Kystpraksis Klitfredning Jammerbugt Kommune
Afslag til skiltning inden for klitfredningslinjen
Sagen kort
Ejerne af et sommerhus i et sommerhusområde i Jammerbugt Kommune søgte om dispensation fra klitfredningen til at opsætte 2-4 små skilte (30 x 20 cm) for at forbyde offentlig færdsel på den klitfredede del af grunden mellem huset og klitten. Baggrunden var en trampesti ca. 12 m fra huset, som ifølge ansøger giver gener og indkig, og ansøgningen henviste til klitfredningsbekendtgørelsens § 3 om ejerens adgang til at forbyde færdsel nær beboelsesbygninger. Kystdirektoratet gav afslag. Direktoratet lagde vægt på, at der som udgangspunkt ikke dispenseres til skilte på privat ejendom uden særlige forhold, og at § 3 kun gælder uden for vej og sti, mens historiske luftfotos viser, at stien har eksisteret kontinuerligt siden 1979, og den tidligere klitfredningsmyndighed i 1996 fandt, at stien ikke måtte spærres. Direktoratet anførte desuden, at en dispensation ville få uønsket præcedensvirkning.
Afslag, fordi stien har eksisteret siden 1979 og må ikke spærres, så forbud mod færdsel ikke kan hjemles i klitfredningsreglerne.
Fakta
- Ejendom
- Sommerhus
- Ansøger
- Privat
- Zone
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
I har søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 8 til opsætning af 4 skilte inden for klitfredningslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Jammerbugt Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 8, samt klitfredningsbekendtgørelsens2 § 1, jf. § 4, til det ansøgte.
I kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
I kan se en klagevejledning i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Af ansøgningen fremgår det, at ejer ønsker at begrænse adgangen for offentligheden på arealet foran deres bolig, herunder en trampesti ca. 12 m. fra huset i henhold til bekendtgørelse om klitfredning §3.
Ejendommen er I BBR noteret som sommerhus og er beliggende i et sommerhusområde. Store dele af ejendommen er omfattet af den reducerede klitfredningslinje, hvor selve sommerhuset er placeret uden for klitfredningslinjen. Se figur 1.
Fig. 1. Ortofoto 2024. Det orange prikkede område markerer det klitfredede areal. De umatrikulerede arealer ud til kysten samt stranden er dog også omfattet af bestemmelserne om klitfredningen. De orange og sorte streger markerer de vejledende matrikelskel.
Af ansøgningen fremgår følgende:
”…ansøgning om, af hensyn til privatlivets fred, at få begrænset offentlig adgang for til en mindre del af vores grund på [adresse] i.h.t. bekendtgørelse om klitfredning BEK nr. 1061 af 21/0/-2018 §3”
Derudover oplyses det i ansøgningen:
”Ca. 12 m. vest for vores hus har 10-15 beboere fra området syd for parcellen – [adresse] - anlagt en trampesti, som genvej til ishuset ved Saltum Strand i stedet for at anvende sti 22. Vi er bekendt med at stien også benyttes af lejere af sommerhusene i området, da udlejerne anbefaler at stien benyttes. Stien holdes af brugerne passabel ved ulovligt at afklippe generende vegetation.
Forinden denne henvendelse har vi haft en konstruktiv dialog med Jammerbugt kommune, som beklager at de ved en fejl har indlagt stien på deres kort samt medtaget den i forslag til lokalplan. Jammerbugt kommune har skriftlig meddelt os at de ved den planlagte revision af lokalplanen vil rette fejlen og slette stien, samt ændre deres stikort.
Færdsel så tæt på hus og terrasse med indkig er til stor gene for os, og vi har derfor et ønske om at stoppe det.
Området mellem hus og den egentlig klit er fladt og rigt på dyreliv. Der er ca. 30 m til klitten og vi ansøger hermed om at forbyde offentlig adgang mellem klit og hus. Det vil være til gavn for både mennesker og dyrene i området.”
Det oplyses yderligere:
”Vi ønsker kun at begrænse adgangen med skiltning og har fornøjelse, som aftalt, at vedlægge udkast til skilt i format 20x30 i.h.t. skov- og naturstyrelsens vejledning oktober 2004 revideret 2009.
Vi har valgt at bruge piktogrammer så skiltet er internationalt da de er mange fremmedsprogede turister i området.
Vi forventer at der skal bruge 2-4 skilte placeret i 1 m. højde så de kun er synlige i begrænset afstand og håber på en hurtig godkendelse. 1 skilt mod nord og 1 skilt mod syd samt evt. 2 skilte mod vest. Matrikelkort med angivelse vedlægges.” (Se figur 2 og 3)
Figur 2. Udkast til udformning af skilt, fra ansøger. Skiltene vil have en størrelse på 30x20 cm.
Figur 3. Kortmateriale fra ansøger der viser hvor skiltene ønskes placeret.
Derudover fremgår det, at skiltene vil blive udformet med hvid skrift på mørkegrøn baggrund.
I ansøgningen fremgår det, at det er ønsket at få begrænset offentlig adgang for en mindre del af grunden jf. klitfredningsbekendtgørelsen §3: Ejeren af et klitfredet areal kan forbyde offentlig færdsel uden for vej og sti på den del af grunden, der ligger nærmest ved beboelsesbygninger.
Kystdirektoratet har på baggrund af ansøgningen gennemgået de historiske luftfotos som direktoratet har tilgængelige. På denne baggrund finder Kystdirektoratet at der har været et stiforløb i hvert fald siden 1979 og kontinuerligt frem til i dag. (Se bilag 3)
I forbindelse med sagsbehandlingen har Kystdirektoratet fundet en sag fra 1996 der understøtter at der har været en sti på ejendommen igennem længere tid:
Stien er delvis beliggende i et område, der er registeret som beskyttet natur, hede, omfattet af naturbeskyttelsesloven § 3.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra klitfredningslinjen vurderer Kystdirektoratet, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 216, Saltum Bjerge) ligger ca. 4,5 km mod øst. Natura 2000-området omfatter habitatområde nr. 248. Det nærmeste fuglebeskyttelsesområde er nr. 1, der ligger ca. 20,4 km mod sydøst, i Natura 2000-område (nr. 15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal).
Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-området ses i bilag 4.
Idet der meddeles afslag på ansøgningen har Kystdirektoratet ikke foretaget en nærmere vurdering af, om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter vil kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt.
Bilag IV-arter
Kystdirektoratet har i den konkrete sag, hvor der meddeles afslag, ikke foretaget en vurdering af, om det ansøgte kan medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for klitfredningslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
Der dispenseres som udgangspunkt ikke til opsætning af skilte på privat ejendom, med mindre særlige forhold gør sig gældende.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at der ikke ses at være forhold, som kan begrunde opsætning af skilte på ansøgers ejendom. Der ses således ikke at være særlige forhold, som specifikt kan begrunde en begrænsning af færdslen i området og dermed skiltning.
Derudover finder Kystdirektoratet ikke, at klitfredningsbekendtgørelsens § 3 finder anvendelse, da der er en eksisterende sti inden for det areal, hvor ansøger ønsker at begrænse den offentlig færdsel. Klitfredningsbekendtgørelsens § 3 finder alene anvendelse uden for vej og sti.
Kystdirektoratet lægger vægt på at stien har været der kontinuerligt siden 1979 og at den tidligere klitfredningsmyndighed i 1996 fandt at der var tale om en eksisterende sti, der ikke måtte spærres.
Ud fra en samlet vurdering meddeler Kystdirektoratet hermed afslag på opsætning af skiltene indenfor klitfredningslinjen. At folk benytter sig af stien og denne er beliggende tæt på boligen, kan ikke føre til andet resultat.
Kystdirektoratet kan endvidere anføre, at en dispensation vil få en uønsket præcedensvirkning på andre tilsvarende ejendomme.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund afslag til opsætning af skilte.
Med venlig hilsen
[navn]
Kystdirektoratet
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgrundlag
Bilag 2: Klagevejledning
Bilag 3:
Bilag 4: Udpegningsgrundlaget for Natura 2000-områder
Afgørelsen er også sendt til:
- Jammerbugt Kommune, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, [email]
- Danmarks Naturfredningsforening, Jammerbugt, dnjammerbugt- [email]
- Friluftsrådet centralt: [email]
- Friluftsrådet, Kreds Nordvest v/ [navn], [email] •
- Dansk Ornitologisk Forening, Jammerbugt, [email]
- Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email]
- Dansk Kano og Kajak Forbund, [email]
- Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens3 § 8 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af klitfredede arealer. Formålet med bestemmelserne om klitfredning er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for klitfredningen. Der må heller ikke foretages gravearbejde, etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, arealerne må ikke afgræsses, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens § 8a. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af klitfredningsbekendtgørelsens4 § 1 fremgår, at det på de klitfredede arealer blandt andet ikke er tilladt at fjerne beplantning eller indretninger, der tjener til sandflugtens dæmpning, køre med motorkøretøjer uden for lovligt anlagte veje, at opstille telte og lignende eller at foretage gravearbejde, at cykle eller ride uden for lovligt anlagte veje.
Kystdirektoratet kan gøre undtagelse fra forbuddene, jf. § 4.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om klitfredningslinjen meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af klitfredningen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen5 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra klitfredningen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
3 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse. 4 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning. 5 Bekendtgørelse nr. 1098 af 21. august 2023 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra klitfredningen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
- adressaten for afgørelsen
- ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører
- offentlige myndigheder
- en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker
- lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen
- landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø
- landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Bilag 3: Gennemgang af historiske fotos
Den røde prik markerer ejendommen [adresse]
Luftfoto fra sommer [postnr by] fra forår [postnr by] fra sommer [postnr by] fra forår [postnr by] fra sommer [postnr by] fra forår [postnr by] fra sommer [postnr by] fra forår [postnr by] fra sommer [postnr by] fra forår [postnr by] fra sommer [postnr by] fra sommer [postnr by] fra forår [postnr by] fra sommer [postnr by] fra forår [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra [postnr by] fra 1960-64
Bilag 4: Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områder
Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 216, Saltum Bjerge
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 15 Nibe Bredning, Halkær Ådal og [adresse]
(fra Natura 2000-planen 2022-27)
Fodnoter
1 Lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024 om naturbeskyttelse.
2 Bekendtgørelse nr. 1061 af 21. august 2018 om klitfredning.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-14217 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 74.