Kystpraksis Strandbeskyttelse Kolding Kommune
Dispensation til flytning af sti efter stormflod
Sagen kort
Kolding Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at flytte en 360 m lang strækning af en populær rekreativ sti, der er en del af den nationale cykelrute N5, fordi diget, som stien lå på, blev delvist eroderet væk under stormfloden i oktober 2023. Stien ønskes genetableret i samme bredde og belægning nogle få meter landværts bag diget på et landbrugsareal i landzone, ca. 25 m fra kysten inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje. Kystdirektoratet gav dispensation efter den lempeligere praksis for mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og lagde vægt på, at stien erstatter den borteroderede sti, understøtter friluftsliv og turisme, har mange brugere, placeres i terræn landværts diget med begrænset indvirkning på kystlandskabet og uden for naturudpegninger. Dispensationen blev givet på vilkår om fjernelse af den gamle sti og retablering af arealet samt begrænsning af terrænændringer.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Kommune
- Zone
- Strandbeskyttelseszone
- Afstand til kysten
- 25 m
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
AndetKystbeskyttelse
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- De bestående dele af den hidtidige sti skal fjernes og arealet retableres senest et år efter, at den nye adgangsvej er taget i brug
- Der må ikke foretages terrænændringer ud over det, der er nødvendigt for stiens etablering
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til flytning af stitracé inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Kolding Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Dispensationen meddeles på følgende vilkår:
- De bestående dele af den hidtidige sti skal fjernes og arealet retableres senest et år efter den nye adgangsvej er taget i brug.
- Der må ikke foretages terrænændringer i forbindelse med etableringen af stien, ud over det der er nødvendigt for stiens etablering.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Stiens forløb ønskes på en 360 m strækning flyttet til [matrikel], der er en del af en landbrugsejendom med en samlet størrelse på ca. 44,6 ha. Arealet ligger i landzone og inden for den oprindelige strandbeskyttelseslinje med en afstand til kysten på ca. 25 m. Det konkrete areal er ikke registreret som beskyttet natur, men støder op til registreret eng og strandeng samt Natura 2000-område Lillebælt. Placeringen er desuden omfattet af søbeskyttelseslinjen omkring Solkær Enge.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orangeprikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De orange streger markerer de vejledende matrikelskel.
Ansøger oplyser:
”Stien forbinder Skibelund Strand og Naturskole med Solkær Enge og Moshuse. Stien er meget populær blandt både gående og cyklende og i 2023 registrerede vi 20.000 forbipasserende på de opsatte besøgstællere. Stien er en del af den nationale cykelrute N5 (Østkystruten) og den lokale cykelrute Vandvejen.
Stien er anlagt på et indvindingsdige, der ligger mellem kysten og området Solkær Enge og kaldes i daglig tale for poststien, da den historisk har forbundet Moshuse med Skibelund og kan ses på gamle kort. I forbindelse med stormfloden i oktober 2023 har diget, hvor på stien er anlagt, taget skade i særligt den sydlige ende, hvor diget på strækninger delvist er eroderet væk.
Stien er en del af den nationale cykelrute N5 (Østkystruten) og den lokale cykelrute Vandvejen. Stien er en meget væsentlig rekreativ forbindelseslinje for både cyklende og gående og er eneste forbindelse i nærhed af kysten, der forbinder Hejls Nor i syd med Kolding By nord. Stien forbinder flere af Naturpark Lillebælt hotspots (Skibelund Strand, Skamlingsbanken, Grønninghoved og Binderup Strand) og er dermed en hovedfærdselsåre for bevægelsen rundt i Naturparken, der har til formål at styrke og værne om områdets storslåede natur og bidrage til, at lokalbefolkningen og områdets gæster får glæde af naturen omkring bæltet.
Lokalt er stien bindeleddet mellem offentlige arealer ved Skibelund og det lille pumpehus ved Solkær Enge, der tidligere husede pumpen, der afvandede engene. Huset er i dag indrettet til madpakkehus med udendørs opholdsareal med borde- bænkesæt.
Det aktuelle stistykke i alt 360 meter, der før lå oven på diget ønskes genetableret i et nyt tracé på [matrikel] bag ved det delvist eksisterende dige, hvorpå stien var placeret før.
Stien ønskes etableret i samme bredde og samme belægning og kobles på den eksisterende sti uden store niveauspring for at tilgodese færdslen for både gående og cykler samt være tilgængelig for besøgende, der lever med et fysisk handicap samt børnefamilier med klapvogne.
Stien etableres med en drænende fast bund i rent genknust beton alternativt stabilgrus (ca. 30 cm). Som toplag (øverste 10 cm) udlægges jelsa som på eksisterende sti.”
Fra ansøgningsmaterialet. Billeder af den eksisterende sti.
Fra ansøgningsmaterialet. Stien ønskes flyttet på en 360 m lang strækning.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 112, Lillebælt) ligger ca. 150 m mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 96 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 15.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektets begrænsede karakter i form af flytning af en sti nogle få meter landværts i retning væk fra Natura 2000-området. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter. Der er i området registreret odder samt flagermusarterne; damflagermus, troldflagermus, pipistrelflagermus, dværgflagermus, skimmelflagermus, vandflagermus, brunflagermus. Projektet omfatter flytning af en sti, så den forskydes nogle få meter landværts fra toppen af et dige til et åbent jordbrugsareal.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering, at det ansøgte er omfattet af den lempeligere praksis for meddelelse af dispensation som nævnt ovenfor. I den samlede vurdering af den ansøgte flytning af stitracéet er der lagt særlig vægt på:
- at stien etableres som erstatning for den hidtidige delvist borteroderede sti.
- at stien understøtter det almene friluftsliv og turisme.
- at stien er en del af en national cykelrute og har mange brugere.
- at stien etableres i terræn landværts diget og dermed har en begrænset negativ indvirkning på kystlandskabet.
- at stien etableres uden for naturudpegninger.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at genetablere stien i nyt tracé.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Kolding Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Kolding, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Trekantsområdet, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Kolding, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 112, Lillebælt
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-37342 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1461.