Kystpraksis Strandbeskyttelse Thisted Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til opførelse af drivhus

Afgjort 11. marts 2024  · Journalnummer 24-00133  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ejerne af en landbrugsnoteret ejendom i landzone i Thisted Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opføre et vægdrivhus på 9,6 m² og ca. 2 m i højden op ad en tidligere driftsbygning. Ejendommen ligger i sin helhed inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje. Kystdirektoratet gav dispensation efter den lempeligere adgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1, om mindre drivhuse på op til 10 m² i lovligt etablerede haver. Direktoratet lagde vægt på, at arealet i en tidligere sag er anerkendt som lovligt etableret have, at drivhuset er under 10 m², at det placeres op ad en eksisterende bygning ca. 30 m fra boligen, og at ejendommen ikke har et drivhus i forvejen. Der var ikke kystlandskabelige hensyn, der talte afgørende imod. Natura 2000-områder og bilag IV-arter vurderedes ikke at blive påvirket.

Fakta

Ejendom
Landbrugsejendom
Ansøger
Privat
Zone
Strandbeskyttelseszone
Lovgrundlag
Projektet før og efter
FørEfterÆndring
Areal – 9,6 m² –
Højde – 2 m –

Hvad blev der søgt om

Udhus, garage eller carport

Praksisflag

  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har den 5. januar 2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opføre et drivhus inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Thisted Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 3, nr. 1, jf. § 15, til det ansøgte drivhus.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

1 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse.

2

Redegørelse for sagen

Ejendommen [matrikel] er beliggende på [adresse], i Thisted Kommune. Ejendommen er landbrugsnoteret, ligger i landzone og er på knap 2,8 ha. Ejendommen ligger i sin helhed inden for den oprindelige 100 m strandbeskyttelseslinje ved Gudnæs Strand, syd for Thisted. Ejendommen er, jf. oplysninger i BBR, bebygget med et stuehus og to tidligere driftsbygninger.

Figur 1. Ortofoto 2023. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.

Ejendommens ejere har ansøgt om dispensation til at opføre et drivhus på væggen af en af de tidligere driftsbygninger, "Roehuset".

Drivhuset er oplyst til at få en længde på 4 m, en bredde på 2,4 m, for et areal på 9,6 m2, og en højde på ca. 2 m. Taget etableres ved forlængelse af taget på roehuset, og dækkes med termoplader i plast.

Figur 2, eksempel på tilsvarende drivhus, fra ansøgningen.

3

Figur 3, drivhusets placering vist med blå streg, oplyst i ansøgningen.

Kystdirektoratet har i tidligere sag (22/23485 af 16. december 2022) taget stilling til, at det pågældende areal er lovligt etableret have i naturbeskyttelseslovens forstand. Afstanden fra boligen til drivhusets placering, er på ortofoto opmålt til ca. 30 m.

Ansøger har oplyst, at der ikke er drivhus på ejendommen.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 42, Mågeodde og Karby Odde) ligger ca. 3 km mod vest.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til området, samt at drivhuset opføres op ad eksisterende bygning, i lovligt etableret have. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

4

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1 meddeles der dispensation til blandt andet mindre drivhuse på op til 10 m2 i lovligt etablerede haver.

Det ansøgte drivhus skal placeres i en lovligt etableret have, op ad en eksisterende bygning. Drivhuset er mindre end 10 m2, og etablere omtrent 30 m fra ejendommens beboelse. Kystdirektoratet finder, at det ansøgte er omfattet af den lempeligere dispensationsadgang i § 65 b, stk. 3, nr. 1.

Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering, at der ikke er kystlandskabelige hensyn, der taler afgørende i mod opførelse af drivhuset.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til opførelse af vægdrivhus, som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

Specialkonsulent

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgivning

Bilag 2: Klagevejledning

5

Afgørelsen er også sendt til:

 Thisted Kommune, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]  Friluftsrådet centralt: [email]  Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email]   Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]  Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]  Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]  Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

6

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

7

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

 adressaten for afgørelsen  ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører  offentlige myndigheder  en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker  lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen  landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø  landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-00133 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 854.