Kystpraksis Søterritoriet Skive Kommune

Tilladelse Søterritoriet

Tilladelse til etablering af Skive Fjordbad, Skive Kommune

Afgjort 31. juli 2025  · Journalnummer 2025-35801  · Se afgørelsen på mst.dk

Sagen kort

Skive Kommune søgte via et rådgivende ingeniørfirma om tilladelse til at etablere et offentligt, ellipseformet fjordbad i træ på stålpæle ved lystbådehavnen i Skive. Badet føres ca. 80 m ud i Skive Fjord til 2 m dybdelinjen, er 33 m bredt og indrettes med omklædnings- og brusefaciliteter. Kystdirektoratet gav tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a med standardvilkår for anlæg på søterritoriet. Direktoratet lagde vægt på projektets rekreative formål og offentlige tilgængelighed. Det vurderede også, at sedimentspild ved det korte anlægsarbejde uden for vækstsæsonen ikke forringer vandområdets tilstand eller ålegræsset. Ud fra projektets begrænsede omfang, den bynære placering og afstanden på ca. 8,5 km til nærmeste Natura 2000-område fandt direktoratet, at der hverken skulle laves konsekvensvurdering eller miljøvurdering, og at bilag IV-arten odder ikke påvirkes væsentligt. Høringssvar fra en naturforening, en roklub og en nabovirksomhed om odder, roaktivitet og støj blev imødegået af ansøger.

Fakta

Ejendom
Offentlig
Ansøger
Kommune
Lovgrundlag
Andet

Hvad blev der søgt om

Havnebad og badeanlægBro eller badebroStenrev, ålegræs og havnatur

Praksisflag

  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (ikke oplyst)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (nej)
  • (ikke oplyst)
  • (ja)
  • (ja)
  • (nej)

Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.

Det lagde direktoratet vægt på

  • Andet

Vilkår

  • Anlægget skal udformes og etableres i overensstemmelse med det ansøgte
  • Udvidelser eller ændringer af anlægget eller anlægsmetoderne kræver Kystdirektoratets tilladelse
  • Tilladelsen bortfalder, hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet inden 5 år
  • Kystdirektoratet, Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande og Geodatastyrelsen skal underrettes ved afslutning, og der skal sendes færdigmelding med anlæggets endelige position
  • Ejeren skal vedligeholde anlægget i god og forsvarlig stand
  • Tilladelsen og anlægget må ikke overdrages uden Kystdirektoratets tilladelse
  • Anlægget kan kræves fjernet for ejers regning, hvis det ikke anvendes som ansøgt, ikke vedligeholdes eller vilkårene ikke overholdes; området skal da reetableres, og reetableringen skal dokumenteres
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)

Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.

Kystdirektoratet giver hermed tilladelse til at etablere Skive Fjordbad, Skive [..] [..] [..] [..] Ansøgningen er indsendt og hånderet af COWI A/S. Kystdirektoratet har vurderet, at det ansøgte kan tillades efter kystbeskyttelsesloven. Kystdirektoratet har vurderet, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratet har vurderet, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 1 eller 2.

Lovgrundlag

Etablering af fjordbad på søterritoriet kræver tilladelse fra Kystdirektoratet, jf. § 16 a, stk. 1, nr. 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK nr. 245 af 28/02/2025). I henhold til § 16 a, stk. 4, kan der stilles vilkår i forbindelse med en tilladelse efter kystbeskyttelseslovens § 16 a. Kystdirektoratet skal, når der træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, vurdere om projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller visse udpegede arter væsentligt, jf. § 3 i bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 654 af 19/05/2020). Kystdirektoratet skal, når træffes afgørelse efter kystbeskyttelsesloven, samtidig vurdere om projektet kræver en miljøkonsekvensvurdering (VVM), jf. § 21, stk. 1, i bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (LBK nr. 4 af 03/01/2023).

Tilladelsen gives på følgende vilkår

Fælles vilkår efter kystbeskyttelsesloven og kysthabitatbekendtgørelsen:

  • 1. Udformningen og etableringen af anlægget skal ske i overensstemmelse med det ansøgte.
  • 2. Der må ikke uden Kystdirektoratets tilladelse foretages udvidelser eller ændringer af anlægget eller anlægsmetoderne.

Vilkår efter kystbeskyttelsesloven:

  • 3. Tilladelsen bortfalder hvis anlægsarbejdet ikke er afsluttet indenfor 5 år fra udstedelsen af denne tilladelse.
  • 4. Samtidig med at anlægsarbejdet afsluttes, skal Kystdirektoratet Geodatastyrelsen ([email]) underrettes herom. Snarest herefter skal samme myndigheder tilsendes en færdigmelding, som dokumenterer at projektet er opført i overensstemmelse med tilladelsen samt angiver anlæggets endelige position.
  • 5. Anlæggets ejer forpligter sig til at vedligeholde anlægget i god og forsvarlig stand.
  • 6. Tilladelsen til at etablere anlægget og det opførte anlæg må ikke uden tilladelse fra Kystdirektoratet overdrages til andre.
  • 7. Anlægget eller dele heraf kan af Kystdirektoratet kræves fjernet, for ejers regning, såfremt:
  • • anlægget ikke længere anvendes som ansøgt.
  • • anlægget ikke vedligeholdes eller det ødelægges og ikke straks genetableres, eller
  • • vilkår for tilladelsen ikke opfyldes eller overholdes.

Kystdirektoratet ([email]), Beredskabsstyrelsen – Sikre Farvande umiddelbart efter anlæggets permanente fjernelse. I forbindelse med en fjernelse af anlægget skal området bringes i en stand så tæt på de forhold, som eksisterede inden anlæggets etablering, som muligt. Der skal tilsendes Kystdirektoratet ([email]), Beredskabsstyrelsen – dokumentation for reetableringen.

Fælles bemærkninger:

Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på at tilladelsen fortabes, hvis nogle af de for tilladelsen fastsatte vilkår ikke måtte blive opfyldt. Tilladelsen fritager ikke modtageren for pligt til at opnå tilladelser og godkendelser, der måtte være nødvendige for gennemførelse af projektet i henhold til anden lovgivning.

Tilladelsen erstatter ikke privatretlige aftaler med fysiske og juridiske personer, som kan være berørt af projektet, ligesom den ikke fritager ejeren af anlægget for et, i forbindelse med anlæggets tilstedeværelse eller etablering, opstået civilretligt ansvar. Tilladelsen indeholder ikke en garanti for den projekterede konstruktions sikkerhed eller stabilitet. Kystdirektoratet skal gøre opmærksom på bekendtgørelse nr. 1229 af 3. oktober 2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande.

Afgørelse efter kystbeskyttelsesloven

Kystdirektoratet har vurderet, at der kan gives tilladelse til det ansøgte projekt med den begrundelse, at der ikke synes at være væsentlige hensyn, der taler imod projektet. Kystdirektoratet har bl.a. vurderet, at der ikke er væsentlige naturhensyn, som taler imod projektet, ligesom der ikke synes at være hensyn i øvrigt, som taler imod projektet. I forbindelse med Kystdirektoratets vurdering er der bl.a. blevet lagt vægt på de indkomne høringssvar, samt at formålet med projektet er at skabe rekreative muligheder ved Skive Søsportshavn for den brede offentlighed. Videre har Kystdirektoratet tillagt det betydning, at anlægget er offentligt tilgængeligt. Ifølge basisanalysen for vandområdet, samt høringsversionen af genbesøget af vandområdeplan 2021 – 2027 for tredje planperiode er den samlede økologiske tilstand i projektområdet er dårlig, mens den kemiske tilstand er ikke god. Målsætningen for området er, at der skal være god økologisk tilstand og god kemisk tilstand. Målsætningen for både den økologiske og kemiske tilstand er således ikke opfyldt. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) gør i deres høringssvar opmærksom på, at det fremgår af det ansøgte materiale, at der forekommer ålegræs i projektområdet ud til ca. 1,8 meters dybde. Den nærmeste station for overvågning af ålegræs er station DKMONCW[telefon]som kun ligger ca. 750 m i nordvestlig retning fra projektområdet. På denne målestation er der registeret dækning ud til 1,2 meters dybde. SGAV gør opmærksom på, at der i genbesøget af vandområdeplanerne 2021-2027 er sat et miljømål om en dybdegrænse for hovedudbredelsen af ålegræs svarende til 10% dækning på mindst 4,1 m dybde for det berørte vandområde. Dette betyder, at forholdene i et konkret kystvandområde skal være så gode, at det er muligt for ålegræs og anden rodfæstet vegetation at vokse fra lavt vand og mindst helt ud til miljømålsdybden i det respektive kystvandområde. Aktiviteter som beskrevet i denne ansøgning, kan medføre ophvirvling af sedimentet. Da spredning af sediment kan påvirke lysforholdene i vandet negativt, og derved påvirke ålegræs og andre rodfæstede planter negativt, vil det mindske den potentielle negative effekt af projektet, hvis projektaktiviteterne foregår i vinterhalvåret. I denne periode er planterne mindre aktive og derfor mindre følsomme overfor potentielle presfaktorer. Ansøger har hertil bemærket, at gravearbejdet skal udføres i det sene efterår eller det tidlige forår, og gennemføres på 5 arbejdsdage spredt over perioden. Udgravningen foretages skånsomt, således tab af materiale til vandsøjlen holdes på et minimum. Ansøger har klarlagt, at det erfaringsmæssigt forventes, at ca. 5 % af det opgravede materiale tabes til vandsøjlen, og at materialet, der frigives i vandsøjlen, hurtigt aflejres på bunden igen, da det samlede anlægsarbejde foretages på 0,8-2,0 meters dybde tæt på havbunden. Kystdirektoratet vurderer, at der i forbindelse med arbejdet vil kunne opleves lokal ophvirvling af sediment i vandfasen. Det er hertil vægtet, at spild, aflejring og ophvirvling af sediment ved anlægsarbejdet, vil være minimal grundet den naturlige dynamik og omlejring i området. Arbejdet vurderes ikke at medføre negative påvirkninger på udbredelsen af ålegræs i området, da anlægsarbejdet udføres efterår-vinter, og vil blive gennemført på 5 arbejdsdage. På baggrund af den korte anlægsperiode i sen efterår-tidlig forår, den lave mængde af bundmateriale som spildes til vandsøjlen og den lave dybde ved placeringen af anlægget som sikrer hurtig aflejring, vurderer Kystdirektoratet, at arbejdet ikke vil være uforeneligt med målopfyldelsen, og ikke vil medføre væsentlige tilstandsændring af hverken den økologiske eller kemiske tilstand af vandområdet. Skive Roklub har i deres høringssvar bemærket, at roklubben anvender farvandet langs kysten, hvor fjordbadet ønskes placeret, hvorfor de gør opmærksom på, at fjordbadet kan vanskeliggøre deres aktivitet. Dette skyldes, at de opnår læ, når de ror langs molen, men der kan opleves mere bølgeuro jo længere væk fra kysten der roes. De foreslår derfor, at fjordbadet anlægges med en højde over vandoverfladen og med en bredde så både kajakker og robåde kan komme igennem badet. Ansøger har hertil bemærket, at fjordbadet anlægges på pæle med et svævende brodæk. Der vil således være en gennemsnitlig frihøjde mellem vandoverfladen og undersiden af fjordbadet på ca. 1,4 meter ved normal vandstand og rolige vind- og bølgeforhold. Pælene placeres med ca. 8,3 meters cc-afstand i den inderste og midterste del af konstruktionen, hvilket muliggør sikker krydsning af havnebadet under rolige bølge- og vindforhold for almindelige kajakker og inriggere med styrmand, hvor siddehøjden er tæt på vandlinjen. De bemærker dog også, at krydsning af fjordbadet i roligt vejr kræver agtpågivenhed og hensyntagen til badende ved anlægget. Det vurderes, at den lave fart og det gode overblik fra f.eks. kajakker og inriggere, vil resultere i et meget lavt konfliktniveau mellem brugerne af fjordbadet og roerne i området. På dage med rolige vand- og vindforhold, hvor man må formode, at der kan være mange gæster ved fjordbadet kan roere blive nødt til at følge fjordbadet ud mod dybere vand, runde spidsen og ro ind mod kysten igen. I periode med udfordrende vand- og vindforhold må det antages at fjordbadet ikke er så velbesøgt og at man derfor sikkert kan passere igennem fjordbadet. Desuden forklares det, anlægsperioden anslås til ca. 10 måneder. Hovedparten af arbejdet forventes udført i de kolde måneder, sandsynligvis fra sent efterår til tidligt forår. Roningen vil være påvirket omkring anlægget i anlægsfasen. Hotel Strandtangen har i deres høringssvar bemærket, at adgangsvejen mod fjordbadet er privat og ønskes ikke offentlig, grundet problemer med støj. De bemærker desuden, at der bedes laves et regulativ, hvor musik i højtalere forbydes på området, så støj mindskes. Ansøger har gjort opmærksom på, at der er afholdt et møde mellem ejerne af Hotel Strandtangen A/S, samt Skive Kommune, Arkitekt Meisner og Sigh, Skive Turistforening, samt Vinterbaderne. Det forklares, at der vil blive anlagt en ny sti/vej for gående, 7 meter fra gavlen af Sjægtehusene, med en adskillelse imellem de 2 veje bestående af pæle. Hotellet får således mulighed for at opsætte en bom, der sikrer at kun personale og gæster kan køre til Sjægtehusene, på den eksisterende vej. Der vil som udgangspunkt kun være adgang for gående på den nye vej/sti som anlægges. Dog vil rednings og arbejdskørsel også få adgangsmulighed via den nye sti. I forhold til støj i området, henstilles til den almindelige ordensbekendtgørelse, hvor kun politiet har mulighed for at regulere dette. I forhold til havstrategidirektivet vurderer Kystdirektoratet, at projektet samlet set ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af de 11 deskriptorer og dermed ikke medføre en forringelse af havmiljøet. Projektområdet er beliggende i generel anvendelseszone (G114). Kystdirektoratet vurderer derfor, at projektet ikke er i strid med havplanen. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder de indkomne høringssvar, og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet. Kystdirektoratet finder derfor, at der kan gives tilladelse til det ansøgte.

Afgørelse efter kysthabitatbekendtgørelsen

Alle planer og projekter, der ikke er direkte forbundet med eller nødvendige for et internationalt naturbeskyttelsesområdes forvaltning, skal vurderes med hensyn til deres virkning på områdets naturtyper og levesteder samt de arter, området er udpeget for at bevare. Alle planer og projekter skal samtidig vurderes med hensyn til deres virkning på arter omfattet af habitatdirektivets bilag IV. Hvis Kystdirektoratet efter høring af andre berørte myndigheder vurderer, at projektet kan påvirke et internationalt naturbeskyttelsesområde eller en beskyttet art væsentligt, skal der foretages en konsekvensvurdering af projektets virkning. Det ansøgte projekt vil finde sted ca. 8,5 km sydvest for nærmeste marine Natura 2000-område nr. 30 ”Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals Ådal”. Udpegningsgrundlaget fremgår af bilag 1. Kystdirektoratet har i denne sag vurderet, at projektet ikke vil medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Kystdirektoratet vurderer således, at der ikke vil ske en væsentlig forringelse af naturtyper og levesteder, eller at projektet i øvrigt vil medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for. Kystdirektoratet vurderer derfor, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering for projektet. Kystdirektoratets vurdering af, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering, skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang og karakter, samt afstanden til nærmeste Natura 2000-område. Danmarks Naturfredningsforening Skive-Salling har i deres høringssvar gjort opmærksom på, at foreningen har modtaget billeder og henvendelser vedrørende oddere i Skive Fjord i forbindelse med en anden sag. DN Skive-Salling vurderer, at det på nuværende tidspunkt ikke kan udelukkes, at projektet vil medføre forsætlig forstyrrelse af odderen eller skade på dens yngle- eller rasteområder. Derfor mener DN Skive-Salling, at der ikke kan gives tilladelse til det ønskede badeanlæg før området er blevet overvåget i længere tid for at konstatere omfanget af ynglende og rastende oddere omkring havnen. Derudover bør det undersøges om havnen ligger mellem odderens yngle- og rasteområder og projektet således kan skabe en barriere derimellem. Ansøger har hertil klarlagt, at Skive Fjordbad er planlagt anlagt som en integreret del af den eksisterende lystbådehavn, og derfor anlægges i et område med betydelig menneskelig aktivitet. Det forklares også, at fjordbadet anlægges på pæle med et svævende brodæk, hvilket sikrer fri gennemstrømning af vand og danner dermed ingen barriere for flora og fauna langs kysten. Ansøger gør også opmærksom på, at odderen vælger helst uforstyrrede vandløb eller afsidesliggende næringsrige søer og fjorde som sit habitat. Typisk for disse steder er en tæt vegetation langs bredden, ofte bestående af rørskove, overhængende gamle træer eller krat. Strækningen mellem den nordlige del af Lystbådehavnen i Skive og Jollehavnen i den sydlige del tilbyder ikke umiddelbart levesteder, der opfylder odderens krav til yngle og rastesteder, da dette stræk er stærkt modificeret og præget af menneskelig aktivitet. Ansøger har desuden klarlagt, at de nærmeste områder med potentiale som raste- og yngleområde er Felding Bæk, som har sit udløb i et havnebassin ca. 750 meter syd for projektområdet. Der er registret forekomst af odder i baglandet til Felding Bæk på arter.dk. Derudover har Karup Å beliggende ca. 1.500 meter imod syd potentiale for raste- og yngleaktiviteter for odder. Der er registreret forekomst af odder i Karup Å på arter.dk. Det er Kystdirektoratets vurdering, at det kan ikke udelukkes, at der kan være forekomster af eventuelle individer af oddere i nærheden af projektområdet, i kortere eller længere perioder. Ved anlægsarbejdet vil der forekomme støj og vibrationer. Dette kan potentielt midlertidigt forstyrre eventuelle oddere, som befinder sig i området, så disse fortrækker til andre områder. Arbejdet vil kun medføre en midlertidige forstyrrelse på arter som måtte befinde sig i området under anlægsfasen og medfører ikke en permanent indvirken, da påvirkning er kortvarigt, midlertidig og begrænset til et mindre område, hvorfor det vurderes, at odderen ikke vil blive forstyrret betydeligt. Det er yderligere Kystdirektoratets vurdering, at projektet ikke vil medføre en væsentlig negativ påvirkning af odderen, idet det vil være muligt for odderen at søge andre steder hen under etableringsarbejdet. Ligeledes vurderes det, at arten frit kan migrere mellem kendte nordlige og sydlige habitater uden væsentlig forstyrrelse af den naturlige adfærd, idet odderen primært er nataktiv, og der ikke udføres anlægsarbejder uden for normal arbejdstid, og anlægget anvendes i dagstimerne. Det er Kystdirektoratets vurdering, at havbadet ikke vurderes at forstyrre odderen i driftsfasen, da området i forvejen benyttes rekreativt og derfor ikke vil være af væsentlig betydning for odderen. Skulle individer alligevel foruagere i nattetimerne, vil etableringen af fjordbadet ikke forhindre denne aktivitet. Kystdirektoratet vurderer derfor, at projektet ikke vil beskadige eller ødelægge yngle- og rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for bilag IV-arten odder, samt påvirke arten på individniveau. Kystdirektoratets vurdering skyldes bl.a. projektets begrænsede omfang, karakter samt placering ved havnen, som også ligger bynært. Kystdirektoratets vurdering er foretaget på baggrund af sagens samlede oplysninger og egne konkrete vurderinger samt almene erfaringer fra sagsområdet.

Begrundelse for at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingsloven

Det ansøgte projektet er efter Kystdirektoratets vurdering ikke omfattet af bilag 1 eller 2 i miljøvurderingsloven. Kystdirektoratet har endvidere ikke kendskab til, at det ansøgte projekt er en del af et større projekt på land, som er omfattet af miljøvurderingslovens regler. Det er derfor Kystdirektoratets vurdering, at der ikke er hverken funktionel sammenhæng med andre projekter eller på anden måde integreret sammenhæng med andre projekter. Vurderingen er foretaget på baggrund af det ansøgte, Kystdirektoratets kendskab til området og andre sager, ligesom ansøgningen har været sendt i høring ved kommunen og en lang række statslige myndigheder og interesseorganisationer, som ikke har oplyst om andre projekter.

Projektbeskrivelse

Tilladelsen omfatter etablering af et ellipseformet fjordbad i træ. Fjordbadet føres ca. 80 m ud i fjorden fra stenkastningen, ud til 2 m dybdelinjen. Fjordbadet er 33 m bredt. Fjordbadet indrettes med omklædnings- og brusefaciliteter.

Fjordbadet placeres på stålpæle og har adgangstrappe i beton. Arbejdet kræver nedvibrering af pæle, delvist ude i fjorden, langs fjordbadets tracé, samt under betontrappen. Nedvibrering af pæle sker med rammemaskine. Til arbejdet på søterritoriet benyttes en pram til at sejle bjælker og planker ud, for derefter at blive løftet på plads og fastgjort.

Anlægget etableres ved [matrikel], [postnr by], Skive Kommune.

Sagsgennemgang

Efter Kystdirektoratet modtog ansøgningen, har den været sendt i høring hos Søfartsstyrelsen – Havplansekretariatet, Beredskabsstyrelsen - Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Skive Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Sommerhusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Geodatastyrelsen, Landsforeningen for Digelag i Danmark, Dansk Sejlunion, Skive Søsportshavn, samt naboer. Nedenfor gengives de væsentligste bemærkninger.

Søfartsstyrelsen - Havplansekretariatet skrev den 28. maj 2025 følgende:

”Havplansekretariatet har ingen bemærkninger til ansøgningen.”.

Beredskabsstyrelsen - Sikre Farvande skrev den 2. juni 2025 følgende: ”Beredskabsstyrelsen har ingen bemærkninger til denne sag, men skal gøre opmærksom på, at ved arbejder på søterritoriet skal bekendtgørelse nr 1229 af 03/10/2023 om sejladssikkerhed ved entreprenørarbejder og andre aktiviteter i danske farvande følges.”.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning skrev den 24. juni 2025 følgende: ”Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) gør opmærksom på, at det følger af § 8 i BEK 797 af 13/06/23 om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter, at myndigheder ikke må træffe afgørelser, hvis afgørelsen kan medføre, at aktuel tilstand forringes, eller at fastlagte miljømål ikke kan opnås for målsatte overfladevandområder eller grundvandsforekomster. Det berørte kystvandområde (Bjørnholms Bugt, Riisgårde Bredning, Skive Fjord og Lovns Bredning, nr. 157) er i tilstandsvurdering i genbesøget af vandområdeplan 2021 - 2027 i dårlig økologisk tilstand og ikke-god kemisk tilstand. Dette er den dårligst mulige tilstand. For vandområder i den dårligste tilstand må der i princippet ikke ske nogen form for forringelse af tilstanden for de pågældende kvalitetselementer (miljøfarlige forurenende stoffer, ålegræs og anden rodfæstet vegetation, klorofyl, og bunddyr). Det betyder, at der i vandområder som Bjørnholms Bugt, Riisgårde

Bredning, Skive Fjord og Lovns Bredning, som er i den dårligste tilstand, skal være øget fokus på ikke at forringe tilstanden yderligere. I det fremsendte materiale, mangler der en konkret vurdering af de potentielle direkte og indirekte påvirkninger fra sedimentspredning fra projektet på lysforholdene og de relevante biologiske kvalitetselementer (ålegræs, bunddyr, og fytoplankton) i det berørte kystvandområde. Det fremgår af det ansøgte materiale, at der forekommer ålegræs i projektområdet ud til ca. 1,8 meters dybde. Herudover kan SGAV oplyse, at der som en del af den nationale marine overvågning (NOVANA) overvåges ålegræs flere steder i Bjørnholms Bugt, Riisgårde Bredning, Skive Fjord og Lovns Bredning. Den nærmeste station for overvågning af ålegræs er station DKMONCW[telefon]som kun ligger ca. 750 m i nordvestlig retning fra projektområdet. På denne målestation er der registeret dækning ud til 1,2 meters dybde. SGAV gør opmærksom på, at der i genbesøget af vandområdeplanerne 2021-2027 er sat et miljømål om en dybdegrænse for hovedudbredelsen af ålegræs svarende til 10% dækning på mindst 4,1 m dybde for det berørte vandområde. Dette betyder, at forholdene i et konkret kystvandområde skal være så gode, at det er muligt for ålegræs og anden rodfæstet vegetation at vokse fra lavt vand og mindst helt ud til miljømålsdybden i det respektive kystvandområde. Aktiviteter som beskrevet i denne ansøgning, kan medføre ophvirvling af sedimentet. Da spredning af sediment kan påvirke lysforholdene i vandet negativt, og derved påvirke ålegræs og andre rodfæstede planter negativt, vil det mindske den potentielle negative effekt af projektet, hvis projektaktiviteterne foregår i vinterhalvåret. I denne periode er planterne mindre aktive og derfor mindre følsomme overfor potentielle presfaktorer.”.

Landbrugs- og Fiskeristyrelsen skrev den 2. juni 2025 følgende:

”Landbrugs- og Fiskeristyrelsen har gennemgået det ansøgte. Vi vurderer ikke, at det ansøgte vil berøre eventuelle fremtidige fiskeriinteresser. Vi har derfor ikke bemærkninger til det ansøgte.”.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skrev den 4. juni 2025 følgende:

”Etablissement- og Terrænkommandoen har ingen bemærkninger til høringen vedrørende; tilladelse til etablering af Skive Fjordbad.”.

Danmarks Naturfredningsforening skrev den 24. juni 2025 følgende:

”DN Skive-Salling har modtaget ovennævnte ansøgning fra Skive Kommune. I forbindelse med en anden sag ved et vandløb i Skive Kommune har DN Skive- Salling modtaget rigtig mange billeder og henvendelser vedrørende oddere i Skive Fjord. Bestyrelsen i afdelingen har i mange år været bekendt med, at der er oddere overalt i kommunen - også ynglende oddere. DN Skive-Salling vurderer således, at det på nuværende tidspunkt ikke kan udelukkes, at projektet vil medføre forsætlig forstyrrelse af odderen eller skade på dens yngle- eller rasteområder. Derfor mener afdelingen, at der ikke kan gives tilladelse til det ønskede badeanlæg før området er blevet overvåget i længere tid for at konstatere omfanget af ynglende og rastende oddere omkring havnen.

Derudover bør det undersøges om havnen ligger mellem odderens yngle- og rasteområder og projektet således kan skabe en barriere derimellem. Disse undersøgelser bør følge anvisningerne i DCE’s bilag IV-håndbog. Det er en procedure Skive Kommune tidligere har brugt ved anlæg i og nær vandområder. DN Skive-Salling anmoder på den baggrund Kystdirektoratet til ikke at give tilladelse til etablering af Skive Fjordbad ved Skive Søsportshavn, Skive Kommune, før der er indsamlet tilstrækkelige data på odderens anvendelse af området og disse data er anvendt i habitatvurdering, der viser, at der ikke sker forsætlig forstyrrelse eller skade på yngle-rasteområder for odder i området.”.

Skive Søsporsthavn skrev den 13. juni 2025 følgende:

”Skive Søsports Havn sendte en opmærksomheds skrivelse til Skive kommune for ca 1 år siden, hvori Fjordbadet hilses velkommen. I skrivelsen gør vi opmærksom på, at Fjordbadet bør placeres således, at det ikke ligger i vejen for en eventuel udvidelse af Skive Søsports Havn. Skive Søsports Havn er blevet hørt af Skive kommune, således at placering af Fjordbadet ikke længere en hindring for en eventuel udvidelse af Skive Søsports Havn. Skive Søsports Havn har ikke yderligere kommentarer til etablering af et kommende Fjordbad.”.

Skive Roklub skrev den 24. juni 2025 følgende:

”Bestyrelsen i Skive Roklub har læst ansøgningen om etablering af Fjordbad ved Skive Søsportshavn, og har følgende kommentarer. Da det ønskes anlagt i vores rofarvand, vil vi gøre opmærksom på den betydning det vil få for vores daglige aktiviteter på vandet. De fleste roture fra klubben foregår op langs kysten, hvor turen starter langs molen til søsportshavnen. Anlægges Fjordbadet, skal vi ro rundt om anlægget, hvor der kan være ubehagelige bølger, som kan være en risikabel udfordring, specielt for vores nye og mindre erfarne roere. Når vi ror langs molen, har vi delvis læ for vestenvinden, men med Fjordbadet skal vi ud hvor der er kraftigere vind. Anlægges Fjordbadet med en højde over vandoverfladen og med en bredde så både kajakker og robåde kan komme igennem badet, kan det hjælpe på vores aktiviteter på dage, hvor vejret ikke gør det optimalt at ro omkring Fjordbadet. Skive Roklub står naturligvis til rådighed for dialog omkring anlæggelse af Fjordbadet.”.

Hotel Strandtangen skrev den 29. maj 2025 følgende:

”Adgangsvejen som den er idag, er til vore gæster i sjægtehusene og skal forblive dette. Jeg ønsker ikke, at den private vej, skal blive til en offentlig vej.

Så derfor må man afgrænse den private vej med en parallel vej til offentlig transport på nordsiden af den private grusvej som fører til vores hotedel/ sjægtehytter 8 stk. Grundet støj, som vi tidligere har oplevet ved bl.a. besøgende til VISKI sauna, hvor der kommer badegæster klokken 5,6,7 om morgenen og vækker vore gæster, er det ikke acceptabelt med yderligere trafik (gående, kørende m.v.) Vi har til dagligt mange foretningsfolk som ønsker en problemfri nattesøvn i hverdagen samt feriegæster i weekende og ferier som ikke ønsker forstyrrelser af hverken biler, gående eller høj musik med medbragte højtalere. Med hensyn til det stigende brug af transportable boombokse/ kraftige højtalere bedes man lave et regulativ hvor dette forbydes på området således alle kan nyde opholdet i ro og mag uden støj. For at afgrænse den nye vej med den private vej, vil jeg foreslå en form for levende hegn kombineret med træ/ komposit, samt tydelig skiltning, hvor man skal/ kan, transportere sig til fjordbadet. Der ønskes også en indkørsel gate/ bom som tydeligt viser at dette er en privat vej til sjægtehytterne, og at man kun kan forcere/ komme ind på det private område, med adgangskort eller kode. Jeg håber det bliver et flot og besøgt fjordbad til gavn og glæde for Skives befolkning, og at det fremstår skulpturelt og flot, til såvel brug som at beskue.”.

  • Alle bemærkninger blev sendt i partshøring og Kystdirektoratet modtog følgende bemærkninger:

” Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Det planlagte anlægsarbejde ved Skive Fjordbad udføres på stolper med et svævende elipseformet dæk som gangareal for anlæggets brugere. Det samlede fodaftryk på den kystnære havbund forventes derfor at begrænse sig til ganske få kvadratmeter fordelt på ca. 22 stålsøjler (Ø711 mm) og 4 trapper og en mindre tribune. Som vist på figur 1.

Figur 1 Skitse der viser placeringen af Skive fjordbad, samt placering af stolper på den nordlige del af konstruktionen, placering af trapper og stiger, samt den inderste betontrappe med funktion som tribune. Derudover ses dybdekurver fra land og ud til 2,0 meter zonen angivet som meter under havoverfladen (kote 0 DVR90). I forbindelse med etableringen forventes der at skulle udføres gravearbejde i det sene efterår eller det tidlige forår. Selve gravearbejdet forventes gennemført på 5 arbejdsdage spredt over perioden. Udgravningen foretages skånsomt, ved at opgravet materiale lægges på bunden ved siden af udgravningen og på en sådan måde at skovlen aldrig bryder vandoverfladen. Derved holdes tab af materiale til vandsøjlen på et minimum. Det forventes at der skal udgraves maksimalt 1-2 meter i havbunden. Omkring et område på op til 80 m² udgraves der lokalt til 1,0 meter. Det samlede volumen som opgraves anslås dermed konservativt til 50-100 m³ bundmateriale. Erfaringsmæssigt forventes det at ca. 5 % af det opgravede materiale tabes til vandsøjlen. Mængden anslås derved som 2,5-5 m³ spildt bundmateriale i det konkrete projekt. Da det samlede anlægsarbejde foretages på 0,8. 2,0 meters dybde, tæt på havbunden, vil materiale der frigives i vandsøjlen hurtigt aflejres på bunden igen. I forbindelse med anlægsarbejdet udlægges der ikke overskudsmaterialer på havbunden og der tilkøres ikke nye materialer fra råstofgrave. På baggrund af den korte anlægsperiode i de kolde måneder, den lave mængde af bundmateriale som spildes til vandsøjlen og den lave dybde ved placeringen af anlægget som sikrer hurtig aflejring, vurderes det at mobilisering af sedimenter er ubetydelig. På baggrund af ovenstående beskrivelse vurderes det dermed at påvirkningen af den økologiske og kemiske tilstand i Bjørnholms Bugt, Riisgårde Bredning, Skive Fjord og Lovns Bredning, nr. 157 vil være ubetydelig ved gennemførslen af det konkrete projekt.

Det vurderes, at det begrænsede spild af sediment til vandsøjlen i en anlægsperiode som ligger udenfor vækstsæsonen ikke vil påvirke det økologiske potentiale til at opnå miljømålet om en dybdegrænse for hovedudbredelsen af ålegræs svarende til 10% dækning på mindst 4,1 m dybde for det berørte vandområde. Det vurderes, at påvirkningen af lysforhold er helt lokale omkring fjordbadet og ydermere stærkt tidsbegrænsede. Da anlægsarbejdet foretages udenfor vækstsæsonen, vurderes påvirkningen af rodfæstede planter som lille omkring anlægsprojektet. Det vurderes ligeledes at påvirkningen af bunddyr og phytoplankton er begrænsede og lokale omkring anlægsprojektet. Påvirkningen er ligeledes begrænset i tid på grund af den korte anlægsperiode der berører havbunden. Samlet set vurderes det at det konkrete projekt ikke påvirker den økologiske eller kemiske tilstand for det målsatte overfladevand på en sådan måde at de fastlagte miljømål ikke kan overholdes.

Danmarks Naturfredningsforening

Skive Fjordbad er planlagt anlagt som en integreret del af den eksisterende lystbådehavn, med tilhørende sauna og nuværende badebro. Området er udlagt til rekreative formål i den vedtagne lokalplan for området og er allerede i dag et område med betydelig menneskelig aktivitet, herunder festival, kræmmermarked mv. Fjordbadet anlægges på pæle med et svævende brodæk, hvilket sikrer fri gennemstrømning af vand og danner dermed ingen barriere for flora og fauna langs kysten. Odderen vælger helst uforstyrrede vandløb eller afsidesliggende næringsrige søer og fjorde som sit habitat. Typisk for disse steder er en tæt vegetation langs bredden, ofte bestående af rørskove, overhængende gamle træer eller krat. Strækningen mellem den nordlige del af Lystbådehavnen i Skive og Jollehavnen i den sydlige del tilbyder ikke umiddelbart levesteder der opfylder Odderens krav til yngle og rastesteder, da dette stræk er stærkt modificeret og præget af menneskelig aktivitet. De nærmeste områder med potentiale som raste- og yngleområde er Felding Bæk, som har sit udløb i et havnebassin ca. 750 meter syd for projektområdet. Der er registret forekomst af Odder i baglandet til Felding Bæk på arter.dk Derudover har Karup Å beliggende ca. 1.500 meter imod syd potentiale for raste- og yngleaktiviteter for Odder. Der er registreret forekomst af Odder i Karup Å på arter.dk. Hagensmølle Bæk beliggende ca. 3.800 meter mod nord har ligeledes økologisk potentiale for tilstedeværelse af Odder. Der er registret forekomst af Odder på arter.dk i baglandet til Hagensmølle Bæk. Da projektet tænkes udført i et område, der er stærkt modificeret og dermed ikke repræsenterer naturlige habitater, ikke virker som en barriere for flora og fauna, samt har en afstand på mindst 750 meter til kendte Å-udløb med tilknyttede Odderbestande vurderes det at projektet kan gennemføres uden påvirkning af den kendte bestand af oddere i åer med hydraulisk forbindelse til Skive Fjord.

Da odderen primært er nataktiv og der ikke udføres anlægsarbejder udenfor normal arbejdstid, vurderes det ydermere at arten frit kan migrere mellem kendte nordlige og sydlige habitater uden væsentlig forstyrrelse af den naturlige adfærd.

Skive Roklub

Fjordbadet anlægges på pæle med et svævende brodæk. Der vil således være en gennemsnitlig frihøjde mellem vandoverfladen og undersiden af fjordbadet på ca. 1,4 meter ved normal vandstand og rolige vind- og bølgeforhold. Pælene placeres med ca. 8,3 meters cc-afstand i den inderste og midterste del af konstruktionen, hvilket muliggør sikker krydsning af havnebadet under rolige bølge- og vindforhold for almindelige kajakker og inriggere med styrmand, hvor siddehøjden er tæt på vandlinjen. Krydsning af fjordbadet i roligt vejr kræver agtpågivenhed og hensyntagen til badende ved anlægget. Det vurderes, at den lave fart og det gode overblik fra f.eks. kajakker og inriggere, vil resultere i et meget lavt konfliktniveau mellem brugerne af fjordbadet og roerne i området. På dage med rolige vand- og vindforhold, hvor man må formode at der kan være mange gæster ved fjordbadet kan roere blive nødt til at følge fjordbadet ud mod dybere vand, runde spidsen og ro ind mod kysten igen. I periode med udfordrende vand- og vindforhold må det antages at fjordbadet ikke er så velbesøgt og at man derfor sikkert kan passere igennem fjordbadet. Fjordbadet udformes med en symmetriakse på den lange led, således at der er direkte passage mellem pælene. Anlægsperioden anslås til ca. 10 måneder. Hovedparten af arbejdet forventes udført i de kolde måneder, sandsynligvis fra sent efterår til tidligt forår. Roningen vil være påvirket omkring anlægget i anlægsfasen.

Hotel Strandtangen

På baggrund af høringssvar fra Hotel Strandtangen, hvor der udtrykkes bekymring for trafikken forbi Sjægtehuse, og den støj som dette måtte medføre, er der afholdt et møde imellem parterne. Mødet blev afholdt d. 26. juni med deltagere fra Ejerne af Hotel Strandtangen A/S, samt Skive Kommune, Arkitekt Meisner og Sigh, Skive Turistforening, samt Vinterbaderne (formanden) Forpagteren havde desværre ikke mulighed for at deltage. Som ønsket fra Hotellet, vil der blive anlagt en ny sti/vej for gående, 7 meter fra gavlen af Sjægtehusene, med en adskillelse imellem de 2 veje bestående af pæle. Hotellet får således mulighed for at opsætte en bom, der sikrer at kun personale og gæster kan køre til Sjægtehusene, på den eksisterende vej. Der vil som udgangspunkt kun være adgang for gående på den nye vej/sti som anlægges. Dog vil rednings og arbejdskørsel også få adgangsmulighed via den nye sti. I forhold til støj i området, henstilles til den almindelige ordensbekendtgørelse, hvor kun politiet har mulighed for at regulere dette.

Ovenstående aftale blev positivt modtaget af Hotel Strandtangens ejere Referat er udarbejdet af Skive Kommune, Teamleder, Landskab og grønne områder, [navn].”.

Klagevejledning

Dette dokument indeholder tre afgørelser:

  • afgørelse om at give tilladelse til projektet
  • afgørelse om, at der ikke skal udarbejdes en konsekvensvurdering
  • afgørelse om, at projektet ikke er omfattet af miljøvurderingslovens anvendelsesområde Afgørelserne kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

For afgørelserne gælder følgende:

  • Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige forhold.
  • Klagefristen er 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt.
  • Der klages via Klageportalen, som der er et link til på forsiden af https://naevneneshus.dk. Klageportalen ligger på www.borger.dk og med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen. Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage.

Gebyret betales med betalingskort i Klageportalen.

  • Klageberettigede efter kystbeskyttelsesloven er:
  • 1) adressaten for afgørelsen,
  • 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
  • 3) enhver, der har en væsentlig individuel interesse i sagens udfald,
  • 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
  • 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
  • 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  • 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  • 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
  • Klageberettigede efter kysthabitatbekendtgørelsen er:
  • 1) adressaten for afgørelsen,
  • 2) ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører,
  • 3) enhver, som har en væsentlig, individuel interesse i sagen,
  • 4) en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker,
  • 5) lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
  • 6) landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
  • 7) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser, og
  • 8) landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.
  • • Klageberettigede efter miljøvurderingsloven er:
  • 1) miljøministeren,
  • 2) enhver med retlig interesse i sagens udfald, og
  • 3) landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelse af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes. Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 18 b i kystbeskyttelsesloven, samt § 54, stk. 1, i miljøvurderingsloven. Tilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen kan tilladelsen ikke udnyttes, før klagesagen er færdigbehandlet, medmindre Kystdirektoratet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet konkret bestemmer andet.

Med venlig hilsen

[navn]

Kystzoneforvaltningen

[telefon]

[email]

Kopi: COWI, Søfartsstyrelsen – Havplansekretariatet, Beredskabsstyrelsen - Sikre Farvande, Trafikstyrelsen, Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Slots- og Kulturstyrelsen, Skive Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Sommerhusejernes Landsforening, EjendomDanmark, Geodatastyrelsen, Landsforeningen for Digelag i Danmark, Dansk Sejlunion, Skive Søsportshavn, samt naboer. Kystdirektoratets afgørelse offentliggøres på Kystdirektoratets hjemmeside.

Bilag 1 – Udpegningsgrundlag for Natura 2000-område nr. 30 ”Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals Ådal”

Kilde

Afgørelsen er offentliggjort af Miljøstyrelsen, hvor den kan hentes med eventuelle bilag: Se afgørelsen på mst.dk.

Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 2025-35801 (aktindsigt).

Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 439.