Kystpraksis Strandbeskyttelse Frederikshavn Kommune
Dispensation til afholdelse af arrangementet ’Historiske dage’ i 2027
Sagen kort
Frederikshavn Kommune videresendte en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at afholde det kulturelle arrangement 'Historiske dage' i juli 2027 på et kommunalt ejet, fladt græsareal mellem kirken og havnen i Sæby med opstilling af telte til overnatning og arbejdende værksteder. Arrangementet skulle afholdes præcis som i 2026, hvor Kystdirektoratet også havde givet dispensation. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår om, at den kun gælder 2027, at opstilling og nedtagning sker inden for den ansøgte periode, og at området efterlades reetableret og opryddet. Direktoratet lagde vægt på, at arealet i forvejen benyttes rekreativt og er velbesøgt, at arrangementet er offentligt og har en begrænset tidsmæssig udstrækning, og at det ikke vil have nævneværdig indflydelse på oplevelsen af kystlandskabet. Direktoratet vurderede desuden, at Natura 2000-områder og bilag IV-arter ikke påvirkes.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Afgørelsen gælder kun afholdelse af arrangementet i 2027
- Opstilling må tidligst ske fredag den 9. juli
- Nedtagning og oprydning skal ske senest søndag den 18. juli
- Området skal efterlades reetableret og opryddet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til afholdelse af arrangementet ’ Historiske dage’ i 2027 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Frederikshavn Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Vilkår for dispensation
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
- Afgørelsen er kun gældende for afholdelse af arrangementet i 2027.
- Opstilling til arrangementet må tidligt ske fredag den 9. juli.
- Nedtagning og oprydning skal ske senest søndag den 18. juli.
- Området skal efterlades reetableret og opryddet.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
Der ansøges om afholdelse af arrangementet ’Historiske dage’ 2027 fra 9 – 18. juli 2027 på [matrikel], [adresse], i Frederikshavn Kommune inden for strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet har tidligere givet dispensation til tilsvarende arrangement, der blev afholdt i 2026 (j.nr. 2025 – 113710).
Ansøger oplyser, at arrangementet vil være præcis som arrangementet afholdt i 2026.
På figur 1 ses et kort over den ansøgte matrikel og det omkringliggende område.
På figur 2 ses en illustration af den ansøgte opstilling.
Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde markerede matrikel er den ansøgte.
Fig. 2. Illustration fra J.nr. 2025 – 113710, tidligere afgørelse.
Ansøger oplyser følgende:
” Frederikshavn Kommune har modtaget en ansøgning om afholdelse af arrangementet Historiske dage indenfor et areal beliggende [matrikel] på adressen [adresse] i Frederikshavn Kommune. Arealet ligger indenfor strandbeskyttelseslinjen (naturbeskyttelseslovens §15) og sagen sendes derfor videre til behandling ved Kystdirektoratet. Kystdirektoratet meddelte den 11. december 2025 (J.nr. 2025-113710) dispensation til samme arrangement for sommeren 2026. Denne ansøgning gælder afholdelse sommeren 2027. Arrangementet ønskes afholdt præcis som i 2026.
Baggrund
Arrangementet afholdes fra 9. juli – 18. juli 2027 og indebære opstilling af telte til overnatning og til arbejdende værksteder, placeret som i 2026. Arealet hvor de Historiske dage ønskes afholdt, består af et fladt græsareal uden nogen form for beskyttet natur. Stranden med sårbare klitnaturtyper liggere længere mod havet, hvor de fysiske forhold i området - fugtig bund med tilgroning af tagrør, sikre at de besøgende benytter de belagte stier til stranden og ikke går på tvært af klitterne. Arealet ligger bynært mellem kirken og havnen. Det ejes af kommunen og har fra gammel tid, altid været et areal der er benyttet til byens forskellige arrangementer.
(…)
Frederikshavn Kommunes vurdering af sagen
Paradisjorderne i Sæby har i rigtig mange år været brugt af byens borgere til forskellige arrangementer. Det er ligeledes et areal som til daglig benyttes af mange mennesker til både ophold om sommeren, boldspil, leg, gåture m.m. Kommunen har aldrig oplevet skader på arealet eller de omkringliggende arealer i forbindelse med brugen. De Historiske Dage har været afholdt de sidste 5 år uden nogen form for problemer eller synlige spor efterfølgende. Det er Frederikshavn Kommunes ønske, at der er plads og mulighed for afholdelse af sådanne kulturelle arrangementer på Paradisjorderne i Sæby. Arealet er yderst velegnet, idet det består af en stor flad græsplæne og velplaceret mellem by og havn. Kommunen har altid tæt kontakt til arrangørerne bag Historiske dage og sikre at arealerne bevares i ordentlig tilstand både under og efter arrangementet. Kommunen giver som ejer af arealet tilladelse til brug af Paradisjorderne, og vil hvert år sikre et begrænset antal arrangements dage. Desuden tillader kommunen udelukkende kulturelle og offentlige arrangementer og aldrig arrangementer af privat karakter.”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 4, Hirsholmene, havet vest herfor og Ellinge Ås Udløb) ligger ca. 1,5 km mod syd. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 4. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 2 beliggende i Natura 2000-område nr. 14, Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord ca. 9,6 km mod syd.
Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områderne ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på der er tale om afholdelse af et midlertidigt arrangement i et område som benyttes rekreativt i nærheden af by, havn og strand. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, indeholder et generelt forbud mod at foretage ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en friholdelse af strandene og de umiddelbart bagvedliggende kystområder mod indgreb, der ændrer den nuværende tilstand og anvendelse.
Arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejr eller afholdelse af koncert eller sportsarrangement er i sagens natur midlertidige, men kræver på grund af en potentiel indvirkning på kysten en dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte arrangement kan opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. I Kystdirektorats vurdering er der lagt vægt på, at det ansøgte areal benyttes rekreativt og er velbesøgt. Kystdirektoratet har lagt vægt på, at arrangementet er offentligt og har en begrænset tidsmæssig udstrækning. Kystdirektoratet vurderer, at arrangementet ikke vil have en nævneværdig indflydelse på oplevelsen af kystlandskabet.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til afholdelse af arrangementet ’ Historiske dage’ i 2027.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områderne
Afgørelsen er også sendt til:
- Frederikshavn Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Frederikshavn-Læsø, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Vendsyssel v/ [navn], [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Frederikshavn, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Fredningsnævnet for Nordjylland, nordlige del, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 4, Hirsholmene, havet vest herfor og Ellinge Å’s udløb og nr. 14, Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-124424 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 4799.