Kystpraksis Strandbeskyttelse Vordingborg Kommune
Dispensation til arealoverførsel, vendeplads, toiletbygninger og beplantning.
Sagen kort
Vejdirektoratet søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en arealoverførsel på 3696 m² mellem to ejendomme ved en motorvejsrasteplads på Farø i Vordingborg Kommune samt til en ny vendeplads, klitrosebeplantning, plantning af fem træer og en ny toiletbygning. Arealoverførslen skulle muliggøre frasalg af en infoteria-bygning til et forsikringsselskab, mens toiletterne skulle erstatte dem, der forsvinder med frasalget. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt, da arealoverførslen sker mellem to eksisterende ejendomme og blot får skellene til at afspejle funktionerne i området, og da de fysiske ændringer er mindre ændringer på en eksisterende rasteplads, som i forvejen udgør et væsentligt indgreb i kystnaturen. Direktoratet lagde desuden vægt på, at især toiletbygningerne kommer en bred kreds af brugere til gavn.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Stat
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til arealoverførsel, vendeplads, toiletbygninger og beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] og [matrikel], Vordingborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Farø syd for Sjælland gennemskæres af motorvej E47, og på ovennævnte ejendomme på Farø ligger i tilknytning til motorvejen Farø rasteplads.
Vejdirektoratet ønsker at frasælge en del af rastepladsen til Storstrøms Forsikring. For at sikre rastepladsens funktionalitet fremover skal der ifølge ansøger ændres på matrikelgrænsen samt etableres ny vendeplads, klitrosebed, træplantning og toiletbygning.
På [matrikel] ligger et ”infoteria”. Efter arealoverførslen ønskes denne matrikel frasolgt til Storstrøms Forsikring.
Der er ifølge ansøger behov for at etablere to ekstra toiletter til betjening af trafikanter og andre besøgende på rastepladsen, når de nuværende toiletter i infoteria-bygningen udgår ifm. kontraktophør ultimo 2025 og frasalg af den tilbageværende del af [matrikel].
Der er to alternative placeringer af disse toiletter: Enten opføre en 2 personers toiletbygning for sig selv i den østlige af rastepladsen, eller også opføres en 4 personers toiletbygning i den vestlige del af rastepladsen hvor der allerede er en ældre toiletbygning, som så fjernes.
Kort viser nuværende ejendomsgrænser. Infoteriabygningen ligger på [matrikel] ved den røde prik.
Luftfoto viser rasteplads og infoteriabygning.
Skråfoto af området.
Klip fra forslag til arealoverførsel viser, at der arealoverføres 3696 kvm fra [matrikel] til [matrikel].
Plan fra ansøgningsmaterialet viser det nye skel med sorte streger mod øst. Derudover er vist ny vendeplads (markeret med rød streg), klitrosebeplantning og beplantning med fem nye træer også mod øst (markeret med grøn). Toiletbygninger er vist med gul mod øst og vest. Mod vest er allerede i dag en mindre toiletbygning.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (N168 Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund) ligger ca. 700 meter mod øst.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-områder væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om ændringer på en eksisterende rasteplads. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet vurderer ligeledes, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Formålet med forbuddet mod skelforandringer er bl.a. at forhindre udstykning mv., som tilsigter senere bebyggelse eller andre foranstaltninger, der vil ændre tilstanden i kystlandskabet. Forbuddet gælder, uanset der efterfølgende er mulighed for at afslå konkrete ansøgninger om dispensation til byggeri m.m. Forbuddet gælder også i situationer, hvor der ikke er nogen aktuel udsigt til byggeri eller andre dispensationskrævende foranstaltninger. Lovens ordning er således baseret på en forudsætning om, at de ændrede ejendomsforhold, som følger af en udstykning eller arealoverførsel, i sig selv vil kunne medføre uønskede ændringer af kystlandskabet.
Forbuddet mod arealoverførsel, hvor der ikke opstår en ny ejendom med adgang til kysten, administreres i praksis noget mere lempeligt end forbuddet od udstykning, da det i disse sager nogle gange er meget lidt sandsynligt, at arealoverførslen vil medføre uheldige faktiske ændringer af kystlandskabet. Der stilles her således lempeligere krav til den særlige begrundelse.
Kystdirektoratet vurderer, at den ansøgte arealoverførsel alene udgør en hensigtsmæssig omlægning af ejendomsstrukturen, hvorved ejendomsgrænserne bedre kommer til at afspejle funktionerne i området (rasteplads og infoteriabygning). Der lægges vægt på, at der ikke er tale om en udstykning af en ny ejendom, men om arealoverførsel mellem to eksisterende ejendomme
Hvad angår de fysiske ændringer i området vurderer Kystdirektoratet, at der er tale om mindre ændringer på en eksisterende rasteplads, der i forvejen udgør et væsentligt indgreb i kystnaturen i form af befæstning, beplantning, mv. Ændringerne strider derfor ikke afgørende imod de hensyn, som skal varetages i forvaltningen af reglerne om strandbeskyttelseslinjen. Der lægges vægt på at ændringerne, særligt toiletbygningerne, udgør anlæg, der kommer en bred kreds af brugere til gavn.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til arealoverførsel, vendeplads, toiletbygninger og beplantning som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Vordingborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg, dnvordingborg- [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Vordingborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-13797 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1324.