Kystpraksis Strandbeskyttelse Haderslev Kommune
Dispensation til etablering af delelementer i forsøgsprojektet Aarø Naturø og kobling til Årøsund
Sagen kort
Haderslev Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til tre delelementer i forsøgsprojektet Aarø Naturø og kobling til Årøsund under planlovens forsøgsordning for kyst- og naturturisme: en ankomstbygning på 219 m² og 6,2 m i højden ved havnen på Aarø til erstatning for en nedslidt servicebygning, en tilgængelig boardwalk langs den eneste vej fra færgelejet med tilhørende arealoverførsler samt et nyt fugletårn på ca. 6,4 m til erstatning for et eksisterende tårn. Kystdirektoratet gav dispensation efter den lempeligere praksis i naturbeskyttelseslovens § 65 a for projekter med forsøgstilladelse. Direktoratet lagde vægt på, at projektet tilpasses arkitektonisk og landskabeligt, så påvirkningen af kystlandskabet begrænses, og at forholdene i det åbne kystlandskab er af mindre karakter. Direktoratet vurderede desuden, at projektet ikke påvirker Natura 2000-området Lillebælt væsentligt og ikke skader yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter som strandtudse.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- Andet
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | – | 219 m² | – |
| Højde | – | 6,2 m | – |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Haderslev Kommune har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af delelementer i forsøgsprojektet Aarø Naturø og kobling til Årøsund inden for strandbeskyttelseslinjen.
Forsøgsprojektet udføres i to etaper. Den første etape vedrører forholdene beliggende på Aarø. Nærværende afgørelse omhandler tre af fire ansøgte forhold på Aarø (ankomstbygning, boardwalk og fugletårn). Det fjerde forhold (formidling og wayfinding) behandles i en separat afgørelse.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 a, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Den 13. november 2024 er der meddelt tilladelse til projektet Aarø Naturø og kobling til Årøsund - efter forsøgsordningen for kyst- og naturturisme, jf. planlovens § 4 a, stk. 1. Det ansøgte projekt kræver desuden en særskilt dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 (strandbeskyttelseslinjen), jf. § 65 a, stk. 1, hvilket behandles i denne afgørelse.
Forsøgsprojektet udføres i to etaper, hvor nærværende afgørelse vedrører dele af projektet, som er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen på Aarø, se figur 1.
Figur 1. Oversigtskort over Aarø. De strandbeskyttede arealer er markeret med orange signatur (umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Der er i denne ansøgning ansøgt om etablering af følgende forhold på Aarø:
- 1) Ankomstbygning
- 2) Forbindelse mellem by og havn - etablering af boardwalk
- 3) Fulgetårn
1) Ankomstbygning Ankomstbygningen ønskes placeret på ejendommen [matrikel] beliggende [adresse], se figur 2.
Figur 2. Ortofoto 2025. Den røde prik markerer [matrikel]. De strandbeskyttede arealer er markeret med orange signatur (umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Ankomstbygningen skal erstatte den nuværende bygning, som er en nedslidt servicebygning indeholdende toilet, baderum, venterum og kontor. Dertil er der en skurvogn, som tjener som overnatning for færgepersonalet.
Den ansøgte ankomstbygning indeholder baderum, toiletter, faciliteter for færgepersonale, overdækket uderum samt formidlingsrum, der rummer udstilling om øens natur og historie.
Ankomstbygningen har et bebygget areal på 219 m2 og en højde på 6,2 m.
Figur 3 viser en visualisering af en del af ankomsthallen. Facadetegning mm. kan ses i bilag 3.
Figur 3. Visualisering af en del af ankomstbygningen. Fremsendt med ansøgningen.
2) Forbindelse mellem by og havn – etablering af boardwalk For at forbedre forbindelsen mellem by og havn ønskes der opført ”en parallel fodgængerforbindelse i form af en tilgængelig gangbro udført med trædæk, skruefundamenter og håndliste i stål med integreret belysningsarmatur, så gangbroen lyses op i mørke. Der er midtvejs en mindre udvidelse som giver mulighed for at man kan nyde udsigten og lade sig passere af andre gående samt evt. trækvogne, kørestole m. v. […]. For at muliggøre anlægget skal der gennemføres nogle matrikulære ændringer…”
Boardwalken etableres på [matrikel], se figur 4 og 5.
Figur 4. Ortofoto 2025. De strandbeskyttede arealer er markeret med orange signatur (umatrikulerede arealer ud til kysten er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse). De hvide streger markerer de vejledende matrikelskel.
Figur 5. Placeringen af boardwalken. Kort fra ansøgningen.
Det følger af ansøgningen, at boardwalken ”skal lede skal lede gående trafik væk fra kommunevejen Aarø, som er den eneste adgangsvej til øen fra færgelejet. Vejen er på det smalleste sted ved broen kun ca. 3,5 meter bred. I dag skal gående, herunder både beboere og turister, dele vejbanen med den kørende trafik, hvilket medfører trafikmæssigt uforsvarlige forhold. Etableringen af boardwalksene har dermed til formål at øge trafiksikkerheden. Da kommunevejen udgør den eneste adgangsvej fra færgelejet til resten af øen, er det ikke muligt at etablere alternative trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger uden for strandbeskyttelseslinjen, som vil kunne opnå samme effekt.”
I bilag 4 kan ses visualiseringer af boardwalken.
I forbindelse med etableringen af boardwalken foretages der en arealoverførelse. Det fremgår af ansøgningen, at Haderslev Kommune har indgået aftale med ejerne af matriklerne 390 og 431, begge Årø, Øsby om erhvervelse og efterfølgende arealoverførsel. Der ansøges på denne baggrund om arealoverførelse af følgende arealer:
- [matrikel], der udgør 58 m²
- [matrikel], der udgør 1102 m²
De nævnte arealer ønskes arealoverført til [matrikel], som i dag ejes af Haderslev Kommune.
Figur 6 viser et kortrids over arealerne.
Figur 6. Kortrids over arealerne ift. den ansøgte arealoverførelse. Kort fra ansøgningen.
3) Fugletårn Fugletårnet ønskes placeret på ejendommen [matrikel], se figur 7.
Figur 7. Ortofoto 2025. Den røde prik markerer den ansøgte placering af fugletårnet. De strandbeskyttede arealer er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Det ansøgte fugletårnet skal erstatte det nuværende fugletårn på placeringen. Det følger af ansøgningen, at det ansøgte fugletårn ”har åbninger i flere retninger således at også de i dag tørre græsningsarealer kan opleves når vi forventeligt fremadrettet bliver vådlagte. Det har et lidt større grundplan end det eks. og rummer formidling både i tårnet i randfundament. Der er også en bænk i fundament af hensyn til ældre og gangbesværede.”
Det ansøgte fugletårn har en højde på ca. 6,4 m samt en bredde på 2,8 m, se figur
8. I bilag 5 ses visualiseringerne er af fugletårnet samt beskrivelse af materialevalg.
Figur 8. Visualisering af fugletårnet med mål. Fremsendt med ansøgningen.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 112 Lillebælt. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 96 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 15.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 6.
Boardwalk:
Boardwalken placeres i kortlagt habitatnatur af typen grå/grøn klit (naturtype 2130 - god tilstand) samt strandeng (naturtype 1330 - moderat tilstand). Ligeledes er der registreret lagune (naturtype 1150) nord samt syd for den ansøgte boardwalk. Kystdirektoratet vurderer, at hverken strandengen eller grå/grøn klit vil blive påvirket væsentligt af den ansøgte boardwalk. I vurderingen har Kystdirektoratet lagt afgørende vægt på anlæggets nære tilknytning til det eksisterende vejanlæg samt anlæggets relativt begrænsede bredde på 1,8 m til færdsel i begge retninger. Hertil vil den ansøgte boardwalk, reducere behovet for færdsel på naturarealerne nord og syd for den eksisterende vej, da forgængere i øjeblikket er nødsaget til at anvende disse arealer ved tung trafik. Kystdirektoratet vurderer, at de 4-6 pæle der bryder vandspejlet under boardwalken, ikke vil have en nævneværdig længerevarende betydning for vandgennemstrømningen eller næringsforholdende i de registrerede laguner nord og syd for boardwalken.
På baggrund af ovenstående finder Kystdirektoratet, at den ansøgte boardwalk ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planter og projekter, vil have en væsentlig negativ påvirkning på Natura 2000-området.
Ankomstbygning samt fugletårn:
Ankomstbygningen placeres på en eksisterende havn i nær tilknytning til øvrig bebyggelse og fugletårnet erstatter et eksisterende fugletårn for enden af en eksisterende vej.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at den ansøgte ankomstbygning samt fugletårnet ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på ankomstbygningens placering på en eksisterende havn og nære tilknytning til øvrig bebyggelse. Ligeledes har direktoratet lagt særligt vægt på fugletårnets tilknytning til et eksisterende vejanlæg, samt at fugletårnet erstatter et eksisterende fugletårn, hvormed påvirkningen af området forventes uændret. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Strandtudse:
Kystdirektoratet vurderer, at vandet under den ansøgte boardwalk kan være et potentielt rasteområde for Strandtudsen. I vurderingen har Kystdirektoratet lagt vægt på, at der er registeret lagune nord og syd for arealet, hvortil en vis salinitet må forventes, dog er voksne strandtudser relativt hårdføre i forhold til salinitet. Kystdirektoratet forventer, at saliniteten er for højt til at kunne være et yngleområde, da strandtudsers æg ikke er nær så hårdføre.
Kystdirektoratet finder, at boardwalken ikke vil medføre beskadigelse og/eller ødelæggelse af rasteområdet. I vurderingen har direktoratet lagt vægt på, at boardwalken etableres over vandmassen, hvortil ændringen i området hovedsageligt vil bestå af de bærende pæle, som ikke forventes at have nogen påvirkning på strandtudsers levevis.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Ved projekter, der har opnået tilladelse efter planlovens forsøgsordning for kyst- og naturturisme efter planlovens § 4 a, stk. 1, og vedrører arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens bestemmelser i § 8 om klitfredning eller § 15 om strandbeskyttelseslinjen, kan der meddeles dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 a, stk. 1 inden for de rammer og vilkår, som fremgår af forsøgstilladelsen.
I forsøgstilladelsen efter planloven stilles der vilkår om, at Haderslev Kommune tilpasser projektet landskabeligt i overensstemmelse med afsnittet om vurdering af det ansøgte projekt, kriterie 3: ”3) Projekterne indpasses arkitektonisk og opføres under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og landskabet
Projektet vurderes i omfang, placering og arkitektonisk indpasning at kunne tilpasses den omkringliggende natur og landskabet. Ansøgningen har fokus på at varetage eksisterende natur- og landskabsværdier knyttet til kystlandskabet og dets natur, det vil sige de bærende landskabstræk, biodiversiteten og hermed offentlighedens mulighed for at opleve kystlandskabet. I den videre projektering forudsættes disse hensyn fastholdt i den arkitektoniske udformning af bygninger, anlæg og terræn, herunder gennem valg af bygnings- og anlægshøjder, materialer, belysning, skiltning og befæstelse. Disse hensyn er særligt vigtige at varetage i den del af projektet, som vil kunne påvirke oplevelsen af kystlandskabet.”
Kystdirektoratet finder, at det ansøgte er omfattet af den lempeligere dispensationspraksis i § 65 a, der gælder for projekter efter planlovens forsøgsordning for kyst- og naturturisme. Der er i vurderingen lagt særlig vægt på, at projektet tilpasses arkitektonisk og landskabeligt, så påvirkningen af kystlandskabet og dets natur begrænses. Der er desuden lagt vægt på, at forholdene der etableres i det åbne kystlandskab er af mindre karakter.
Kystdirektoratet gør opmærksom på, at de nuværende strandbeskyttede arealer fortsat er omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Forhold der ikke er indeholdt i forsøgstilladelsen efter planloven skal således behandles efter den normale restriktive administration af naturbeskyttelseslovens § 15. Efter udløbet af forsøgstilladelsen efter planloven gælder dette alle forhold.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til de ansøgte tre delelementer i forsøgsprojektet Aarø Naturø og kobling til Årøsund, som er beliggende på Aarø.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Ankomstbygningen – facadetegninger og visualiseringer Bilag 4: Boardwalken – tegninger og visualiseringer Bilag 5: Fugletårnet – visualiseringer og materialebeskrivelse Bilag 6: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Haderslev Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Haderslev, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Haderslev, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Haderslev, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Ankomstbygningen – facadetegninger og visualiseringer
Bilag 4: Boardwalken – tegninger og visualiseringer
Bilag 5: Fugletårnet – visualiseringer og materialebeskrivelse
Bilag 6: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 112 Lillebælt
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-50841 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2086.