Kystpraksis Strandbeskyttelse Faxe Kommune
Dispensation til opstilling af 20 campinghytter, Faxe Kommune
Sagen kort
En campingplads med ca. 800 campingenheder i Faxe Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opstille yderligere 20 campinghytter på hver 30 m² med 8,25 m² overdækning og ca. 22 m² uoverdækket terrasse i den udvidede strandbeskyttelseszone. Arealet har hidtil været brugt til campering, og en lokalplan tillader campinghytter efter campingreglementet, men Kystdirektoratet vurderede, at lokalplanen ikke var detaljeret nok til at fortrænge strandbeskyttelsen. Kystdirektoratet gav dispensation, da hytterne placeres samlet med 10-12 m indbyrdes afstand i direkte tilknytning til tilsvarende hytter fra 2010, så området får et ensartet helhedsindtryk, og da hytternes udformning følger campingreglementet, og terrassearealet står i rimeligt forhold til en hytte med fire overnatningspladser. Direktoratet vurderede desuden, at projektet ikke påvirker Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Virksomhed
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | – | 30 m² | – |
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til opstilling af 20 campinghytter på [matrikel], [adresse], Faxe Kommune.
Den oprindelig ansøgte udformning af hytterne er justeret til den her ansøgte efter drøftelse mellem ansøger og direktoratet.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til opstilling af campinghytterne som ansøgt.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
2
Redegørelse for sagen
Campingpladsen er på ca. 800 campingenheder, og den er for hovedpartens vedkommende beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen, der blev udvidet fra 100 m til 300 m den 23. juni 2001 i daværende Storstrøms Amt.
Campingpladsen fik den 6. maj 2010 dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opstille 20 campinghytter. Den foreliggende ansøgning omfatter yderligere 20 hytter, der placeres i den udvidede del af strandbeskyttelseslinje på et areal, der ligger umiddelbart syd for området med de tidligere opstillede campinghytter. Det omhandlede areal har til dato været anvendt til campering, så opførelsen af hytterne ændrer ikke grundlæggende i områdets anvendelse.
Pladsen er omfatte af lokalplan 400-12 ”Fed Camping” af 20. november 1998. Campinghytterne placeres i delområde 1, for hvilket der er anført i pkt. 3 om områdets anvendelse ”…Campinghytter i h.t. Campingreglementets bestemmelser må derudover placeres indenfor området”. Samme formulering findes i pkt. 6 om bebyggelsens omfang og placering.
Campinghytterne har et areal på 30 m², 8,25 m² overdækning og ca. 22 m² uoverdækket terrasse med ca. 15 cm fremkant. Bebyggelsen placeres som en samlet bebyggelse som vist nedenfor.
3
4
International naturbeskyttelse
Kystdirektoratet har efter en konkret vurdering fundet, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, vil kunne påvirke det tilgrænsende Natura 2000-område (nr. 168 Havet og kysten mellem Præstø Fjord og Grønsund) væsentligt eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Konklusionen baserer sig på, at der ikke sker en forøgelse af pladsens kapacitet, at det omhandlede areal har været anvendt til campering tidligere samt en vurdering af, at anlæggets karakter, omfang og placeringen i området ikke vil kunne medføre en direkte eller indirekte påvirkning af de arter og naturtyper, der ligger til grund for udpegningen af det tilgrænsende Natura 2000-område. Etableringen af det ansøgte på lokaliteten vurderes endvidere ikke at kunne medføre en reel beskadigelse, indskrænkning eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter, der er omfattet af habitatdirektivets bilag IV.
Disse vurderinger hviler på såvel et konkret kendskab til de naturtyper og arter, der indgår i natura 2000-områderne samt et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser.
Begrundelse for afgørelsen
Arealer omfattet af en lokalplan, der er endeligt vedtaget før en ejendom blev omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje, kan udnyttes i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser, uden dispensation fra naturbeskyttelseslovens §§ 65 og 15.
Udnyttelsen forudsætter dog, at planen er så detaljeret, at den indeholder nærmere regler om udstykning, bygge- eller anlægsarbejder. Er dette ikke tilfældet, vil planen ikke fortrænge beskyttelsen.
Lokalplanen anfører alene, at der kan opføres campinghytter i overensstemmelse med campingreglementet, hvilket efter Kystdirektoratets vurdering ikke er tilstrækkeligt til at fortrænge, at opførelsen fordrer en dispensation/vurdering i forhold til strandbeskyttelseslinjen vedr. hytternes konkrete udformning mv.
Placering af hytterne
I vejledningen til campingreglementet er anført i 8.3:
For at sikre at campingpladsen ikke får karakter af et sommerhusområde, skal hytterne placeres samlet, eventuelt i klynger under hensyn til de landskabelige værdier og – afhængig af den landskabelige påvirkning – længst muligt landværts (ind i landet). Den indbyrdes afstand mellem hytterne i en klynge skal af brandsikkerhedsmæssige årsager være mindst fem meter for hytter opstillet/bygget efter den 6. februar 2000 og bør normalt ikke overstige seks meter.
Kystdirektoratet lægger til grund, at den ansøgte opstilling er ”samlet” således dette skal forstås i relation til campingreglementet, hvorved den indbyrdes afstand mellem hytterne (bortset fra minimumsafstanden på 5 m) må bero på en landska-
5 belig vurdering. Direktoratet finder, at den ansøgte opstilling med en indbyrdes afstand mellem hytterne på mellem 10-12 m vil kunne godkendes, idet direktoratet vurderer, at hytterne overordnet set vil fremtræde ”samlet”, samt at de placeres i direkte tilknytning til området med hytterne fra 2010. Disse hytter er opstillet næsten tilsvarende, hvorved området vil få et ensartet helhedsindtryk.
Udformning af campinghytterne
Kystdirektoratet lægger til grund, at hytternes udformning er i overensstemmelse med campingreglementet.
Kystdirektoratet finde endvidere, at det ansøgte terrasseareal står i rimeligt forhold til de funktioner, der kan forventes indeholdt på en terrasse ved en hytte med 4 overnatningspladser. Kystdirektoratet finder således, at det ansøgte terrasseareal kan accepteres, når der henses til dets udformning såvel som størrelse og placering i forhold til campinghytten.
Kystdirektoratet meddeler således efter en samlet vurdering af sagen dispensation til opstilling af de 20 campinghytter som ansøgt.
Det indgår i Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgt i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent - Kystzoneforvaltningen [email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
6
Afgørelsen er også sendt til:
Faxe Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Faxe, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet; Kreds Østsjælland [email] Dansk Ornitologisk Forening, Faxe, [email] Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email] Direktør OCFF, [navn], [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
7
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens1 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen2 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
1 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
8
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere. En arkiveret kopi findes hos Internet Archive: Se arkivkopien.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 21-01419-3 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 3700.