Kystpraksis Strandbeskyttelse Faaborg-Midtfyn Kommune

Tilladelse Strandbeskyttelse

Tilladelse til placering og udformning af stuehus.

Afgjort 24. november 2025  · Journalnummer 2025-12942  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejeren af en landbrugsejendom på ca. 22 hektar på en ø i det sydfynske øhav i Faaborg-Midtfyn Kommune søgte om at nedrive og genopføre ejendommens stuehus inden for den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje, ca. 30 meter fra kysten. Det nye hus opføres samme sted og med samme facade- og kiphøjde og taghældning, men boligarealet øges fra 187,4 m² til ca. 224 m², og det bebyggede areal udvides med ca. 20 m². Kvisten mod syd erstattes af fire tagvinduer, og vinduesarealet i facaderne øges en smule. Kystdirektoratet gav tilladelse efter undtagelsen for erhvervsmæssigt nødvendigt landbrugsbyggeri, da et passende stuehus på højst 250 m² bruttoetageareal anses som nødvendigt, og 224 m² er rimeligt i forhold til landbrugets størrelse. Direktoratet lagde vægt på, at huset får samme placering i tilknytning til den øvrige bebyggelse, ligner det eksisterende hus og følger traditionel byggeskik, og at tagvinduerne i stedet for kvisten får bygningen til at syne mindre i landskabet.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Afstand til kysten
30 m
Lovgrundlag
Projektet før og efter
FørEfterÆndring
Areal 187,4 m² 224 m² +36,6 m² (+20 %)
  • Før, 187,4 m²
  • Efter, 224 m²
  • Tegnet som kvadrater i samme målestok, ikke som husets form. Hvert felt er 1 × 1 m.
Højde 7,1 m 7,1 m uændret

Hvad blev der søgt om

GenopførelseOvenlysVinduesændring

Praksisflag

  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

3 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Der er søgt om tilladelse til efter nedrivning at opføre et nyt stuehus inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver tilladelse efter naturbeskyttelseslovens1 § 15a, stk. 1, nr. 6, til at opføre et stuehus med en placering og udformning som beskrevet i ansøgningen.

Tilladelsen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Tilladelsen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er tilladelsen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Klagevejledning fremgår af bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ovennævnte ejendom er en landbrugsejendom med et samlet jordtilliggende på omtrent 22 hektar. Ejendommens bebyggelse er placeret inden for den oprindelige 100-meter-strandbeskyttelseslinje omkring 30 meter fra kysten (se fig. 1).

Fig. 1. Ortofoto af ejendommen fra foråret 2024. Den udvidede 300-meter- strandbeskyttelseslinje er markeret med orange linje, mens den oprindelige 100- meter-strandbeskyttelseslinje er markeret med gul linje. Det orange, prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De hvide streger markerer de vejledende matrikelskel. Den ansøgte matrikel er markeret med rødt.

I nærværende sag har ejendommens ejer ansøgt Kystdirektoratet om dispensation til efter nedrivning at opføre et nyt stuehus på ejendommen. Det nye stuehus ønskes placeret samme sted som det eksisterende hus – dvs. fortsat i en afstand af ca. 5 meter fra nærmeste driftsbygning.

Det eksisterende hus har en kiphøjde på 7,126 meter og en facadehøjde på 3,25 meter. Huset har en taghældning på 45 grader. Ansøgers arkitekt har oplyst, at det nye stuehus ønskes opført med samme taghældning og facade- og kiphøjde som det eksisterende hus.

Fig. 2. Tegning indsendt af ansøger som viser taghøjde- og hældning.

Det fremgår af ansøgningen, at det eksisterende stuehus har 113,4 m2 bolig i stueplan og 74 m2 bolig på førstesalen, hvorfor husets samlede boligareal er 187,4 m2. Det ansøgte hus ønskes opført med et boligareal på 133,2 m2 i stueplan og 90,8 m2 på førstesalen, så det samlede boligareal bliver omtrent 224 m2. Beboelsesarealet ønskes således udvidet med i alt 36,6 m2.

For at kunne øge boligarealet, udvides det bebyggede areal med omtrent 20 m2.

Fig. 3. Tegning indsendt af ansøger hvorpå boligarealet i stue- og tagetage i det eksisterende hus er markeret.

Fig. 4. Plantegning over henholdsvis stueplan og tagetage i det ansøgte hus.

Det eksisterende hus har kvist med spir mod syd (mod kysten) og gavlkvist mod nord (ind mod gårdspladsen). På det nye stuehus ønskes gavlkvisten mod nord bibeholdt, mens kvisten mod syd ønskes erstattet af 4 tagvinduer. I husets facader ønskes der ligeledes foretaget en mindre udvidelse af det eksisterende vinduesareal (se fig. 5-8).

Fig. 5. Facadebilleder af det eksisterende stuehus.

Fig. 6. Nærmere billede af det eksisterende stuehus mod syd.

Fig. 7. Facadetegninger af det ansøgte hus.

Fig. 8. Eksempelvisning af det ansøgte hus mod syd og nord.

Den ansøgte matrikel ligger inden for et areal med fortidsminder. Nærværende afgørelse videresendes af den grund til Slots- og Kulturstyrelsen til orientering.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 1, nr. 6, skal Kystdirektoratet vurdere, om byggeriet kan påvirke Natura 2000- områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 125, Vestlige del af Avernakø) ligger ca. 3 km mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 109.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området og at det ansøgte projekt drejer sig om nedrivning og genopførelse af en eksisterende bygning på en landbrugsejendom. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor tilladelse efter naturbeskyttelsesloven.

Efter naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 1, nr. 6 kan bygninger der er nødvendige for driften på en jordbrugsejendom opføres uden dispensation, når de opføres i umiddelbar tilknytning til eksisterende byggeri. Med umiddelbar tilknytning menes som udgangspunkt inden for en afstand af ca. 20 meter fra eksisterende bebyggelse. Kystdirektoratet skal dog give tilladelse til bygningernes nærmere beliggenhed og ydre udformning.

I henhold til landbrugslovens § 7, stk. 1 skal en landbrugsejendom holdes forsynet med en passende beboelsesbygning. Et ”passende” stuehus på en landbrugsejendom anses derfor også som erhvervsmæssig nødvendig bebyggelse, hvilket også gælder inden for strandbeskyttelseslinjen. Stuehuse på landbrugsejendomme er derfor som udgangspunkt ligesom driftsbygninger omfattet af ovennævnte undtagelsesbestemmelse i naturbeskyttelsesloven – men dog kun på forudsætning af, at stuehuset opføres med et bruttoetageareal, som ikke overstiger 250 m2. Et eksisterende stuehus må heller ikke ved om- eller tilbygning gives et større etageareal end det nævnte.

Kystdirektoratet vurderer, at det ansøgte stuehus i nærværende sag er omfattet af ovennævnte undtagelsesbestemmelse og praksis, idet der er tale om et stuehus på en landbrugsejendom, hvis bruttoetageareal ikke overstiger 250 m2. Henset til landbrugets størrelse vurderer Kystdirektoratet, at et areal på 224 m2 er rimeligt.

Kystdirektoratet vurderer, at stuehusets beliggenhed og udformning er hensigtsmæssig set i forhold til den øvrige bebyggelse og til kystlandskabet. Der lægges vægt på, at det ansøgte stuehus vil have samme placering som det eksisterende hus, hvorfor det nye stuehus fortsat vil være placeret inden for en afstand af 20 meter fra ejendommens øvrige bebyggelse.

Kystdirektoratet vurderer, at huset trods den mere moderne udformning, på mange måder ligner det eksisterende hus i dets udformning. Dertil kommer, at huset i sin byggestil fortsat vil leve op til traditionel byggeskik for stuehuse på landbrugsejendomme inden for strandbeskyttelseslinjen.

I forlængelse heraf vurderer Kystdirektoratet, at isætningen af mindre tagvinduer som erstatning for den eksisterende kvist med spir, vil få bygningen til at syne af mindre i landskabet. I kraft af at tagvinduerne placeres på den tagflade, der vender væk fra kysten, vurderes de tillige at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 10.

På denne baggrund vurderer Kystdirektoratet samlet, at stuehusets beliggenhed og udformning er hensigtsmæssig set i forhold til den øvrige bebyggelse og til kystlandskabet.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund tilladelse til at opføre stuehuset som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Naturbeskyttelse

[telefon]

[email]

Bilagsliste

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Faaborg-Midtfyn Kommune, [email];
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Faaborg-Midtfyn, dnfaaborg-midtfyn- [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Faaborg-Midtfyn, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Slots- og Kulturstyrelsen, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 1, nr. 6, gælder forbuddet ikke for byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af fiskerierhvervet, når byggeriet opføres i umiddelbar tilknytning til eksisterende bygninger. Efter bestemmelsen kræves dog tilladelse for så vidt angår de nævnte bygningers nærmere beliggenhed og ydre udformning.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen2 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.nævneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 125, Vestlige del af Avernakø

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-12942 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1309.