Kystpraksis Strandbeskyttelse Thisted Kommune

Tilladelse Strandbeskyttelse

Dispensation til placering og udformning af maskinhus

Afgjort 6. februar 2025  · Journalnummer 2025-4506  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af en landbrugsejendom på ca. 20 hektar i Thisted Kommune, beliggende i den udvidede strandbeskyttelseszone omkring 150 meter fra kysten, søgte om at nedrive et medtaget maskinhus og et udhus og erstatte dem med ét nyt maskinhus på ca. 285 m2 med maskinhal, værksted og velfærdsfaciliteter til de ansatte og en kiphøjde på ca. 8,5 meter. Kystdirektoratet gav tilladelse til placering og udformning efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 1, nr. 6, da byggeriet er nødvendigt for landbrugsdriften. Direktoratet lagde vægt på, at maskinhuset får omtrent samme placering som de nedrevne bygninger inden for 20 meter fra stuehuset, at grundarealet ikke overstiger de to eksisterende bygningers samlede areal, og at den øgede højde er rimelig af hensyn til større landbrugsmaskiner. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Afstand til kysten
150 m
Bygningen er fra
1929
Lovgrundlag
Projektet før og efter
FørEfterÆndring
Areal – 285 m² –
Højde – 8,5 m –

Hvad blev der søgt om

GenopførelseUdhus, garage eller carport

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning I har den 8. november 2023 søgt om tilladelse til at opføre et maskinhus inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Thisted Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver tilladelse efter naturbeskyttelseslovens1 § 15a, stk. 1, nr. 6, til at opføre et maskinhus med en placering og udformning som beskrevet i ansøgningen.

Tilladelsen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte tilladelsen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er tilladelsen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ovennævnte matrikel er i BBR noteret som landbrugsejendom og har et areal på ca. 20 hektar. Ejendommen ligger inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje omkring 150 meter fra kysten. Matriklen består af et stuehus på 244 m2, en garage på 29 m2, et maskinhus på 200 m2 og et udhus på 86 m2. Ifølge BBR-registret er maskinhuset opført i 1929 og udhuset er opført i 1968. Begge bygninger er meget medtaget (se fig. 2 og 3), hvorfor de ønskes nedrevet og erstattet af et mere moderne og tidssvarende maskinhus.

Ansøger uddyber ønsket om det nye maskinhus på følgende måde:

Det nuværende maskinhus lider under utilstrækkelige velfærdsforhold, hvilket resulterer i et betydeligt tab af produktivitet og trivsel blandt vores medarbejdere. Ved at opføre et nyt maskinhus vil vi kunne tilbyde moderne og passende faciliteter, herunder bedre sanitære forhold, hvileområder og et mere ergonomisk arbejdsmiljø. Dette vil ikke kun forbedre medarbejdernes velbefindende, men også øge deres arbejdsmoral og produktivitet.

Det nuværende maskinhus er forældet, hvilket resulterer i høje vedligeholdelsesomkostninger. Ved at etablere et nyt maskinhus vil vi være i stand til at drive et moderne og effektive landbrug. Det nye maskinhus vil forbedre driftssikkerheden og reducere vedligeholdelsesomkostningerne på lang sigt.

Det nye maskinhus vil blive opført i overensstemmelse med de nyeste sikkerhedsstandarder og bygningsregulativer. Dette vil øge sikkerheden for vores medarbejdere og sikre, at vores faciliteter overholder de nødvendige regler.

Med det nye maskinhus vil vi kunne implementere moderne og mere effektive maskiner og udstyr, hvilket vil føre til en forbedret produktivitet og reducerede driftsomkostninger på lang sigt. Dette vil styrke vores konkurrenceevne og positionere os bedre i markedet.

Fig. 1. Ortofoto af ejendommen fra foråret 2024. Den orange linje viser strandbeskyttelseslinjen og det orange, prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De hvide streger viser de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rød.

Fig. 2. Billede indsendt af ansøger som viser ejendommens nuværende maskinhus og udhus samt de to bygningers placering ift. kysten.

Fig. 3. Billede indsendt af ansøger som viser et nærbillede af ejendommens nuværende maskinhus og udhus.

I henhold til CVR-registret er der registreret erhvervsvirksomhed på den ansøgte matrikel. Virksomheden består af en blandet landbrugsdrift og ansøger har oplyst, at driften på den ansøgte ejendom hovedsageligt indbefatter traditionelt landbrug og naturpleje.

Med det ansøgte projekt foreligger der et ønske om at slå ejendommens nuværende udhus og maskinhus sammen til én bygning, så der opføres et nyt maskinhus på ca. 285 m2 (se fig. 4-8). Grundarealet af det nye maskinhus overskrider således ikke arealet af ejendommens nuværende maskinhus og udhus. Bygningen vil have omtrent samme placering som de to eksisterende bygninger, hvorfor det nye maskinhus fortsat vil være opført ca. 15 meter fra hovedhuset.

Omkring 160,6 m2 af bygningens areal ønskes anvendt som maskinhal og 47,6 m2 ønskes anvendt som værksted. I de resterende 77 m2 vil der indrettes velfærdsfaciliteter (vaskehus, badeværelse, gang/garderobe og kontor) til virksomhedens ansatte.

Fig. 4. Udformning og placering af det ansøgte maskinhus ift. til ejendommens hovedhus.

Fig. 5. Illustration af placeringen af det eksisterende maskinhus og udhus (rød markering) og det ansøgte maskinhus (blå markering).

Fig. 6. Facadetegninger af det ansøgte maskinhus. De lilla markeringer indikerer en reducering af det tidligere ansøgte vinduesareal.

Fig. 7. Plantegning over maskinhuset.

Fig. 8. Illustration af den ønskede indretning af maskinhuset.

Det nye maskinhus vil have en kiphøjde på ca. 8,5 meter og en facadehøjde på omkring 5,3 meter. I bygningen vil der derudover indsættes to porte – en port med en højde på 4,5 meter i bygningens nordvendte facade og en mindre port med en højde på 3 meter i bygningens sydvendte facade. Ansøger har oplyst, at den ansøgte facadehøjde og højden på portene er nødvendig for, at traktorer og større påhængsredskaber kan komme ind i bygningen.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 1, nr. 6, skal Kystdirektoratet vurdere, om byggeriet kan påvirke Natura 2000- områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 16, Løgstør Bredning, Vejlerne og Bulbjerg. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 16 og fuglebeskyttelsesområde nr. 19. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 6.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om en genopførelse af eksisterende bebyggelse, som står på et kultiveret, grønt areal uden for den beskyttede natur i området. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet bemærker, at der på arter.dk er registreret følgende bilag IV-arter i det nærmeste 10x10 km kvadrat: odder, damflagermus, strandtudse, troldflagermus, stor vandsalamander, sydflagermus, myotis, vandflagermus, spidssnudet frø, hvidnæse, birkemus, leislers flagermus, skægflagermus, skimmelflagermus og dværgflagermus.

Kystdirektoratet vurderer overordnet set, at det ansøgte projekt ikke vil medføre en betydelig beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de ovennævnte dyrearter. Kystdirektoratet lægger vægt på, at projektområdet er et kultiveret græsareal areal og at der er tale om udskiftning af eksisterende bebyggelse på ejendommen.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Tilstandsændringen forudsætter derfor, at der meddeles dispensation eller tilladelse efter naturbeskyttelsesloven.

Af naturbeskyttelseslovens § 15a stk. 1 nr. 6 fremgår, at bygninger der er nødvendige for driften på en jordbrugsejendom kan opføres uden dispensation, når de opføres i umiddelbar tilknytning til eksisterende byggeri. Med umiddelbar tilknytning menes som udgangspunkt inden for en afstand af 20 meter fra eksisterende bebyggelse. Kystdirektoratet skal dog give tilladelse til bygningernes nærmere beliggenhed og ydre udformning.

Efter det oplyste om ejendommens eksisterende bebyggelse og drift mv., lægger Kystdirektoratet til grund, at der er tale om opførelse af byggeri, som er nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom.

Kystdirektoratet vurderer, at maskinhusets beliggenhed og udformning er hensigtsmæssig set i forhold til den øvrige bebyggelse og til kystlandskabet. Der lægges vægt på, at maskinhuset vil have omtrent samme placering som den driftsbygning og det udhus, der nedrives, hvorfor det nye maskinhus fortsat vil være placeret inden for en afstand af 20 meter fra stuehuset.

Kystdirektoratet vægter tillige, at bygningens grundareal ikke overskrider det sammenlagte areal for ejendommens nuværende maskinhus og udhus. Sammenlægningen af de to bygninger til én bygning, så arealet af det nye maskinhus øges, vurderes rimeligt, når der henses til matriklens størrelse og driftens omfang. Den øgede højde på det nye maskinhus vurderes tillige at være rimelig ift. at bygningen skal kunne rumme større, moderne landbrugsmaskiner- og redskaber.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund tilladelse til en opførelse af maskinhuset som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse

[telefon]

[email]

Bilagsliste

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-område

Afgørelsen er også sendt til:

  • Thisted Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
  • Friluftsrådet centralt: [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
  • Museum Thy, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 1, nr. 6, gælder forbuddet ikke for byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, når byggeriet opføres i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygninger. Efter bestemmelsen kræves dog tilladelse for så vidt angår de nævnte bygningers nærmere beliggenhed og ydre udformning.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen1 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

1 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.nævneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 16, Løgstør Bredning, Vejlerne og Bulbjerg

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-4506 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1516.