Kystpraksis Strandbeskyttelse Svendborg Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til nyt tag og opsætning af solceller

Afgjort 26. juni 2025  · Journalnummer 2025-44350  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Ansøger søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at udskifte stråtaget på et udhus på 67 m² ved en bolig i Svendborg Kommune med et tag i stål eller tagpap, rette en valm i bygningens vestlige ende ud og opsætte 50 m² solceller plant med den sydvendte tagflade. Højden på tagkippen ændres ikke, og bygningen ligger ca. 100 m fra kysten i den udvidede strandbeskyttelseszone. Kystdirektoratet gav dispensation, da udbredelse af vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, og praksis normalt tillader solceller monteret plant på tagflader, der vender væk fra kysten. Direktoratet lagde desuden vægt på, at påvirkningen af kystlandskabet er beskeden, og at bygningen ligger landværts andre bygninger i den udvidede zone, hvor bestemmelserne forvaltes mere lempeligt.

Fakta

Ejendom
Helårsbolig
Ansøger
Privat
Strandbeskyttelseszone
Afstand til kysten
100 m
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

OmbygningTeknisk anlæg

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ja)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at lægge nyt tag på en bygning og opsætte solceller inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Svendborg Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om projektet kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

Du kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Ovennævnte ejendom er 3065 kvm og bebygget med et fritiliggende enfamiliehus med et boligareal på 211 kvm og et udhus på 67 kvm. Både boligen og udhuset er forsynet med stråtag.

Der søges om at udskifte taget på udhuset med et tag i stål eller tagpap, og om at opsætte 50 kvm solceller på den sydvendte tagflade, plant med tagfladen. Tagkonstruktionen ændres ved at en valm i bygningens vestlige ende rettes ud. Højden på tagkippen ændres ikke.

Luftfoto af området. Udhusbygningen er markeret med rød prik. Boligen ligger umiddelbart øst herfor.

Foto fra syd af udhus til venstre og bolig til højre. Indsendt af ansøger. Tagkonstruktionen ændres ved at valmen mod vest rettes ud, så gavlen bliver lige, som i bygningens østlige gavl.

Foto af området viser, at udhuset ligger omtrent 100 meter fra kysten. Den blå/gule linje viser den oprindelige strandbeskyttelseslinje, før linjen blev udvidet i medfør af en ændring af naturbeskyttelsesloven fra 1994. Figuren viser, at hele ejendommen ligger i den udvidede strandbeskyttelseslinje.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på at der er tale om nyt tag og solceller på en eksisterende bygning. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Kystdirektoratet vurderer ligeledes, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Udbredelsen af vedvarende energi anses generelt for at være et anerkendelsesværdigt formål, der til en vis grad kan tilsidesætte de hensyn, som varetages med bestemmelserne i strandbeskyttelseslinjen om at friholde de kystnære arealer for indgreb. Efter praksis dispenseres der således normalt til at opsætte solceller på eksisterende tagflader, når solcellerne monteres plant med tagfladen og på en tagflade, der vender væk fra kysten.

Kystdirektoratet vurderer, at projektets samlede påvirkning på kystlandskabet er beskeden, idet der tale om mindre ændringer på et eksisterende tag.

Der lægges vægt på, at bygningen ligger landværts andre bygninger i den udvidede strandbeskyttelseslinjen, hvor bestemmelserne generelt forvaltes mere lempeligt.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til projektet som beskrevet.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Afgørelsen er også sendt til:

  • Svendborg Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg, [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening Svendborg, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
  • Svendborg Museum, [email]
  • Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn, [email];
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-44350 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1511.