Kystpraksis Strandbeskyttelse Holbæk Kommune
Dispensation til facadetilpasninger og ændret anvendelse
Sagen kort
Ansøger søgte om dispensation til at ombygge en tidligere staldbygning på en beboelsesejendom inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje i Holbæk Kommune og fremover anvende den til hobbyatelier og kontor for liberalt erhverv. Projektet omfattede nye termovinduer i eksisterende staldvinduer, udskiftning af stalddøre med glasdøre og vinduespartier, herunder mod syd ud mod vandet, samt et vinduesparti i et hølem i vestgavlen, men ingen tagvinduer eller kvist. Kystdirektoratet gav dispensation, da der var tale om et særligt tilfælde, og da de nye vinduer placeres i eksisterende åbninger og ikke vurderes at gøre bygningen mere fremtrædende i kystlandskabet. Direktoratet fandt ikke afgørende landskabelige indvendinger mod den nye anvendelse, men bygningen må ikke få boligkarakter eller inddrages til bolig.
Fakta
- Ejendom
- Helårsbolig
- Ansøger
- Privat
- Strandbeskyttelseszone
- Lovgrundlag
- ,
Hvad blev der søgt om
Praksisflag
- (ja)
- (ja)
- (ja)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
- (nej)
5 flag er ikke relevante eller ikke oplyst i denne sag: tagetage udnyttes, uudnyttet tagetage, bygningshøjden øges, kommunen positiv, naboindsigelser.
Det lagde direktoratet vægt på
- Andet
Vilkår
- Bygningen må ikke få boligkarakter eller inddrages til bolig
Læs den fulde afgørelse (anonymiseret)
Navne, adresser og matrikler er automatisk erstattet med markører i klammer. Afsnit i brevhovedet kan være fjernet.
Ansøgning
Du har den 14. september 2020 søgt om dispensation fra naturbeskyttelseslovens1 § 15 til facadetilpasninger og ændret anvendelse af staldbygning inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen [matrikel], [adresse], Holbæk Kommune.
Afgørelse
Kystdirektoratet giver dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65b, stk. 1, jf. § 15, til det ansøgte.
Dispensationen gælder kun strandbeskyttelseslinjen. Du skal selv undersøge, om dit projekt kræver tilladelse efter anden lovgivning.
Dispensationen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år efter, at den er meddelt, jf. naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2.
Du kan læse mere om lovgrundlaget for afgørelsen i bilag 1.
Afgørelsen kan påklages
Afgørelsen kan påklages inden for fire uger.
Du må ikke udnytte dispensationen før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget over afgørelsen, er dispensationen ikke gældende før klagesagen er færdigbehandlet. Du vil få direkte besked fra Kystdirektoratet med oplysninger om, hvordan du skal forholde dig, hvis der bliver klaget over afgørelsen.
Du kan se en klagevejledning i bilag 2.
1 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse.
2
Redegørelse for sagen
Sagen vedrører en beboelsesejendom og tilhørende bygninger, der ligger inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Konkret vedrører ansøgningen den tidligere stald, som er markeret på luftfotoet neden for. Ejendommens beboelse er opgjort til 238 m2 i BBR.
Ortofoto 2020. Det skraverede område markerer det strandbeskyttede areal. Den orange linje markerer den oprindelige strandbeskyttelseslinje. De røde streger markerer de vejledende matrikelskel.
2017, skråfoto, ejer har lagt nyt tag på staldbygningen efter 2017, hvorved karnappen på taget er fjernet
3
Efter dialog med Kystdirektoratet ansøges der om følgende:
- Gammel staldbygning, der ikke har været i brug som stald siden ca. 1980, men har været anvendt til fritidsformål som værksted, depot mv, ønskes ombygget og fremover anvendt til atelier for hobby, samt kontor for liberalt erhverv (advokat).
Følgende fysiske ændringer søges:
- Tag: der udføres ikke tagvinduer, og ikke kvist mod syd (som oprindeligt søgt)
- Staldvinduer: udskiftes med nye termovinduer med sprosser som tidligere staldvinduer.
- Stalddøre: 2 mod nord og 1 mod vest udskiftes med døre med glasfyldning. 2 mod syd udskiftes med vinduespartier
- Hølem i gavl mod vest udskiftes med vinduesparti
Medsendt foto af den sydlige side af stalden, som vender mod vandet
2019, skråfoto af staldens østlige side
4
2019, skråfoto af staldens nordlige side. Den tidligere karnap/hølem ses ved markeringen
2019, skråfoto af staldens vestlige side
Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse
I behandlingen af en ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen skal Kystdirektoratet vurdere, om det ansøgte kan påvirke Natura 2000-områder eller dyre- og plantearter på habitatdirektivets bilag IV. Læs evt. mere herom i bilag 1.
Natura 2000
Det nærmeste Natura 2000-område (nr. 155, Udby Vig) ligger ca. 3 km mod øst.
Det er Kystdirektoratets vurdering, at det ansøgte ikke i sig selv, eller i forbindelse med andre planer og projekter, kan påvirke Natura 2000-området væsentligt. Ved
5 vurderingen er der særligt lagt vægt på karakteren af ændringerne og afstanden til Natura 2000 området. Det ansøgte vil således efter Kystdirektoratets vurdering ikke medføre en væsentlig påvirkning af de naturtyper, levesteder og/eller arter, som området er udpeget for at bevare, og der er derfor ikke behov for en nærmere konsekvensvurdering.
Bilag IV-arter
På baggrund af et generelt kendskab til bilag IV-arters forekomst i Danmark og deres valg af levested samt gennemgang af offentlige databaser, vurderer Kystdirektoratet, at lokaliteten ikke er et potentielt levested for bilag IV-arter.
Kystdirektoratet vurderer på denne baggrund, at det ansøgte projekt ikke vil medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for de dyrearter, der fremgår af habitatdirektivets bilag IV.
Begrundelse for afgørelsen
Det ansøgte ligger inden for strandbeskyttelseslinjen og forudsætter derfor dispensation efter naturbeskyttelsesloven.
På baggrund sagens oplysninger, vurderes det, at der er tale om et særligt tilfælde, hvor der kan dispenseres fra strandbeskyttelseslinjen.
Kystdirektoratet finder efter en konkret vurdering, at der i forhold til strandbeskyttelseslinjen ikke er afgørende landskabelige indvendinger mod at anvende bygningen til atelier til hobbybrug, samt kontor for liberalt erhverv. Bygningen må dog ikke få boligkarakter eller inddrages til bolig.
Udskiftningen til termovinduer vurderes ikke dispensationskrævende. Udskiftningen af øvrige nævnte døre og åbninger med vinduer vurderes ikke at gøre bygningen mere fremtrædende i kystlandskabet, da åbninger i bygningen allerede er til stede – og desuden vurderes det at være rimeligt i forhold til bygningens nye anvendelse og fremtræden i kystlandskabet generelt.
Det er indgået i Kystdirektoratets vurdering, at en dispensation ikke vil få utilsigtet præcedensvirkning i strid med bestemmelsens formål.
Kystdirektoratet har vurderet det ansøgte i forhold til international lovgivning om naturbeskyttelse og konkluderet, at der ikke er hensyn, der taler afgørende imod det ansøgte. Se afsnittet ”Vurdering efter lovgivning om international naturbeskyttelse”.
Kystdirektoratet giver på denne baggrund dispensation til den ændrede anvendelse og de fysiske ændringer.
6
Med venlig hilsen
[navn]
[telefon]
[email]
Bilagsliste:
Bilag 1: Lovgivning
Bilag 2: Klagevejledning
Afgørelsen er også sendt til:
Holbæk Kommune, [email] Danmarks Naturfredningsforening, [email] Danmarks Naturfredningsforening, Holbæk, [email] Friluftsrådet centralt, [email] Friluftsrådet, Kreds Nordvestsjælland, [email] Dansk Ornitologisk Forening, Holbæk, [email] Dansk Botanisk Forening, Sjællandskredsen, [email] Dansk Kano og Kajak Forbund, [email] Danmarks Jægerforbund, [email]
Afgørelsen offentliggøres desuden på Kystdirektoratets hjemmeside, www.kyst.dk.
7
Bilag 1: Lovgrundlag
Naturbeskyttelsesloven
Af naturbeskyttelseslovens2 § 15 fremgår, at der ikke må foretages ændringer i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen. Formålet med bestemmelserne om strandbeskyttelse er at sikre, at arealerne nær kysten bevares så uberørte som muligt. Hermed varetages landskabelige, biologiske og rekreative hensyn.
Forbuddet mod tilstandsændringer betyder bl.a., at der ikke må opføres bebyggelse, foretages terrænændringer eller etableres beplantning inden for strandbeskyttelseslinjen. Der må heller ikke etableres hegn, placeres campingvogne og lignende, og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.
En række ændringer er dog umiddelbart undtaget fra forbuddet. Undtagelserne fremgår af lovens §§ 15a og 15b. Kystdirektoratet har desuden mulighed for at dispensere til visse anlæg, eller hvis der er tale om et særligt tilfælde, jf. lovens § 65b.
Af hensyn til de nationale interesser, der er knyttet til kystområderne, administreres bestemmelserne om strandbeskyttelse meget restriktivt. Der dispenseres desuden kun, når dispensationen vil være uden konsekvenser for den fremtidige administration af strandbeskyttelseslinjen.
Lovgivning om international naturbeskyttelse
Ifølge habitatbekendtgørelsen3 skal Kystdirektoratet, før der gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, vurdere om det ansøgte i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt (en væsentlighedsvurdering). Direktoratet vurderer i den forbindelse, om det ansøgte kan påvirke områdets naturtyper og levesteder samt de arter, som området er udpeget for at bevare. Hvis det ikke kan udelukkes, at det ansøgte kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på Natura 2000-området under hensyn til bevaringsmålsætningen for det pågældende område. Viser vurderingen, at projektet vil skade det internationale naturbeskyttelsesområde, kan der ikke meddeles dispensation til det ansøgte.
Kystdirektoratet er desuden forpligtet til at varetage beskyttelseshensyn til en række dyr og planter (arter på habitatdirektivets bilag IV) over alt i landet, det vil sige uanset om de forekommer inden for et af de udpegede Natura 2000-områder eller udenfor. Der kan ikke gives dispensation fra strandbeskyttelseslinjen, hvis det ansøgte kan beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for de pågældende dyrearter eller ødelægge de pågældende plantearter.
2 Lovbekendtgørelse nr. 240 af 13. marts 2019 af lov om naturbeskyttelse. 3 Bekendtgørelse nr. 1595 af 6. december 2018 om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.
8
Bilag 2: Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentliggjort på vores hjemmeside, regnes fristen dog altid fra offentliggørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.
Klageberettigede er, jf. naturbeskyttelseslovens § 86:
adressaten for afgørelsen ejeren af den ejendom, som afgørelsen vedrører offentlige myndigheder en berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige, rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.
Der klages via Klageportalen, der kan findes på www.naevneneshus.dk, eller Klagen sendes gennem Klageportalen til den myndighed, der har truffet afgørelsen. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Det koster 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer i gebyr at indgive en klage. Betaling foregår via Klageportalen.
Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis man ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal man sende en begrundet anmodning til Kystdirektoratet. Kystdirektoratet videresender herefter anmodningen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen kan imødekommes.
Fristen for eventuelt søgsmål ved domstolene er 6 måneder, jf. § 88, stk. 1, i naturbeskyttelsesloven.
Kilde
Afgørelsen blev offentliggjort på det tidligere kyst.dk, som ikke findes mere. En arkiveret kopi findes hos Internet Archive: Se arkivkopien.
Den fulde sag med bilag kan søges hos Miljøstyrelsen med journalnummer 20-04544-6 (aktindsigt).
Ser du en personoplysning på denne side? Giv os besked, og henvis til sag 3533.