Kystpraksis Strandbeskyttelse Aabenraa Kommune
Afslag til vintercamping
Sagen kort
En campingoperatør søgte på vegne af ejeren, Aabenraa Kommune, om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til vintercampering på en mindre campingplads med 38 enheder i Aabenraa Kommune. Ansøger begrundede det med efterspørgsel fra turister, helårsservice til lokalområdet og naturturisme i harmoni med naturen. Kystdirektoratet gav afslag, da den lempeligere dispensationspraksis for campingpladser kun gælder pladser med over 75 enheder i den udvidede strandbeskyttelseszone, mens denne plads er mindre og ligger inden for den oprindelige 100 m-zone. Direktoratet vurderede, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, at vintercampering ville fremstå markant i kystlandskabet trods bagvedliggende bebyggelse, og at en dispensation ville skabe uønsket præcedens.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Virksomhed
- Strandbeskyttelseszone
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser, vilkår stillet.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har på vegne af ejer søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til vintercampering inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Aabenraa Kommune.
Tiny SeaSide har ansøgt om dispensation til vintercampering på tre campingpladser – Loddenhøj, Skarrev og Kegnæs – der behandles i separate sager.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Tiny Seaside har ansøgt om dispensation til vintercampering på [matrikel], hvor der ligger en mindre campingplads (under 75 enheder). Matriklen er ejet af Aabenraa Kommune, og ligger inden for den gamle 100 m strandbeskyttelseslinje.
Et kort over de. ansøgte matrikel kan ses på figur 1.
Et kort over den ansøgte matrikel og den gamle 100 m strandbeskyttelseslinje ses på figur 2.
Et kort over det areal, hvorpå der ansøges om vintercampering, ses på figur 3.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte matrikel.
Fig. 2. Ortofoto 2024. Den gule streg markerer den gamle 100 m strandbeskyttelseslinje. Det røde område markerer den ansøgte [matrikel]
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. Den røde streg markerer det område, hvor der ansøges om vintercampering.
Ansøger har oplyst følgende;
”Der ansøges om vintercampering til campingpladserne,
- Tiny SeaSide - Loddenhøj, [adresse]
- Tiny SeaSide - Skarrev, [adresse]
- Tiny SeaSide - Kegnæs, [adresse]
Begrundelse for ansøgning er således
- for at kunne tilbyde en service og opfylde en efterspørgelse hos turister
- omkring campering på pladserne (dvs. øge turismen til gavn for lokale
- området)
- tilbyde lokalområdet en efterspurgt service hele året - campingpladserne vil være centrale aktører til at varetage dette (udvikling).
- Muligheden for at kunne tilbyde attraktive og tidssvarende overnatningstilbud i harmoni med naturen (naturturisme).
Det er i overensstemmelse med Erhvervsministeriet (Kyst og Natur), Sønderborg kommune og Aabenraa kommune ift. strategi og udvikling af naturturisme. Således lægges der op til brug af eksisterende aktiver, med respekt for kyst og natur.”
Kystdirektoratet skrev d. 09-09-2025 til ansøger i forbindelse med deres to andre ansøgninger om vintercampering.
Ansøger ringede d. 24-09-2025 for at snakke om de tre sager. Kystdirektoratet oplyste, at vores umiddelbare vurdering af sagerne er, at de står til et afslag. Efter aftale med ansøger sendte Kystdirektoratet samme dag en mail, hvori der blev oplyst om praksis for dispensationer på campingpladser. Der blev gjort opmærksom på, at den lempeligere dispensationsadgang for campingpladser med over 75 enheder kun gælder i den udvidede strandbeskyttelseslinje.
Kystdirektoratet skrev til ansøger d. 07-10-2025 for at følge op på telefonsamtalen, og for at spørge om ansøger ønskede en skriftlig afgørelse.
Ansøger ringede d. 08-10-2025 og oplyste, at han havde været i dialog med kommunerne, som fortsat var positivt indstillede overfor ansøgningerne. Han udbad sig mere tid til at sende bemærkninger. Han oplyste at han ville vende tilbage i løbet af uge 42.
Kystdirektoratet skrev til ansøger d. 23-10-2025 og efterspurgte de bemærkninger ansøger havde oplyst at han ville komme med. Kystdirektoratet oplyste, at der ville blive truffet afgørelse ud fra det tilgængelige ansøgningsmateriale, hvis ikke ansøger vendte tilbage med svar inden d. 30-10-2025.
Kystdirektoratet har dags dato endnu ikke hørt tilbage fra ansøger hvorfor der træffes afgørelse ud fra det tilgængelige ansøgningsmateriale.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 96, Bolderslev Skov og Uge Skov) ligger ca. 7,2 km mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 85. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 47, der ligger ca. 10,2 km mod nor i N112. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 15.
Udpegningsgrundlaget for habitatområde nr. 85 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47 ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder foretage bebyggelse, udstykning, matrikulering og arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.
Det er anført i bemærkningerne til forslaget til en ændring af naturbeskyttelsesloven - kystloven - fra 1994, at der i rimeligt omfang vil kunne dispenseres fra forbuddet mod tilstandsændringer til efterkommelse af ønsker fra eksisterende virksomheder i den udvidede strandbeskyttelseszone om arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at virksomheden kan tilpasse sig udviklingen.
For campingpladser på over 75 enheder betyder tilkendegivelsen i lovbemærkningerne, at der normalt vil være grundlag for dispensation til udvidelser, nybyggeri m.v., som er nødvendige for, at campingpladsen kan gennemføre en sædvanlig produktudvikling. Der vil også kunne dispenseres til en øget kapacitet, således at den arealmæssige udvidelse i videst muligt omfang foretages landværts i pladsens eksisterende bredde og ikke står i et urimeligt forhold til hverken kapaciteten for den eksisterende campingplads eller størrelsen af de allerede afholdte investeringer i virksomheden. Endvidere må afgørende hensyn til landskabet ikke tale herimod.
Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte ikke falder ind under den ovenstående lempeligere dispensationsmulighed. Der er i vurderingen lagt vægt på, at campingpladsen er godkendt til mindre end 75 enheder, samt at det ansøgte ønskes etableret inden for den gamle 100 m strandbeskyttelseslinje.
Det ansøgte skal derfor behandles jf. den restriktive dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1.
Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, kan der kun i særlige tilfælde meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at der ud fra ansøgningsmaterialet og oplysningerne i øvrigt er tale om et særligt tilfælde der kan opnå dispensation. Der er i vurderingen særligt lagt vægt på, at der er tale om en lille campingplads (38 enheder), der ligger inden for den gamle 100 m strandbeskyttelseslinje. Der er yderligere lagt vægt på, at vintercampering vil fremstå markant i kystlandskabet, til trods for, at en del af det bagvedliggende landskab er præget af bebyggelse.
Kystdirektoratet vurderer derudover, at en dispensation i dette tilfælde vil medføre en uønsket præcedenseffekt.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til vintercampering.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for habitatområde nr. 85 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47
Afgørelsen er også sendt til:
- Aabenraa Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Aabenraa, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Aabenraa, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Aabenraa, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for habitatområde nr. 85 og fuglebeskyttelsesområde nr. 47
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-14383 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1356.