Kystpraksis Strandbeskyttelse Gribskov Kommune

Afslag Strandbeskyttelse

Afslag til opsætning af bådstativ

Afgjort 27. juni 2025  · Journalnummer 2025-35855  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et bådelaug søgte om dispensation fra strandbeskyttelsen til at opsætte et 50 meter langt, 2 meter bredt og 0,5 meter højt bådstativ i galvaniserede stålrør på en kommunalt ejet strand i Gribskov Kommune, så kajakker og joller kan fastgøres og ikke skylles væk ved stormvejr. Kystdirektoratet gav afslag. Direktoratet lagde vægt på, at der som udgangspunkt ikke dispenseres til faciliteter langs stranden for en begrænset brugerkreds, og at betingelserne for at dispensere til mindre foreningsfaciliteter efter § 65b, stk. 5, ikke var opfyldt, da stativet hverken ligger i tilknytning til eksisterende anlæg eller i et lokalplanlagt område. Efter den mere restriktive § 65b, stk. 1, fandt direktoratet ikke, at der forelå et særligt tilfælde.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Forening
Højde før / efter
? m → 0,5 m
Lovgrundlag
,

Hvad blev der søgt om

Andet

Praksisflag

  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser, vilkår stillet.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til opsætning af et bådstativ inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], i Gribskov Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte bådstativ.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Bådelauget Holløselund Strand ønsker at opsætte et bådstativ på Holløselund Strand, hvor de kan fortøje kajakker og joller, så de ikke skyller væk eller bliver ødelagt ved stormvejr. Bådelauget har siden 2012 lejet et areal på skrænten og stranden til oplægning af bådene. Arealet er ejet af Gribskov Kommune og fremstår som et åbent naturområde. Matriklen er ikke omfattet af lokalplan eller anden naturbeskyttelse.

Ved orkanen Bodil i 2013 blev ca. 8 meter af skræntfoden, hvor bådene lå, skyllet væk og skrænten eroderes stadig ved jordskred og bølger hver vinter. Stranden og den bagvedliggende skrænt er i sin helhed omfattet af strandbeskyttelsen. Se figur 1.

Gribskov Kommune har givet fuldmagt til opsætning af bådstativet, hvis der gives dispensation fra strandbeskyttelsen af Kystdirektoratet.

Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel. Den røde prik markerer den ønskede placering af bådstativet på stranden.

Bådstativet ønskes konstrueret i 60 mm galvaniserede stålrør og som en sammenhængende gitterkonstruktion. Stativets størrelse vil være 2 meter bredt og 50 meter langt, med en højde på 0,5 meter. Det vil give plads til oplæg af 35 kajakker og joller. Rørene, som gitteret fastgøres på, skæres i 2 meters længde og bores 1,5 ned i underlaget.

Fig. 2. Illustration fra ansøgningen. Viser bådoplagets konstruktion og placering på stranden

Der er i 2013 givet dispensation fra strandbeskyttelsen til oplæg af op til 25 både på det lejede areal.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 135 Tisvilde Hegn og Melby Overdrev) ligger ca. 2 km mod sydvest. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 119. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde, nr. 106 Arresø, ligger ca. 6 km mod syd.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Bilag IV-arter

Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Der meddeles, som udgangspunkt, ikke dispensation til faciliteter langs stranden, til brug for en begrænset kreds af brugere, som f. eks. medlemmer af en forening. Dog kan der efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 5 dispenseres til placering af mindre faciliteter langs stranden til brug for klubber, foreninger og institutioner. Der gælder dog en række betingelser for dispensation efter bestemmelsen.

Bestemmelsen sætter krav til, at de ønskede faciliteter placeres i tilknytning til allerede eksisterende anlæg, f. eks. en parkeringsplads eller bygning. Ligeledes skal arealet, hvor faciliteterne ønskes placeret, være omfattet af en lokalplan, der giver mulighed for opførsel af et nærmere bestemt antal bygninger og anlæg.

Da de ansøgte faciliteter i nærværende sag ikke lever op til nogen af førnævnte betingelser, kan forholdet ikke vurderes efter den nævnte bestemmelse. Forholdet skal i stedet vurderes efter den mere restriktive § 65b, stk. 1, hvor dispensation forudsætter, at der er tale om et særligt tilfælde.

Kystdirektoratet finder ikke, at der kan være tale om et særligt tilfælde i nærværende sag.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til opsætning af bådstativet.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[telefon]

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Gribskov Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Gribskov, [email]
  • Friluftsrådet central, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Nordsjælland, [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Gribskov, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag. Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-35855 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1450.