Kystpraksis Strandbeskyttelse Mariagerfjord Kommune
Afslag på dispensation til udstykning og opførelse af sommerhuse
Sagen kort
Ejeren af et ubebygget areal på ca. 1 ha mellem kysten og et sommerhusområde ved Øster Hurup i Mariagerfjord Kommune søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at udstykke arealet i et ikke nærmere angivet antal sommerhusgrunde og opføre sommerhuse på dem. Ejeren henviste blandt andet til privatretlige deklarationer fra 1970'erne, til sommerhuse tættere på kysten, til en ophævelse af strandbeskyttelse på den nærliggende havn og til et vandland i nærheden. Kystdirektoratet gav afslag, da det ansøgte er i strid med strandbeskyttelsens formål. Direktoratet lagde vægt på, at de privatretlige deklarationer er uden betydning for strandbeskyttelsen, og at sagerne om havnen og vandlandet ikke er sammenlignelige. Ejeren havde tidligere fået afslag på udstykning af to grunde på samme ejendom, og den sag var påklaget.
Afslag, fordi det ubebyggede areal ikke må udstykkes og bebygges med sommerhuse, og deklarationer og andre sager ikke ændrer det.
Fakta
- Ejendom
- Ubebygget
- Ansøger
- Privat
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (ja)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Ejeren af ejendommen har den 16. januar 2020 ansøgt om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udstykning af ovennævnte ejendom i flere sommerhusgrunde samt et ikke nærmere angivet antal sommerhuse.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver hermed afslag på ansøgning om dispensation i medfør af naturbeskyttelseslovens1 § 65b, stk. 1, jf. § 15, til den ansøgte udstykning.
Tidligere ansøgning og Kystdirektoratets afgørelse
Ejeren har tidligere ansøgt om udstykning af to sommerhusgrunde i den vestlige del af [matrikel] (sag 19/00783). Kystdirektoratet meddelte ved afgørelse af 18. september 2019 afslag på det ansøgte, og ejeren har klaget over afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen verserer for tiden i klagenævnet.
Redegørelse for sagen
Ejeren har i fornyet ansøgning ansøgt om udstykning af et ikke nærmere specificeret antal sommerhusgrunde for det areal af [matrikel], der ligger vest for den røde streg på figur 1. Endvidere ønskes opført sommerhuse på grundene.
Den aktuelle ejendom på ca. 1 ha ligger mellem kysten og bebyggelsen i et sommerhusområde i Øster Hurup. Hele [matrikel] er omfattet af strandbeskyttelse med undtagelse af to mindre områder i den vestlige del af [matrikel], jf. figur 1.
1 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse
2
Figur 1 – ansøgt areal, der ønskes udstykket fra [matrikel] (vest for den røde streg), strandbeskyttelse på [matrikel] går helt ud til kysten, selv om dette ikke vises på kortet/luftfotoet.
Kystdirektoratet har anmodet ejeren oplyse, om ansøgningen skulle betragtes som en anmodning om genoptagelse af direktoratets tidligere trufne afgørelse, jf. ovenfor.
Ejeren har oplyst, at der er tale om en ny ansøgning. Ejeren finder, at han har en umiddelbar ret til at udnytte et areal, der er angivet i en deklaration, der bl.a. er tinglyst på [matrikel], jf. figur 2. For henved ca. 20 sommerhus-grunde blev der af de daværende to ejere af arealet udfærdiget og tinglyst en privatretlig deklaration den 17. december 1976. Sommerhusgrundene blev oprindelig udstykket fra [matrikel], og om den resterende del af dette matr. nr. er det i deklarationens § 3 anført, at ”[matrikel], hvori fællesarealet er indeholdt, kan deles mellem ejerne dog således at skellene ingensinde må være synlige på fællesarealet.”
På ejendommen blev der den 8. juli 1977 tinglyst en privatretlig tillægsdeklaration. Påtaleretten tilkommer de to ovennævnte ejere. Deklarationen angiver primært nogle bestemmelser om, hvem der i givet fald skal eje hvilke arealer af [matrikel] og under hvilke betingelser.
I deklarationen anføres det bl.a.: ”såfremt [matrikel] a, Nr. Hurup... på noget tidspunkt kan udstykkes”.
3
Figur 2 – Kortbilag fra deklaration tinglyst den 17. december [postnr by] finder endvidere, at der bør meddeles dispensation til den ansøgte udstykning med henvisning til:
- at en række sommerhuse ligger tættere på kysten end det der ansøges om,
- at Kystdirektoratet for nylig har tilladt, at et strandbeskyttede areal på Øster Hurup Havn er blevet ophævet,
- at en dispensation til det ansøgte vil medvirke til at skabe en efterspurgt aktivitet bl.a. i den nærliggende havn,
- at der tidligere er opført et vandland med tilhørende overnatningsmu- ligheder i umiddelbar nærhed af [matrikel], og
- at Kystdirektoratet ikke har foretaget en besigtigelse af området.
Endelig anerkender ansøger ikke, at der er strandbeskyttelse på den del af figur 1, der ikke har en gul skravering for strandbeskyttelse. Ansøger gør således gældende, at strandbeskyttelsen på det areal, der ønskes udstykket, kan blive ”overført” til det areal, ansøger finder ikke er omfattet af strandbeskyttelse. Til gengæld vil ansøger enten selv eller via andre forbedre adgangsforholdene på arealet med henblik på forbedring af offentlighedens adgang til området og kysten.
Det areal, som ansøger finder umiddelbart kan udstykkes og bebygges iht. deklarationen.
4
Lovgivning
Af naturbeskyttelseslovens § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Der må ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen.
Der kan gøres undtagelse fra bestemmelsen, jf. naturbeskyttelseslovens § 65b.
Strandbeskyttelseslinjen administreres meget restriktivt. Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, dispenseres der kun, når der foreligger en begrundelse herfor, og når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger – med undtagelse af to mindre arealer i den vestlige del af [matrikel] – inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det areal, der i et område er strandbeskyttede er arealet mellem strandbeskyttel- seslinjen og strandbredden. Det betyder, at det strandbeskyttede areal går ud til kysten. Dette fremgår af naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1. Strandbeskyttede arealer vises i det digitale matrikelkort, og de steder, hvor matrikelkortet ikke går helt ud til kysten, vil den fulde udstrækning af det strandbeskyttede areal således ikke blive vist på kortet. Dette ændrer dog ikke ved, at hele [matrikel] – med undtagelse af to mindre arealer i den vestlige del af [matrikel] – er strandbeskyttet.
Kystdirektoratet finder, at det ansøgte er i strid med bestemmelsens formål, og at der med den begrundelse bør meddeles afslag på dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udstykning og bebyggelse af ejendommen.
De forhold, som ansøger har fremført kan ikke føre til en anden vurdering af sagen.
For så vidt angår de to nævnte deklarationer anføres, at der er tale om privatretlige deklarationer, som er uden betydning for forløbet af strandbeskyttelseslinjen på ejendommen. Ejeren kan således ikke støtte ret på disse deklarationer.
For så vidt angår Øster Hurup Havn har Kystdirektoratet i afgørelse af 11. december 2019 meddelt dispensation til ophævelse af et strandbeskyttet areal på denne havn. Dispensationen er meddelt med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 3, jf. § 69, stk. 1, der vedrører ophævelse af strandbeskyttelses-linjen på bynære arealer i eller omkring havne. Sagen vedrørende Øster Hurup Havn er således ikke sammenlignelig med ansøgningen i nærværende sag.
5
Med hensyn til det nævnte vandland gælder det, at der er tale om et byggeri, der ikke er omfattet af strandbeskyttelse, hvorfor denne sag heller ikke er sammen- lignelig med nærværende sag.
Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen, ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører, offentlige myndigheder, en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen, landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø, og landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser. Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen. Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Har du spørgsmål til afgørelsen, er du velkommen til at kontakte [navn] på [email]
6
Venlig hilsen
[navn]
Områdechef
Afgørelsen er sendt til:
Mariagerfjord Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Mariagerfjord, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Himmerland-Aalborg himmerland- [email] Dansk Ornitologisk Forening, [email] Dansk Ornitologisk Forening, Mariagerfjord, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere. En arkiveret kopi findes hos Internet Archive: Se arkivkopien.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 20-00267-19 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 2865.