Kystpraksis Strandbeskyttelse Sønderborg Kommune

Dispensation Strandbeskyttelse

Dispensation til solceller

Afgjort 24. juni 2024  · Journalnummer 24-03732  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Et ejendomsselskab søgte om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at opsætte solceller på to vestvendte tagflader på en ejendom, der anvendes som lejrskole, ca. 190 meter fra kysten i Sønderborg Kommune. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt. Direktoratet lagde vægt på, at vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, og at det efter praksis (Natur- og Miljøklagenævnets NoMO nr. 77) ofte tillades at placere solceller på tagflader, der vender væk fra kysten. Da begge tagflader vender væk fra kysten, og panelerne placeres i niveau med taget, vurderedes solcellerne kun at få begrænset negativ indflydelse på oplevelsen af kystlandskabet. Projektet vurderedes ikke at påvirke Natura 2000-området eller bilag IV-arter.

Fakta

Ejendom
Andet
Ansøger
Virksomhed
Afstand til kysten
190 m
Synlighed
Delvist synlig
Lovgrundlag
,

Hvad blev der søgt om

Teknisk anlæg

Praksisflag

  • (ja)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)

7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Ansøgning

I har den 18. april 2024 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at etablere solceller inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse] Kommune.

Afgørelse

Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.

Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.

Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.

I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.

Afgørelsen kan påklages

Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.

I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.

I kan se en klagevejledning i bilag 2.

1 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse.

2

Redegørelse for sagen

Ovennævnte ejendom anvendes som lejrskole og bygningerne udgør et samlet areal på 1298 kvm. Ejendommens bygninger er beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen omkring 190 meter fra kysten (se fig. 1).

Der søges om dispensation til at opsætte solceller på to af ejendommens vestvendte tagflader.

Fig. 1. Luftfoto af ejendommen fra foråret 2023. Den orange streg markerer strandbeskyttelseslinjen og det orange, prikkede område illustrerer det strandbeskyttede areal. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.

I ansøgningen og den fremsendte illustration (fig. 2) fremgår det, at tagfladerne, hvorpå solcellepanelerne ønskes placeret, vender ud til en mark mod vest. Tillige er det i ansøgningen oplyst, at solcellerne vil blive placeret på to forskellige bygninger i plan med bygningernes tag.

3

Fig. 2. Illustration indsendt af ansøger som viser arealet, hvor der ønskes solceller opsat.

Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse

I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.

Natura 2000

Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 197, Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als) ligger ca. 190 meter mod øst. Natura 2000-området omfatter her habitatområde nr. 173 og fuglebeskyttelsesområde nr. 64. Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.

Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på solcellernes placering et godt stykke fra

4

Natura 2000-området og at solcellerne placeres i tilknytning til en eksisterende ejendom. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.

Bilag IV-arter

På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV- arter. Det vurderes dermed, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.

Begrundelse for afgørelsen

Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Kystdirektoratet vurderer, at etablering af vedvarende energi er et anerkendelsesværdigt formål, der i en vis udstrækning kan tilsidesætte det hensyn, som bestemmelsen om strandbeskyttelseslinjen skal varetage om at bevare de kystnære arealer fri for yderligere indgreb. Der gives således efter praksis ofte dispensation til at etablere solceller på tagflader, som vender væk fra kysten, mens der oftest meddeles afslag på ansøgninger om at opsætte solceller i terræn og på tagflader, som vender mod kysten, jf. Natur- og Miljøklagenævnets NoMO nr. 77 om opstilling af solfanger- og solcelleanlæg inden for strandbeskyttelseslinjen.

Der er søgt om dispensation til at opsætte solceller på to tagflader. Begge tagflader vender væk fra kysten, og panelerne er placeret i niveau med tagfladerne ca. 190 meter fra kysten. Det vurderes dermed, at solcellerne kun vil have begrænset negativ indflydelse på oplevelsen af kystlandskabet.

Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.

Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til at opsætte solceller som ansøgt.

Med venlig hilsen

[navn]

[email]

5

Bilagsliste:

Bilag 1: Lovgivning

Bilag 2: Klagevejledning

Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området

Afgørelsen er også sendt til:

 Sønderborg Kommune, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, [email]  Danmarks Naturfredningsforening, Sønderborg, [email]  Friluftsrådet centralt: [email]  Friluftsrådet, Kreds Sønderjylland Øst, [email]   Dansk Ornitologisk Forening, Sønderborg, [email]  Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]  Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]  Danmarks Jægerforbund, [email]

Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.

6

Bilag 1: Lovgrundlag

Naturbeskyttelsesloven

Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.

Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.

Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.

Lovgivning om international naturbeskyttelse

Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.

Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.

2 Lovbekendtgørelse nr. 1392 af 4. oktober 2022 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

7

Bilag 2: Klagevejledning

Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.

Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:

 adressaten for afgørelsen  ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører  offentlige myndigheder  en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker  lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen  landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø  landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.

Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.

Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.

8

Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 197, Flensborg Fjord, Bredgrund og farvandet omkring Als

(Fra Natura 2000-planen 2022-27)

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 24-03732 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 994.