Kystpraksis Strandbeskyttelse Ringkøbing-Skjern Kommune
Lovliggørende dispensation til tilbygning til driftsbygning, Ringkøbing-Skjern Kommune
Sagen kort
Ejeren af en minkfarm ved Hvide Sande i Ringkøbing-Skjern Kommune søgte om lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelsen til at bibeholde en allerede opført tilbygning på ca. 800 m² til en eksisterende minkhal i den udvidede strandbeskyttelseszone. Tilbygningen var opdaget af kommunen ved miljøtilsyn og skulle bruges til service og opbevaring i stedet for produktion. Kystdirektoratet gav lovliggørende dispensation og behandlede sagen som en udvidelse af en eksisterende erhvervsvirksomhed, der var etableret før linjen trådte i kraft. Direktoratet lagde vægt på, at tilbygningen ikke øger produktionen, at den trods sit areal fremtræder begrænset i forhold til det eksisterende, at der var behov for faciliteterne på opførelsestidspunktet, og at den på grund af sin ydre fremtræden og placering ikke påvirker oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.
Fakta
- Ejendom
- Erhverv
- Ansøger
- Ukendt
- Zone
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (ja)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (ikke oplyst)
- (ikke oplyst)
- (nej)
- (nej)
Grå flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
På vegne af ejeren af ejendommen, har du den 11. februar 2020 søgt om lovliggørende dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til bibeholdelse af en tilbygning til en minkhal inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til den ansøgte tilbygning.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Den lovliggørende dispensation er ikke endelig før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Du kan se nærmere i klagevejledningen i bilag 2.
Redegørelse for sagen
Kystdirektoratet modtog den 11. februar 2020 en ansøgning på vegne af ejendommens ejer, om lovliggørelse af en allerede opført tilbygning til en minkhal
1 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse.
2 inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel] beliggende [adresse], i Ringkøbing-Skjern Kommune. Bygningerne ligger i den udvidede strandbeskyttelseslinje, og er i BBR noteret som erhvervsejendom af speciel karakter beliggende i landzone. Af BBR fremgår videre, at der er omtrent 5.500 m2 erhvervsareal.
Af ansøgningen fremgår, at der er opført tilbygning og forlængelse af en eksisterende minkhal, uden forudgående tilladelse. Tilbygningen blev opdaget af kommunen ved miljøtilsyn. Det blev herefter afklaret med kommunen, om tilbygningen kunne opnå miljøgodkendelse, hvilket ikke kunne lade sig gøre på grund af nærliggende naturområder. Ejeren har herefter ansøgt om at få tilbygningen lovliggjort som servicebygning og til opbevaring.
Af ansøgningen fremgår ikke, hvor stort et areal der er tale om. Kystdirektoratet har på ortofoto opmålt tilbygningen til omtrent 800 m2.
Figur 1. Ortofoto 2020. Ejendommen er markeret med en rød prik. Det orange skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.
Af ansøgningen fremgår videre, at minkfarmen ligger som en af flere farme på samme strækning, hvorfor byggeriet er omkranset af eksisterende bebyggelse. Tilbygningen til 10. række minkhal er opført af samme materialer og med samme udformning som den eksisterende bebyggelse, hvorfor den falder godt ind i omgivelserne.
Endeligt fremgår det, at ejendommen ikke er landbrugsnoteret. Ejeren ejer dog andre landbrugsejendomme, og er villig til at lade ejendommen samnotere med anden landbrugsejendom, hvis det kan have betydning for sagsbehandlingen.
3
Figur 2, situationsplan fra ansøgningen. Tilbygning indtegnet med grå flade.
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 69, Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen) ligger ca. 4,1 km mod sydøst.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved vurderingen er der særligt lagt vægt på afstanden til området, samt at der ikke ved tilbygningen sker en øget kapacitet af produktionen.
Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven. Et ulovligt forhold kan lovliggøres enten
4 retligt ved dispensation eller fysisk ved fjernelse. En ansøgning om lovliggørelse af allerede etablerede anlæg skal som udgangspunkt vurderes på samme måde som i de tilfælde, hvor der indsendes en forudgående ansøgning.
Kystdirektoratet har overvejet, om ansøgningen skal behandles som en driftsbygning til landbrug efter undtagelsesbestemmelsen, hvorved der først skal ske arealoverførsel og samnotering. I den konkrete sag, hvor der er tale om en virksomhed i udvidet strandbeskyttelseslinje, som var etableret før linjen trådte i kraft og hvor der kan være tvivl om den fortsatte drift, finder Kystdirektoratet at ansøgningen skal behandles som en ansøgning om udvidelse af eksisterende virksomhed, hvorved der ikke stilles krav om ejendommens notering.
Kystdirektoratet har behandlet ansøgningen med udgangspunkt i behovet på tidspunktet for byggeriets opførelse.
Det fremgår af lovbemærkningerne til en ændring af naturbeskyttelsesloven i 1994
- "kystloven" - at det vil være muligt at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at foretage mindre tilpasninger og arealmæssigt begrænsede udvidelser, som er nødvendige for at den eksisterende erhvervsvirksomheder kan tilpasse sig udviklingen.
Der er søgt om dispensation til at bibeholde en tilbygning til en eksisterende virksomhed, hvor tilbygningen ikke medfører en øget produktion, men alene skal tjene til opbevaring og service.
Kystdirektoratet vurderer, at der på trods af, at der er tale om en arealmæssigt større tilbygning, er tale om en tilbygning der fremtræder begrænset i forhold til det eksisterende. På baggrund af det oplyste, finder direktoratet endvidere, at der på opførelsestidspunktet var behov for tilbygnings faciliteter. Kystdirektoratet finder samtidigt, at bygningen på grund af ydre fremtræden og placering, ikke vil påvirke oplevelsen af kystlandskabet nævneværdigt.
Kystdirektoratet meddeler på denne baggrund dispensation til den ansøgte tilbygning.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Med venlig hilsen
[navn]
Specialkonsulent
[email]
5
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
Ringkøbing-Skjern Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Ringkøbing-Skjern, ringkoebing- [email] Friluftsrådet centralt: [email] Friluftsrådet, Kreds Midtvestjylland, [email] Dansk Ornitologisk Forening, Ringkøbing-Skjern ringkoebing- [email] Dansk Botanisk Forening, Jyllandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
6
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
7
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere. En arkiveret kopi findes hos Internet Archive: Se arkivkopien.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 20-04306-1 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 3809.