Kystpraksis Strandbeskyttelse Vordingborg Kommune

Dispensation, delvist imødekommet Strandbeskyttelse

Afgørelse vedr. forhold til støtte af friluftliv

Afgjort 28. oktober 2025  · Journalnummer 2025-37197  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

En lokal borgerforening søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at forbedre de rekreative faciliteter langs Sjællandsleden ved Dybsø Fjord i Vordingborg Kommune med 2 bord/bænkesæt, et primitivt bålsted, 2 kajakstativer og 3 bådstativer, planering af en eksisterende trampesti samt renovering af en eksisterende grusparkeringsplads og adgangsvej. Området ligger overvejende inden for den oprindelige 100 m-zone og i et Natura 2000-område. Kystdirektoratet gav dispensation på vilkår til bord/bænkesæt, bålsted og renovering af parkeringsplads og adgangsvej, da der er tale om beskedne, frit tilgængelige foranstaltninger til støtte for friluftslivet, som ikke påvirker kystlandskabet nævneværdigt. Der blev givet afslag til kajak- og bådstativerne, fordi de samlet ikke kan betragtes som mindre foranstaltninger og ville stå meget kystnært i et åbent kystlandskab, og til planeringen af trampestien, fordi den er en terrænændring, og der ikke foreligger et særligt tilfælde.

Delvist afslag, fordi kajak- og bådstativerne ikke er mindre foranstaltninger og ville stå meget kystnært, og planering af stien er en terrænændring.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Forening
Strandbeskyttelseszone
Lovgrundlag

Hvad blev der søgt om

AndetShelter og friluftslivTerrænregulering

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Der må ikke foretages terrænændringer ved etablering af bålstedet og renovering af parkeringsplads og vej ud over det nødvendige
  • Eventuel overskudsjord fra gravearbejder og afskrabning af opvækst skal køres bort til en placering uden for de strandbeskyttede arealer
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Afgørelse vedr. forhold til støtte af friluftliv inden for strandbeskyttelseslinjen

Ansøgning

I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opsætte 2 bord/bænkesæt, 1 bålsted, 2 stativer til kajakker og 3 stativer til både, samt at udføre en planering af en trampesti og renovere en parkeringsplads og adgangsvej inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommene [matrikel], [adresse] i Vordingborg Kommune.

Den oprindelige ansøgning indeholdte ligeledes ansøgning om et shelter. Efter vejledning fra Kystdirektoratet er ansøgningen blevet tilrettet således, at shelteret er taget ud af ansøgningen og placeringen for bord/bænkesæt og bålplads er ændret. Den følgende afgørelse tager udgangspunkt i denne tilretning.

Dispensation

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til 2 bord/bænkesæt og 1 bålplads, samt renovering af parkeringsplads og adgangsvej.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

Vilkår for dispensationen

Dispensationen er meddelt på følgende vilkår:

  • Der må ikke foretages terrænændringer i forbindelse med etablering af bålstedet, samt renovering af parkeringsplads og vejen, ud over det der er nødvendigt for etableringen og renoveringen.
  • Eventuel overskudsjord fra gravearbejder og afskrabning af opvækst skal køres bort til en placering uden for de strandbeskyttede arealer.

Afslag

Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til stativer til kajakker og både, samt planering af trampesti.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

Redegørelse for sagen

Køng Borgerforeningen har fået tilskud fra Vordingborg Kommune til at forbedre de rekreative faciliteter langs en del af Sjællandsleden, som løber forbi Kostræde Banker og Dybsø Fjord. Området er i sin helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen og størstedelen er inden for den oprindelige 100 m-linje.

Fig. 1. kort over området. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. Den gule streg markerer den oprindelige 100 m-linje, de røde streger markerer de vejledende matrikelskel og den røde prik markerer placeringen af de ansøgte forhold.

Borgerforeningen ønsker at forbedre mulighederne for at tage ophold for vandrende, cyklende og kajakroere. Dette ved at etablere bord/bænke sæt, bålsted, stativer til kajakker og mindre både, samt ved at planere og renovere en eksisterende trampesti, parkeringsplads og adgangsvej.

Fig. 2. Ortofofo 2024. Viser området hvor forholdene ønskes etableret og renoveret. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om strandbeskyttelse. Den gule streg markerer den oprindelige 100 m-linje, de røde streger markerer de vejledende matrikelskel og den røde prik markerer placeringen af bord/bænkesæt og bålsted.

Bord/bænkesæt og bålsted, samt kajak- og bådstativer ønskes placeret på [matrikel], der ejes af Vordingborg Kommune. Kommunen har givet fuldmagt hertil. Umiddelbart syd for denne matrikel, ses parkeringspladsen og adgangsvejen, der skal renoveres. Mod vest går trampestien, der ønskes planeret.

Bålstedet etableres som et primitivt bålsted, uden rist eller stativ, afgrænset af marksten eller lignende.

Kajak- og bådstativer udføres som lette trækonstruktioner. Se figur 3 og 4 for tegninger af stativerne.

Fig. 3. Foto fra ansøgningen. Tegning af kajakstativ.

Fig. 4. Foto fra ansøgningen. Tegning af bådstativ.

Parkeringspladsen er beliggende på [matrikel] og er ca. 150 m2. Adgangsvejen herfra og til den asfalterede del af Bankevejen, er ca. 120 meter lang. Arealet er i dag bestående af grus og delvist tilgroet. Se figur. 5 for billede.

Fig. 5. Foto fra ansøgningen. Viser parkeringspladsen og adgangsvejen.

I forbindelse med fredning af arealer ved Dybsø Fjord i Næstved, Fladså og Vordingborg Kommuner, Storstrøms Amt i 1988, blev der jf. fredningens § 7 udlagt en parkeringsplads med plads til 6 biler. Parkeringspladsen og adgangsvej er i imidlertid ikke blevet vedligeholdt i en længere årrække og ønskes derfor renoveret ved let afskrabning af tilgroning og efterfølgende udlægges et nyt lag kørefast materiale i form af stabilt grus eller knust beton i en lagtykkelse fra 0-10 cm.

En del af parkeringspladsen og adgangsvejen er omfattet af § 3-beskyttet strandeng. Kommunen har oplyst til Borgerforeningen, at parkeringspladsen og adgangsvejen kan renoveres uden dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.

Trampestien, der går fra parkeringspladsen og til et udsigtspunkt ca. 250 meter mod vest, er ligeledes etableret i forbindelse med fredningens § 7. Trampestien er ujævn og præget af mange muldvarpeskud. Der ansøges om at overfræse jorden og derefter slå græsset 2-3 gange om året.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det ansøgte ligger i Natura 2000-område nr. 169, Havet og kysten mellem Karrebæk Fjord og Knudshoved Odde. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 148 og fuglebeskyttelsesområde nr. 81, Karrebæk, Dybsø og Avnø Fjorde. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 20.

Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på, at der er tale om et område, hvor der gennem en årrække fra været en del trafik, både af køretøjer på parkeringspladsen og personer i forbindelse med sejlads. Derudover er det ansøgte blevet begrænset til området omkring parkeringspladsen og adgangsvejen.

Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.

Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Dispensation

Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994

  • "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.

Der er søgt om dispensation til at opsætte 2 bord/bænkesæt, etablere et bålsted og renovere en eksisterende parkeringsplads og adgangsvej. Alle forholdene er frit tilgængelige for områdets besøgende.

Kystdirektoratet vurderer, at der tale om et beskedent anlæg, som ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til bord/bænkesæt, bålsted og renovering af parkeringspladsen og adgangsvejen.

Afslag

Kajak- og bådstativer

Jf. lovbemærkningerne til ændringen af naturbeskyttelsesloven i 1994, nævnt ovenfor, vurderer Kystdirektoratet, at de 2 kajakstativer og 3 bådstativer, der ansøges om, ikke kan betragtes som mindre foranstaltninger, grundet stativernes samlede størrelse. Der lægges i vurderingen også vægt på stativernes placering meget kystnært og i et ellers meget åbent kystlandskab.

Planering af trampesti

Behandling af jorden på trampestien med det formål at gøre stien mere jævn, vil betragtes som terrænændringer, hvilket der er et generelt forbud imod i naturbeskyttelseslovens § 15. Ud fra de tilgængelige oplysninger i sagen, finder Kystdirektoratet ikke, at der kan være tale om et særligt tilfælde, der vil kunne begrunde en dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”. Kystdirektoratet bemærker, at afslaget er meddelt af andre årsager.

Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til kajak- og bådstativer, samt planering af trampestien.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystdirektoratet

[email]

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgrundlag

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

  • Vordingborg Kommune, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, [email]
  • Danmarks Naturfredningsforening, Vordingborg, dnvordingborg- [email]
  • Friluftsrådet centralt, [email]
  • Friluftsrådet, Kreds Storstrøm [email] •
  • Dansk Ornitologisk Forening, Vordingborg, [email]
  • Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email]
  • Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
  • Danmarks Jægerforbund, [email]
  • Fredningsnævnet for Sydsjælland, Møn, Lolland og Falster, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

  • adressaten for afgørelsen
  • ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
  • offentlige myndigheder
  • en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
  • lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
  • landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
  • landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områder

(fra Natura 2000-planen 2022-27)

Fodnoter

1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-37197 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 1459.