Kystpraksis Strandbeskyttelse Svendborg Kommune
Afslag til at genopføre og udvide garage
Sagen kort
Ejeren af et enfamiliehus på en kystnær ejendom i Svendborg Kommune søgte om at nedrive en garage fra 1930 på 22 m² og genopføre den ca. 12 meter længere mod vest med et samlet areal på 47 m² inden for den oprindelige 100 meter strandbeskyttelseslinje. Ansøger begrundede projektet med ønsket om større energiselvforsyning, plads til elbiler indendørs, en forskønnelse af stedet og at bygningen ikke kan ses fra vandet. Kystdirektoratet gav afslag, da undtagelsen for mindre skure på 10 m² ikke fandt anvendelse, og praksis kun i visse tilfælde tillader garager eller carporte på op til 20 m². Direktoratet vurderede, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, idet udvidelsen er markant og trods begrænset synlighed fra kysten vil kunne ses i kystlandskabet, og at der i forvejen findes omfattende udhusbyggeri på ejendommen.
Afslag, fordi garagen på 47 m² er langt over de 20 m², som praksis kun i visse tilfælde tillader, og den flyttes 12 meter.
Fakta
- Ejendom
- Helårsbolig
- Ansøger
- Privat
- Strandbeskyttelseszone
- Bygningen er fra
- 1930
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
| Før | Efter | Ændring | |
|---|---|---|---|
| Areal | 22 m² | 47 m² | +25 m² (+114 %) |
| |||
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser, vilkår stillet.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til, efter nedrivning, at genopføre en garage på en anden placering og med et større areal inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Svendborg Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1 og stk. 3, nr. 1 jf. § 15, til det ansøgte.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Ovennævnte ejendom består af den ene, nævnte matrikel, der er 5933 kvm, hvorpå ligger et fritliggende enfamiliehus med et boligareal på 140 kvm. Derudover er ejendommen ifølge BBR bebygget med følgende bygninger: Bygning 2: Udhus, Opført 1880, 68 m2 Bygning 3: Udhus, Opført 1930, 54 m2 Bygning 4: Garage, Opført 1930, 22 m2 Bygning 5: Udhus, Opført 1930, 45 m2
Ejendommen ligger ud til kysten, øst for Skårupøre Strandvej. Den er i sin helhed beliggende inden for den oprindelige 100 meter strandbeskyttelseslinje.
Der søges om, efter nedrivning at genopføre bygning 4 ca. 12 meter mod vest, og samtidig forøge arealet af bygningen med 25 kvm, for et samlet areal på 47 kvm.
Ansøger angiver som begrundelse for ansøgningen følgende:
Grunden er at vi i dag er 63% selvforsynende med energi og varme og gerne vil forøge det, vi vil kunne komme op på ca. 86% i fremtiden. Vi er meget bevidste om vores energi forbrug og vil gerne gøre noget ved det. Samtidig vil vi gerne have bilerne indenfor at stå, da vi lige har købt elbiler. Dette vi forskønne stedet meget.
Ansøger begrunder supplerende ansøgningen med at bygningen ikke vil kunne ses fra vandet.
Luftfoto af området. Ejendommen er markeret med rød prik.
BBR-kort viser ejendommens bygninger med bygningsnumre. Ansøgninger vedrører bygning nr 4, der er markeret med gul cirkel mod syd.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
Før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, ligesom der heller ikke kan dispenseres, hvis ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV. Læs mere herom i bilag 1 til afgørelsen. Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet dog ikke foretaget en nærmere vurdering af disse forhold.
Begrundelse for afgørelsen
Efter naturbeskyttelseslovens §15a, stk. 3, Stk. 3. kan der i lovligt etablerede haver, uanset forbuddet i § 15, stk. 1 og dermed uden dispensation, placeres mindre bygninger, anlæg og installationer i tilknytning til boligen og højst 15 m fra denne, som en terrasse etableret i niveau med og i sammenhæng med beboelsen, et gyngestativ, højbede og en sandkasse og andre legeredskaber samt et mindre skur på op til 10 m², medmindre der allerede lovligt er opført et skur i tilknytning til boligen. På tilsvarende måde kan der opføres et mindre drivhus på op til 10 m² i forbindelse med helårsboliger.
Efter lovens §65b, stk. 3, nr. 1 kan der desuden dispenseres til mindre bygninger, anlæg og installationer i haver som nævnt i § 15 a, stk. 3 og 4, men som placeres uden tilknytning til beboelsen, og andre mindre anlæg og installationer, som f.eks. drivhuse på op til 10 m2 og hævede terrasser. Der kan efterbestemmelsen dispenseres til de nævnte forhold uden at der foreligger et særligt tilfælde.
Efter Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis hjemler de to bestemmelser alene opførelsen af ét skur på 10 kvm. Se blandt andet Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse i sag 23/10881. Bestemmelserne finder således efter Kystdirektoratets vurdering ikke anvendelse i sagen.
Sagen skal derfor vurderes efter den almindelige dispensationsbestemmelse i lovens §65b, stk. 1, hvor der kræves et særligt tilfælde for at der kan dispenseres.
Efter Kystdirektoratets og Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis dispenseres der i visse tilfælde efter denne bestemmelse til opførelsen af en garage eller en carport på op til 20 kvm.
Kystdirektoratet vurderer ikke, at der er tale om et sådan særligt tilfælde, der kan begrunde en dispensation til at forøge garagens areal med 25 kvm. Der lægges vægt på, at der er tale om en markant udvidelse af den konkrete bygning. Uanset den begrænsede synlighed fra kysten, vil forøgelsen af bygningens areal, dog kunne ses, og vil efter Kystdirektoratet vurdering opleves som en markant forøgelse af bygningens areal. Kystdirektoratet bemærker hertil, at bestemmelserne om strandbeskyttelseslinjen har til formål at beskytte hele kystlandskabet i strandbeskyttelseslinjens udstrækning og ikke kun indkig fra kysten. Det kan heller ikke lede til et andet resultat, at projektet efter ansøgers opfattelse vil medføre en forskønnelse af området. Endelig lægges der vægt på, at der allerede findes omfattende udhusbyggeri på ejendommen.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til projektet som beskrevet.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
- Svendborg Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Svendborg, [email]
- Friluftsrådet centralt, [email]
- Friluftsrådet, Kreds Sydfyn, [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening Svendborg, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Fynskredsen, [email]
- Svendborg Museum, [email]
- Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Sydfyn, [email];
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-40353 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1477.