Kystpraksis Strandbeskyttelse Lolland Kommune
Afgørelse om dispensation til forskellige anlægstiltag for realisering af en helhedsplan for udvikling af Hestehoved som strand- og bypark
Sagen kort
Lolland Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en række anlæg som led i en helhedsplan for udvikling af Hestehoved ved Nakskov som strand- og bypark. Kystdirektoratet traf retlig afgørelse om, at området kan sidestilles med en park, så mindre parkinventar, stier, belægninger og beplantning ikke kræver dispensation. Direktoratet dispenserede til pergolaer med omklædning ved en surfskole, et fællesskabshus i træ, udlæg af ca. 2.200 m² strandsand afgrænset af en lav terrænmur, udjævning af en anlagt bakkeskråning af hensyn til tilgængelighed, en multibane og motionsredskaber, da anlæggene supplerer eksisterende rekreative strukturer i et historisk menneskeskabt, bynært område uden at dominere. Der blev givet afslag til en legeplads på hele den vestlige del af det nye strandområde, fordi den ville virke som en barriere mod vandet og begrænse anden brug, men direktoratet tilkendegav, at en mere samlet placering ved de eksisterende legeredskaber kan forventes godkendt.
Delvist afslag, fordi legepladsen på hele den vestlige del af strandområdet ville virke som en barriere mod vandet.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Afgørelse om dispensation til forskellige anlægstiltag for realisering af en helhedsplan for udvikling af Hestehoved som strand- og bypark inden for strandbeskyttelseslinjen på [matrikel], Lolland Kommune
Ansøgning
Lolland Kommune har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til bebyggelse og andre anlæg samt til drift og opstilling af parkinventar mv. ved udvikling af Hestehoved Strand- og Bypark inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen matr. [matrikel], Lolland Kommune.
Afgørelse
Retlig afgørelse
Kystdirektoratet finder, at Hestehovedområdet kan sidestilles med en park, hvorfor mindre anlæg inden for parkområdet – så som nyplantninger, ændret udformning eller nyanlæg af færdsels- og opholdsarealer samt opstilling af mindre ”park og by-inventar” som eksempelvis skilte, bænke og borde, enkeltstående mindre legeredskaber ol. - efter praksis ikke er dispensationskrævende tilstandsændringer.
Afgørelse om dispensation
Kystdirektoratet dispenserer til nedenstående anlæg, der på grund af deres størrelse og/eller karakter og funktion ikke er omfatte af undtagelsen for mindre anlæg i parker:
- etablering af pergolaer til at forbinde containerbygninger med surfskole samt udlejning så det fremstår som et samlet anlæg,
- opførelse af et fælleshus
- udlæg af strandsand på et areal på ca. 2.200 m², med henblik på at trække strandområdet ind ”bag” randbeplantningen ved stranden, så der kommer et ”indre” strandområde ud mod Fælleden, samt at afgrænse strandområdet med en lav terrænmur,
- justering af bakkeskråning øst for restauranten,
- etablering af multibane,
- opstilling af en række motionsredskaber.
Afslag og tilkendegivelse
Kystdirektoratet giver afslag til etablering af legeplads på hele den vestlige del af det ansøgte strandområde, idet direktoratet tilkendegiver, at der vil kunne forventes dispensation til en mere samlet opstilling af legeredskaber i den sydlige del af området og i tilknytning til de eksisterende legeredskaber.
Ovenstående afgørelser er truffet efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15.
1Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger. Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Redegørelse for sagen
Helhedsplan 2.0 for Hestehovedet er en del af det samlede projekt Nakskov 2030, som i en årrække har iværksat tiltag til at styrke en langsigtet positiv udvikling i Nakskov, som skal være en levende og attraktiv by for både borgere, besøgende og erhvervsdrivende. Nakskov 2030 realiseres i samarbejde mellem Lolland Kommune, A.P. Møllerfonden og Realdania.
Hestehovedet er i høj grad formet af menneskehænder. Tidligere har det været en halvø kaldet Hesthaven, da hestene græssede her. I 1940’erne og 50’erne blev der behov for et rekreativt strandområde til badning og sejlads, da vandet ikke var så forurenet som inde i Nakskov. I denne forbindelse blev lystbådehavnen udgravet som beskæftigelsesarbejde i 1940’erne. Den overskydende jord blev brugt til inddigning af Hestehovedet og til kælkebakke, som nu er der hvor restaurant Fjorden ligger. Flyfoto fra 1954 viser at lystbådhavnen og campingpladsen, så småt er kommet til. Derudover er den kunstige strand blevet etableret.
I dag bliver Hestehovedet brugt til rekreative formål og den er et velbesøgt udflugtsmål for Nakskovs borgere. Der er etableret kiosk, restaurant, campingplads, surfskole og anlagt en sandstrand med Danmarks længste badebro, som er tegnet af den lokale arkitekt [navn].
Helhedsplanens overordnede rammer og intentioner
Den ansøgte indsats på Hestehovedet – som beskrevet i Helhedsplan 2.0 for Hestehovedet - tager udgangspunkt i at forbinde og styrke de eksisterende støttepunkter - Strandtorvet og Sæl legepladsen, solnedgangs-trappen, Naturlandshuset og Kriblekrable-broen samt Restauranten, Campingpladsen, Havne og Vandsportscentere – så de i højere grad forbindes med og supplerer hinanden og sammen danner grundlag for udviklingen af området som et mere samlet tilbud til Nakskovs borgere.
Forbindelsen mellem stederne skabes ved at bryde hårde barrierer, blødgøre overgange, etablere et samlet greb om naturtrækket og skabe sammenhæng via nye samt styrkede eksisterende stisystemer. Eksempelvis ønskes den østlige skråning på den kunstige bakke hvor restauranten ligger, blødgjort så den kan den tilgås via stier og den synes ikke som en barriere.
Et af hovedgrebene er at styrke strandoplevelsen og gøre den mere tydelig for besøgende – og derfor trækkes strandområdet ind ”bag” diget og randbeplantningen ved stranden, så der kommer et ”indre” strandområde med et areal på ca. 2.200 m² ud mod den store plæne ved Fælleden.
Den eksisterende krat- og buskbeplantning langs stranden udtyndes udvalgte steder for at skabe sigtelinjer mellem land og fjord samt internt på Hestehovedet. Nye hjemmehørende træer plantes for at skabe visuel identitet, danne rum og supplere med øget biodiversitet. De store klippede og pleje græsarealer udsås/beplantes i høj grad med engræsser, så skal vokse vildt for at trække naturen ind i området og skabe varierende rumlige oplevelser.
Derudover ønskes legepladsen ved strandtorvet med Sæl-legepladsen udvidet på det anlagte strandområde, så der bidrages med flere elementer og øget legeværdi. Den eksisterende beachvolleybane integreres i det udvidede strandområde og bliver til 2 baner. Op mod campingpladsen anlægges en multibane og i tilknytning til ankomsten etableres desuden træningsudstyr.
Oversigt over Helhedsplanens indsatser for de enkelte ”støttepunkterr”
Bluespot ligger mellem bakken hvorpå restaurant Fjorden ligger, Naturlandshuset, Krible-krable-broen, overgangen til fælleden og sejlklubben. Som det ser ud i dag, er der ikke oplagte forbindelser ud til hver af disse destinationer.
Selve surfskolen har heller ikke et fælles samlingspunkt, og derfor foreslås etablering af nye overdækninger, der hæfter sig på de eksisterende containere, som hører til surfskolen. I disse overdækninger findes der udebrus, omklædning, barområde og tørresnore til våddragter m.m. I gårdrummet, der dannes mellem bygværkerne, kan bordebænkesæt placeres som skaber forbindelse med en fællesgrill og bålsted. Nakskov stole kan stå i området og medvirke til ”loungestemning”.
Nye stiforløb etableres, hvilket vil skabe styrkede forbindelser til Solnedgangstrappen, Naturlandshuset, Sejlklubben, Kuddeholm og overgang til Fælleden.
Strandtorv
I dag skaber krattet og ”diget” langs stranden en barriere mellem strand og resten af Hestehovedet. Ved at stranden trækkes ind imod Fælleden, skabes en forbindelse på tværs af området og stranden står ikke alene og bliver meget mere synlig ved ankomst til området end den er i dag. Den øgede sandflade, giver mulighed for mere strandleg, hvor legeelementer placeres. Her foreslås bl.a. legemotiver af Monstrum, for at supplerer Sællegepladsen. Dette kan være i strand/sommerlandtema eller naturtema.
Boardwalket fra det eksisterende trædæk kan udvides hen til Strandliv, således man kan færdes sandfrit på tværs af området, ligesom det sikrer en god tilgængelighed til området. I sandområdet kan der placeres volleybaner samt tilskuerpladser. Ved beachvolleybanerne kan der sættes møbler, fx nakskovstolen, og der kan være en uformel strandbar fx. ved arrangementer på volleybanerne og lign. På grusbelægningen kan der placeres en lille multibane 15x9 m.
Strandliv
Etableringen af støttepunktet Strandliv skal virke som en lille pladsdannelse, der forener strand-aktiviteter med leg og picnic eller isspisning ved campingpladsen. Der opføres et Fællesskabshus, som tilbyder rammer for udflugter eller arrangerede fællesspisninger mv. Pladsdannelsen markeres med en belægning af gule klinker, som suppleres af betonfliser i kantzonerne. Fællesskabshuset fremstår let og hævet over belægningen og fungerer som et overdækkende element, der skaber læ og skygge uden at afgrænse stedet fysisk. Udformningen tager afsæt i en kombination af pavillonstruktur og strandparasol og er tænkt som et enkelt og stedstilpasset greb. Under overdækningen er der højt til loftet, som giver et åbent og fleksibelt opholdsareal, mens loftshøjden reduceres i området med omklædningsrum for at skabe en mere afskærmet og intim rumlighed. For at afskærme toiletbygningen etableres en cykelparkering med integreret pumpestation, der samtidig kan fungere som bar i forbindelse med events og større arrangementer. Cykelskuret, udebruseren og den eventuelle belysning udformes i samme arkitektoniske sprog – med fælles materialitet, design og farveholdning – for at samle elementerne omkring dette støttepunkt i et genkendeligt og sammenhængende udtryk.
Fælleden er fortsat en stor sammenhængende græsplæne, som i dag. Den kan suppleres med en højere enggræs vegetation i kanterne, der skaber rum, men som også skaber et forløb mellem “Ankomst” og “Strandliv”.
Bakken ved restaurant Fjorden har stejle skrænter, og kan derfor opleves som en barriere. Ved at udvide bakken med overskudsjord, så skråningen der vender mod Bluespot og Naturlandshuset, kan skråning gøres mindre stejl og mere tilgængelig. Ved at blødgøre skråningen, kan den tilgås via stier og den synes ikke som en barriere.
I dag opleves forbindelsen til sejlklubben og Krible-krable-broen relativt fragmenteret og terrassen ved sejlklubben kan opleves som værende temmelig privat. Ved at udvide terrasseområdet ved sejlklubben og tilslutte Krible-krable til denne, kan forbindelsen styrkes. Da der er en skråning i stykket mellem Krible-krable-broen og sejlklubben, kan udvidelsen af terrassen, bestå af trin og plateauer. Der kan etableres siddepladser, så stedet inviterer til ophold.
Beskrivelse af de konkrete ansøgte tiltag jf. Helhedsplanen i forhold til strandbeskyttelseslinjen Tiltag i etablerede parker i form af opstilling af mindre by- og parkinventar, anlæg af nye eller ændring af eksisterende stier, ny belægning, borde, bænke, hængesofaer som opstilles enkeltvis eller i mindre klynger, er efter administrativ praksis ikke dispensationskrævende tilstandsændringer i forhold til strandbeskyttelses- linjen.
Større anlæg vil være dispensationskrævende og i nedenstående illustration er vist de tiltag, der er indeholdt i Helhedsplanen, og som Kystdirektoratet finder vil forudsætte dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. r. A. Pergola med omklædningsfaciliteter sammenbinder to container med vandsports udlejning/skole ved Blue Spot. B. Fællesskabshus skal understøtte strandliv – huset tilbyder rammer for udflugter eller arrangerede fællesspisninger mv. og indrettes med omklædningsrum. F. Et græsklædt areal på ca. 2.000 m² ænders til strandområde ved udlæg af sand. Der etableres en ”terrænmur af træ 40 cm. høj” mod fælleden. En eksisterende sti ændres evt. til træfortov (gul markering). C. Legeplads
D. Multibane
E. Trænings- og motionsapparater
G. Udjævning af skråning
De øvrige konkrete tiltag i helhedsplanen, som kan anses som værende en del af parkinventaret og ikke vil forudsætte dispensation, er listet i det følgende for hvert støttepunkt::
ANKOMST:
- Opsætning af wayfinding skilte til området
- Etablering af grussti der forbinder ankomstvej med strandområde
- Opsætning af motionsredskaber og hængekøjer langs grussti
- Etablering af trapper (betontrin i græs) i skråning fra vej til havnekant
BLUESPOT:
- Etablering af grusområde ved Bluespot - lille pladsdannelse omkring Surfskolen.
- Opsætning af byrumsinventar - grill, bord/bænke mv
- Ny parkeringslomme på græs - afgrænset med kampesten (som eksisterende græsparkering nord for vej/parkering på asfalt)
STRANDLIV:
- Cykelstativ/bar (trævæg) som skærmer mellem off. toiletfunktion og pladsdannelsen med fællesskabshus
- Udebruser på trædæk
STRANDTORV:
- Forlængelse af eksisterende træ boardwalk hen over sandområde frem til pladsdannelsen ved camping/nedgang til strand
- Lille Multibane 15x9 m med sportsbelægning og bander
FÆLLED:
- Ny parkeringslomme på græs - afgrænset med kampesten (som eksisterende græsparkering nord for vej/parkering på asfalt
SEJLKLUB:
- Eksisterende træterrasse ved Sejlklubben udvides med flere plateauer, der sammenbygges med den eksisterende Kriblekrablebro, hvor den går i land. Dermed sikres både niveaufri adgang til broen - ligesom at der udvides opholdsmuligheder ved Sejlklubben, sådan at besøgende kan færdes på arealet uden at ”forstyrre” klubbens aktiviteter.
GENERELLE ELEMENTER:
- Beplantning - der ryddes hække og randbeplantning punktvist, for at åbne området op og sikre udsigtspunkter i området
- Etablering af ny ”vild” beplantning, der understøtter oplevelsen af Nakskov Fjord naturområdet
- Generel inventar som bænke mv vil være egesveller, som er et genkendeligt motiv fra det allerede etablerede strandtorv og solnedgangstrappe.
Beskrivelse af de ansøgte bygninger – A og B
Ved Blue Spot området etableres en pergola-struktur som forlængelse af eksisterende container-huse fra Vandsportscenteret. Enkelte moduler i pergolastrukturen etableres som omklædningskabiner til brug for surfere og kajakfolket.
Ved campingpladsen/nedgang til stranden ønskes etableret et ”fællesskabshus” som er en simpel træoverdækning, der kan anvendes til madpakkehus og fællesspisning. I gavlen af huset etableres 3 simple omklædningskabiner til strandgæster.
Gældende for begge bygværker er at de er træstrukturer og etableres så simple som muligt, uden at de fremstår dominerende i området.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
De vestligste dele af området ligger indenfor Natura 2000-område 179 – Nakskov Fjord og inderfjord. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke Natura 2000-området, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, idet Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Begrundelse for afgørelsen
Kystdirektoratet finder, at Hestehoved-området kan sidestilles med et strandparkanlæg knyttet til Nakskov by, og det har igennem en meget lang periode været et udflugtsområde for Nakskov by, og der er etableret en række anlæg til støtte for rekreation og friluftsliv.
Det er Kystdirektoratets vurdering at målet med Helhedsplanen ikke strider mod de kystlandskabelige hensyn der skal varetages i forhold til strandbeskyttelseslinjen for et bynært parkområde, hvis nuværende struktur og anlæg bærer præg af Hestehovedets historiske baggrund og særlige karakter, hvor hensynet til kystlandskabet synes at have haft mide vægt end hensynet til dets anvendelse som rekreativt område.
Kystdirektoratet vurderer samlet, at realiseringen af helhedsplanen vil bidrage til en forbedring af såvel de landskabelige som de rekreative kvaliteter i området, på hvilken baggrund og sammenhæng de enkelte ansøgte tiltag bør vurderes.
Kystdirektoratet finder, at de i Helhedsplanen beskrevne tiltag udskiller sig i to grupper – dels større indgreb af strukturel karakter, som har en sådan størrelse og påvirkning af området, at de allerede af den grund vil være dispensationskrævende, og dels mindre indgreb, der primært skal understøtte eksisterende strukturer så som stiudlæg og/eller har karakter af park- og by inventar og bidrage ti at binde de enkelte deleaf parken sammen.
Tiltag i helhedsplanen som ikke kæver dispensation
For arealer, der lovligt anvendes til park vil mindre tilstandsændringer, der er led i den sædvanlige drift til opretholdelse af et areals funktion som park, f.eks. anlæg af stier, opstilling af bænke og parkinventer (skraldespande ol.) samt begrænsede terræn-tilpasninger i forbindelse hermed, ikke kræve dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Ligeledes kan plantning som led i arealet drift og udvikling ske uden dispensation.
Kystdirektoratet finder, at oplistningen i redegørelsens side 7 af ”øvrige konkrete tiltag i helhedsplanen som kan anses som værende en del af parkinventaret” kan lægges til grund for en retlig afgørelse om, at de oplistede tiltag ikke forudsætte dispensation på den konkrete lokalitet, når der henses til Hestehovedets historiske baggrund og særlige karakter hvor hensynet til kystlandskabet har haft mide vægt end hensynet til dets anvendelse som rekreativt område.
Kystdirektoratet finder dog, at de beskrevne tiltag er udformet og afvejet ud fra et hensyn til ikke at kompromittere kystlandskabet, så de er afstemt i forhold til omgivelsernes karakter og underordner sig området og ikke udgør nye strukturer.
Dispensationskrævende anlæg
Anlæg efter Helhedsplanen, som Kystdirektoratet finder vil forudsætte dispensation, er oplistet i redegørelse og omfatter følgende tiltag:
A - Pergola med omklædningsfaciliteter som sammenbinder to container med vandsports udlejning/skole ved Blue Spot. B - Fællesskabshus skal understøtte strandliv – huset tilbyder rammer for udflugter eller arrangerede fællesspisninger mv. og indrettes med omklædningsrum.
Kystdirektoratet vurderer, at A og B begge supplerer eksisterende strukturer og aktiviteter i eksisterende støttepunkter, samt at anlæggene er udformet under hensyntagen til områdets karakter, så de ikke medfører en unødig påvirkning af parklandskabet, hvorfor direktoratet finder at der kan dispenseres hertil.
F - Ændring af en del af fælleden fra græsklædt areal til strandområde ved udlæg af sand. samt anvendelse af del af området til C – Legeplads. Kystdirektoratet vurderer, at terrænændringen fra græs til sand understøtter funktionen som strandpark, samt at der ikke er forhold der taler imod denne konvertering, hvorfor der kan dispenseres hertil.
F.s.v. angår legepladsen, finder direktoratet at den ikke falder ind under mindre parkinventar, men forudsætter dispensation på grund af sin størrelse. Direktoratet finder, at der vil kunne dispenseres til en legeplads, forudsat placeringen og udformningen er hensigtsmæssig i forhold til områdets brug i øvrigt. Med en placering af legeredskaberne på række, og en placering der ligger i tilknytning til den eksisterende naturlige strand, finder direktoratet af pladsen vil fremtræde som en barriere mod vandet og vil være unødig begrænsende for anden brug af en væsentlig del af det nye strandområde. Der ses endvidere ikke at være en funktionel begrundelse herfor.
Kystdirektoratet meddeler derfor afslag til etablering af legeplads på hele den vestlige del af det ansøgte strandområde, idet direktoratet samtidig tilkendegiver, at der vil kunne forventes dispensation til en mere samlet opstilling af legeredskaber i den sydlige del af området og i tilknytning til de eksisterende legeredskaber.
D - Multibane.
E - Trænings- og motionsapparater
Direktoratet finder at med den ansøgte placeringer op mod campingpladsens areal med anlæg, vil såvel multibanen med sin begrænsede størrelse samt træningsapparaterne ikke fremtræde som selvstændige og dominerende elemente, hvorfor direktoratet dispenserer som ansøgt.
G - Udjævning af skråning
Skråningen er en del af en anlagt bakke, og der ses ikke at være landskabelige forhold, der taler imod at tilgængeligheden tillægges afgørende vægt, hvorfor der meddeles dispensation som ansøgt.
Samlet afgørelse
Kystdirektoratet dispenserer som ansøgt til
- etablering af pergolaer til at forbinde containerbygninger ved Bluespot
- opførelse af et fælleshus
- udlæg af strandsand på et areal på ca. 2.200 m², afgrænset med en lav træ-terrænmur,
- justering af bakkeskråning øst for restauranten,
- etablering af multibane,
- opstilling af en række motionsredskaber.
Kystdirektoratet giver afslag til etablering af legeplads på hele den vestlige del af det ansøgte strandområde, idet direktoratet tilkendegiver, at der vil kunne forventes dispensation til en mere samlet opstilling af legeredskaber i den sydlige del af området og i tilknytning til de eksisterende legeredskaber.
Kystdirektoratet træffer retlig afgørelse om at, de øvrige tiltag, der fremgår af Helhedsplanen efter praksis ikke er dispensationskrævende tilstandsændringer for park- og haveanlæg.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Lolland Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Lolland, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Lolland, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15
b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
www.virk.dk. Der logges ind med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-61010 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2113.