Kystpraksis Strandbeskyttelse Syddjurs Kommune
Dispensation til solceller og ændret tagmateriale ved renovering af nedlagt landbrugsejendom
Sagen kort
Efter en tidligere dispensation til ombygning af en nedlagt landbrugsejendom med et firelænget gårdanlæg på Helgenæs i Syddjurs Kommune søgte ansøger om at ændre tagmaterialet fra røde tegl til naturskifer og om at etablere ca. 100 m² solceller indbygget i to tagflader, heraf den ene mod vandet. Kystdirektoratet gav dispensation til både tagmaterialet og solcellerne. Direktoratet henviste til, at vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, som efter klagenævnets praksis skal behandles lempeligere, og lagde vægt på, at tagfladen mod vandet er skærmet af en ca. 10 m høj kystskrænt, og at cellerne visuelt integreres i tagfladen og ikke fremstår som en selvstændig del af taget.
Fakta
- Ejendom
- Landbrugsejendom
- Ansøger
- Privat
- Synlighed
- Skjult i landskabet
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Kystdirektoratet meddelte den 27. oktober 2024 dispensation til ydre udformning og indre indretning af nedlagt landbrugsejendom inden for strandbeskyttelses- linjen på [matrikel] - [adresse], Syddjurs Kommune.
Der er efterfølgende ansøgt om ændring af dispensationen vedr. tagmaterialet fra røde tegl til skiffer.
Der ansøges endvidere om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til solceller indbygget i to af tagfladerne.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til såvel ændring af tagmaterialet som til solcellerne.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger. I kan se en klagevejledning i bilag 2.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Redegørelse for sagen
Ejendommen er bygningsparcellen til en nedlagt landbrugsejendom. Bebyggelsen består af et 4-længet gårdanlæg med et stuehus samt 3 længer. Ejendommens bebyggelse er stort set skærmet for indsyn fra såvel land som vandsiden – dels på grund at områdets topografi og dels på grund af bevoksningen omkring ejendommen.
Ansøger ønsker at etablere solceller på to af tagfladerne på ejendommen – dels på den østlige længes tagflade mod vandet og dels på den sydlige længes tagflade mod syd. Ialt ønskes opsat ca. 100 m² paneler.
Der er pt. både gråbrune betontagsten og rød tegl tagsten på ejendommen og i forbindelse med dispensation for ombygningen blev det tilkendegivet at det forventede tagmateriale ville være røde tegltagsten.
Ansøger oplyser bl.a. at hun er blevet opmærksom på, at det er muligt nu at få solpaneler, som er næsten fuldstændigt integreret i taget. Dette forudsætter imidlertid, at der vælges naturskifer som tagmateriale, hvorfor der ansøges herom.
De øvrige forhold omkring den ydre udformning, som støbejernsvinduer i tagfladerne og størrelsen herpå, vil ikke blive påvirket af et andet materialevalg til selve taget.
Solcellerne placeres inden for de viste områder Under – eksempel på ansøgte solceller
Ejendommens beliggenhed i forhold til kysten – profilen tegnet langs blå linje
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV.
Det nærmeste Natura 2000-område ligger ca. 1,4 km mod syd. Når der henses til det ansøgtes karakter og dets placering er det Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke kan påvirke Natura 2000-området, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering. Det vurderes endvidere, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV, idet Kystdirektoratet vurderer, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IVarter.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Udbredelsen af vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, og ansøgninger herom skal derfor behandles lempeligere end andre typer af anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Natur- og Miljøklagenævnets NoMO nr. 77 om opstilling af solfanger- og solcelleanlæg inden for strandbeskyttelseslinjen.
Selv om der er tale om et anerkendelsesværdigt formål, kan dette formål dog ikke ubetinget tilsidesætte de landskabelige interesser, der skal varetages inden for strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet finder, at der ikke ses at være forhold som taler imod den ansøgte placering, når der henses til solcellernes udformning og indbygning i taget.
Direktoratet har herved lagt vægt på, at tagpladen mod vandet vil være skærmet af den ca. 10 m høje kystskrænt mod havet, samt at cellerne visuelt vil være integreret i tagfladen og dermed ikke fremtræde som en selvstændig del af taget.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til det ansøgte tagmateriale ved ombygningen samt til etablering af solcellerne som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystzoneforvaltning (F2 postkasse)
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
Afgørelsen er også sendt til:
Syddjurs Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforenings, Syddjurs, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Østjylland, [email] Dansk Ornitologisk Forenings, Syddjurs, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
[email];
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens1 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen2 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 2 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-22441 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1424.