Kystpraksis Søterritoriet Aarhus Kommune

Tilladelse Søterritoriet

Tilladelse til genplacering af havbundsmaterialer (bypass) fra Egå Marina indsejling, Århus Kommune

Afgjort 17. september 2025  · Journalnummer 2025-17223  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et digelag søgte om tilladelse til årligt at bypasse op til 3.500 m3 uforurenet sand, der oprenses fra indsejlingen til Egå Marina, til et område på ca. 540 x 55 m på 2-2,5 m vanddybde ca. 3 km opstrøms ved Vejlby Fed i Aarhus Kommune, hvor kysten mangler sand og trækker sig tilbage. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelsesloven frem til udgangen af 2035 med i alt højst 42.000 m3 på vilkår om bl.a. udførelse i vinterhalvåret, jævn fordeling af sedimentet, AIS-overvågning af fartøjer og årlig indberetning. Direktoratet lagde vægt på, at sedimentet er tilstrækkeligt uforurenet og bevares i den naturlige sedimenttransport langs kysten, at tilsvarende sandfodring i 2020-2024 har reduceret erosionen, og at aktiviteten er begrænset og midlertidig. Trods bemærkninger fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om ålegræs og miljøfarlige stoffer vurderede direktoratet, at projektet ikke hindrer målopfyldelse i vandområdeplanerne, ikke påvirker Natura 2000-områder eller marsvin væsentligt og hverken kræver konsekvensvurdering eller miljøkonsekvensvurdering (VVM).

Fakta

Ejendom
Andet
Ansøger
Forening
Lovgrundlag
Andet

Hvad blev der søgt om

KystbeskyttelseUddybning eller bypass

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Der må årligt bypasses op til 3.500 m3 uforurenet oprenset sediment, i alt højst 42.000 m3 i tilladelsens gyldighedsperiode
  • Tilladelsen udløber med udgangen af 2035
  • Ingen øgning af mængder eller ændring af placering eller arbejdsmetoder uden Kystdirektoratets tilladelse
  • Tilladelsen må ikke overdrages uden Kystdirektoratets tilladelse
  • Bypass skal ophøre straks, hvis der dokumenteres skadelige virkninger
  • Nyttiggørelse af sediment skal ske i perioden 1. oktober til 30. april
  • Sedimentet skal fordeles jævnt inden for de angivne koordinater
  • Fartøjer skal have tændt AIS-udstyr, og fartøjets navn og MMSI-nummer skal oplyses til Kystdirektoratet senest 5 hverdage før bypass
  • Årlig indberetning af bypasset mængde senest 1. februar
  • Tilladelsen kan inddrages af hensyn til miljøet eller ved manglende overholdelse af vilkår
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Kystzoneforvaltningen

J.nr. 2025 - 17223

Ref. [..]

Den 17. september [postnr by] Fed v/formand [navn] Sendt på mail til: [email]

Tilladelse til genplacering af havbundsmaterialer (bypass) fra Egå

Marina indsejling, Århus Kommune Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til at foretage bypass med op til 3500 m3 uforurenet oprensningssediment årligt, fra Egå Marinas indsejling, på de vilkår som fremgår nedenfor. Tilladelsen indeholder afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitat- bekendtgørelsen og miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har videre vurderet, at der ikke skal foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af projektet.

Lovgrundlag

Bypass på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 b, stk. 1, nr. 1 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 245 af 28/02/2025). I henhold til § 16 b, stk. 2, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter lovens § 16 b. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Denne bekendtgørelse benævnes kysthabitatbekendtgørelsen i det følgende. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023). Det ansøgte projekt er omfattet af lovbekendtgørelsens bilag 2, nr. 10, pkt. k.

Tilladelsen gives på følgende vilkår

Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven:

  • 1. Der må årligt foretages bypass med op til 3.500 m3 uforurenet oprenset sediment i henhold til det ansøgte.
  • 2. Tilladelsen udløber med udgangen af 2035.
  • 3. Der må i alt bypasses 42.000 m3 oprensningssediment inden for tilladelsens gyldighedsperiode jf. vilkår 2.
  • 4. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse ske en øgning af mængder, ændringer af placering eller arbejdsmetoderne i forhold til det ansøgte.
  • 5. Tilladelsen må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
  • 6. Såfremt der dokumenteres skadelige virkninger af den foretagne bypass, forpligter tilladelsens indehaver sig til at ophøre med disse straks.

Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:

7. Nyttiggørelse af sediment skal udføres i perioden fra 1. oktober til 30.april.

8. Den bypassede mængde skal fordeles jævnt inden for de koordinater, som fremgår af tilladelsens projektbeskrivelse.

De fartøjer, der udfører bypass, skal være udstyret med elektronisk positioneringsudstyr, hvor positionen løbende registreres. Skibets position skal være tilgængelig via det nationale overvågningssystem for skibsfart: AIS. Senest 5 hverdage før der foretages bypass, skal der til Kystdirektoratet ([email]) fremsendes oplysninger om fartøjets navn og AIS-identifikation (MMSI nummer). Husk at påføre tilladelsens journalnummer 2025-17223. AIS-udstyret skal til enhver tid være tændt så længe der foretages bypass. Såfremt der sker nedbrud af AIS-udstyret, skal bypass standses og Kystdirektoratet underrettes. Der skal senest 1. februar ske en indberetning af det foregående års by- passet mængde til Kystdirektoratet på vedhæftet indberetningsskema. Indberetning skal ske på [email] Husk at påføre tilladelsens journal nummer 2025-4330.

9. Tilladelsen eller dele heraf kan af Kystdirektoratet inddrages, såfremt det er påkrævet af hensyn til miljøet eller vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.

Fælles bemærkninger:

Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på museumslovens § 29h stk.1, ifølge hvilken fund af spor af fortidsminder eller vrag gjort under anlægsarbejde straks skal anmeldes til Slots- og Kulturstyrelsen og arbejdet standes.

Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager indehaveren af tilladelsen for et, i forbindelse med bypass, opstået civilretligt ansvar. Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande.

Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven

I forbindelse med behandling af ansøgninger om genplacering af havbundsmaterialer foretages der en indledende vurdering af, om sedimentet er miljømæssigt egnet til at kunne blive genplaceret i havet. I dette tilfælde er det vurderet, at sedimentet er tilstrækkeligt uforurenet og kan behandles efter kystbeskyttelseslovens regler om bypass og nyttiggørelse. Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der er tale om en videreførelse af oprensningssediment opstrøms på kysten, hvormed sedimentet bevares i den naturlige sedimenttransport langs kysten, samt at sedimentet anses for at være tilstrækkelig uforurenet. Kystdirektoratet har videre vurderet, at der ikke er væsentlige naturhensyn, som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. Kystdirektoratet finder det som udgangspunkt positivt, at rent oprensningssediment føres videre i den naturlige materialevandring langs kysten. Strækningen ved Vejlby Fed mangler sand, hvorfor der er en tilbagetrækning af kystlinjen. På baggrund af erfaringerne fra perioden 2020-2024, hvor tilsvarende sandfodring er foretaget, vurderes det, at sandfodringen har haft en positiv effekt og har bidraget til reduceret erosion. I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. lagt vægt på de indkomne høringssvar samt at formålet med projektet er, at beholde sedimentet inden for den bølgeaktive zone og på et sted, hvor der opnås størst mulig samlet miljøgevinst. Det er videre vægtet, at sedimentet placeres kystnært inden for et område med dynamik, hvorfor sedimentet vurderes at indgå i den naturlige sedimenttransport straks efter placeringen. Desuden fremgår det af vilkår 8, at sedimentet skal fordeles i et jævnt lag i hele bypassområdets udstrækning. På den baggrund vurderes det, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af havbunden samt havmiljøet. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (tidligere Miljøstyrelsen) er, i forbindelse med høringen, kommet med bemærkninger til ansøgningen, bla:

  • 1. at der er miljøkvalitetskrav for en række miljøfarlige forurenende stoffer ud over dem, der fremgår af klapvejledningen.
  • 2. bypass-områdets placering, særligt af hensyn til eventuel bundvegetation, som måtte være i området.

Ansøger har kommenteret høringssvaret:

Ad. 1 ” (…) det oprensede sand fra indsejlingen med årene er blevet transporteret langs kysten af den naturlige bølgepåvirkning på kysten for til slut at have aflejret sig i indsejlingen til marinaen. Der er tale om en dynamisk sedimenttransportkyst med en betydelig bølgepåvirkning, når vinden blæser fra retningerne øst til syd. Derudover er kyststrækningen påvirket af de langperiodiske bølger fra Molslinjens hurtigfærger, som ligeledes har en betydelig påvirkning på sedimenttransportforholdene i området. (…)” Ad.2 ” (…) ålegræs afhænger også af hvilken type kyst der er tale om. På en sedimenttransportkyst, hvor sandet konstant transporteres frem og tilbage af bølgerne, og hvor der således sker der en konstant ophvirvling og aflejring af sedimentet i kystprofilet, vil ålegræs have dårlige vækstbetingelser pga. den konstante forstyrrelse fra bølger og sedimenttransport. Der vil lejlighedsvis i stille perioder kunne vokse ålegræs, men i forbindelse med storm og kraftig bølgeaktivitet og sedimenttransport vil det forsvinde igen, (…) ” Desuden har ansøger indsendt en række fotos taget fra paddleboard med angivelse af koordinater som dokumentation for, at der ikke vokser ålegræs på bypass arealet. Det fulde høringssvar fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø og tilhørende bemærkninger fra ansøger findes sidst i tilladelsen, side 8-11. Det følger af indsatsbekendtgørelsens § 8, stk. 1 (BEK nr. 797 af 13/06/2023), at blandt andet staten ved administration af lovgivningen i øvrigt skal forebygge forringelse af tilstanden for overfladevandområder og grundvandsforekomster og sikre, at opfyldelse af de miljømål, der er fastlagt i bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster, ikke forhindres. Ifølge basisanalysen for vandområdeplan 2021-2027 er den samlede økologiske tilstand i projektområdet (vandområde 145 og 147 hhv. Århus Bugt og Begtrup samt Kalø Vig) ringe, mens den kemiske tilstand er ikke-god. Målsætningen for området er god økologisk tilstand og god kemisk tilstand. Målsætningen for både den økologiske og kemiske tilstand er således ikke opfyldt. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke vil hindre målopfyldelse eller forringe den eksisterende økologiske tilstand, da sedimentet placeres i et jævnt lag i hele bypass-områdets udstrækning og vil indgå i den naturlige sedimenttransport i området. Det er Kystdirektoratets vurdering, at bypass ikke vil hindre målopfyldelse eller forringe den kemiske tilstand grundet sedimentets lave indhold af miljøfarlige fremmede stoffer. Kystdirektoratet har hertil tillagt det betydning, at sedimentet er vurderet tilstrækkelig uforurenet. I forhold til havstrategidirektivet vurderer Kystdirektoratet, at projektet samlet set ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af de 11 deskriptorer og dermed ikke vil medføre en forringelse af havmiljøet. Kystdirektoratet har i den forbindelse tillagt det vægt, at bypass-aktiviteten er af begrænset varighed og omfang, hvorfor påvirkningen på havmiljøet alene er midlertidig. Projektområdet er beliggende i generel anvendelseszone (G18) i Havplanen. I generel anvendelseszone gælder ingen begrænsning af gældende regler om natur- og miljøbeskyttelse. Kystdirektoratet vurderer derfor, at projektet ikke er i strid med havplanen. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder de indkomne høringssvar, og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet. Kystdirektoratet bemærker, at denne tilladelse alene vedrører genplacering af havbundsmateriale (bypass). Selve oprensningen er ikke reguleret i denne afgørelse. Vurderingen af eventuelle kumulative påvirkninger fra oprensningen medtages i nedenstående.

Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen

Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et Natura 2000-områdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres påvirkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et Natura 2000-område, herunder de udpegede arter og naturtyper, væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning. Det nærmeste delvist marine Natura 2000-område (N 51 Bejtrup Vig og kystområder ved Helgenæs) er beliggende ca. 13 km sydøst for bypass-området. Bilag IV-arten marsvin kan forekomme i området. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Kystdirektoratet vurderer således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, som området er udpeget for. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang, placering og karakter samt afstanden til nærmeste marine Natura 2000-område. Kystdirektoratet vurderer videre, at projektet ikke vil beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-arten marsvin, samt påvirke arten på individniveau. Kystdirektoratets vurdering skyldes bl.a. at bypass-aktiviteten er af begrænset omfang og varighed, marsvin kan søge væk, aktiviteten foregår kystnært på lavt vand (2-2,5 m) hvor marsvinene ikke færdes så ofte, samt at arbejdet ikke medfører impulsstøj, som er særligt generende for marsvin. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder de indkomne høringssvar, egne konkrete vurderinger, samt almene erfaringer fra sagsområdet.

Afgørelse efter miljøvurderingsloven (VVM)

Kystdirektoratet skal vurdere, om der skal foretages en miljøkonsekvensvurdering af projekter, der er omfattet af bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Vurderingen sker under hensynstagen til de kriterier, som er anført i bilag 6 til lovbekendtgørelsen. For at kunne foretage denne vurdering har Kystdirektoratet bl.a. indhentet udtalelser fra andre berørte myndigheder. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil indebære sådanne væsentlige påvirkninger af miljøet, at der bør foretages en miljøkonsekvensvurdering af projektet. Det er Kystdirektoratets vurdering, at bypass -aktiviteten ikke vil have nogen skadelig indvirkning på miljøet. Ved denne vurdering har vi lagt afgørende vægt på, at der alene vil være sediment i suspension, mens sandet bypasses. Ansøger har desuden oplyst, at bypass-aktiviteten vil ske i vinterhalvåret. Eventuelle påvirkninger i forbindelse med bypass-aktiviteten vurderes at være lokale og midlertidige.

Kystdirektoratet har ligeledes vurderet, at der er tale om videreførelse af oprensningssediment langs kysten, hvormed sedimentet bevares i den naturlige sedimenttransport langs kysten. I den forbindelse er det vægtet, at sedimentet udlægges i et stort bypassområde. Sedimentet vurderes derfor at indgå i den naturlige sedimenttransport straks efter udlægningen, hvorfor der ikke sker nogen væsentlig påvirkning af havbunden med sedimentaflejring som følge af aktiviteten. Den ansøgte bypass vurderes derfor ikke at have nogen væsentlig påvirkning af miljøet som helhed i området. Forud for at der kan ske bypass, skal sedimentet oprenses fra Egå Marinas indsejling. Selve oprensningen er ikke reguleret i denne afgørelse, men aktiviteter i forbindelse hermed vurderes ikke at medføre væsentlige kumulative påvirkninger på havmiljøet. Der er ikke kendskab til andre projekter eller aktiviteter, som kan medføre en kumulativ påvirkning. Screeningen fremgår af bilag 1. Grundlaget for screeningen er bygherres oplysninger og allerede foreliggende viden, samt Kystdirektoratets almene erfaringer om det pågældende sagsområde, hvilket er i overensstemmelse med Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis (sagsnr. 19/07066). Kystdirektoratet skal henlede opmærksomheden på, at afgørelsen bortfalder, hvis denne ikke er udnyttet inden tre år efter den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år.

Projektbeskrivelse

Egå Marina fjerner hvert år sand fra havneindløbet. Digelaget Vejlby Fed ønsker at følge et forslag om at bypasse sedimentet på Vejlby Fed ud for og mellem [adresse] og [adresse]. Dette område ligger opstrøms Egå Marina i en afstand af ca. 3 km mod syd.

Bypass området er 540 m x 55 m.

For yderligere oplysninger henvises til ansøgningsmaterialet.

Sagsgennemgang

Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen, Plan- og Landdistrikt styrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Moesgaard Museum og Syddjurs Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark og Geodatastyrelsen. Nedenfor gengives de indkomne bemærkninger.

Landbrugs og fiskeristyrelsen skrev den 3. juni 2025 følgende:

”Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har gennemgået det ansøgte og også sendt dette i høring hos relevante foreninger/fiskere. Vi har ikke modtaget svar på denne høring, og vi vurderer heller ikke, at det ansøgte vil berøre eventuelle fremtidige fiskeriinteresser. Vi har derfor ikke bemærkninger til det ansøgte.”

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV - tidligere Miljøstyrelsen) skrev den 3. juni 2025 følgende: ” Det fremgår af høringsmaterialet, i brev fra Miljøstyrelsen til Kystdirektoratet, at: ”I den forbindelse er der blevet udtaget 2 sedimentprøver til analyse for miljøfarlige stoffer. Det har vist sig, at indholdet af miljøfarlige stoffer i begge områder ligger under det nedre aktionsniveau jf. klapvejledningen.” SGAV gør opmærksom på, at der er krav om overholdelse af en række miljøkvalitetskrav for miljøfarlige forurenende ud over de, der fremgår af klapvejledningen, jf. vandområdeplaner 2021 - 2027. For de stoffer, der både fremgår af klapvejledningen og er reguleret af vandområdeplanerne, kan der være mere restriktive grænseværdier i vandområdeplanernes regelsæt. De gældende miljøkvalitetskrav for miljøfarlige forurenende stoffer, som ligger til grund for arbejdet med miljøfarlige forurenende stoffer i vandområdeplanerne, fremgår af bekendtgørelse for fastlæggelse af miljømål (BEK nr. 796 af 13/06/23). For stoffer, for hvilke der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav, henviser SGAV til forpligtelser og fremgangsmåde beskrevet på Miljøstyrelsens hjemmeside om spørgsmål og svar angående miljøfarlige forurenende stoffer (Miljøfremmede stoffer - Miljøstyrelsen), herunder særligt FAQ 27 og FAQ 31.

Punkt 35 i ansøgningsskema i bilag 1 i høringsmaterialet omfatter følgende: ”Vil projektet medføre påvirkninger af overfladevand eller grundvand, f.eks. i form af fysiske ændringer af vandområde eller grundvandsforekomst.” I ansøgningen er der svaret nej til dette punkt. SGAV gør opmærksom på, at der bør foretages en vurdering af den potentielle påvirkning fra projektet om bypass på de målsatte berørte kystvandområder (Kalø Vig nr. 145 samt Aarhus Bugt og Begtrup Vig nr. 147), ikke kun som ovenfor nævnt for miljøfarlige forurenende stoffer, men ligeledes for de biologiske kvalitetselementer (se BEK nr. 796 af 13/06/23). Det fremgår af bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter (BEK nr. 797 af 13/06/23), at der ikke må træffes beslutninger, der indebærer en direkte eller indirekte påvirkning af et overfladevandområde eller en grundvandsforekomst, hvor miljømålet ikke er opfyldt, hvis afgørelsen kan medføre en forringelse af tilstanden eller hindre målopfyldelse for det berørte vandområde eller den berørte grundvandsforekomst. SGAV gør opmærksom på, at bypass eller ”genplacering” af sediment kan have negative effekter på det biologiske kvalitetselement ålegræs, da bypass kan resultere i sedimentation og tildækning af ålegræs og vil kunne hindre, at ålegræs kan brede sig i det område, hvor der bypasses. Sådanne negative effekter kan medføre forringelse af tilstanden og være til hinder for målopfyldelsen for det berørte kystområde. For de berørte kystvandområder (Kalø Vig nr. 145 samt Aarhus Bugt og Begtrup Vig nr. 147) er der manglende målopfyldelse blandt andet for kvalitetselementet ålegræs. Der er, jf. BEK nr. 796 af 13/06/23, krav om at ålegræs og anden rodfæstet vegetation skal kunne vokse med mindst 10 % dækning ud til mindst 7 meters dybde. Se endvidere miljøGIS for genbesøget af vandområdeplan 2021 – 2027: miljøGIS for genbesøg af vandområdeplan 2021 - 2027.”

Alle bemærkninger blev sendt i partshøring og Kystdirektoratet modtog den 23. juni 2025 følgende bemærkninger:

”På vegne af Digelaget Vejlby Fed takkes der for fremsendte høringssvar i forbindelse med ovenstående sag. Vi fremsender hermed på vegne af Digelaget besvarelse/bemærkninger til høringssvaret fra SGAV. Vores besvarelse og supplerende vurderinger præsenteres nedenfor og er opdelt på følgende emner i SGAV’s høringssvar:

  • 1. Påvirkning af vandområdet mht. miljøfarlige forurenende stoffer (MFS’er)
  • 2. Påvirkning af vandområdet mht. det biologiske kvalitetselement ålegræs

Ad. 1:

SGAV nævner i deres høringssvar at der jf. BEK nr. 796 af 13/06/23 er krav om overholdelse af miljøkvalitetskrav for andre MFS’er end de der fremgår af klapvejledningen og som der er analyseret for i de udtagne sedimentprøver fra indsejlingen til Egå Marina. Vi er klar over dette, men vi har på baggrund på baggrund af sandets oprindelse og projektets karakter vurderet, at der ikke er behov for yderligere analyser for at kunne konkludere, at der ikke tilføres stoffer til vandområdet som følge af projektet.

Det understreges i den forbindelse, at det oprensede sand fra indsejlingen med årene er blevet transporteret langs kysten af den naturlige bølgepåvirkning på kysten for til slut at have aflejret sig i indsejlingen til marinaen. Der er tale om en dynamisk sedimenttransportkyst med en betydelig bølgepåvirkning, når vinden blæser fra retningerne øst til syd. Derudover er kyststrækningen påvirket af de langperiodiske bølger fra Molslinjens hurtigfærger, som ligeledes har en betydelig påvirkning på sedimenttransportforholdene i området.

Det sand som opgraves i indsejlingen og ønskes genplaceret som kystnær sandfodring, er således sand som har sin naturlige oprindelse på den kyst hvor det genplaceres for igen at kunne indgå i den naturlige sedimenttransport. Sandet har kun været underlagt naturens egne kystdynamiske processer på sin vandring fra sandets oprindelige placering på kysten til Egå Marinas indsejling, hvorfra det opgraves. Der er således ikke tale om et udefrakommende materiale, men derimod marint sand som har sin naturlige oprindelse i det samme vandområde og på samme kyst hvor det genplaceres. Indtil sandet nu opgraves fra indsejlingen og genplaceres på kysten hvorfra det kom, har det ikke været udsat for anden påvirkning end naturens egen (se dog afsnit nedenfor). Pga. den naturlige bølgepåvirkning på kysten og den deraf følgende sedimenttransport, må det også formodes, at evt. udvaskning af næringssalte (N og P) mv. fra sandet vil være sket gradvist under den naturlige sedimenttransport og deraf følgende løbende ophvirvlings- og aflejringsproces.

Idet sandet har været aflejret i indsejlingen i en periode inden det opgraves, kunne der være en potentiel risiko for, at sandet med tiden er blevet påvirket af MFS’er som følge af den rekreative skibs- og bådtrafik, der naturligvis er i indsejlingen. For at dokumentere, at dette ikke er tilfældet, er der udtaget sedimentprøver, som er analyseret for de MFS’er der fremgår af klapvejledningen, idet klapvejledningen netop forholder sig til relevante MFS’er ift. oprensning i havne og indsejlinger. De udtagne sedimentanalyser viser, at koncentrationsniveauerne for de analyserede MFS’er er langt under nedre aktionsniveau i klapvejledningen, som vist i nedenstående tabel:

Prøve 1

Prøve 2

Nedre aktionsniveau

Tørstof, TS (%) 70,4 77,1

  • Glødetab (% af TS) 1,57 0,564
  • Arsen (mg/kg TS) 0,78 0,34 20 Bly (mg/kg TS) 4,04 0,52 40

Cadmium (mg/kg

TS)

0,062 0,009 0,4 Chrom (mg/kg TS) 1,64 0,55 50 Kobber (mg/kg TS) 9,4 0,6 20 Kviksølv (mg/kg TS) 0,011 <0,005 0,25 Nikkel (mg/kg TS) 3,4 0,5 30 Zink (mg/kg TS) 26 2,5 130

På baggrund af ovenstående vurderes det, at dokumentation ift. de i jf. BEK nr. 796 af 13/06/23 angivne stoffer ikke er relevant ift. den ansøgte genplacering af sand, der har sin naturlige oprindelse fra vandområdet og kysten, hvor det genplaceres. Der vil ikke som følge af projektet tilføres nye stoffer til vandområdet, og de stoffer, der evt. vil kunne udvaskes, må formodes for længst at være udvasket som følge af den naturlige sedimenttransport.

Ad. 2:

SGAV påpeger, at der i punkt 35 i Bilag 1 til høringsmaterialet er svaret ’nej’ til at projektet vil medføre påvirkninger af overfladevand eller grundvand, f.eks. i form af fysiske ændringer af vandområde eller grundvandsforekomst, men at bypass eller ’genplacering’ af sediment kan have negative effekter på ålegræs, idet sedimentet der genplaceres, kan resultere i sedimentation og tildækning af ålegræs, i det område hvor der bypasses.

Vi er helt enige i denne betragtning ud fra et generelt perspektiv, men påvirkningen af ålegræs afhænger også af hvilken type kyst der er tale om. På en sedimenttransportkyst, hvor sandet konstant transporteres frem og tilbage af bølgerne, og hvor der således sker en konstant ophvirvling og aflejring af sedimentet i kystprofilet, vil ålegræs have dårlige vækstbetingelser pga. den konstante forstyrrelse fra bølger og sedimenttransport. Der vil lejlighedsvis i stille perioder kunne vokse ålegræs, men i forbindelse med storm og kraftig bølgeaktivitet og sedimenttransport vil det forsvinde igen, hvis det har etableret sig på lave vanddybder, hvor stormbølgerne når ned til havbunden og kan mobilisere sedimentet. På kyster, hvor der er betydelig bølgeaktivitet og sedimenttransport, er ålegræs på lavt vand derfor ikke permanent forekommende, f.eks. på Vestkysten eller på bølgeeksponerede kyster i de indre danske farvande. Den aktuelle kyst langs Vejlby Fed er netop som beskrevet ovenfor eksponeret for væsentlig bølgepåvirkning fra øst til syd, og er et typisk eksempel på en sedimenttransport kyst i indre danske farvande. Der er ren sandbund langs kysten og pga. den varierende bølgepåvirkning er der stor variation i strandbredden og kystprofil over året samt før og efter storm. Dette betyder, at der naturligt er meget dårlige vækstbetingelser for permanent ålegræs på kysten, og da sandet genplaceres så langt inde i kystprofilet mod stranden som muligt (på ca. 2-2,5 m vanddybde), så er det ikke sandsynligt, at der er permanente ålegræsforekomster i området. Luftfoto i Fig. 6 i det tekniske notat i ansøgningsmaterialet (se nedenfor) viser også meget tydeligt at der er ren sandbund i hele området (det sammen billede ses på samtlige luftfotos igennem årene, se https://webkort.aarhuskommune.dk/:

Når sandet er genplaceret i kystprofilet, vil det efterlade nogle midlertidige forhøjninger på sandbunden, som vil blive naturligt udjævnet gradvist af stormbølgerne, som vil transportere sandet langs kysten i nordligretning og fordele sandet i kystprofilet. Dette er den naturlige proces på kysten og det genplacerede sand vil blot indgå i denne naturlige sedimenttransportproces.

På baggrund af ovenstående supplerede redegørelse vurderes det som værende usandsynligt, at genplaceringen af sand vil kunne påvirke evt. ålegræs i området. Hvis der forefindes ålegræs i området, vil det i forvejen helt naturligt være udsat for væsentlig sedimentpåvirkning, og det vurderes ikke at være permanente forekomster.

  • o – Vi håber med ovenstående supplerende vurderinger og bemærkninger til SGAV’s høringssvar, at Digelaget kan komme videre og opnå fornyet tilladelse til at genplacere sand fra Egå Marine på den del af kysten ved Vejlby Fed, hvor der jo i den grad mangler sand.”

Klagevejledning

Dette dokument indeholder tre afgørelser:

  • afgørelse om at give tilladelse til projektet jf. kystbeskyttelsesloven
  • afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering jf.

kysthabitatbekendtgørelsen

  • afgørelse om, at der ikke skal foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter.

Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

For afgørelserne gælder følgende:

  • Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
  • Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
  • Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk/. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.

Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.

  • Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
  • 1) adressaten for afgørelsen,
  • 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
  • 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
  • 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
  • 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
  • 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  • 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  • 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
  • • Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
  • 1) adressaten for afgørelsen,
  • 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
  • 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
  • 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
  • 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
  • 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  • 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  • 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
  • • Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
  • 1) miljøministeren,
  • 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
  • 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.

Med Venlig Hilsen

[navn]

[email]

Vedlagt: Bilag 1 – VVM screeningsskema. Bilag 2 – Fotos af havbund.

Kopi til: Beredskabsstyrelsen - Sikre Farvande, Havplansekretariatet, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse,

Slots- og Kulturstyrelsen, Moesgaard Museum og Syddjurs Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Geodatastyrelsen og Landsforening for digelag i Danmark. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-17223 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 419.