Kystpraksis Klitfredning Lemvig Kommune
Dispensation til etablering af cykelsti, Lemvig Kommune
Sagen kort
Lemvig Kommune søgte om dispensation fra klitfredningen til en ca. 2,9 km lang og 2,5 m bred asfaltsti med toplag af majssten mellem Trans og Fjaltring som led i Vestkyststien/Nordsøruten, herunder afgravning og påfyldning af jord og en omlægning af et vejkryds. Kystdirektoratet varslede først afslag, men gav efter et møde med kommunen dispensation på vilkår til den ca. 1,5 km lange sydlige del og afslag til den nordlige del. Direktoratet anså den sydlige del for et særligt tilfælde, fordi den overvejende følger eksisterende vej, ligger relativt tilbagetrukket i landskabet, indgår i en større national og europæisk cykelrute og er i overensstemmelse med praksis, mens vejomlægningen øger trafiksikkerheden. Den nordlige del fik afslag på grund af den meget kystnære placering nær en skrænt og fordi der findes en eksisterende alternativ rute, som også kan bruges af folk med klapvogn og kørestol. Vilkårene skal hindre drab af stor vandsalamander og strandtudse i anlægsfasen.
Delvist afslag, fordi stien i den nordlige del ville ligge meget kystnært ved en skrænt, og der findes allerede en alternativ rute.
Fakta
- Ejendom
- Andet
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
AndetTerrænregulering
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Naturområdet omkring og vest for en sø skal friholdes for kørsel samt opbevaring og deponering af materiale
- Jorddiget og græsmarken omkring en anden sø skal friholdes for kørsel samt opbevaring og deponering af materiale
- En matrikel med søer med strandtudse skal friholdes for kørsel og oplag; alternativt må arbejdet udføres i vinterhalvåret eller med opsætning af paddehegn
- En matrikel med en temporær sø skal friholdes for kørsel samt opbevaring og deponering af materiale
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Afgørelse vedr. etablering af cykelsti inden for klitfredningslinjen
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 8 til etablering af en cykelsti inden for klitfredningslinjen på ejendommene [matrikel], samt [matrikel], i Lemvig Kommune.
Kystdirektoratet bemærker, at [matrikel], også indgår i ansøgningen, men matriklen ligger uden for klitfredningslinjen.
Kystdirektoratet bemærker, at der også ansøges om dispensation til en bro hen over Dybe Å, der skal etableres på [matrikel], samt en del af [matrikel], der ligger uden for klitfredningslinjen. Kystdirektoratet er på denne baggrund ikke rette myndighed for ansøgningen om broen.
Dispensation
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen1 § 1, jf. § 4, til etablering af den sydlige del af cykelstien.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
1 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
2
Vilkår for dispensationen
Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:
På. [matrikel], skal naturområdet omkring og vest for søen helt friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende.
På [matrikel], skal jorddiget og græsmarken omkring søen helt friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende.
På [matrikel], skal matriklen helt friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende. Alternativt må arbejder udføres i vinterhalvåret, eller med opsætning af paddehegn.
På [matrikel], skal matriklen helt friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende.
Afslag
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til den nordlige del af cykelstien.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Lemvig kommune har ansøgt om dispensation til at etablere en cykelsti, der er projekteret til at forløbe fra Trans kirke til Fjaltring.
Cykelstiens trace berører følgende matrikler; 18a, 18i, 18k 19a, 22f, 31d, og 7000d, Lynghøj, Trans, samt matriklerne 9g, 20a, 20e, 20g og 82, Hovedejerlavet, Fjaltring.
Et kort over cykelstiens trace kan ses på figur 1.
Et kort hvor klitfredningslinjen fremgår kan ses på figur 2.
2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
3
Fig. 1. Tilsendt fra ansøger. På kortet fremgår det ansøgte trace af cykelstien, markeret med en rød streg. Bemærk at kortet ligger ned, så nord er i venstre side af kortet.
Fig. 2. Ortofoto 2023. Det orange skraverede område markerer det klitfredet areal. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel. Cykelstiens start og slut er markeret med røde prikker. Bemærk at kortet ligger ned, så nord er i venstre side af kortet.
Ansøger har oplyst følgende;
”Der har i områdefornyelsen for Fjaltring-Trans-Ferring været et stort ønske om at udbygge og forbedre stiforbindelserne i området – med særligt fokus på at få etableret en sammenhængende forbindelse mellem de tre byer Fjaltring, Trans og Ferring.
Vestkyststien, en del af Nordsøruten, der løber gennem 8 lande og 6000 km, er i dag meget fragmenteret på denne strækning, idet der nogle steder skal cykles på trafikerede veje og andre steder ikke er muligt at passere med en cykel. Projektet omfatter forlængelse af stien, der pt. ender ved Trans Kirke, så den føres videre ned til Trans Ferieby, hen over Dybe Å og munder ud ved Kjeldbjergvej (Høfde Q) i Fjaltring.
4
Tracéet er fastlagt ud fra et ønske om at skabe en sti, der både indgår naturligt i landskabet og tager videst muligt hensyn til beskyttede naturarealer mm. og samtidig giver brugerne af stien store naturmæssige oplevelser gennem et varieret landskab med slugter, åbne vidder og storslåede udsigter. Stien ønskes etableret som en asfaltsti på 2,5 meter med et toplag af majssten (”OB- belægning” som den eksisterende Vestkyststi på strækningen nord for Trans Kirke). Herved får stien udtryk som en grussti, der farvemæssigt falder naturligt ind i den omgivende natur. På en strækning hen over Dybe Å (ca. 125 meter) vil stien blive anlagt som en træbro, der fastgøres med jordskruer. Herved kan terrænet forløbe uforstyrret under broen.
Ved at anlægge stien i et område som i forvejen benyttes af mange besøgende, bliver det muligt i højere grad at styre, hvor folk færdes og dermed minimere det generelle slid i området. Det er vores vurdering, at stien vil få en stor rekreativ betydning og vil understøtte mulighederne for friluftsliv for en stor målgruppe. Den visuelle oplevelse af området – herunder udsigter og landskabstræk – vurderes ikke at blive påvirket væsentlig, idet stien lægges lavt i terrænet og med et forløb der følger linjerne i landskabet. Stien vil udelukkende blive benyttet af gående og cyklende som vil passere gennem området i korte perioder. Forslaget har været forelagt følge- og arbejdsgruppen (grupper af borgere, der indgår som en vigtig part i områdefornyelsen) på møde den 12. april 2023. Der var stor opbakning til projektet.”
Kystdirektoratet bemærker, at den ansøgte cykelsti er en 2,5 meter bred asfaltsti, med et toplag af majssten, der er ca. 2,9 km lang. Det bemærkes at en mindre del af cykelstien etableres i tilknytning til eksisterende vej, mens resten af cykelstien forløber over natur- og markområder.
Kystdirektoratet bemærker, at der både skal foretages afgravning og påfyldning af jord i forbindelse med det ansøgte projekt.
Kystdirektoratet varslede på baggrund af ansøgningsmaterialet afslag til etableringen af cykelstien.
Kommunen anmodede herefter om et møde. Efter afholdelsen af mødet sendte kommunen et referat, hvoraf det fremgår;
”Mødet var foranlediget af Lemvig Kommune for at få mulighed for at uddybe og drøfte vores ansøgning om dispensation fra Klitfredningslinjen, særligt fordi KDI har varslet et afslag på ansøgningen.
Planlægning af stien er foregået i regi af områdefornyelsen i Fjaltring-Trans- Ferring, hvor indsatsen har været et stort ønske fra Følgegruppen. Områdefornyelsen blev godkendt af Kommunalbestyrelsen i november 2019 med senere ændringer og med et samlet budget for stien på omkring 3,5 mio. kr. med bl.a. tilførte midler fra Kommunens Cykelstipulje. De øvrige indsatser er planlagte og delvist gennemførte, så stien er den sidste indsats, som der planlægges for. Fristen for gennemførelse af områdefornyelsen er ca. 2 år fra nu,
5 hvilket betyder, at vi har en presset tidsplan, da anlæg af stien også forudsætter en ekspropriationsforretning.
(…)
Dagsorden/referat
1. Velkomst og kaffe Ad 1. Deltagerne blev præsenteret for hinanden og MV indledte med baggrunden for områdefornyelsen, særligt med fokus på sammenhængen med kommunens indsats med Vestkystturismen og vigtigheden af, at der etableres en sti, der forbindes med resten af Vestkyststien fra Thyborøn til Torsminde. Dette vil have stor værdi både lokalt, regionalt og nationalt (den gennemgående Nordvestkyststi). Stien er med til at skabe god tilgængelighed for alle og adgang til store naturmæssige oplevelser. MV fremførte et ønske om at opnå den ansøgte dispensation til det politisk godkendte projekt som ansøgt og tilkendegav samtidigt, at projektet ikke kan ændres uden at det forinden er fremlagt til politisk godkendelse.
2. Præsentation af skitseforslag, sti fra Trans Kirke til Kjeldbjergvej, Fjaltring ifm. områdefornyelsen, herunder baggrund, undersøgelser og vurdering for placering af tracéet v/Lemvig Kommune Ad 2. [navn] fremlagde processen omkring udvikling af projektet, begrundelser for placering af tracéet samt interessentinddragelse. Ved endelig fastlæggelse af tracéet har der været afholdt møder med de berørte lodsejere, og afsøgt forskellige muligheder for at finde den mest hensigtsmæssige placering, der både tilgodeser den omgivende natur og giver et oplevelsesrigt stiforløb. En del af stien forløber på Naturstyrelsens areal, og forløbet her er afstemt med Styrelsen. På baggrund af møderne er der valgt et tracé, der med sit forløb vil komme igennem et meget varieret landskab med mulighed for at opleve klitlandskabet på nært hold. Der er i efteråret 2023 gennemført en naturgenopretning ved Dybe Å, på en strækning nær det planlagte stiforløb, som vil kunne blive tilgængeligt for offentligheden med det valgte tracé.
For at sikre tilgængelighed for alle og minimere behovet for at skulle vedligeholde stien med store maskiner, er det valgt, at stien skal etableres med en OB-belægning, som en fortsættelse af stien fra nord (fra Ferring til Trans Kirke, som der tidligere er meddelt dispensation fra klitfredningen til). Denne belægningstype har en karakter, der falder naturligt ind i det omgivende landskab, og vil med sin lyse, grove overflade fremstå som en grussti. Stien er ikke projekteret, og der vil i forbindelse med den videre bearbejdning ske en yderligere tilpasning af traceet, så stien følger terrænets bevægelser i videst muligt omfang, hvorved der kun vil blive behov for minimale terrænændringer. Efter anlæg vil stien efter kort tid fremstå som en integreret del af landskabet. Der vil være stor fokus på at anlægge stien, så skånsomt som muligt i ét med terrænet og med minimale terrænændringer. Der vil anvendes
6 mindre maskiner, køreplader m.v. for at undgå at skade det omgivende natur. Efter anlæg vil stien efter kort tid fremstå som en integreret del af landskabet.”
Ansøger sendte efterfølgende en uddybende begrundelse for ønsket om vejændringen sidst på ruten;
- 1. Ændring af vejforløbet sker ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt.
- a. Ved at slå Kjeldbjergvej og Højmarkvej sammen og samtidig ændre indkørselsforholdene til [adresse] ændre vi krydset fra et fembenet kryds til et trebenet kryds med en tilkobling til cykelstien.
2. Ændringen betyder også at turister ikke forveksler adgangen til [adresse] med Højde Q og afstanden for vejen og cykelstien til [adresse] bliver forbedret.
Kystdirektoratet revurderede herefter sin vurdering af projektet, og kom frem til, at der kunne dispenseres til noget af cykelstien.
Kystdirektoratet har inddelt cykelstien i en nordlig og en sydlig del; den nordlige del vurderes det ikke, at der kan opnås dispensation til, mens det vurderes at der godt kan opnås dispensation til den sydlige del.
En grov indtegning af den nordlige del kan ses med rød på figur 3, hvor der også med blå er indtegnet en alternativ eksisterende rute i området.
Den sydlige del af cykelstien fremgår på figur 4 og 5.
Kystdirektoratet spurgte ind til, hvordan man ville sørge for, at søen ved Løkkevej ikke blev påvirket af anlægsfasen. Ansøger svarede følgende;
”Jf. projektbeskrivelsen vil stien blive anlagt i terræn, hvorfor der kun bliver behov for minimale terræntilpasninger. Vi holder os i en hensigtsmæssig afstand ift. søen, således den ikke påvirkes.”
Kystdirektoratet spurgte ind til, om regnvandet fra cykelstien ville blive ført til søen ved Løkkevej. Ansøger svarede følgende;
”Der laves rabat/trug ved siden af stien, hvor alt regnvand fra stien vil nedsive. Dvs. der vil ikke komme overfladevand fra stien ned i søen. Og truget etableres i en sådan afstand, at der ikke er risiko for vandhullet.”
7
Fig. 3. Indtegning af den nordlige del af cykelstien. Den ansøgte strækning er indtegnet med rød. Den blå streg markerer en eksisterende alternativ rute i området.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. Den røde streg markerer den første strækning af den sydlige del af den ansøgte cykelsti. Bemærk at kortet ligger ned, så nord er i venstre side af kortet.
8
Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. den røde streg markerer den anden og sidste strækning af den sydlige del af den ansøgte cykelsti. Bemærk at kortet ligger ned, så nord er i venstre side af kortet.
Kystdirektoratet bemærker, at der på [matrikel], er to fortidsmindelinjer for rundhøje (lok. 16 og 17), samt at der på [matrikel], - hovedejerlavet, Fjaltring, er et fortidsmindeareal for et grubehus (lok. 63). Afgørelsen sendes derfor til Slots- og Kulturstyrelsen og Holstebro Museum til orientering.
Kystdirektoratet bemærker, at [matrikel], ligger inden for det fredede område Trans kirke, mens matriklerne 31d, 7000d, 22f, 18k, og 18i, Lynghøj, Trans ligger inden for det fredede område Bovbjerg – Dybå. Afgørelsen sendes derfor til fredningsnævnet til orientering.
Kystdirektoratet bemærker, at [matrikel], er registreret med overdrev. Den ansøgte trace hen over matriklen går for det meste udenom, men der er en strækning på ca. 100 m, hvor cykelstien kommer til at være i overdrevet. Afgørelsen sendes derfor til kommunen til orientering.
Kystdirektoratet bemærker, at der på [matrikel], samt 20a og 20e, Hovedejerlavet, Fjaltring, er beskyttede sten- og jorddiger, som cykelstien ser ud til at berøre. Afgørelsen sendes derfor til Slots- og Kulturstyrelsen til orientering. Kystdirektoratet bemærker, at cykelstien på [matrikel], går ind over kirkebyggelinjen. Afgørelsen sendes derfor til Lemvig kommune til orientering.
Kystdirektoratet bemærker, at alle de ansøgte matrikler ligger helt eller delvist ([matrikel]) inden for det bevaringsværdige landskab ”Vesterhavskysten omkring Fjaltring”. Afgørelsen sendes derfor til Lemvig kommune til orientering.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 65) ligger ca. 2,6 km mod syd fra den sydligste ansøgte matrikel. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 58
9 og fuglebeskyttelsesområde nr. 38. I fuglebeskyttelsesområdet indgår
Ramsarområde nr. 4.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Der er kortlagt levested for brushane i moderat tilstand, samt rørdrum og rørhøg i god tilstand, ca. 4 km mod syd, inde i Natura 2000-området.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der ikke forekommer levesteder eller kortlagte habitatnaturtyper i det ansøgte projektområder. Der er yderligere lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området. Kystdirektoratet har herudover lagt vægt på, at den sydlige del af cykelstien etableres i områder der i forvejen er påvirket af trafik/kørsel; det meste af cykelstien etableres i tilknytning til eksisterende vej, mens resten etableres i tilknytning til marker.
Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at projektet berører potentielle levesteder for flere bilag IV-arter. Det omfatter stor vandsalamander, strandtudse, odder og birkemus.
Stor vandsalamander
Kystdirektoratet bemærker, at der på arter.dk er registreret observation af stor vandsalamander i 2023, i de § 3 beskyttede søer ved Løkkevej og Kjeldbjergvej.
Kystdirektoratet bemærker, at der med det ansøgte vil komme en ”ekstra” befæstning rundt om søen ved Løkkevej. Se figur 6.
10
Fig. 6. Tilsendt fra ansøger. Kortudklip af tracét rundt om søen ved Løkkevej.
Kystdirektoratet bemærker, at cykelstien bliver ført øst om søen, hvor søen grænser op til dyrket mark. Kystdirektoratet bemærker, at der etableres en urtebræmme mellem søen og cykelstien.
Kystdirektoratet bemærker, at der umiddelbart vest for søen findes noget krat og beplantning med buske og træer. Det er Kystdirektoratets vurdering, at de nærmeste raste- og overvintringsområder for søen bestand af stor vandsalamander ligger mod vest i disse krat, og måske i nogle ældre gårdbygninger mod vest. Kystdirektoratet vurderer ikke, at marken mod øst repræsenterer et potentielt levested for stor vandsalamander. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund ikke, at cykelstien på østsiden af søen vil være en barriere i forhold til artens vandring mellem raste- og ynglelevesteder.
Kystdirektoratet bemærker, at det skal sikres, at der ikke sker individdrab under anlægsfasen. Kystdirektoratet fastsætter derfor vilkår om, at naturområdet omkring og vest for søen, helt skal friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende.
Kystdirektoratet bemærker, at cykelstien ved Kjeldbjergvej etableres på den modsatte side af vejen, i forhold til søens placering. Se figur 7.
11
Fig. 7. Tilsendt fra ansøger. Kortudklip af tracet nær søen ved Kjeldbjergvej.
Kystdirektoratet bemærker, at der ligger et jorddige og en vej mellem søen og tracet for cykelstien. Kystdirektoratet vurderer, at rasteområdet for stor vandsalamander på matriklen er knyttet til jorddiget umiddelbart nordøst for søen. Kystdirektoratet bemærker, at denne er adskilt fra cykelstien af en eksisterende vej. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at hverken yngle eller rasteområder for stor vandsalamander påvirkes.
Kystdirektoratet bemærker, at det skal sikres, at der ikke sker individdrab under anlægsfasen. Kystdirektoratet fastsætter derfor vilkår om, at jorddiget og græsmarken omkring søen, helt skal friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende.
Kystdirektoratet bemærker, at stor vandsalamander hovedsageligt flytter sig på fugtige nætter, og vurderer derfor ikke, at det ansøgte projekt vil påvirke de individer der måtte være i søerne. Der er i vurderingen lagt vægt på, at cykelstien ikke opføres med lys, hvorfor den antages hovedsageligt at blive brugt i dagstimerne.
Strandtudse
Kystdirektoratet bemærker, at der på arter.dk er registreret observation af strandtudse ved den § 3-beskyttede sø på [matrikel], ca. 220 m mod syd fra cykelstien på [matrikel]. Kystdirektoratet bemærker, at der på matriklen ligger to søer – en nord og en syd for vejen/nedkørslen til stranden. Se figur 8.
12
Fig. 8. Ortofoto 2023. Den røde streg markerer vejændringen på [matrikel], som cykelstien etableres i tilknytning til. På billedet ses også de to nævnte søer.
Kystdirektoratet vurderer, at de to søer udgør bestandens ynglehabitat, mens rasteområdet vurderes af udgøres af den smalle stribe høje klitter langs med kysten. Den dyrkede mark mod øst vurderes ikke, at være levested for strandtudse.
Kystdirektoratet bemærker, at det skal sikres, at der ikke sker individdrab under anlægsfasen. Kystdirektoratet fastsætter derfor vilkår om, at matriklen, helt skal friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende. Alternativt må arbejder udføres i vinterhalvåret, eller med opsætning af paddehegn.
Kystdirektoratet bemærker, at der på [matrikel], findes en græsmark på sandmuld med en vandfyldte lavning/temporær sø. Se figur 9.
Fig. 9. Ortofoto 2023. Den røde streg markerer den ansøgte trace af cykelstien. På billedet ses den temporære sø på den modsatte side af den eksisterende vej.
13
Kystdirektoratet vurderer, at dette potentielt er et ynglested for strandtudse.
Kystdirektoratet bemærker, at den temporære sø og cykelstien er adskilt af en eksisterende vej, hvorfor arealet ikke direkte berøres af cykelstien.
Kystdirektoratet bemærker, at det skal sikres, at der ikke sker individdrab under anlægsfasen. Kystdirektoratet fastsætter derfor vilkår om, at matriklen helt skal friholdes for kørsel, samt opbevaring/deponering af materiale og lignende.
Kystdirektoratet bemærker, at strandtudsen er dagaktiv indtil første overvintring. Efter første overvintring er strandtudsen nataktiv, og tilbringer dagen nedgravet eller gemt i et lille hul eller andet skjul. Kystdirektoratet bemærker, at der er et par veje/nedkørsler mellem den ansøgte cykelsti og søen, hvor strandtudse er registreret. Disse veje fører ned til Høfde Q, og er hyppigt brugte. Kystdirektoratet vurderer ikke, at den potentielle stigning af aktivitet fra cykler eller gående vil påvirke de strandtudser der måtte være i området.
Odder
Kystdirektoratet bemærker, at der på arter.dk er registreret observation af odder i vandløbet der løber over matriklerne 82, 20a og 20e. Observationen er foretaget ca. 750 m mod nordøst.
Kystdirektoratet bemærker, at odder hovedsageligt er aktiv omkring skumringstid og i nattetimerne, mens cykelstien forventeligt primært vil blive benyttet i dagstimerne. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund ikke, at projektet vil påvirke de oddere der måtte være i vandløbet.
Birkemus
Kystdirektoratet bemærker, at der på arter.dk er registreret observation af birkemus ca. 3,8 km mod nordøst.
Kystdirektoratet bemærker, at birkemus findes på lokaliteter med en vis grad af fugtighed og en tæt, mellemhøj urtevegetation, som kan fungere både som skjul og fourageringshabitat for birkemusen. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at potentielle yngle- og rasteområder for birkemus skal findes i tilknytning til søer eller Dybå. Kystdirektoratet bemærker, at veje og dyrkede marker kan være en barriere for birkemus. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund ikke, at etablering af cykelstien, eller den efterfølgende aktivitet på cykelstien, vil have en negativ påvirkning på de birkemus der måtte være i området. Der er i vurderingen lagt vægt på, at stort set hele den sydlige strækning af cykelstien etableres i tilknytning til eksisterende vej eller dyrkede marker. Det bemærkes desuden, at broen, der etableres uden for klitfredningslinjen over Dybå, etableres i perioden 1. september – 1. oktober, hvor ungerne er blevet selvstændige og birkemusene endnu ikke har startet vinterdvalen.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
14
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Kystdirektoratet bemærker, at der er ansøgt om dispensation til at etablere en befæstet cykelsti inden for klitfredningen. Cykelstien skal indgå i Vestkyststien, en del af Nordsøruten, som i sammenhæng med stier i andre lande skaber en flere tusind kilometer sammenhængende cykelrute i Europa.
Kystdirektoratet bemærker, at cykelstien derudover ønskes etableret så folk med barnevogne, kørestole, osv. får mulighed for at færdes i området, da de har svært ved at benytte de trampestier, der er i området nu.
Kystdirektoratet bemærker, at der i Naturbeskyttelseslovens § 8 er et klart forbud mod at foretage tilstandsændringer inden for klitfredningen, hvilket bl.a. omfatter terrænændringer.
Kystdirektoratet bemærker, at der fremgår yderligere forbud i Klitfredningsbekendtgørelsens § 1, der bl.a. omfatter kørsel uden for anlagt vej og gravearbejde.
Kystdirektoratet bemærker, at der ikke findes nogen lempelser fra hverken Naturbeskyttelseslovens § 8 eller Klitfredningsbekendtgørelsens § 1, der gør sig gældende i dette tilfælde. Den ansøgte cykelsti skal derfor behandles efter den restriktive dispensationsadgang jf. § 65b, stk. 1, der træder i kraft ved særlige tilfælde.
Dispensation
Kystdirektoratet bemærker, den sydlige del af cykelstien er ca. 1,5 km lang, og at størstedelen af cykelstien etableres i tilknytning til allerede eksisterende vej.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et sådant særligt tilfælde, der kan opnå dispensation jf. § 65b, stk. 1. Der er i vurderingen lagt vægt på, at størstedelen af cykelstien etableres i tilknytning til eksisterende vej. Dette stemmer overens med praksis vedr. etablering af cykelstier inden for klitfredningen. Der er yderligere lagt vægt på, at den del af cykelstien der ikke etableres i tilknytning til eksisterende vej er relativt tilbagetrukket i landskabet, sammenlignet med den nordlige del af ruten. Kysdirektoratet har herudover lagt vægt på, at der er tale om en større national cykelrute, der hænger sammen med andre cykelstier i Europa. Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund ikke, at en dispensation i dette tilfælde vil skabe en uønsket præcedens for andre sager, hvor der ansøges om dispensation til etablering af en cykelsti inden for klitfredningen.
Kystdirektoratet bemærker, at der er ansøgt om dispensation til at omlægge vejforløbet på den sidste del af den sydlige rute.
Kystdirektoratet vurderer, at der er tale om et sådant særligt tilfælde, der kan opnå dispensation jf. § 65b, stk. 1. Der er i vurderingen lagt vægt på, at ændringen i vejforløb ønskes for at øge trafiksikkerheden. Ved at dispensere til ændringen,
15 bliver det nuværende 5-bendede kryds lavet til et 3-benet kryds. Der er yderligere lagt vægt på, at der ikke er noget kystlandskabeligt hensyn der taler imod en dispensation.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etablering af den sydlige del af cykelstien.
Afslag
Kystdirektoratet bemærker, at den nordlige del af cykelstien ønskes placeret meget kystnært, nær en skrænt. Kystdirektoratet bemærker i denne sammenhæng, at den cykelsti der ligger nord for den ansøgte, er skredet ned flere steder.
Kystdirektoratet bemærker, at der allerede er en alternativ eksisterende rute i området, som lovligt kan benyttes. Ruten følger grusvejen Mollerupvej fra kirken, og ned igennem sommerhusområdet Trans Ferieby, hvor den bliver til Løkkevej. En illustration af denne rute kan ses markeret med en blå streg på figur 3.
Kystdirektoratet vurderer på baggrund af ovenstående ikke, at der er tale om et sådant særligt tilfælde, der kan opnå dispensation jf. § 65b, stk. 1. Kystdirektoratet vurderer yderligere for den nordlige del af cykelstien, at der er kystlandskabelige forhold der taler imod en dispensation. Der er i vurderingen lagt vægt på den meget kystnære placering. Der er i vurderingen yderligere lagt vægt på, at der er en eksisterende alternativ rute i området, som kan benyttes. Kystdirektoratet vurderer ikke, at der er fremkommet argumenter imod brugen af denne, som giver anledning til at ændre vurderingen. Kystdirektoratet vurderer også, at den eksisterende alternative rute giver mulighed for, at folk med klapvogn, kørestol, osv. kan færdes i området.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”. Kystdirektoratet bemærker, at afslaget er meddelt af andre årsager.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til den nordlige del af cykelstien.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
16
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Lemvig, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds LimfjordSyd [email] Dansk Ornitologisk Forening, Lemvig, [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email] Slots- og Kulturstyrelsen, [email] Holstebro Museum, [email] Fredningsnævnet for Midtjylland, vestlig del, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
17
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
3 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
18
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
19
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
20
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 65, Nissum Fjord
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 23-08741 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 12.