Kystpraksis Klitfredning Thisted Kommune
Dispensation til rutepæle.
Sagen kort
Thisted Kommune søgte på vegne af en lokal beboerforening, Nationalpark Thy og Naturstyrelsen som lodsejer om dispensation fra klitfredningen til at opstille rutepæle efter Naturstyrelsens skilteprogram til markering af en vandrerute ad eksisterende veje og stier omkring Agger i Thisted Kommune. Kystdirektoratet gav dispensation som ansøgt. Direktoratet vurderede, at rutepælene falder ind under praksis fra kystloven af 1994 om mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet, og lagde vægt på, at pælene opstilles i tilknytning til eksisterende veje og stier, og at der er tale om beskedne anlæg, som ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt. Projektet ligger delvist i Natura 2000-område nr. 28, men direktoratet vurderede, at det på grund af sin begrænsede karakter ikke påvirker området eller bilag IV-arter væsentligt. Der træffes separat afgørelse efter strandbeskyttelseslinjen.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Kommune
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
7 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til opstilling af rutepæle inden for klitfredningslinjen på ejendommene [matrikel], i Thisted Kommune.
Den vandrerute rutepælene skal markere ligger også inden for strandbeskyttelseslinjen. Der træffes separat afgørelse om opstilling af rutepæle inden for denne.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsen2 § 1, jf. § 4, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun klitfredningslinjen. I skal selv undersøge, om jeres projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. I vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan I skal forholde jer, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Thisted Kommune har ansøgt om dispensation til at opstille rutepæle til markering af en vandrerute på [matrikel] samt [matrikel]. De ansøgte matrikler ligger alle fuldt eller delvist inden for strandbeskyttelseslinjen.
Et kortudklip over området rutepælene ansøges opsat i ses på figur 1.
En illustration af vandreruten ses på figur 2.
En oversigt over placeringen af de ansøgte rutepæle ses på figur 3.
En illustration af de ansøgte rutepæle kan ses på figur 4.
Et billedeksempel på de ansøgte rutepæle kan ses på figur 5.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange skraverede område markerer det klitfredede areal. De sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Fig. 2. Tilsendt fra ansøger. Den røde streg markerer den vandrerute de ansøgte rutepæle skal markere. Det orange prikkede område markerer det strandbeskyttede areal. Det orange skraverede område markerer det klitfredede område.
Fig. 3. Tilsendt fra ansøger. De røde prikker markerer de ansøgte placeringer af rutepælene.
Fig. 4. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses en illustration af de ansøgte rutepæle.
Fig. 5. Tilsendt fra ansøger. På figuren ses et billedeksempel af de ansøgte rutepæle.
Ansøger har oplyst følgende;
”Ansøgning om dispensation fra Klitfredningen og strandbeskyttelseslinje til markering vandreruter omkring Agger
Thisted Kommune søger hermed om dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 8 og 15 på [matrikel] til markering af en vandrerute ad eksisterende stier og veje, med rutepæle, jf. Naturstyrelsens skilteprogram.
(…)
Agger Beboerforening ønsker, i samarbejde Nationalpark Thy og Thisted Kommune, at skilte en vandrerute ad eksisterende veje og stier omkring Agger. [matrikel]er omfattet af klitfredning. [matrikel]og [matrikel] er omfattet af Strandbeskyttelseslinje.
(…)
[matrikel]er ejet af Naturstyrelsen Thy, som har bemyndiget Thisted Kommune af ansøger Kystdirektoratet om dispensation til det omtalte projekt. Bemyndigelsen er vedlagt dette blev.
[matrikel]og 7000g Tåbel By, Vestervig er kommunale arealer eller vejareal, forvaltet af Thisted Kommune.
[matrikel]er privatejede. Borgerforeningen i Agger har indgået aftaler med de private lodsejere. For yderligere herom henvises der til Agger Beboerforening v. [navn] (…)
Den ønskede vandrerute, vil forløbe ad en eksisterende veje og stier og der vil i forbindelse med skiltningen af vandreruten ikke blive udført belægningsarbejde.
Vandreruten markeres jf. Naturstyrelsen Skilteprogram og der anvendes i den forbindelse pæle af typen ”rutepæle” i farven svenskrød på naturstyrelsens arealer og enten sortmalet eller naturfarve på øvrige arealer.
(…) ”
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det ansøgte ligger delvist i Natura 2000-område nr. 28 Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 28 og fuglebeskyttelsesområde nr. 23. I fuglebeskyttelsesområdet indgår Ramsarområde nr. 5.
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 3.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på projektets begrænsede karakter. Der er yderligere lagt vægt på, at de ansøgte rutepæle opstilles i tilknytning til eksisterende veje og stier. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det i overensstemmelse med hidtidig praksis vil være muligt at etablere mindre foranstaltninger til støtte for friluftslivet og dermed til fremme af turismen. Mindre foranstaltninger er f.eks. toiletbygninger, informationstavler og skilte samt andre beskedne opholdsfaciliteter. Der forudsættes, at anlægget placeres og udføres under hensyntagen til den omgivende natur.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at de ansøgte rutepæle falder ind under den ovennævnte praksis. Der er i vurderingen lagt vægt på, at de ansøgte rutepæle opstilles i tilknytning til allerede eksisterende veje og stier.
Kystdirektoratet vurderer derudover, at der er tale om beskedne anlæg, som ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til rutepælene som ansøgt.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området
Afgørelsen er også sendt til:
- Thisted Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Thy, [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Thisted, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
- Slots- og Kulturstyrelsen, [email]
- Museum Thy, [email]
- Nationalpark Thy, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 28, Agger Tange, Nissum Bredning, Skibsted Fjord og Agerø
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-14223 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 75.