Kystpraksis Strandbeskyttelse Langeland Kommune
Dispensation til formidlingsbygning, 3 affaldsbeholdere og bålplads
Sagen kort
Langeland Kommune søgte via en rådgiver om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til en offentligt tilgængelig formidlingsbygning med handicaptoilet, overdækning, fiskerenseplads og terrændæk samt en bålplads og tre affaldsbeholdere ved en kystnær parkeringsplads med slæbested i Langeland Kommune. Kystdirektoratet havde tidligere dispenseret til projektet, men traf en ny afgørelse, fordi terrændækket skulle udvides fra 1,2 m til 1,5 m for at opfylde bygningsreglementets tilgængelighedskrav. Direktoratet gav dispensation med vilkår om areal, højde og udseende, idet mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet efter lovbemærkningerne kan tillades. Der blev lagt vægt på, at anlæggene placeres på en eksisterende parkeringsplads bag et mindre dige ved et slæbested, at der allerede findes et madpakkehus på matriklen, og at hverken Natura 2000-områder eller bilag IV-arter påvirkes.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Zone
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | – | 34 m² | – |
| Højde | – | 2,7 m | – |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Formidlingsbygningen må højst være 24 m², og det overdækkede areal må højst være 34 m²
- Bygningens højde må ikke overstige 2,7 m
- Bygningens udseende skal svare til de fremsendte tegninger
- Jord, der fjernes ved etablering af bålpladsen, skal flyttes uden for strandbeskyttelseslinjen
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til etablering af en formidlingsbygning og bålplads, samt opstilling af 3 affaldsbeholdere inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Langeland Kommune.
Kystdirektoratet meddelte d. 20-09-2024 dispensation til etablering af formidlingsbygning, 3 affaldsbeholdere og bålplads på den ansøgte matrikel.
Ansøger skrev d. 18-08-2025, at de var blevet opmærksomme på, at terrændækket ved bygningen ikke lever op til tilgængelighedskravene i Bygningsreglementet, og at man ønsker at ændre terrændækkets bredde fra 1,2 m til 1,5 m.
Kystdirektoratet oplyste, at et bredere terrændæk vil kræve en ny dispensation, eftersom det er en ændring der ligger udover, hvad der tidligere er dispenseret til.
På baggrund af ønsket om et terrændæk der er 1,5 m bredt, i stedet for 1,2 m som der tidligere er dispenseret til, træffes hermed en ny afgørelse.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Vilkår for dispensationen
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- Formidlingsbygningen må højest være 24 m2 stor, og det overdækkede areal må højest være 34 m2.
- Højden på bygningen må ikke overstige 2,7 m.
- Udseendet af formidlingsbygningen skal være jf. figur 3, 4 og 5.
- Jord der fjernes i forbindelse med etableringen af bålpladsen skal flyttes uden for strandbeskyttelseslinjen.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
En bygningskonstruktør fra Arkitektfirmaet [navn] har på vegne af Langeland Kommune ansøgt om dispensation til at opføre en bygning, et bålsted og affaldsbeholdere på [matrikel], der skal bruges til formidling af naturen, og understøttelse af friluftslivet i området.
Bygningen placeres på en eksisterende parkeringsplads, der er omkranset af en jordvold. Ved parkeringspladsen er der også et slæbested. Bålstedet placeres på vandsiden af jordvolden.
Naturstyrelsen dispenserede d. 16-07-2014 til et madpakkehus på matriklen. Dette er placeret ca. 50 m mod syd, fra den ansøgte placering af formidlingsbygningen.
Et kort over området og den ansøgte matrikel kan ses på figur 1.
Et kort hvor den ansøgte placering af bygningen og bålstedet fremgår kan ses på figur 2.
En plantegning over den ansøgte bygning kan ses på figur 3.
Illustrationer af hvordan bygning kommer til at se ud ses på figur 4 og 5.
En illustration af placeringen af affaldsbeholderne ses på figur 6.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange linje markerer strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte matrikel.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. På figuren er den ansøgte placering af formidlingsbygningen og bålstedet markeret.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en plantegning over den ansøgte bygning.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en tegning af den ansøgte formidlingsbygning. Søjler og bjælker markeret med sort fjernes. Søjler markeret med orange fjernes. Søjler markeret med rød bibeholdes.
Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. Søjler og bjælker markeret med sort fjernes. Søjler markeret med orange fjernes. Søjler markeret med rød bibeholdes.
Fig. 6. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses den ansøgte placering af affaldsbeholderne, der ligger nord for den ansøgte bygning.
Ansøger har oplyst følgende;
”Beskrivelse af anlægget i sin helhed
Langeland Kommune søger om tilladelse til opførelse af en formidlingsbygning med et overdækket areal og terrændæk udformet som en terrasse, affaldsbeholdere samt en bålplads.
Loungen kommer til at indeholde et toilet dimensioneret således det kan benyttes af kørestolsbrugere, et overdækket areal til naturformidling of overdækket renseplads til fiskere.
Loungen er en del af SHORES Langeland og én af 4 faciliteter, der ønskes opført ved Langelands kyst.
Placering
Loungen placeres bagved det eksisterende dige, se Bilag 2, Matrikelkort med anlæg, og er beliggende i inden for strandbeskyttelseslinjen.
Parkering og adgangsforhold
Der er mulighed for parkering i nærheden af bygningen på den eksisterende parkeringsplads.
LOUNGEN
Bygningens udformning, rumdisponering og visualisering er samlet i Bilag 3.
Bygningen indeholder handicaptoilet, overdækket areal til formidling og ophold, samt faciliteter for fiskere og folk der dyrker uv-jagt.
Bygningens samlede areal inkl. overdækning er på 34 m².
Bygningen er uopvarmet, men toilettet bliver frostsikret.
Bygningen bliver tilsluttet offentlig kloak og der er vand og el i bygningen.
Tilgængelighed
Bygningen og terrændækket vil blive udført efter gældende
Bygningsreglement og standarder for offentlig tilgængelighed for handicappede.
Bygningen vil være åben for offentligheden døgnet rundt hele året.
Der er niveaufri adgang via ramper til bygningen
Byggematerialer
Bygningen opføres som en let bygning i træ.
Træmaterialer vil som udgangspunkt være egetræ, men kan alternativt være lærk eller robinie.
Taget udføres som et ”fladt” tag med græs.
Bygningen funderes på stålpæle.
Bålplads
I tilknytning til bygningen etableres en mindre bålplads nedgravet 30-40 cm med indvendig diameter på ca. 80 cm, omkranset af strandsten på 20-30 cm.
Kumulation med andre projekter
Bygningen opføres i nærheden af det eksisterende madpakkehus ”Garnhytten”, burgere af dette vil kunne benytte Loungens toilet og affaldsbeholdere.
Bygningen opføres i landzone og kræver ud over en byggetilladelse også en landzonetilladelse fra Langeland Kommune.
Anvendelse af naturressourcer
Bygningen opføres i træ.
Bygningen er planlagt funderet på stålpæle. Der bliver derfor ikke brugt fx beton til fundamenter, og hvis bygningen på et tidspunkt skal fjernes, kan stålpælene trækkes op.
I forbindelse med etablering af forsyningsledninger bliver der et mindre overskud af forventeligt ren jord, som vil kunne udlægges på matriklen.
Affald
Affald i forbindelse med anlæggets opførelse bliver indsamlet og bortskaffet iht. Gældende vejledninger for anlægs- og byggearbejder jf. Bygningsreglementet.
Der opstilles affaldsbeholdere, som Langeland Kommunes Vej og Park afdeling håndterer driften af.
Forurening og gener
I forbindelse med byggeriet vil der være mindre støj og støvgener, som vil blive håndteret iht. gældende vejledninger for anlægs- og byggearbejder jf. Bygningsreglementet.
Støjende arbejder vil blive udført inden for alm. arbejdstid dvs. hverdage mellem 7:00 og 17:00.
Risiko for ulykker
Risici i for forbindelse med nedbrydning, om- og tilbygningen til Hytten og boardwalken vil blive håndteret i henhold til gældende regler for koordinering af arbejdsmiljø og sikkerhed jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 117 af 5. februar 2013 om bygherrens pligter.
Med henvisning til bekendtgørelses bilag 1, er der på nuværende tidspunkt ikke identificeret og vurderet særligt farlige arbejder i forbindelse med bebyggelsen.
Byggeplads
Til brug for opførelsen af bygningen etableres byggeplads med opstilling af en mindre mandskabsvogn på parkeringspladsen og indhegning af arbejdsområdet omkring bygningen.
Byggeperioden forventes at være maksimalt 6 måneder.
Uddybning
Der foretages i forbindelse med projektet ikke uddybning eller udgravning.
Opfyldning
Der foretages i forbindelse med projektet ikke opfyldning.”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 126, Stenrev sydøst for Langeland) ligger ca. 1 km mod sydøst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 110. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 72, der ligger ca. 4,4 km mod vest fra den ansøgte placering, i Natura 2000-område nr. 127, Sydfynske Øhav.
Udpegningsgrundlaget for habitatområde nr. 110 og fuglebeskyttelsesområde nr. 72 ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der hverken er kortlagt habitatnatur eller levesteder på den ansøgte matriklen. Der er yderligere lagt vægt på, at der er tale om etablering af anlæg på en parkeringsplads, og i et område der i forvejen er præget af besøgende. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Der er på arter.dk registreret følgende arter i det nærmeste 10x10 km kvadrat; marsvin, springfrø, klokkefrø, spidssnudet frø, flagermus, stor vandsalamander, odder, dværgflagermus, markfirben, strandtudse, skimmelflagermus, brun langøre.
Kystdirektoratet bemærker, at det ansøgte ikke direkte vil påvirke havet, søer, åer, eller vandløb. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte ikke vil påvirke de paddearter og vandlevende pattedyr, der måtte være i området.
Kystdirektoratet bemærker, at der hverken fældes gamle træer eller fjernes gamle bygninger i forbindelse med det ansøgte. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte ikke vil påvirke de flagermusarter der måtte være i området.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at den ansøgte matrikel er et potentiel yngle- eller rasteområde for markfirben. Der er i vurderingen lagt vægt på, at markfirben foretrækker klitter og lignende, hvor der er løst sandjord at grave æg ned i, vegetationsfrie pletter man kan sole sig på, samt strukturer hvor man kan opsøge skygge, når det ellers bliver for varmt.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Der er søgt om dispensation til at etablere en formidlingsbygning, affaldsbeholdere og et bålsted, der er frit tilgængelige for områdets besøgende.
Kystdirektoratet vurderer, at der tale om anlæg, som ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt. Der er i vurderingen lagt vægt på, at bygningen og affaldsbeholderne placeres på en eksisterende parkeringsplads, bag et mindre dige, i tilknytning til et eksisterende slæbested. Der er yderligere lagt vægt på, at der på matriklen allerede er et madpakkehus.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til formidlingsbygning, 3 affaldsbeholdere og bålplads.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for habitatområde nr. 110 og fuglebeskyttelsesområde nr. 72
Afgørelsen er også sendt til:
- Langeland Kommune, [email]
- Svendborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Langeland, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Langeland, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens1 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen2 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for habitatområde nr. 110 og fuglebeskyttelsesområde nr. 72
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-94417 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1693.