Kystpraksis Strandbeskyttelse Morsø Kommune
Dispensation til midlertidig opsætning af telt
Sagen kort
Arrangøren af et ultraløb på Mors søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til midlertidigt at opstille et telt på 9 x 21 m den 11.-12. september 2027 på et areal i landzone på østsiden af Nykøbing Mors i Morsø Kommune. Teltet skal bruges til fælles information, spisning, opbevaring af løbernes grej, forplejning samt læ for frivillige under det 26 timer lange løb. Kystdirektoratet gav dispensation efter administrativ praksis for arrangementer af kortere varighed. Direktoratet lagde vægt på den meget midlertidige karakter, at teltet placeres i umiddelbar tilknytning til et vandrehjem i et område, der i forvejen er præget af aktivitet, og at teltet er nødvendigt for en forsvarlig afvikling af løbet. Teltet vil fremstå fremmed i kystlandskabet, men vil ikke have nogen varig påvirkning, og det vurderes ikke at påvirke Natura 2000-områder eller bilag IV-arter.
Fakta
- Ejendom
- Ukendt
- Ansøger
- Ukendt
- Zone
- Synlighed
- Synlig
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Der er søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til midlertidig opsætning af telt inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], ud for [adresse], i Morsø Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Ansøger skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Lovgrundlaget for afgørelsen fremgår af bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Kystdirektoratet giver direkte besked til ansøger hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Klagevejledning fremgår af bilag 2.
Redegørelse for sagen
[matrikel], ligger i landzonen på østsiden af Nykøbing Mors. Størstedelen af matriklen er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, hvoraf det ansøgte i sin helhed ønskes placeret inden for strandbeskyttelseslinjen, se figur 1.
Fig. 1. Ortofoto 2026. Det strandbeskyttede areal er markeret med orange signatur. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik markerer den ønskede placering af teltet.
Ansøger ønsker at opsætte et telt i perioden 11. og 12. september 2027 i forbindelse med arrangementet ’Mors 100 miles’, som er et ultraløb på Mors. I forhold til det ansøgte telt skriver ansøger bl.a.:
” Vi ønsker at opsætte et telt, der måler 9x27 m. På oversigtskortet er teltets placering angivet med blå farve. Arrangementet foregår over 2 dage, 11-12 september 2027”
I en opfølgende dialog med ansøger er det blevet oplyst at teltets anvendelse er det samme som ved afviklingen af arrangementet i 2026:
” (...) Vi skal bruge teltet til at samle løberne i til fælles information og spisning. Under løbet bruger vi teltet til opbevaring af løbernes grej, forplejning af de løbere der er udgået, læ og ly for de frivillige der afvikler løbet og infoskærme til tilskuerne. Løbet varer 26 timer, så det er nødvendig med et telt for at afvikle løbet.”
Da der ansøgningen optræder flere mål på det ønskede telt, er der blevet spurgt ind til teltets størrelse. Her oplyser ansøger at teltet der ønskes benyttet i 2027 måler 9x21 meter.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Oversigtskort over placeringen af det ønskede telt.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 29, Dråby Vig) ligger ca. 6 km mod nord. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 29 og fuglebeskyttelsesområde nr. 26.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om et midlertidigt arrangement i god afstand til nærmeste Natura 2000-område. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Indledningsvist bemærker Kystdirektoratet, at der ikke er en lempeligere dispensationsadgang til det ansøgte arrangement, hvormed det ansøgte skal vurderes efter den restriktive dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som forudsætter at det ansøgte udgør et særligt tilfælde.
Arrangementer som f.eks. cirkus, teltlejr eller afholdelse af koncert eller sportsarrangement er i sagens natur midlertidige, men kræver, på grund af deres størrelse og dermed deres potentielle påvirkning på kystlandskabet, dispensation. I vurderingen af sådanne arrangementer skal det anvendte areal, deltagerantallet og den tidsmæssige udstrækning af arrangementet tages i betragtning. Endvidere skal det pågældende areals karakter og anvendelse i øvrigt indgå i vurderingen af, om der må meddeles dispensation
Efter praksis dispenseres der til arrangementer af kortere varighed, når disse kan afvikles uden at det påvirker naturen, dyrelivet og landskabet varigt.
Kystdirektoratet vurderer, at der efter administrativ praksis kan meddeles dispensation til det ansøgte arrangement. Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om en begrænset påvirkning på kystlandskabet. Der lægges vægt på den meget midlertidige karakter, og på at teltet ønskes opstillet i umiddelbar tilknytning til det nærliggende vandrehjem og at området i forvejen er præget af aktivitet fra vandrehjemmet, samt at teltet er nødvendig for forsvarlig afholdelse af arrangementet ’Mors 100 miles’. Det er indgået i vurderingen at teltet vil fremstå fremmed i kystlandskabet, dog finder Kystdirektoratet ikke, at teltet vil have nogen varig påvirkning på kystlandskabet, hvormed der ikke er kystlandskabelige hensyn der taler afgørende imod en dispensation. I vurderingen har Kystdirektoratet lagt vægt på teltets midlertidige opsætning, hvorefter teltet nedtages.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til det ansøgte midlertidige telt i forbindelse med afviklingen af arrangementet ’Mors 100 miles’, som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Naturbeskyttelse
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Morsø Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Morsø, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Morsø, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Miljøstyrelsens hjemmeside, www.mst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15 a og 15 b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65 b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 29, Dråby Vig.
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2026-123836 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1930.