Kystpraksis Strandbeskyttelse Nordfyn Kommune
Afslag på opførelse af drivhus på 15-18 m2
Sagen kort
Ejeren af en landbrugsejendom med et enfamiliehus i Nordfyns Kommune, hvor hele matriklen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen, søgte om dispensation til at opføre et stormsikret drivhus på 15-18 m² mellem de eksisterende bygninger. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på et orangeri på 20-30 m² på samme placering. Ansøgeren henviste til, at et mindre drivhus var blevet ødelagt af storme, at der tidligere havde været mere bebyggelse på grunden, og at naboejendommene har en højere bebyggelsesprocent. Kystdirektoratet gav afslag. Drivhuset er større end de 10 m², som lovens undtagelse og lempelse for drivhuse ved helårsboliger omfatter. Direktoratet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, og lagde vægt på, at en dispensation ville kunne skabe en uønsket præcedensvirkning.
Afslag, fordi drivhuset på 15-18 m² er større end de 10 m², der gælder for drivhuse ved helårsboliger.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Virksomhed
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | – | 18 m² | – |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har den 19. februar 2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opsætte et drivhus på 15-18 m2 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Nordfyns Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ejer af [matrikel], har ansøgt om dispensation til at opstille et drivhus på 15-18 m2. Den ansøgte matrikel er i BBR registreret som en landbrugsejendom og består af et enfamiliehus på 146 m2 og en garage på 48 m2. Hele matriklen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet bemærker, at ejer tidligere har ansøgt om dispensation til at opføre et orangeri på 20-30 m2 på samme placering. Kystdirektoratet meddelte afslag hertil d. 24. november 2022.
Et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område kan ses på figur 1.
Den ansøgte placering af drivhuset kan ses på figur 2.
Et eksempel på det ansøgte drivhus kan ses på figur 3.
Fig. 1. Ortofoto 2023. Den orange linje viser strandbeskyttelseslinjen og det orange, prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Det røde område markerer den ansøgte matrikel.
Fig. 2. Indsendt af ansøger. På figuren er den ansøgte placering af drivhuset markeret med et rødt kryds.
Fig. 3. Indsendt af ansøger. Billedet viser et eksempel på den type drivhus, der ønskes opført på ejendommen.
Ansøger har derudover oplyst følgende:
Da vi har valgt, at erhverve og bosætte os, naturnært. Kan jeg ikke forstå, at vi skal straffes i forhold til andre! Derfor ansøger vi igen om opførelse af orangeri/drivhus på 15-18 m2. Vores naboer (sommerhuse/fritidshuse) ligger mere kystnært, de bygger som de har lyst (lokalplan), nogle har valgt at terræn hæve grund og byggeri. De ligger med en bebyggelsesprocent op mod 25%. Jeg har forsøgt med et mindre drivhus, hvilket de 2 storme har ødelagt. Derfor søger jeg hermed om dispensation til opførelse af et større og stormsikret drivhus. Placeringen har jeg valgt, ud fra, at der er mere læ, for vind og vejr. Samt ud fra devisen, hvor det ikke vil genere naturen, da placeringen er ved/imellem eksisterende bygninger. Jeg er bekendt med at 10 m2, men ønsker et større, nær der nu skal investeres i et stormsikkert drivhus! Når man ser tilbage til år 2000 var der væsentligt større bygningsmasse på grunden. Det skal endvidere bemærkes at det er en landbrugsejendom på 265.696 m²
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 108, Æbelø, havet syd for Nærå. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 92 og fuglebeskyttelsesområde nr. 76. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 16.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000- området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Efter naturbeskyttelseslovens § 15a, stk. 3, er det i lovligt etablerede haver tilladt at opføre et mindre drivhus uden dispensation. Det er en forudsætning at drivhuset ikke er større end 10 m2, at det opføres i tilknytning til en helårsbolig (højst 15 meter fra boligen) samt at der ikke i forvejen er opført et lovligt drivhus på ejendommen.
I visse tilfælde kan der ved helårsboliger, jf. naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 3, nr. 1, dispenseres til et drivhus på op til 10 m2, som placeres længere end 15 meter væk fra boligen, så længe drivhuset placeres i en lovligt etableret have og så længe der ikke allerede er opført et drivhus på ejendommen.
Der er ansøgt om dispensation til at opføre et drivhus på 15-18 m2, inden for 15 meter af en eksisterende beboelsesbygning, hvorfor ingen af ovennævnte lempelser gør sig gældende.
Ansøgningen skal derfor behandles efter Naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, som træder i kraft ved særlige tilfælde.
Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering ikke, at der er tale om et særligt tilfælde, som kan begrunde, at der i strid med lovgivning og praksis gives dispensation til det ansøgte drivhus. Det i ansøgningen anførte om, at der tidligere i år 2000 har været mere bebyggelse på ejendommen og at der på nabogrundene er en bebyggelsesprocent op mod 25, kan ikke føre til andet resultat.
I vurderingen er der slutteligt lagt vægt på, at en dispensation vil kunne skabe en utilsigtet præcedensvirkning i andre lignende sager, dvs. at andre grundejere vil kunne få en forventning om at kunne opnå dispensation til lignende byggeri inden for strandbeskyttelseslinjen i strid med lovens formål.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til opførelse af drivhus på 15-18 m2.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
Nordfyns Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Nordfyn, [email] Friluftsrådet centralt, [email] Friluftsrådet, Kreds Fyn-nord, [email] Dansk Ornitologisk Forening, Fyn, [email] Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser. www.virk.dk. Der logges ind med MitID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 108, Æbelø, havet syd for Nærå
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-01837-5 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 925.