7. Indsendt af ansøger. Illustration af de nye hytter.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 213, Randkløve Skår) grænser op til den ansøgte matrikel. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 213. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 80 (Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne), der ligger ca. 7.5 km mod sydvest i Natura2000 området nr. 186, hvori indgår habitatområde nr. 162.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at campingpladsens areal alene grænser op til Natura2000 området, og at hytterne opføres på et område, hvor der i forvejen er hytter og veje og dermed i forvejen en del aktivitet. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel. Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Det er anført i bemærkningerne til forslaget til en ændring af naturbeskyttelses- loven - kystloven - fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for, at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.

For campingpladser på over 75 enheder betyder tilkendegivelsen i lovbemærkningerne, at der normalt vil være grundlag for dispensation til udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig produktudvikling. Der vil også kunne dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod.

Kystdirektoratet vurderer, at ansøgningen om opførelse af 10 campinghytter falder ind under den nævnte lempeligere dispensationsadgang. Der er i vurderingen lagt vægt på, at det ansøgte etableres i den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen, samt at campingpladsen er på over 75 enheder.

Det har endvidere indgået i Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ydermere kan betegnes som nødvendig for, at en eksisterende virksomhed kan tilpasse sig udviklingen.

Kystdirektoratet har også lagt vægt på, at der tidligere er meddelt dispensation til projektet, men at denne dispensation er udløbet.

Kystdirektoratet vurderer endvidere, at hytterne ikke vil have en negativ påvirkning på oplevelsen af kystlandskabet, idet hytterne vil fremstå som en del af en i forvejen udbygget campingplads og vil blive placeret blandt/ved siden af andre hytter. Det vurderes derfor, at hytterne vil falde ind i området og ikke vil fremstå markante i udtrykket. Der ses endvidere at være en tydelig afgrænsning mellem campingpladsen, og det § 3- beskyttede naturområde (overdrev), habitat- og Natura2000-området.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til opførelse af 10 campinghytter på Sannes Familiecamping.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Bornholms Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Bornholm, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Bornholm [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Bornholm, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Direktør OCFF, [navn] [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.mst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 213, Randkløve Skår og nr. 186, Almindingen, Ølene og Paradisbakkerne

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-52524 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2092.