Kystpraksis Søterritoriet Guldborgsund Kommune
Tilladelse til forstærkning af kystbeskyttelse ved Guldborgsundtunnelen (Lolland og Falster), Guldborgsund Kommune
Sagen kort
Vejdirektoratet søgte om tilladelse til at forstærke den eksisterende kystbeskyttelse omkring Guldborgsundtunnelen på både Lolland og Falster i Guldborgsund Kommune med nye spunsvægge i eksisterende diger, forhøjelse af eksisterende spunsvægge, L-betonvægge ved tunnelportalerne, nye lave diger, diger med vej og ny stenkastning, da opmålinger viste, at digerne flere steder kun kunne modstå stormfloder med op til 20-års returperiode. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelsesloven, som også erstatter dispensation fra strandbeskyttelseslinjen og fra § 3-beskyttelsen, og vurderede, at der hverken skal udarbejdes konsekvensvurdering eller miljøkonsekvensvurdering. Direktoratet lagde vægt på behovet for at beskytte vigtig infrastruktur mod oversvømmelse og erosion, at der er tale om forstærkning af eksisterende anlæg, at arbejdet foregår fra land uden udledninger eller undervandsstøj, og at projektet ikke påvirker Natura 2000-området eller bilag IV-arter væsentligt. Da ca. 550 m² § 3-beskyttet strandeng inddrages permanent, blev der stillet vilkår om erstatningsnatur i dobbelt areal.
Fakta
- Ejendom
- Offentlig
- Ansøger
- Stat
- Lovgrundlag
- Andet
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
6 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: vinduer mod kysten ændres, tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, fodaftrykket øges, særligt tilfælde anerkendt.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Anlægget skal udformes og etableres i overensstemmelse med det ansøgte
- Udvidelser eller ændringer af anlægget eller anlægsmetoderne kræver Kystdirektoratets tilladelse
- Tilladelsen bortfalder, hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet inden for 5 år
- Kystdirektoratet, Søfartsstyrelsen og Geodatastyrelsen skal underrettes ved afslutning, og der skal sendes færdigmelding med anlæggets endelige position
- Ejeren skal vedligeholde anlægget i god og forsvarlig stand
- Der skal etableres ca. 1.200 m² erstatningsnatur (det dobbelte af det permanent inddragede § 3-areal) på et nærliggende areal
- Tilladelsen og anlægget må ikke overdrages uden Kystdirektoratets tilladelse
- Anlægget kan kræves fjernet for ejers regning, hvis det ikke anvendes som ansøgt, ikke vedligeholdes eller vilkår ikke overholdes, med efterfølgende retablering
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til kystbeskyttelse i form af forstærkning af [..] [..] [..] Ansøgningen er indsendt og hånderet af Rambøll. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har videre vurderet, at der ikke skal foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) af projektet.
Lovgrundlag
Etablering af kystbeskyttelse, der udføres med staten som bygherre kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 3, stk. 1 og stk. 5 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 245 af 28/02/2025). I henhold til § 3 stk. 6, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3. En tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 3 erstatter i overensstemmelse med reglerne herom i naturbeskyttelsesloven, lov om skove og lov om jagt og vildtforvaltning og regler fastsat i medfør af disse love tilladelser, godkendelser m.v., som ville være nødvendige for at gennemføre foranstaltninger omfattet af tilladelsen efter § 3. En tilladelse efter lovens § 3 skal indeholde oplysninger om, hvilke afgørelser efter anden lovgivning tilladelsen erstatter. I tilladelsen til etablering af kystbeskyttelse kan der stilles vilkår, der varetager de hensyn, som de inkluderede regler varetager. Denne afgørelse erstatter jf. kystbeskyttelseslovens § 3 a, stk. 3 en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65 b, jf. § 15, stk. 1
(lbk. nr. 927 af 28/06/2024) og en dispensation ift. naturbeskyttede områder i medfør af naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 jf. § 3, stk. 2. Det konkrete projekt grænser mod nord op til Natur- og vildtreservat Majbølle. Det fremgår af § 33, stk. 5 i LBK. nr. 639 af 26. maj 2023 om jagt og vildtforvaltning, at reglerne for et vildtreservat ikke gælder for færdsel og ophold, som er nødvendig for udnyttelsen af en tilladelse til kystbeskyttelsesforanstaltninger efter lov om kystbeskyttelse. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 1976 af 27/10/2021). Det ansøgte projekt er omfattet af lovbekendtgørelsens bilag 2, nr. 10, pkt. k.
Tilladelsen gives på følgende vilkår
Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven, kysthabitatbekendtgørelsen og miljøvurderingsloven:
- 1. Udformningen og etableringen af anlægget skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
- 2. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af anlægget eller anlægsmetoderne.
Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:
- 3. Tilladelsen bortfalder, hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet indenfor 5 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
- 4. Samtidig med at anlægsarbejdet afsluttes, skal Kystdirektoratet ([email]) underrettes herom. Snarest herefter skal samme myndigheder tilsendes en færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver anlæggets endelige position.
- 5. Anlæggets ejer forpligter sig til at vedligeholde anlæggene i god og forsvarlig stand, som det også er beskrevet i væsentlighedsvurderingen afsnit 3.2.
- 6. På [matrikel] skal der etableres erstatningsnatur på ca. 1.200 m2 (se bilag 2) jf. ”Etablering af erstatningsnatur ifm. stormflodssikring af Guldborgsundtunnelen” af 28. maj 2024.
7. Tilladelsen til at etablere anlægget og det opførte anlæg må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
- 8. Anlægget eller dele heraf kan af Kystdirektoratet kræves fjernet, for ejers regning, såfremt:
- • anlægget ikke længere anvendes som ansøgt.
- • anlægget ikke vedligeholdes eller det ødelægges og ikke straks genetableres, eller
- • vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.
Geodatastyrelsen ([email]) skal underrettes umiddelbart efter anlæggets permanente fjernelse. I forbindelse med en fjernelse af anlægget skal området bringes i en stand så tæt på de forhold, som eksisterede inden anlæggets etablering, som muligt. Der skal tilsendes Kystdirektoratet ([email]), Søfartsstyrelsen reetableringen.
Fælles bemærkninger:
Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på, at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt. Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning. Dette gælder eksempelvis dispensation fra strandbeskyttelseslinjen i medfør at naturbeskyttelsesloven for hhv. vej oven på digerne (2025-9207) og erstatningsnaturen (2025-4797). Kystdirektoratet meddeler til vej og erstatningsnaturen selvstændig dispensation. Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af anlægget for et, i forbindelse med anlæggets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar. Tilladelsen indeholder ikke en garanti for den projekterede konstruktions sikkerhed eller stabilitet.
Tilladelsen forudsætter, at der er indhentet samtykke fra lodsejerne, der ejer [matrikel] og [matrikel], eller at rådigheden over arealerne på anden vis er løst (f.eks. salg, jordfordeling, ekspropriation).
Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven
Når Kystdirektoratet træffer afgørelse i sager om kystbeskyttelse, skal vi varetage en række hensyn jf. kystbeskyttelseslovens § 1, hvori der står: ”§ 1. Formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker og ejendom ved at reducere risikoen for oversvømmelser eller kystnedbrydning fra havet, fjorde eller andre dele af søterritoriet. Dette formål varetages ved en afvejning af følgende hensyn:
- 1) Behovet for kystbeskyttelse.
- 2) Økonomiske hensyn ved projekter omfattet af kapitel 1 a.
- 3) Kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet.
- 4) Rekreativ udnyttelse af kysten.
- 5) Sikring af den eksisterende adgang til og langs kysten.
- 6) Andre forhold.”
I Kystdirektoratets konkrete vurdering af ansøgningen har behovet for at beskytte Guldborgsundtunnelen, den tekniske og miljømæssige kvalitet vægtet højt samt hensynet til naturbeskyttede områder efter naturbeskyttelseslovens § 3. Da projektet finder sted ved et infrastrukturanlæg, og da der er tale om forstærkning af eksisterende kystbeskyttelse er hensynet til den rekreative udnyttelse af kysten og sikring af den eksisterende adgang til og langs kysten ikke blevet tillagt vægt.
Hensyn nr. 1: Behov
Det oplyses i ansøgningen, at der i 2017 blev udført en opmåling af digernes topkote, hvor det blev konstateret, at koterne mange steder var op til 20-40 cm lavere end de oprindelige koter. Endvidere blev der på baggrund af de opmålte koter udført en analyse af digernes sikringsniveau, der viste, at sikkerhedsniveauet flere steder var relativt lavt, og at diget visse steder kun kunne modstå stormflodshændelser med returperioder op til 20 år, når mulig bølgepåvirkning blev indregnet. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der er behov for at forstærke den eksisterende kystbeskyttelse for at beskytte vigtig infrastruktur i området med henblik på et højere sikringsniveau.
Hensyn nr. 3: Kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske, natur- og miljømæssige kvalitet Kystbeskyttelsen projekteres for en levetid på 50 år og en returperiode på 500 år. Kystdirektoratet har gennemgået ansøgningen ift. den tekniske kvalitet og har ikke bemærkninger til de tekniske løsninger/metoder, som der ønskes gennemført på Lolland og Falster. Forlængelsen af stenkastningen på Falster-siden er også hensigtsmæssig for at forhindre akut erosion, når bølger rammer området fra nordvest og nordnordvest. Endvidere har Kystdirektoratet konkret vurderet, at der ikke skal stilles krav om kompenserende fodringer, da stenkastningen etableres på en strækning med naturlig aflejring.
Hensyn nr. 6: Andre forhold
Naturbeskyttelse
Det følger af naturbeskyttelseslovens § 3, at der ikke må ske ændringer af søer, heder, moser og lignende, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og biologiske overdrev. Forbuddet i § 3 gælder dog ikke for kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvortil der er meddelt tilladelse efter lov om kystbeskyttelse. Dette følger af § 6, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om beskyttede naturtyper (BEK nr. 695 af 3. juni 2023). Hensynene, som varetages i forbindelse med naturbeskyttelseslovens § 3, skal fortsat varetages i tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven. På Lolland-siden påvirkes ifølge ansøgningen både direkte og indirekte af projektet et strandengsareal på 10.290 m2, der er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. Kystdirektoratet har haft dialog med Guldborgsund Kommune om påvirkningen. Den indirekte påvirkning forventes at være, at arealerne ikke længere oversvømmes. Guldborgsund Kommune har i sommeren 2023 besigtiget arealerne og vurderet, at de pågældende arealer umiddelbart ikke eller kun yderst sjældent oversvømmes af saltvand. Dette skyldes, at arealerne ligger helt eller delvist bag de eksisterende diger. På den baggrund har Guldborgsund Kommune vurderet, at projektet ikke medfører væsentlige ændringer i saltpåvirkningen af pågældende strandengsarealer, der bliver indirekte berørt. Den direkte påvirkning er permanent inddragelse af naturbeskyttelse arealer. Guldborgsund Kommune har i forbindelse med høringen oplyst, at ca. 550 m2 naturbeskyttede arealer, herunder strandeng, inddrages permanent til projektet om forstærkning af højvandsbeskyttelsen ved Guldborgsundtunnelen. Kystdirektoratet har i forhold til den § 3-beskyttede natur samlet set vurderet, at de samfundsmæssige interesser i projektet vejer tungere end de hensyn, der skal varetages efter denne bestemmelse. Ved vurderingen er der blandt andet lagt vægt på, at projektet skal beskytte vigtig infrastruktur mod oversvømmelse. Derfor vurderes det, at tilladelsen efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 jf. § 3 a, stk. 1, kan erstatte dispensationen efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Det fremgår af vejledning om naturbeskyttelseslovens § 3-beskyttede naturtyper, at hvis det på baggrund af samfundsmæssige hensyn som forsyningssikkerhed eller trafiksikkerhed er nødvendigt at dispensere til forringende indgreb i § 3-områder, er det normalt en forudsætning, at der fastsættes vilkår om kompenserende foranstaltninger som erstatningspleje eller etablering af erstatningsnatur. Ofte vælges efter en konkret vurdering at udlægge et større erstatningsareal for at kompensere for tabet af et levested og dets naturkvalitet i en længere tidsperiode og for at sikre det nye område bedre betingelser for at udvikle en god naturtilstand med større robusthed, variation og beskyttelse af kerneområde mod negative påvirkninger fra den omgivende arealdrift. Der stilles derfor vilkår om, at der skal etableres erstatningsnatur på [matrikel], og som skal være det dobbelte areal, end det der bliver inddraget permanent til projektet (vilkår nr. 6). Arealet, hvor erstatningsnaturen skal etableres, må ikke være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, i forvejen. Kystdirektoratet bemærker ift. vilkåret om erstatningsnatur, at Vejdirektoratet – som indehaver af denne tilladelse
- er forpligtiget til at sikre, at en evt. fremtidig anvendelse ikke hindrer, at arealet kan udvikle sig til strandengsområde.
Rådgiver har udarbejdet et notat af 28. maj 2024 for etablering af erstatningsnaturen både af hensyn til anlægsarbejde, placering og pleje, som Guldborgsund Kommune har vurderet hensigtsmæssigt. Arealet ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Vejdirektoratet har den 16. december 2024 ansøgt om dispensation ift. strandbeskyttelseslinjen.
Strandbeskyttelseslinjen
Det følger af naturbeskyttelseslovens § 15, at der ikke må ske ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Forbuddet i § 15 gælder dog ikke for kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvortil der er meddelt tilladelse efter lov om kystbeskyttelse. Dette følger af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om bygge- og beskyttelseslinjer (BEK nr. 1066 af 21. august 2018). Hensynene, som varetages i forbindelse med naturbeskyttelseslovens § 15, skal fortsat varetages i tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven. Den eksisterende kystbeskyttelse og projektet, hvor kystbeskyttelsen forstærkes ligger inden for strandbeskyttelseslinjen. Kystdirektoratet vurderer ift. landskab og terrænændringen, at kystbeskyttelsesprojektet, som er en forstærkning af et eksisterende anlæg kan udgøre en tilstandsændring. Det er dog lagt vægt på, at projektet skal beskytte vigtig infrastruktur mod oversvømmelse. Kystdirektoratet har derfor i forhold til strandbeskyttelseslinjen samlet set vurderet, at de samfundsmæssige interesser i projektet vejer tungere end de hensyn, der skal varetages efter denne bestemmelse. Derfor vurderes det, at tilladelsen efter kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 1 jf. § 3 a, stk. 1, kan erstatte dispensationen efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, jf. § 15, stk. 1
Vandforekomster
Projektet ligger i vandområde nr. 38 Sjælland, Smålandsfarvandet, Guldborsund. Målsætningen for vandområdet er jf. genbesøg af Vandområdeplan 2021-2027 ”god kemisk tilstand” og ”god økologisk tilstand”. Tilstandsvurderingen viser samlet økologisk tilstand er moderat, og at den kemiske tilstand ikke er god. Målsætningen for både den økologiske og kemiske tilstand er således ikke opfyldt. Miljøstyrelsen har i forbindelse med høringen bemærket, at projektets påvirkninger ikke er tilstrækkelig belyst. På den baggrund er der i ansøgningen herefter gjort rede for, at projektet ikke under udførelse eller efterfølgende vil ændre på de udledte vandmængder til Guldborgsund eller på anden måde påvirke de fremadrettede vandmængder, der vil blive udledt fra regnvandsbassinerne. Endvidere, at der ikke metoder og materialer, der vil kunne tilføre miljøfarlige forurenende stoffer til overfladevandet, hverken ved frigivelse eller afsmitning. Ansøger har ift. genbesøget af vandplanerne den 8. april 2025 oplyst, dette ikke ændrer på den oprindelige vurdering. Det er Kystdirektoratets vurdering, at idet anlægsarbejdet sker på land, og der ikke sker en ændret udledning til vandområdet og endelig, at materialer og metoder ikke frigiver miljøfarlige stoffer til vandområdet, så vil projektet ikke forringe den eksisterende økologiske eller kemiske tilstand, eller hindre målopfyldelsen af disse.
Havstrategidirektivet
I forhold til havstrategidirektivet vurderer Kystdirektoratet, at projektet samlet set ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af de 11 deskriptorer og dermed ikke medføre en forringelse af havmiljøet. Kystdirektoratet har i forbindelse med overstående vurderinger ligeledes vægtet, at anlægsarbejdet foregår fra land, at stenkastningen på Lolland etableres op ad eksisterende skrænt og går 5 m ud på strandbredden i et aflejringsområde. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet. Kystdirektoratet har samlet vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der er behov for at beskytte Guldborgsundtunnelen mod oversvømmelse og erosion.
Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen
Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning. Det ansøgte projekt vil finde sted inden for inden for Natura 2000-område nr. 173 Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborgsund, Bøtø Nor og Hyllekrog- Rødsand, der omfatter bl.a. Habitatområde H152 og Fuglebeskyttelsesområde F86). Derudover er der fuglebeskyttelsesområderne F82, F83 og F85, som dog ligger i stor afstand fra projektområdet (hhv. ca. 5 km for F85, 11 km for F83 og 20 km for F82). Udpegningsgrundlaget fremgår af bilag 2.
Kystbeskyttelsesprojektet etableres inden for 5.060 m2 af Natura 2000–området, men ligger uden for kortlagte habitatnaturtyper. Arealerne, hvor projektet etableres, omfatter primært eksisterende kystbeskyttelsesanlæg og adgangsveje omkring motorvejens tunnelportaler. Det inddragede areal svarer ca. til 0,005 % af Natura 2000-området på land eller 0,0006 % af det samlede Natura 2000- områdes areal. Endvidere fremgår det af ansøgningen, at der ikke er kortlagte levesteder for habitatarter eller ynglefugle.
Ansøger har gennemgået naturtyperne på udpegningsgrundlaget og redegjort for, at der ikke vil være en påvirkning pga. afstanden til naturtyperne. Naturtypen bugt (1160) grænser op til projektområdet, men det oplyses, at anlægsarbejdet foretages fra land, og der i forbindelse med projektet ikke sker udledninger til Guldborgsund, endvidere at udledningsmængder vil være uændret. Ift. til arterne på udpegningsgrundlaget vil projektet heller ikke påvirke disse pga. afstanden. Ift. marsvin (1351), gråsæl (1364) og spættet sæl (1365) er der foretaget en vurdering ift. støj. At anlægsarbejdet foregår på land betyder bl.a., at der ikke er risiko for påvirkning i form af undervandsstøj i forbindelse med projektet. Det er bl.a. lagt vægt på, at spunsen etableres ned i et eksisterende dige bag ved en skråningsbeskyttelse af sten. Derfor er det Kystdirektoratets vurdering, at støjen ikke vil forplante sig i vandet og således ikke påvirke hverken gråsæl, spættet sæl eller marsvin.
Ift. ynglende fugle vurderes der ikke at være en påvirkning i anlægsfasen, idet afstanden er mindst 500 m fra levestederne. Under arbejdet vil Guldborgsund såvel nord som syd for projektområdet fortsat rumme egnede områder til rast og fouragering for fuglene. Derfor vurderes det, at forstyrrelsespåvirkningen, der begrænser anvendelse af en mindre del af området, ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af trækfuglene knopsvane, sangsvane, grågås, taffeland og troldand, stor skallesluger og hvinand inden for fuglebeskyttelsesområde F86. Aktiviteterne i driftsfasen afviger ikke i forhold til tidligere vedligeholdelsesaktiviteter i området.
Der er foretaget observationer for bilag IV-arterne padder og krybdyr, og endvidere er der i ansøgningsmaterialet gjort rede for bilag IV-arterne flagermus og marsvin.
På baggrund af Miljøstyrelsens høringssvar vedrørende manglende observationer af bilag IV-arter, har ansøger foretaget en undersøgelse af, hvilke padder, der findes i området. Der har bl.a. været udført feltobservationer i april og juni. Kystdirektoratet vurderer, at ansøger har belyst forekomst af padderne grundigt. Der er ikke observeret padder i området, der er omfattet af bilag IV, herunder grønbroget tudse. Springfrø, spidssnuet frø og stor vandsalamander er observeret over 3 km fra projektområdet, og som overstiger deres dokumenterende vandringsdistance. Ift. flagermus omfatter projektet ikke fældning af træer, og projektområdet udgør ikke raste- og yngleområde for flagermus. Ift. marsvin vil al anlægsaktivitet, herunder etablering af spuns, ske på land. Derfor er der ikke risiko for påvirkning i form af undervandsstøj i forbindelse med projektet. Derfor vurderes det, at der ikke er sandsynlighed for en eventuel væsentlig påvirkning af områdets økologiske funktionalitet og dermed bestanden af marsvin, hverken i anlægsfasen eller ved drift.
Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området eller bilag IV arterne i området, og dermed heller ikke påvirker Natura 2000-områdes integritet og målsætninger. Kystdirektoratet vurderer således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, samt for bilag IV arterne på individniveau. Kystdirektorats vurdering tager udgangspunkt i projektets placering ved eksisterende anlæg og infrastruktur. Endvidere at anlægsarbejdet foregår fra land, og at støjen ikke påvirker fugle, arter og bilag IV-arter. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet.
Afgørelse efter miljøvurderingsloven (VVM)
Kystdirektoratet skal vurdere, om der skal foretages en miljøkonsekvensvurdering af projekter, der er omfattet af bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Vurderingen sker under hensynstagen til de kriterier, som er anført i bilag 6 til lovbekendtgørelsen. For at kunne foretage denne vurdering har Kystdirektoratet bl.a. indhentet udtalelser fra andre berørte myndigheder. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet at projektet ikke vil indebære sådanne væsentlige påvirkninger af miljøet, at der bør foretages en miljøkonsekvensvurdering af projektet. Det er Kystdirektoratets vurdering, at anlægsarbejdet ikke vil have nogen skadelige indvirkning på miljøet. Ved denne vurdering er der lagt afgørende vægt på, at der i forvejen er kystbeskyttende konstruktioner, som skal forstærkes, og at projektet grænser op til eksisterende infrastruktur. Endvidere, at anlægsarbejdet foretages fra land, og at spunsning ligeledes foretages bag ved eksisterende kystbeskyttelse. Det er endvidere tillagt vægt, at der anvendes materialer, som ikke indeholder miljøforurenende stoffer, og at der ikke graves i havbunden. Endvidere at støjkrav er overholdt. Screeningen fremgår af bilag 1. Grundlaget for screeningen er bygherres oplysninger og allerede foreliggende viden samt Kystdirektoratets almene erfaringer om det pågældende sagsområde, hvilket er i overensstemmelse med Miljø- og Fødevareklagenævnets praksis (sagsnr. 19/07066). Kystdirektoratet skal henlede opmærksomheden på, at afgørelsen bortfalder, hvis denne ikke er udnyttet inden 3 år efter den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
Projektbeskrivelse
Projektet omfatter forstærkning af kystbeskyttelsen vha. tre metoder (løsning) på Lolland og Falster. Oversigtskort og tværsnitstegninger fremgår af bilag 3.
- 1. Etablering af ny spunsvæg i eksisterende lerdige
- 2. Forhøjelse ved montering af stålplader på eksisterende spunsvægge
- 3. Etablering af L-betonvæg ved tunnelportal (sikre mod erosion og bølgeoverskyl) Derudover omfatter projektet etablering af diger og ny stenkastning.
Topkoten for anlæggene er +3,55 m DVR90 på nord-siden og +2,90 m DVR90 mod syd-siden. Diger/terrænhævninger ind mod land etableres i kote +2,2 m DVR90. Det fremgår af materialet, at de anlagte diger med vej vil erstatte eksisterende vejanlæg og derfor ikke ændre nævneværdigt på det fremtidige befæstede areal ift. eksisterende.
Falster:
Spunsvæg: Længde ca. 494 m (løsning 1)
Forhøjelse af spunsvægge: Længde 295 m (løsning 2) L-element: Længde 30 m (løsning 3)
Lave diger: Længde 150 m, Bredde 3-9 m, Stenkastning: Længde 80 m, Bredde 5-8 m, topkote +3,0 m DVR90 Dige med vej: Længde ca. 250 m, bredde 5-12 m
Lolland:
Spunsvæg: Længde ca. 400 m (løsning 1)
Forhøjelse af spunsvægge: Længde 750 m (løsning 2) L-element: Længde 30 m (løsning 3)
Lavt dige: Længde 150 m, Bredde 3-8 m Dige med vej: Længde ca. 65 m, bredde ca. 5 m, fodaftryk 260 m2.
Sagsgennemgang
Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Miljøstyrelsen (i dag Styrelse for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø), Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Vikingeskibsmuseet og Guldborgsund Kommune samt sendt til orientering til Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark og Geodatastyrelsen, samt naboer. Høringen er foretaget inden Kystdirektoratet blev en del af Miljøstyrelsen og inden dannelsen af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, som hører under Ministeriet for Grøn Trepart. Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.
Fiskeristyrelsen skrev den 1. februar 2024 bl.a. følgende:
”Der foregår en del rusefiskeri efter ål og rejer i området tæt på tunnelbyggeriet, der står faktisk åleruser helt op af stensætningerne. Det fremgår af Rambøll`s ansøgning, side 26, at der ikke opføres nye anlæg på søterritoriet, i forbindelse med projektet.
Der er jo flere løsningsforslag i spil. Som jeg ser det ud fra tegningerne, Figur 12 Løsning 1, (side 10) og Figur 14 Løsning 3 (side 11) er der forskel på bla. hvad søsten og sandfyld angår, ude på søterritoriet. Hvis løsningsmodellen ændrer på vanddybder, bundforhold eller lignende vil det være til gene for det erhvervsmæssige fiskeri i området. Det vil i bygningsfasen, være et problem at have fiskeredskaberne stående, især hvis der skal ændres noget fra søsiden. Ligeledes vil støjgener og evt støvfaner i farvandet, af op hvirvlet sediment, ændre mulighederne for at fange fisk. Fiskeriet foregår hovedsaligt sidst på sommeren og man vil kunne begrænse generne, hvis man kan udfører projektet i perioden november til maj”.
Miljøstyrelsen skrev den 26. januar 2024 bl.a. følgende:
”Arter og Naturbeskyttelse:
Miljøstyrelsen kan konstatere, at der med projektet skal etableres et nyt jorddige og forhøjes eksisterende dige i et område, der er registeret som strandeng iht. Naturbeskyttelseslovens § 3. Miljøstyrelsen bemærker i den forbindelse, at der bør indgå en overordnet beskrivelse af §3 strandengen med henblik på at kunne vurdere, om projektet vil medføre en tilstandsændring, samt om påvirkningen vil være væsentlig i Miljøvurderingslovens forstand. Miljøstyrelsen kan desuden konstatere, at der skal etableres et jorddige nær en § 3- beskyttet sø på Falster-siden af tunnelen. Miljøstyrelsen gør her opmærksom på, at manglende observationer af Bilag IV-arter i og nær projektområdet og § 3 søen ikke er ensbetydende med, at der ikke kan forekomme Bilag IV-arter, forudsat at projektområdet er inden for deres geografiske udbredelsesområde. Der bør derfor redegøres for, hvordan det kan udelukkes at Bilag IV padder påvirkes ved projektet. Her skal der tages højde for både potentielle påvirkninger af yngle- og rasteområder (fx mulige rasteområder ned mod skovstykket i tilknytning til søen), drab på individer (fx individer der måtte raste i det område hvor diget etableres) og blokering af vandreruter. I den forbindelse er det relevant, hvornår på året anlægsarbejdet foregår ift. paddernes vandring og hvor de opholder sig under anlægsarbejdet (fx i rasteområde, på vandring eller i yngleområde). Alternativt til denne redegørelse, bør forekomsten af Bilag IV-arter udelukkes ved besigtigelse af søen jf. NOVANAS tekniske anvisninger. Slutteligt bemærker Miljøstyrelsen, at der tilsyneladende forekommer træer i området syd for den §3-beskyttede sø hvor det planlagte dige skal etableres. Det fremgår dog samtidig på s. 12 i VVM ansøgningen at der ikke skal fældes træer som et led i projektet. Hvis der fældes træer som følge af etableringen af diget eller andre dele af projektet, bør der redegøres for, hvorvidt disse kan være yngle- eller rasteområder for flagermus.
Hav og Vandmiljø:
Væsentlighedsvurdering: Der mangler i materialet en vurdering af projektet i forhold til havstrategiens deskriptorer. Vurderingen skal fremgå, før det kan vurderes, om projektet er tilstrækkeligt oplyst.
Der skal i den forbindelse gøres opmærksom på, at havstrategilovens § 2, stk. 2 kun finder anvendelse idet omfang, at den konkrete vandområde- eller Natura 2000- plan påser, at havstrategideskriptorernes miljømål overholdes. Det er således ikke i sig selv nok, til at havstrategiloven ikke finder anvendelse, at der for projektområdet findes en Natura 2000-plan; planen skal ligeledes tage de hensyn, som følger af havstrategiloven. Det fremgår af screeningen s. 37, at ” Da projektet ikke medfører udledninger til kystvand, vil der ikke være påvirkninger af vandkvalitet og dermed heller ikke af den marine naturtype Bugt (1160) på udpegningsgrundlaget for N173. Dermed vurderes det, at projektet med klimasikring ikke vil forringe kystvandområdernes økologiske eller kemiske tilstand eller tilstanden for områdernes kvalitetselementer og dermed ikke vil være til hinder for målopfyldelsen i Guldborgsund.” Med henblik på at belyse projektets påvirkninger tilstrækkeligt, mangler der en tydeliggørelse af, om der i anlægsfasen anvendes metoder og materialer, der vil kunne afsmitte eller frigive (og ikke kun om der udledes), miljøfarlige forurenende stoffer til overfladevand. Såfremt det er tilfældet, mangler der en vurdering af om dette vil give anledning til overskridelse af miljøkvalitetskravene eller en forringelse af tilstanden i de berørte og indirekte berørte vandområder. Derudover mangler der en tydeliggørelse af, om vurderingen inkluderer den økologiske tilstand fsva. miljøfarlige forurenende stoffer. Den kemiske tilstand vurderes for EU-prioriterede stoffer, mens den økologiske tilstand fsva. miljøfarlige forurenende stoffer vurderes for de nationalt specifikke stoffer (jf. BEK nr. 796 af 13/06/23). Ansøgning: Det fremgår på s. 5, at ”Der vil nok foretages simpel lænsning af projektområdet, hvor regnvand pumpes væk. Regnvandet udledes til forsinkelses- og regnvandsbassiner lokaliseret i forbindelse med Guldborgsundtunnelen.” Med henblik på at belyse projektets påvirkninger tilstrækkeligt, mangler der en tydeliggørelse af, om der forventes at lænses regnvand i voluminer som disse regnvandsbassiner kan rumme”.
Guldborgsund Kommune skrev den 25. januar 2024 bl.a. følgende:
”Det gøres opmærksom på, at ca. 550 m2 af § 3-beskyttede områder, herunder strandeng, inddrages permanent til projektet om forstærkning af højvandsbeskyttelsen ved Guldborgsund tunnelen. Det anbefales, at erstatningsnaturen skal være det dobbelte areal end det der bliver inddraget permanent til projektet. Derudover bør erstatningsnaturen placeres i nærområdet og uden for allerede eksisterende beskyttede arealer. Vedr. pumpning af regnvand til regnvandsbassinerne skal Kystdirektoratet være opmærksomme på, at bassinet på Falstersiden er omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3. Det bør sikres, at der ikke er opslemmet materiale i det vand, der ledes til § 3-søen (det gælder i øvrigt også bassinet på Lollandsiden). Desuden, at det kan kræve udledningstilladelse at udlede andet eller mere vand til bassinerne end forudsat i dimensionering af bassinerne. Det afhænger af en konkret vurdering.” Den 21. marts 2024 har kommunen endvidere oplyst:
”Ved besigtigelsen af arealerne i sommeren 2023 vurderede vi, at de pågældende arealer ”aldrig” eller i hvert fald yderst sjældent oversvømmes af saltvand som følge af, at arealerne ligger helt eller delvist bag de eksisterende diger. Det fremgår af ansøgningen og bilag 7 at:
- Formålet med at renovere den eksisterende kystbeskyttelse omkring tunnelen er at stormflodssikre Guldborgsundtunnelen mod fremtidige stormflodshændelser som forventes at blive mere ekstreme som følge af klimaforandringerne. Det er derfor nødvendigt at anlægge en ny stenkastning på Falster, hæve de eksisterende diger, samt at anlægge nye diger/terrænhævning inde i baglandet på begge sider af sundet (Bilag A-2). Det gør man for at forbedre sikringsniveauet af digerne, og forhindre, at tunnellen overskylles bagfra og bliver oversvømmet i stormflodssituationer, hvor der er forhøjet vandstand og risiko for bølgeoverskyl.
- En opsummering af de påvirket §3-beskyttet naturarealer fremgår af Tabel 1, hvor det estimeres at den samlet påvirkning er på i alt 10.290 m2, hvilket er arealer der i forvejen ikke overskylles af saltvand.
På den baggrund er det vores vurdering, at projektet ikke medfører væsentlige ændringer i saltpåvirkningen af pågældende strandengsarealer”.
Vikingeskibsmuseet skrev den 22. januar 2024 bl.a. følgende:
”Vikingeskibsmuseet skal i den anledning udtale, at der ikke er bemærkninger til det ansøgte. Ansøger bør dog være opmærksom på Museumslovens § 29h stk.1, ifølge hvilken fund af spor af fortidsminder eller vrag gjort under anlægsarbejde straks skal anmeldes til Slots- og Kulturstyrelsen og arbejdet standes.”.
En grundejer skrev den 6. januar 2024 bl.a. følgende:
”Kun en gang har vandstanden i de 30 år været tæt ved 1,5 m over dagligt vande. (2006). Ved sidste højvande var vandstanden ved Gedser 1,8 m over daglig vande, men her ikke mere end normalt højvande. Højvandet er forsinket i Guldborgsund pga. indsnævringerne ved Nyk.F og Guldborg. D.v.s. vi når sjældent samme højde, på midten, som i begge ender udvendigt på broerne. Det kunne være interessant at vide vandstanden i Guldborgsund under stormfloden i 1872? Jeg har ikke læst om skader her. Jeg vil foreslå at man tager en dialog med Guldborgsund Kommune om i stedet for at bruge pengene ved tunnelen istedet bygger en slags højvandssikring ved begge broerne i Nyk. F. og Guldborg. Det kunne formodentlig bare være sluseporte der forsnævrede "hullerne" ved stormflod og således forsinkede vandstigningen i sundet. Det kunne jo sikre mod forhøjet vandstand i hele Guldborgsund og altså også ved Guldborgsund Tunnelen. En sådan løsning kunne samtidig være til gavn for både lodsejere langs sundet, borgerne i Nykøbing og Guldborg og lokalsamfundet.”
LE34 skrev på vegne af en grundejer 23. januar 2024 bl.a. følgende:
”De tilsluttende diger på [..] syd for tunnelen ønskes dog justeret lidt, evt. ændret til forhøjelse af eksisterende dige og bedre vigemuligheder /adgangsforhold etableret (…). I projektbeskrivelsen syd for tunnelen ønsker VD at hæve eksisterende vej, således vejen kommer til at fungere som fremtidigt dige. Diget anlægges med kote 2,90 meter og et mindre dige opbygges i kote 2,20 meter (…). Projektforslaget medfører anlæggelse af ny vej med en samlet længde på ca. 250 meter ovenpå eksisterende vej samt et nyt dige på ca. 100 meter langs eksisterende sø. Omlægning af vejen vil være relativt omfangsrigt, da den eksisterende ca. 3,5 meter bredde vej, ligger i kote ca. 0,9 – 1,1 meter. Dvs. at vejen skal hæves med op til 2 meter. (2 meter hvis koten er 2,9 ved vejen og 1,3 meter hvis koten er 2,20 ved vejen – dette fremgår ikke helt af kortbilaget) Vejen har i dag ca. 2 meter kørefast rabat på begge sider af vejen og selvom der ikke er megen trafik på stedet, opstår der jævnligt problemer med at passere hinanden. Såfremt VD fastholder at eksisterende vej skal hæves / genopbygges, og at det er den eneste tekniske langtidsholdbare løsning, vil [..] gøre opmærksom på, at
- Kørebanen som minimum skal være 3,5 meter bred samt at
- Vejen skal opbygges med min. 2 meter kørefast rabatter (egnet til tung trafik) Det skal være muligt at passere hinanden med maskiner på strækningen. (…) Alternativt til at hæve vejen, kunne eksisterende dige henholdsvis syd og øst for det viste projekt hæves. Dermed vil en dyr opbygning af vej / rabat samt ekstra dige langs eksisterende sø, kunne spares.”
Alle bemærkninger blev sendt i partshøring og Kystdirektoratet modtog følgende bemærkninger: Ift. borgerens høringssvar af 6. januar 2024 om alternative løsninger oplyste ansøger at forslaget fra grundejeren vedrører generel klimasikring af hele Guldborgsund, hvilket er udenfor projektets ramme.
Ift. Vikingeskibs Museets høringsvar oplyses: ”Noteret, idet det bemærkes, at der ikke foretages anlægsaktiviteter på marint område. Al forstærkning med spuns og forhøjelse af dige sker i tilknytning til eksisterende anlæg på land omkring tunnelen. Derfor anses det for usandsynligt at støde på arkæologiske fund, herunder marinarkæologiske fund.
Ift. LE34 høringssvar bemærkes:
Forhøjelse af eksisterende vej
Kørebanens tværsnit er projekteret jf. gældende retningslinjer i Vejreglerne omkring anlæg af veje i åbent land. Projektet vil ikke forværre de eksisterende forhold. Eksisterende forhold er en befæstet asfaltvej på ca. 3,3 m og en yderrabat på ca. 1 m på hver side. Det nye tværsnit er designet med minimum 4,0 m i kørebanebredden og 0,75 m bred yderrabat i hver side. Det tillades jf. vejreglerne at have en bredde på minimum 3,5 m. Der vil maksimalt blive fjernet den beplantning på arealerne, som er nødvendig for arbejdets udførelse, eller som er et vilkår i en eventuel endelig tilladelse. Vejdirektoratet er ikke ejer af [matrikel], hvorfor der ikke er udført vedligeholdelse af disse arealer, herunder eventuelle digekonstruktioner. Forslagene vedr. vigeplads vedrører forbedring af de allerede eksisterende forhold, hvilket er udenfor projektets ramme. Vejdirektoratet er indforstået med at overtage arealer, så Vejdirektoratet både har ejerskab af arealerne, hvor kystbeskyttelsen er placeret i, og varetage det fremtidige vedligeholdelsesansvar af disse arealer. Kystbeskyttelsen på nordsiden skal forhøjes til kote 3,25 m for at efterkomme designgrundlaget.
Alternativ: forhøje eksisterende dige
I forbindelse med projekteringen af højvandssikringen er oversvømmelsesvejene undersøgt, hvorved digernes placering er blevet fastlagt på grundlag dette. Det fremgår af ansøgningsmaterialet, at en oversvømmelseshændelse vil ske indlands fra, og dermed vil den forslåede alternative linjeføring ikke yde den nødvendige beskyttelse. Dette ses af nedenstående figur [se figur 2].
Ift. Guldborgsund Kommunes høringssvar bemærkes
Det noteres, at der skal ske erstatning af permanent inddraget § 3-areal på ca. 550 m2 i forholdet 1:2 således, at der etableres et erstatningsareal på ca. 1100 m2. Det vil blive tilstræbt at placere arealet i nærområdet og uden for allerede eksisterende beskyttede arealer. Der vil ikke blive foretaget tilføjelse af vand ifm. projektets tørholdelse til det anlagte brandbassin på Falstersiden, som er omfattet af Naturbeskyttelsesloven §
3. Der bliver desuden ikke udledt noget vand til denne sø på nuværende tidspunkt.
Rampebassinerne er ikke § 3-beskyttet. Der tilføres ikke opslemmet/suspenderet materiale. Derudover er der i pumpebygværket fra rampebassin til Guldborgsund installeret sandfang mv., således det ikke udledes til sundet. Der vil ikke blive udledt andet eller mere vand til bassinerne, end der er forudsat i dimensioneringen af bassinerne.
Ift. Miljøstyrelsen høringssvar bemærkes:
Arter og Naturbeskyttelse
Den kortlagte § 3 naturtype strandeng udgøres altovervejende af arealer, der er fremkommet ved anlæg af Guldborgsundtunnelen dige og spuns. Disse arealer har således siden tunnelen blev åbnet i 1988 været fuldstændigt tørlagte områder uden jævnlig påvirkning fra saltvandsoversvømmelse. Tilstanden som naturtypen strandeng fremstår derfor som dårlig, da hovedparten af området på nordsiden er tørt. På sydsiden er dette også tilstanden generelt op mod motorvejen. Aktuelt oversvømmes den sydligst beliggende del af det kortlagte strandengsområde ikke med saltvand; dette område påvirkes ikke af kystsikringsprojektet.
Påvirkningen af de strandengsområder, der inddrages til projektet, vurderes jf. ovenfor derfor ikke at være væsentlig.
I den vedlagte væsentlighedsvurdering, hvori der også er foretaget en særskilt beskrivelse af forekomsten af bilag IV-arter, herunder padder, og i VVM-ansøgningen fremgår oplysninger om bilag IV-arter, padder, i nærområdet til tunnelen til og med 2023.
Vi synes, at det vil være godt at få afklaret, om der er forekomst af fx grønbroget tudse i § 3 –vandhullet (regnvandsbassin) på Falster, som er tæt beliggende på projektområdet. Der vil derfor blive gennemført lytning efter grønbroget tudse. Undersøgelserne vil metodisk tage udgangspunkt i gældende vejledning for ekstensive undersøgelser af arten (https://ecos.au.dk/fileadmin/ecos/Fagdatacentre/Biodiversitet/TAA17P adder_v.2.pdf). På baggrund af undersøgelsen vil der blive taget de nødvendige hensyn for at beskytte arten.
I den vedlagte væsentlighedsvurdering, hvori der også er en særskilt beskrivelse af forekomsten af bilag IV-arter, herunder flagermus, og i VVM-ansøgningen fremgår, at projektområdet ikke udgør et vigtigt raste- eller yngleområde for flagermus. Der er ikke egnede træer til ynglende - eller rastende flagermus, som skal fældes, og der påvirkes ikke andre egnede yngle- eller rasteområder for flagermus.
Hav og Vandmiljø
Projektet vil ikke under udførelse eller efterfølgende ændre de udledte vandmængder til Guldborgsund eller på anden måde påvirke de fremadrettede vandmængder, der vil blive udledt fra regnvandsbassinerne.
Rampebassinernes voluminer er tilstrækkelige til håndtering af de eventuelle vandmængder, der tilføjes fra lænsning af regnvand i forbindelse med projektet. Disse vandmængder vil uanset projektet være ført ned til bassinet som overfladevand.
Der indgår ikke anvendelse af metoder og materialer, der vil kunne tilføre miljøfarlige forurenende stoffer til overfladevandet, hverken ved frigivelse eller afsmitning.
Ift. Fiskeristyrelsens høringssvar bemærkes:
Alle anlægsaktiviteter sker på eksisterende landarealer omkring tunnelen, dvs. hhv. på Lolland og Falster. Der sker ingen anlægsaktiviteter fra søsiden eller på søterritoriet, og dermed vil der ingen ændringer i forhold til vanddybder eller bundforhold være. Anlægstidspunkt er ikke endeligt fastlagt, men forstyrrelser fra støj er primært relateret til nedbringning af spuns på land og landværts bag det allerede eksisterende dige og spuns. Arbejdet med nedbringning af spuns flytter sig rundt på hhv. Lollandssiden, nord og syd, og Falstersiden, nord og syd.
Dette betyder reelt, at nedbringning af spuns kun medfører påvirkning i kortere tid af de forventede 9 uger på de respektive arbejdssteder. Fiskeriet vil dermed også kun vil blive påvirket af støj i relativt korte perioder.
Samlet set er det vurderingen, at påvirkningen af mulighederne for fiskeri i anlægsperioden vil være af begrænset.”
Efter høringen har der været yderligere drøftelser med Guldborgsund Kommune om en egnet placering for erstatningsnaturen.
Klagevejledning
Dette dokument indeholder tre afgørelser:
- afgørelse om at give tilladelse til projektet
- afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
- afgørelse om, at der ikke skal foretages en miljøkonsekvensvurdering (VVM) Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
For afgørelserne gælder følgende:
- Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
- Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
- Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk/. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.
Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.
- Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- • Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
- 1) adressaten for afgørelsen,
- 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
- 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
- 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
- 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
- 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
- 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
- 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
- • Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
- 1) miljøministeren,
- 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
- 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.
Med venlig hilsen
[navn]
Søterritoriet
[email]
Vedlagt:
Bilag 1 – VVM screeningsskema. Bilag 2 - Udpegningsgrundlag for Natura 2000-områdets nr. 173 ved projektlokaliteten
Bilag 3 – Oversigtstegninger og tværsnitstegninger
Kopi: Rambøll, Søfartsstyrelsen - Havplansekretariatet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Vikingeskibsmuseet, Guldborgsund Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Geodatastyrelsen og Landsforeningen for Digelag i Danmark samt naboer. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.
Bilag 1 - VVM screeningsskema
Det ansøgte projekt er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, nr. 10, pkt. k, og der skal derfor foretages en screening jf. lovens § 21, stk. 1, for at afgøre, om projektet er VVM pligtigt.
VVM-screeningen foretages med udgangspunkt i de kriterier, som er beskrevet i lovens bilag 6.
Vurdering af miljøpåvirkning
Vurderes det som en mulighed, at projektet/anlægget kan få en væsentlig indvirkning på miljøet med hensyn til følgende kriterier?
| Kriterium | Svar | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1. Projektets karakteristika: | ||
| Dimensioner | Nej | Det samlede projekt omfatter etablering af dige, spuns og skråningsbeskyttelse af sten på Lolland og Falster. Falster: Spunsvæg: Længde ca. 494 m, bugternes bredde er ca. 500 mm, tykkelse af væg ca. 12-15 mm, fodaftryk 250 m2 (løsning 1) Forhøjelse af spunsvægge: Længde 295 m, bredde 500 mm (løsning 2) L-element: Længde 30 m, bredde ~400 mm, Fodaftryk ~12 m2 (løsning 3) Lave diger: Længde 150 m, Bredde 3-9 m, Fodaftryk 850 m2 Stenkastning: Længde 80 m, Bredde 5-8 m, Fodaftryk 400 m2 Dige med vej: Længde ca. 250 m, bredde 5-12 m, fodaftryk ca. Samlet grundareal for anlægget bliver 5060 m2 og højde bliver 3,75 m DVR90. Lolland: Spunsvæg: Længde ca. 400 m, bugternes bredde er ca. 500 mm, tykkelse af væg ca. 12-15 mm, fodaftryk 200 m2 (løsning 1) Forhøjelse af spunsvægge: Længde 750 m, Bredde 500 mm, Fodaftryk 375 m2 (løsning 2) L-element: Længde 30 m, bredde ~400 mm, Fodaftryk ~12 m2 (løsning 3) Lavt dige: Længde 150 m, Bredde 3-8 m, Fodaftryk 550 m2 Dige med vej: Længde ca. 65 m, bredde ca. 5 m, fodaftryk 260 m2. De anlagte diger med vej vil erstatte eksisterende vejanlæg og derfor ikke ændre nævneværdigt på det fremtidige befæstede areal ift. eksisterende. Det er Kystdirektoratets vurdering, at anlægsarbejdet ikke vil have nogen skadelige indvirkning på miljøet. Ved denne vurdering har vi lagt afgørende vægt på, at der i forvejen er en kystbeskyttende konstruktion, som skal forstærkes, og at projektet grænser op til eksisterende infrastruktur. Endvidere, at anlægsarbejdet foretages fra land, og at spunsning ligeledes foretages bag ved eksisterende kystbeskyttelse. |
| Kumulation med andre projekter | Nej | KDI har ikke kendskab til igangværende projekter i området. |
| Anvendelse af naturressourcer | Nej | Der benyttes således almindelige materialer til anlægsarbejdet, og der benyttes ikke knappe ressourcer. Ift. vedligeholdelse forventes et begrænset forbrug af materialer. |
| Affaldsproduktion | Nej | Affald omfatter alm. affald fra skurby, herunder bortkørsel af vegetationsmateriale, lerfyld (200 m3). Affald sorteres og bortskaffes til godkendt modtager. Der forventes ikke affaldsforbrug i driftsfasen |
| Forurening og gener | Nej | Anlægsperioden forventes at vare i alt 12 måneder. Anlægsarbejdet er omfattet af Miljøstyrelsens vejledninger eller bek. om støj eller lokalt fastsatte støjgrænser: Vejledning fra Miljøstyrelsen: Ekstern støj fra virksomheder. Vejledning nr. 5/1984. November 1984. Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1993 ”Beregning af ekstern støj fra virksomheder”. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter (BEK nr. 844 af 23/06/2017) Vejledende støjgrænser for anlægsaktiviteter af Guldborgsund Kommunes forskrift for støj https://www.guldborgsund.dk/erhverv/virksomhed-og- miljoe/midlertidige-aktivite ter# hvordan-kan-du-forebygge-stoej-vibrationer-og-stoev—34 Det er i ansøgningen beregnet, at støjniveauerne ved ramning ved boliger på hhv. Falster og Lolland er under den lokalt fastsatte vejledende grænseværdi på 70 dB(A) for støj i dagtimer. Da arbejdet med ramning af spuns flytter sig, vil nedramning af spuns kun berøre boliger i kortere tid af de forventede 9 uger. Kystdirektoratet vurderer på den baggrund, at der ikke er en væsentlig virkning på miljøet ift. støj. |
| Risikoen for ulykker, navnlig under hensyn til de anvendte materialer og teknologier | Nej | Anlægsfasen anses som almindeligt anlægsarbejde med det normale risici, der må forventes ved den slags anlægsarbejde. |
| 2. Projekters placering - den miljømæssige sårbarhed i de geografiske områder, der kan blive berørt af projektet, skal tages i betragtning, navnlig: | ||
| - nuværende arealanvendelse | Nej | Ved projektområdet er der i forvejen kystbeskyttelse og motorvej. Der er regnvandsbassiner og arealer, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. |
| -naturressourcernes relative rigdom, kvalitet og regenereringskapacitet i området | Nej | Anlægget placeres i tilknytning til eksisterende anlæg. Det vurderes ikke at være naturressourcer i området som vil blive væsentligt negativt påvirket af projektet. |
| - det naturlige miljøs bæreevne med særlig opmærksomhed på følgende områder: | ||
| a) vådområder | Nej | Ikke relevant |
| b) kystområder | Nej | Projekter grænser op til Guldborgsund. Der er kystbeskyttelse i forvejen. Det vurderes, at en forstærkning af kystbeskyttelsesanlægget ikke vil udgøre en væsentlig påvirkning ift. kystområdet ved Guldborgsund. |
| c) bjerg- og skovområder | Nej | Ikke relevant |
| d) reservater og naturparker | Nej | Ikke relevant. |
| e) områder, der er registreret eller fredet ved national lovgivning; særligt beskyttede områder udpeget af medlemsstater i henhold til direktiv 79/409/EØF og 92/43/ EØF | Nej | Det ansøgte projekt vil finde sted inden for inden for Natura 2000-område nr. 173 Smålandsfarvandet nord for Lolland, Guldborgsund, Bøtø Nor og Hyllekrog-Rødsand, der omfatter bl.a. Habitatområde H152 og Fuglebeskyttelsesområde F86). Derudover er der fuglebeskyttelsesområderne F82, F83 og F85, som dog ligger i stor afstand fra projektområdet (hhv. ca. 5 km for F85, 11 km for F83 og 20 km for F82). Det er Kystdirektoratets vurdering, at udpegningsgrundlaget for området ikke vil blive væsentlig påvirket af projektet. Kystdirektoratet vurderer således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for, samt for bilag IV arterne stor vandsalamander, springfrø, spidssnudet frø, damflagermus, bredøret flagermus, pipistrel flagermus, brunflagermus samt dværgflagermus, marsvin og grønbroget tudse. Baggrunden for vurderingen er projektets beliggenhed i tilknytning til eksisterende kystbeskyttelse, at anlægget ligger på land, og at anlægsarbejdet også foregår fra land. Anlægsarbejdet foregår i dagtimer. Endvidere har der været undersøgelser ift. padder. Der er stor afstand til levested for de oplyste bilag IV-arter. Ift. ynglende fugle vurderes der ikke at være en påvirkning i anlægsfasen, idet afstanden er mindst 500 m fra levestederne. Under arbejdet vil Guldborgsund såvel nord som syd for projektområdet fortsat rumme egnede områder til rast og fouragering for fuglene. Derfor vurderes det, at forstyrrelsespåvirkningen, der begrænser anvendelse af en mindre del af området, ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af trækfuglene knopsvane, sangsvane, grågås, taffeland og troldand, stor skallesluger og hvinand inden for fuglebeskyttelsesområde F86. |
| f) områder, hvor de i fællesskabslovgivningen fastsatte miljøkvalitetsnormer allerede er overskredet | Nej | Projektet vurderes ikke at ville forhindre opfyldelse af fastsatte miljøkvalitetsnormer/- krav grundet projektet omfang, karakter og placering. |
| g) tætbefolkede områder | Nej | Området er ikke tæt befolket. Nærmeste bolig ligger på Falster ligger ca. 470 m fra projektområdet, hvor støjkravene er overholdt. På Lolland ligger nærmeste bolig 260 m projektområdet, hvor støjkravene også er overholdt. |
| h) vigtige landskaber set ud fra et historisk, kulturelt eller arkæologisk synspunkt. | Nej | Projektområdet ligger inden for et område, som i kommuneplanen er udpeget som bevaringsværdigt landskab. Da projektet foregår ved et eksisterende kystbeskyttelsesanlæg og ved en motorvej, vurderer Kystdirektoratet, at projektet ikke får en væsentlig virkning på landskabet. |
Bilag 2
Udpegningsgrundlag for Natura 2000-området nr. 173 ved projektlokaliteten
Bilag 3
Oversigtskort og tværsnitstegninger
Kilde for alle figurer: Rambøll, 29-11-2023, revision 3
Lolland: Linjeføring og topkote af højvandsbeskyttelse samt beregnet oversvømmelsesudbredelse ved vandstand 2,2 m
Lolland: Oversigt over løsninger, type 1, type 2 og type 3
Falster: Oversigt over løsninger, type, type 2 og type 3 Falster: Linjeføring og topkote af højvandsbeskyttelse samt beregnet oversvømmelsesudbredelse ved vandstand på 2,2 m
Løsningstype 1 (Lolland og Falster), etablering af spunsvæg i eksisterende dige
Løsningstype 2 (Lolland og Falster), Forhøjelse ved montering af stålplader på eksisterende
Fejl! Ingen tekst med den anførte typografi i dokumentet.
Kilde
Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-4586 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 479.