Kystpraksis Strandbeskyttelse Halsnæs Kommune
Dispensation til opsætning af minishelter
Sagen kort
Naturstyrelsen søgte om dispensation fra strandbeskyttelsen til at opsætte et minishelter på et statsejet fredskovsareal ud til kystskrænten i Halsnæs Kommune, hvor der tidligere har stået et hus, og hvor arealet i mange år er blevet brugt rekreativt. Kystdirektoratet gav dispensation, da en mindre opholdsfacilitet til offentlighedens brug er i overensstemmelse med praksis for mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet. Direktoratet lagde desuden vægt på, at shelteret placeres i en del af et §3-registreret overdrev, som ikke længere har overdrevskarakter, og at det afskærmes af bevoksning med kun begrænset udsyn fra kysten, så oplevelsen af kystlandskabet ikke påvirkes nævneværdigt. Natura 2000-områder og bilag IV-arter vurderedes ikke at blive påvirket.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Stat
- Synlighed
- Delvist synlig
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
8 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har den 18. december 2023 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til at opsætte et minishelter inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] i Halsnæs Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2
Redegørelse for sagen
Naturstyrelsen Nordsjælland er ejer af ovennævnte matrikel og har den 18. december 2023 ansøgt Kystdirektoratet om at opsætte et minishelter (se fig. 2) på matriklen. Shelteret vil blive placeret i et bevokset område ud til fjorden (se fig. 3).
I ansøgningen er der derudover oplyst følgende:
Placeringen ligger i Hyllingebjerg ud til kystskrænten og med udsigt til havet.
Grunden har fra 1913 til 1999 været bebygget af Hyllingebjerghus, som nu er revet ned. Fra 1965 til 1997 har huset været lejet ud til Foreningen Natur og Fritid, og grunden har derfor været brugt rekreativt i mange år. En gammel sti med brosten langs kanten leder gennem et buskads hen til den foreslåede shelterplads, hvor der også står resterne af en bænk.
Placeringen ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og en §3-registrering af et overdrev.
Den lysåbne del af registreringen er tidligere blevet ryddet for rynket rose og har nu tydeligt overdrevskarakter med bl.a. arterne sejl-sneglebælg, blodrød storkenæb og knoldet mjødurt.
Shelteret vil ligge gemt inde i et større buskads bestående af primært syren, snebær, rynket rose og havtorn. Langs stien ses der bl.a. skvalderkål og stor nælde. Vi har derfor vurderet, at denne del af arealet ikke længere har overdrevskarakter.
Der findes dog en lille lysning tættere på naboskellet, hvor vi har besigtiget almindelig kællingetand, gul snerre, draphavre, røllike, lancetvejbred og almindelig syre, som botanisk lever op til §3-beskyttelsen.
Polygonen over §3-registreringen dækker ligeledes over en gammel, grusbelagt p-plads, og er således ikke i sin helhed retvisende for de faktiske forhold på arealet.
Der vil blive ansøgt ved Halsnæs kommune om tilladelse i forhold til etableringen af shelteret.
Placeringen ligger 95 meter fra nærmeste beboelsesejendom og 33 meter fra skel.
3
Fig. 1. Ortofoto af matriklen (markeret med rød prik) fra foråret 2023. Den orange linje viser strandbeskyttelseslinjen og det orange, prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. De hvide streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig 2. Illustration af sheltertypen, der ønskes opført på ejendommen.
4
Fig. 3. Luftfoto af projektområdet fra ansøgningen. Den gule prik markerer den ønskede placering af shelteret.
Fig. 4. Nærbillede af projektområdet fra ansøgningen.
Hele matriklen er omfattet af fredskov, hvorfor afgørelsen videresendes til Miljøstyrelsen til orientering.
5
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 135, Tisvilde Hegn og Melby Overdrev) ligger ca. 1,7 km mod nordøst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 119. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde (nr. 106) ligger ca. 4,5 km mod sydvest.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til Natura 2000-området og projektets begrænsede karakter. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet bemærker, at der på arter.dk er registreret følgende bilag IV-arter i det nærmeste 10x10 km kvadrat: marsvin, markfirben, stor vandsalamander, spidssnudet frø, løgfrø, grønbroget tudse, brunflagermus, troldflagermus, hvidhval, frynseflagermus og dværgflagermus.
Kystdirektoratet vurderer, at projektet ikke vil have nogen negativ påvirkning på de vandlevende pattedyr der måtte være i området. Der er i vurderingen lagt vægt på, at disse arter lever i fjorden.
Kystdirektoratet vurderer, at projektet ikke vil have nogen negativ påvirkning på de paddearter der måtte være i området. Der er i vurderingen lagt vægt på, at det ansøgte projekt ikke vil have nogen negativ påvirkning på hverken søer eller vandløb.
Kystdirektoratet vurderer, at den ansøgte matrikel ikke er et potentielt yngle- eller rasteområde for markfirben. Der er i vurderingen lagt vægt på, at markfirben foretrækker klitter og lignende, hvor der er løst sandjord at grave æg ned i, vegetationsfrie pletter man kan sole sig på samt strukturer, hvor man kan opsøge skygge, når det ellers bliver for varmt.
Kystdirektoratet bemærker, at der hverken fjernes gamle træer eller bygninger i forbindelse med projektet. Kystdirektoratet vurderer derfor, at det ansøgte ikke vil påvirke de flagermusarter, der måtte være i området.
6
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de ovennævnte dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, stier til eller langs med kysten, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Det er en forudsætning for at opnå dispensation, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte er i overensstemmelse med ovennævnte praksis, da der er tale om etablering af et minishelter til offentlighedens brug. Kystdirektoratet lægger tillige vægt på, at naturen på hele matriklen er registreret som overdrev, men at shelteret vil blive placeret i et område, som Naturstyrelsen har vurderet, ikke længere har overdrevskarakter.
Kystdirektoratet bemærker endvidere, at det ansøgte vil være afskærmet af bevoksning i et område, hvor der kun er begrænset udsyn til shelteret fra kysten. På den baggrund vurderer Kystdirektoratet, at det ansøgte ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til etableringen af minishelter som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
[email]
7
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
Halsnæs Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Halsnæs, [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Nordsjælland, [email] Dansk Ornitologisk Forening, Halsnæs, [email] Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email] Miljøstyrelsen, [email];
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
8
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
9
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
10
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 135, Tisvilde Hegn og Melby Overdrev
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 23-09904 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 844.